Før vi tog hjem, funderede jeg over, hvordan mødet med hverdagsdanmark ville være.

Ville jeg finde det hele meningsløst? Ville jeg savne adrenalinet eller en konstant vedkommende og interessant tilværelse?

Ville indkøb i netto blive gjort, og ville jeg kunne finde ud af at lave mad på et komfur?

Ville jeg savne Afghanistan?

Da jeg skulle finde lejlighed, valgte jeg den med en afbrændt bil ude foran og en masse indvandrere på gaden, der talte om grøntsager. Det stod for mig som et stort plus i min boligvurdering. En anden gang tog jeg mig i en eftermiddag at gå fra immatrikulationsfesten på universitetet, fordi jeg så det som et oplagt mål for en selvmordsbombe. Jeg ser altid efter forladte tasker i metroen. Når jeg taler med folk om vejret, karriere og studie, ville jeg ønske, at de gjorde sig klart, hvor let livet kunne forgå.

Påvirket er jeg nok, men det hele virker naturligt, som har man opnået et stille perspektiv på, hvor skrøbelig og fin tilværelsen reelt er. Perspektivet er ikke et pågående guitarriff i tilværelsen, nærmere en underliggende basgang.

Hjemkomsten har i alt fald været naturlig. DK lignede sig selv. Folk lavede det samme og gik i det samme tøj, vejret var som sædvanlig koldt. Første gang regnen ramte, var den tung og omfavnende, så blev stående i den i en time. Et højdepunkt var, da aktivister kastede brosten efter en politibil på gaden nedenfor.

Interesserede sjæle spurgte om det samme som sidst, har du skudt nogen, kender du nogen, der døde. Sjovest var damen, der som sit indledende spørgsmål bekymret spurgte, om jeg så var psykisk belastet.

Men én ting er anderledes siden sidst. For nu er jeg hjemme, for altid. Ikke flere raketter, miner og opgivende afghanere. Ikke flere bekymrede forældre. Jeg kan tage i kiosken og købe film og aviser, bare sådan lige. Jeg kan køre på cykel til stranden og så kan jeg låne bøger på biblioteket. Ikke bare idag, men også imorgen og også om en måned. Jeg kan tage i byen og kysse piger, hvilket, globalt set, er et unikt privilegium. Bortset fra, at man istedet for uniformen skal bruge tid på at vælge tøj.

Så er det alt, hvad man fik ud af seks måneder i Afghanistan? Udbetalingen til en lejlighed og et skævt perspektiv på tilværelsen?

Nej, det er det bestemt ikke. Det føles meget, meget godt at have overstået en udsendelse med Forsvaret. At have klaret udfordringen, at have set de ting og oplevet de situationer, som en sådan udsendelse indebærer, ville jeg ikke bytte med noget, hvor farlige eller tragiske de så end var. Og måske, med tiden, har jeg hjulpet lidt med at opbygge en stat, der kan rumme fred, demokratiske valg, og relativ stabilitet.

Det er ikke svært at være idealist i Afghanistan, man skal blot lukke øjnene for visse realiteter. Undlade at forholde sig til dem. Men det ville være dumt. Jeg gjorde noget andet i stedet, jeg blev realist. Ikke kyniker, som så mange kommentatorer, men jeg har valgt at se på den overordnede udvikling, så meget som jeg kunne rumme, og se, at det går sådan nogenlunde. Især hvis man fragiver sig sin vestlige uskyld, og ser på verden, som et sted, hvor et enkelt liv, inklusiv ens eget, ikke betyder særlig meget.

Det kræver vel en forklaring på, hvorfor man så vælger at tage afsted i det hele taget. Og hvad det omfatter af spørgsmål.

Jeg vil ikke kunne svare klart på nogle af dem. Blot ved jeg, at virkeligheden ikke er to modsatrettede absolutter, den er et hav, og jeg kan ikke se NATO, FN og verdens internationale hjælpeorganisationer og valgobservatører som andet end de eneste garanter mod et centralasiatisk kaos, og et Afghanistan henlagt i mørke. Og jeg er meget stolt af, at have været blandt den skare. En slags stolthed, jeg ikke ville kunne have fået andre steder. En stolthed, der går udover en selv og ens personlige meritter.

-

Før afrejsen holdte MC Ibssen fra Bravo kompagniet en rapkoncert. Ibsen er maskingeværsskytte og rapper, hvilket må være det tætteste, man kommer på “street” i Afghanistan.

Det var varmt og mørkt, scenen var oplyst af glo-sticks og projektører koblet til dieselgeneratorer. Koncerten ville samle penge ind til Kiran, der gav en arm og et ben til Afghanistan, da han trådte på en IED.

MC Ibssen rappede storsvedende en række numre, mens folk hoppede til larmen fra det skrantende anlæg. Noget, der gik rent ind, var nummeret “Før Afghanistan”. Det kan være, man kan finde svaret på, hvorfor vi tager afsted, deri.

(billede fra HOK)

Jeg kommer tit til at tænke på den koncert. Der var en ubeskrivelig energi, som var folk kommet til en rapkoncert for at være eftertænksomme.

Når jeg hører vinden i de sparsomme træer på nørrebro, mærker jeg vindstød ramme mig i Green Zone. Når solen engang imellem kigger ned gennem skyerne, tænker jeg på ørken og pansrede mandskabsvogne. Altid. De minder forlader ikke en. Det må sige noget om deres værdi.

Jeg savner Afghanistan, helt sikkert. Jeg savner den følelse af frihed, man føler, når man træder ud af mandskabsvognen og ned i den grønne zone, ind i den dimension af eksistensen. Ja, frihed, paradoksalt nok, omstændighederne taget i betragtning.

-

Udenfor er den afbrændte bil blevet malet om af nogle punkere, så den ligner et bæltedyr i regnbuefarver. Så tænker jeg på Armadillo. En kvinde i min opgang bankede på, og spurgte, om jeg ville underskrive en liste med krav til ejendomsforeningen om udskiftningen af de gamle veluxvinduer.

Jeg prøver at holde op med at ryge, da mit liv nu har en længere horisont end tidligere. Jeg sidder i min tomme lejlighed og ser TV-avisen og danner meninger om sager og problemer, selvom de virker så små. Jeg lytter til Massive Attack og drikker stempelkandekaffe. Jeg prøver at diskutere med mine venner med energi, selvom det vi diskuterer, er ligemeget. Interessen kommer nok igen på et tidspunkt.

Jeg har snart fødselsdag, men gider ikke holde noget. Jeg mangler køkkenknive og spisebordsstole.

Jeg skal simpelthen i netto i morgen.

Interessen må komme snart.

Følgende hændelse fandt ifølge Hærens Operative Kommando sted 16. juli, red.

Klokken er 0430 og vi står og venter på betonpladen, mens PMV’erne, de pansrede mandskabsvogne, er ved at starte op. Folk kravler rundt på de firkantede panserkasser, mens andre ryger, mumler og lader geværer.

Solen er ikke stået op endnu, vi nyder den kolde ventetid.

Vi skal på en tur til ”Pashaw”, femte gang denne uge. Et landbrugsområde langs Helmandfloden sydvest for Price. Opgaven er at få lokalbefolkningen i tale med vores CIMIC-hold, og sikre flanken af de britiske tropper, der stadig er engageret i Operation Panchai Palang, eller ”Panterens Kløer”, længere nede ad floden.

Jeg siger, at jeg er træt af at gå i lorte Pashaw og at der aldrig sker en skid efter Panchai Palang tromlede igennem, og folk er enige. Vi spørger hinanden, hvornår vi hver især skal flyve hjem, de fleste af os inden for få uger. Mange er allerede hjemme i tankerne. Vi hører mere musik, der bliver afholdt grillarrangementer og idrætsdage bliver klemt ind i dagligdagen.

Selv er jeg træt, træt af afghanere, der ikke kan se udover deres egen næsetip og den ørkesløse udsigt til flere patruljer i den her sindssyge varme, før vi kan komme hjem.

Vi sætter os ind i PMV’erne og begynder at rulle, og jeg sveder allerede i min kampudrustning.

Kl 05 om morgenen.

Kl 0515, til lugten af sved, morgenfjært og diesel, til larmen og vibrationerne fra PMV’en, falder jeg i søvn.

Hvordan beskriver man bedst en eksplosion?

En pludselig bevægelse, et ryk, som havde man provokeret en refleks ved at banke jorden på knæet.

Et brag, der er lavere, end jeg ville have troet. Så finder jeg mig selv hænge i luften. Når jeg tænker tilbage, synes jeg, at jeg hænger der i lang tid. Ser mig selv udefra, i et virvar af støvpartikler, folk og ting, der flyver rundt, som jeg stirrer på med forundring.

Hov.

Det har været en efterrationalisering. Eller måske blot situationens højdepunkt, der har frosset sig fast. Det hele går kun alt for hurtigt, en kort, massiv og altomfattende bevægelse, og jeg er sikkert ikke engang vågen, da jeg letter.

Jeg falder ned igen med et klask, stumper lægger sig til rette og vi er omfattet af tyk støv. Stirrer forvirret rundt, folk råber, og jeg opdager, at jeg har slået mig. Jeg kan ikke mærke smerten endnu, men tror den kommer, og begynder at råbe eder om min ryg, som ville jeg komme skaden i forkøbet, forbande den, hvis den nu viste sig at være alvorlig.

Køreren er kravlet ud af sit lille hul foroven og spørger skytten, om han er hel, om han bløder, for han var blevet dækket af noget vådt. En vandflaske omme ved ham var sprunget, skytten konstaterer, at køreren har alle sine lemmer og besvimer så og falder ned gennem sit tårn. Vi griber ham og lægger ham på langs. Han fik noget i hovedet, der er et langt mærke henover panden på ham. Han åbner øjnene og ligner en, der ikke kan finde ud af, om han virkelig er vågnet fra drømmen endnu.

Tid går, mens folk fra de andre PMV’ere søger hen til os. Nogle af os griner, andre sukker og da vi kommer ud af vognen og bliver gennemgået af sygehjælperne, smiler vi og giver hinanden hånden med benovede ansigter. I takt med, at adrenalinen forsvinder, og jeg burde mærke smerte, konstaterer jeg, at min ryg har det fint. Ingen af os er kommet noget alvorligt til. 

Da jeg ser skaden på PMV’en, tænker jeg ”nå”.

IED-sprængladningen har lavet et stort krater i jorden, der til vores held ikke var særlig fast. PMV’en kommer nok ikke til at køre igen. Sprængladningen er gået af på ydersiden af bæltet, på køretøjets højre side, hvilket har sprunget flere hjul og bæltet fuldstændig væk, inklusiv noget tillægspanser, som vi ikke finder igen.

Under hvor bæltet har siddet, er selve panseret bøjet indad. Under hvor køreren sad. Det var ham, jeg sad ved siden af, hvilket forklarer min flyvetur.

Fedt. Det holdte sgu. Så tager vi nogle billeder og begynder at samle stumper ind.

Inde i lejren igen sætter jeg mig ned og tænder en cigaret. Den føles bedre end sædvanligt, dens lille, grå sky trækker mig med sig ned i mine lunger og vender mig indad mod mig selv.

Jeg konstaterer, jeg har ondt i halebenet, men det gør intet. Den næste patrulje er først om to dage.

Jeg smiler til nogle lokale arbejdere, puster ud og vinker.

Jeg har ført en liste sammen med nogle andre hernede. På hvor mange våbentyper, vi har været inden for 5m af at have blevet ramt af. Jeg fører, og nu kan jeg krydse IED af også.

Så levende man kan føle sig.

Det er en dejlig dag. Snart skal vi hjem.

Oven over os bager solen, og er ligeglad.

Mads, Andreas og Martin,

Æret være Jeres Minde

Nogle gange når jeg sad i sandet i sorte campingstole, under teltduge i Camp Price, føltes det som, at jeg smeltede.
Man sad der med sin cigaret og følte presset fra varmen og alt det ubeskrivelige og enorme ved krigen udenfor, der kravlede rundt ude i ørkenen, rundt om lejren, mens den skurrede og brummede som en sandstorm, der ikke kunne beslutte sig til hvornår og hvor den igen skulle slå til.
Og mod øst lå Gereshk stadig, med fødderne i Helmandfloden og indhyllet i oppisket støv fra indbyggernes trodsige hverdag. Og langs floden lå Green Zone, som et langt, uldent dyr, der altid ville dovne sig og være nådesløst ligeglad med dens indbyggere og besøgende, uanset hvor mange skud vi fyrede ind i dens bug.

Jeg følte mig som en is dér i stolen, uden tvivl på grund af udskillelsen af sved, men det var også mere end det.
En menneskeis, som langsomt dryppede dansk fløde og chokolade af sig, produktet af vefærdssamfund, malkekøer og sukker. Jeg smeltede, ubemærket af mig selv, i den nådesløse afghanske sol mens alskens insekter lå klar til at fortære, når jeg ramte jorden i fedtperler og forsvandt.

Jeg kan mærke følelsen nu, selvom jeg sidder hjemme på mine forældres gård, og det lige har regnet udenfor. Jeg er på orlov og skal flyve tilbage til Afghanistan i morgen.

Da vi tog afsted fra Camp Price på vores orlov, blev vi en dag og en nat i Kabul, før vi fløj videre. På det tidspunkt havde jeg været udsendt 4 måneder og 16 dage. Vi var ikke så mange, det var en meget sen leave. Med os var nogle hjemadvendende journalister, som spurgte os om forsvarsforlig og højdepunkter. Bagefter spillede vi Rock Band på Playstation med dem. Og så kom Søren Gade forbi fulgt af endnu flere journalister og bekræftede i sin sørgetale, at tre danske soldater var blevet dræbt tidligere på dagen.

Helmand, Helmand, du kunne ikke nære dig? Jeg tænkte, at jeg havde kørt mange gange forbi det sted hvor de blev ramt, jeg frygtede, at det var nogle jeg kendte, og jeg glædede mig til at komme hjem. Og jeg følte et sted, at jeg burde tage tilbage og gøre noget, et eller andet, uden at vide hvad. Om ikke andet så sørge, for det kan man ikke når man er i transit.

Der var så kort tid til, at vi kunne have været det første hold uden døde. Jeg var skuffet og vred. Men så kom kynismen igen med sin hjælpende, kolde hånd. Vi vidste jo godt, det blot havde været et spørgsmål om tid.

Da jeg landede i Danmark, var jeg lamslået over, hvor grønt der var. Mørkegrønt. Træerne omkransede de asfaltbelagte veje og på dem kørte meget små, meget let pansrede personbiler. Folk gik rundt uden tøj på og så ubekymrede og travle ud. Jeg så regn her for første gang og var ved at græde.

Dagene fløj afsted hos min familie. Jeg anstrengte mig for at lave absolut intet og talte lidt. Jeg sov meget.
Så tog jeg på Roskilde Festival. Jeg glædedes over den totale dekonstruktion af et område hvor der i forvejen kun var græs, gennem musik, druk og glade ansigter istedet for flybomber og distancerende anekdoter. Jeg begyndte at se Roskilde og Helmand som yderpunkterne på en skala, som to sider af en mønt. Unge mennesker begge steder, der på grund af situationens absurditet anvender bestemte, psykologiske mekanismer. Interessant nok var de unge begge steder påtaget uimponerede over mærkelige hændelser og skævvridningen af deres hverdag.
Da jeg ikke kunne finde flere ligheder og derfor ikke kunne bruge den tankerække til så meget lige dér, smed jeg den i en døs af elektronisk musik en af de første nætter.

Morgenen efter følte jeg misundelse mod alle de fulde mennesker i deres mangefarvede festivalmundering, som var så evigt ubekymrede, med mindre de havde dårlig selvtillid over at have et uinteressant ansigt eller en fucked-up forhistorie, hvilket gav mig lyst til at ruske i dem og råbe, at de skulle være glade, det var kun et lille problem i forhold til at være død.

Når jeg sad i campingstol på Roskilde under vores lille, hvide pavillion, sad jeg også og smeltede. Så meget for at undslippe ørkenvarmen på den varmeste Roskildefestival i 33 år. Folk snakkede om ikke så meget og om hvor fulde vi var. Vi røg og drak og jeg forstod, hvorfor nogle mennesker vælger Bænken som levevej. Jeg forestillede mig en deling panserinfanterister gå forbi min campingstol, igennem lejrområderne, støvede og trætte, med våbnene strittende i sikringsretninger og jeg tænkte på hvilke reaktioner det ville afføde hos festivalpublikummet. De var måske ligeglade? For mange her var Afghanistan ikke deres krig, og jeg var moden nok til ikke at holde det imod dem. Hvorfor skulle man også beskæftige sig med noget sådant, og måske endda risikere sit liv, for en sag der var tvetydig og uoverskuelig at sætte sig ind i og et projekt der ikke nødvendigvis ville lykkes. Noget sådant kræver vel tro, men tro kunne mange her sikkert også hurtigt dekonstruere.

Folk spurgte mig om min udsendelse, idet jeg overraskede mig selv og andre ved overhovedet ikke at snakke om det uopfordret. Da vi kom til, om jeg så havde skudt nogen, eller når jeg fortalte en utidig historie om selvmordsangreb eller børn med tredjegradsforbrændinger, tiede de fleste stille.

Folk sagde, de ikke kunne sætte sig ind i det, at det var en helt anden virkelighed. Jeg forklarede med svag, mumlende stemme, at det der overraskede mig, var netop at det ikke føltes sådan, men snarere at krigen var en forlængelse af virkeligheden, der hurtigt blev hverdag og som sådan åbenbart ikke lå så langt fra vores natur.
Kig blot på vores medievirkelighed, vores film- og spilindustri, eller på litteraturen.

Krig optager os, og har indtil for ganske nylig været en fast del af den menneskelige tilstand. At vi nu har et paradis kaldet Danmark, hvor slangerne er umiskendeligt små, skal vi være meget lykkelige for.
Men mennesket kan, som vi ved, ikke finde ud af livet i paradis, og derfor går mange da også rundt og bliver deprimerede over bumser eller friværdi, idet de ikke længere har en ægte kamp, og idet de ikke kan finde eksistentiel værdi og identitet i samtalekøkkener eller et rodet, politisk klima.
Vi har så substitueret kampen og den knage som vi kan hænge identitet og mening op på, med sport, mode og randkulturer såsom nazister og BZere, og ja, så selvfølgelig karriere. Alt dette for at behjælpe den tilsyneladende meningsløshed med vor eksistens og vor frustration over at blive ældre, da det betyder, at nu når vi har fundet meningsløsheden ikke engang kan nyde den i særlig lang tid eller med særligt spændstige kroppe.
Spørgsmålet er, om vi ikke skal have en virkelig krise, sådan en der vælter bygninger, får folk til at skrige og får floderne til at koge over, sådan vi får noget rigtigt livsindhold og en skarpere kultur, et kognitivt skift mod noget meningsfuldt, og derefter ville I måske vide, at det er lige meget hvad I siger når vi taler om krig og døde soldaterkammerater, bare at I siger noget?

Og efter det tiede alle stille. Det var ikke rimeligt af mig, jeg vidste jo heller ikke hvad jeg skulle sige til det.
Så forsvandt jeg ind i natten og tågerne af musik og lysshows. Morgenen efter var jeg for det meste tavs. Jeg må sikkert have virket vanvittig.

Efter Roskilde var det første jeg så i TV, at Operation “Panchai Palang”, den offensiv vi længe havde ventet på, var gået igang. Kampvogne bragede løs i sandet og solbrændte soldateransigter jeg genkendte, udtalte sig om ildkampe.
Om jeg er heldig eller uheldig hvis jeg når offensiven, kan jeg ikke blive enig med mig selv om.

Jeg skal afsted i morgen. Jeg vil ned og rode op i støvet med de andre kammerater, men jeg bliver mindet om alvoren, hver gang jeg ser ind i min families ansigter. Jeg har alligevel ikke fået talt med dem ordentligt mens jeg har været hjemme. Så ville det sikkert bare være værre.

Vi ses Danmark. Det var hyggeligt, men jeg har aldrig rigtigt været her.

De bringer nu de to briter ind til vores felthospital i poser. Det er så småt ved at blive mørkt. Nogle timer forinden har Store Mund, lejrens interne højtaleranlæg, meddelt ”Mass Casualty”.

Da meddelelsen kommer, er jeg i en rus af ordrer og beskeder løbet til min post, ligesom alle de andre. I farten har jeg sendt tolke til felthospitalet og Main Gate, Price-lejrens eneste indgang.
Vi står tavse ved Main Gate og venter på de sårede, vores spurt uforløst, sammen med vagter, sygehjælpere og stabsfolk med spørgsmål.
Så ænser vi støvskyer på vejene. Pickups af forskellig slags bumper henimod os, nogle med blå blink. Nogle af dem tager henover ørkenen fra øst, i direkte fugleflugt fra Gereshk. De sårede bliver læsset af og lagt på bårer. Mens ambulancen tager de første og kører dem til felthospitalet længere inde, lægges de andre på række indenfor Main Gate.

”Spørg ham, hvad der er sket!”
Jeg bøjer mig ned over en såret på en båre, en politimand. Han er blevet tilset af en sygehjælper, har fået morfin.
”Hej, hvad hedder du?”
”Gul Ahmad”
”Hvad skete der?”
Han er indifferent, også over sine ben, der er iklædt bandager beskidte af røg og blod. Han smiler. Måske på grund af morfinen, måske fordi han overlevede.
”Gul Ahmad, hvad skete der?”
”En selvmordsbomber. Han sprang sig i luften.”

Jeg forlader Gul Ahmad. Jeg står midt i travlheden og kigger på de sårede og det summende arbejde omkring dem. Danske sygehjælpere og afghanske tolke knæler ned ved dem, mens køretøjer og folk hvirvler støv op, idet de haster forbi.
Tæt på bazaren i Gereshk var selvmordsbomberen væltet på sin motorcykel og sprunget, da briter på patrulje kom forbi.

Jeg går ud i Outer Main, den lille forpost ved indfaldsvejen lige før selve porten til Price. Nu er vejen mandsopdækket af soldater, der råber og sigter på de pickups, der kommer rumlende for hurtigt imod dem. Alle ved, at det er os, selvmordsbomberne helst vil ramme.
En af pickupperne flyver henover ørkenbankerne imod os. Vi går mod den vinkende og råbende, sikringsfolk tager sigte. Den raser videre. ”Fuck?” tænker jeg. En sværgen indeholdende tanker om alt ligefra ”Er det nu?” til om lejrens Cook House mon holder længe åbent for os.
Pludselig standser den skurrende på gruset, som om den først dér så os. Ud stiger tre mand. Ikke selvmordsbombere, men de britiske sikringsfolk er ikke overbeviste.

Mændene kommer hen imod os og løfter op i skjorterne på kommando. Det er en onkel, der spørger efter sin nevø, Baryalai. Jeg har ikke set ham derinde. Han beder mig om at finde nevøen og så kontakte ham igen. Jeg siger ja, selvom vi begge ved, at vi nok ikke ses igen. Mændene kører væk igen. Ovenover os begynder helikoptere at lægge an til landing.

Der kommer ikke flere sårede ind. Jeg går til helipad’en og taler med de sårede, der ligger indpakket i tæpper og venter på at blive fløjet til Bastion og et større felthospital. Rundt om dem står soldater og sygehjælpere.
Jeg knæler ved en af de sårede og giver ham vand. En politimand igen. Han slubrer tørstigt. Han er ung og prøver at gro et overskæg.
”Hvad hedder du?”
”Baryalai.”
Jeg smiler, og fortæller ham om hans onkels ridt over ørkenen til lejren. Han smiler også.

Selvom der var 20-30 sårede, kommer der ikke flere civile ind til lejren. Vi finder senere ud af hvorfor. Taliban har truet med at civile der modtager behandling her, vil få hugget de behandlede lemmer af. Jeg orker ikke engang at kommentere, da jeg hører det, men går i stedet tilbage til felthospitalet for at tjekke op på tolkene.

De står i et hjørne i skumringen og stirrer på den aftagende aktivitet på felthospitalet.
De stirrer på sygehjælpere med plastichandsker på hænderne, der griner lettet og ryger cigaretter. Og de stirrer på en båre, dækket af tæpper, og to fødder der stikker ud under dem.

Muhammad Ali, en britiskansat tolk, døde sammen med de to briter. De var under patruljen gået hen til en mand, der var væltet på sin motorcykel. For at hjælpe ham op, angiveligt. Det var bittert ironisk og et stærkt billede. Hvis det havde været fiktion, ville ingen tage det alvorligt.

Sygehjælperne er usikre på, hvad de skal stille op med tolken. En brite beder mig om at affotografere hans ansigt. Jeg gør det. Løfter noget af tæppet tilbage. På hans hoved kan man se, at det i hvert fald er gået hurtigt. Han mangler lidt af det. Blitzen oplyser kort. Jeg får en brite til at hjælpe mig med at bære liget ind i køleboksen hvor de to andre poser i forvejen ligger. Muhammad Ali’s ben banker mod mine, idet han glider ned mod mig, da vi går op ad en lille trappe.

Jeg går tilbage til tolkene. Det er mørkt nu og vi er oplyste af gule neonlamper. Jeg siger ”Gud undskylde ham”, som man bør på pashto. Jeg trykker hænder.
Lokale arbejdere er sluttet til. Muhammad Ali var velkendt.
De vil gerne bede ved liget. En af de lokale arbejdere, en mand jeg normalt ser skubbe trillebør med sjælden ophøjethed, er Qari, en uddannet præst. Vi åbner kølecontaineren. Vi bærer liget ud og stiller det centralt. Tolkene og de lokale arbejdere sætter sig i skrædderstilling omkring det. En dansk læge lyner på anmodning posen ned, så ansigtet er frit. Danskerne og briterne folder hænder og er tavse. De kigger på seancen, stumme over at være vidne til noget så intimt og fremmed.

Qari’en nynner bønner ud i natten, ellers er alt stille. Rytmisk med en klar, let vrængende stemme. Det er meget smukt. Islamisk recitation er hjerteskærende, især denne Qari’s. Han er meget dygtig. Han får nattens tragedie og dette lands lidelser indbefattet nænsomt og ydmygt i hans sang. Jeg sidder lænet op ad kølecontaineren. Jeg er ved at græde. Vi er alle meget stille.

Qari’en slutter. De beder nu alle dæmpet. De tager hænderne ned over ansigtet, som vasker de det. De hviler hænderne på deres knæ, med håndfladerne vendt mod himlen. Til sidst går de i en ring rundt om liget, ser på Muhammad Ali’s ansigt, og vender sig væk. De takker lægen for hjælpen med ceremonien. To af dem bærer Muhammad Ali tilbage i kølecontaineren, tilbage til de to briter.
Jeg lukker den tunge dør med et klonk.

Vi har haft fire selvmordsangreb denne måned. Dette var det første. Siden er det blevet hverdag. Jeg græder i hvert fald ikke over det mere.

Jeg er egentlig langt mindre bange hernede, end jeg havde regnet med.

Jeg er ikke bange for at blive skudt på, ikke så dårligt som Taleban rammer. Heller ikke raketter. Projektiler, ligegyldigt størrelse, virker overskuelige, man ved i det mindste, når der skal til at ske noget. Civile forlader området, for at undgå bomber, og for at undgå at blive beordret til at være levende skjolde, terrænet snævrer ind, motorcykler følger efter os på afstand og mærkelige, hvide biler fyldt med passagerer kører i høj fart i skjul bag huse.

Stadig er jeg ikke bange for skud og raket. Noget andet med IED.

Der er ingen tvivl om, at Helmand er et af verdens farligste steder for en vesterlænding. Det har historisk været et sort hul for enhver stormagt eller alliance, der har valgt at kaste et sikkerhedspolitisk blik på denne del af kloden.

Idéer, trosretninger, genopbygningsplaner og militæroffensiver har den i tidens løb suget til sig, og i disses kølvand, tusindvis af mere eller mindre velmenende menneskeskæbner.

Det er et ekstremt interessant sted, som et stort friluftsmuseum for klenodier fra forskellige civilisationers forposter.

I bazaren i Gereshk kan man købe oldgræske småmønter, kopier af sværd fra den arabiske ekspansion i 700-tallet og gamle, sovjetiske medaljer.

Et populært, persisk tæppe har kampvogne, håndvåben og helikoptere påsyet et brunt, afghansk kort som motiv. Og ude i ørkenen står udbrændte lastbiler ved siden af 500-år gamle karez-systemer, underjordiske vandningskanaler fra det persiske Safavide-dynastis tid. I byen selv står de nyeste klenodier som store, hvide lagkager med grøn og blå glasur med blanke glasfacader. Midt i en by uden fungerende kloakering. De er i pakistansk punjabi stil. Det er opiumsgangsternes små paladser. De kaldes faktisk pakistanske bryllupskager.

Et af dem har fået påskrevet Ma sha’ Allah flere steder i smuk, arabisk kalligrafi. Udtrykket svarer til “Guds vilje ske”. En afghaner siger Ma sha’ Allah når han kommenterer en ven, der har en pænere bil end ham selv, eller når hun tager sig i misundeligt at kommentere, hvor smukt venindens hår er.

Således som denne opiumssmugler vel har taget mange andre ting her i livet uden at spørge, har han også taget dette udtryk.

Men der er én ting, jeg er bange for hernede.

For i bazaren kan man også købe andre ting. Sprængstof for eksempel. Godt nok i det skjulte. Resten af tingene kan man købe frit. Plasticspand, eller trykkoger. Nogle AA batterier og en ledning. Mere skal der ikke til for at lave en hjemmelavet mine. Eller det, vi kalder PPIED, Pressure Plate Improvised Explosive Device. Så har man et lukket kredsløb og en gnist. Og et våben, der i øjeblikket repræsenterer den altoverskyggende trussel mod koalitionens fodsoldater i det centrale Helmand, danske soldater, vores bud på en civilisations yderste forpost.

Hvis det ikke var for IED’en i alle dens afskygninger, havde vi vundet. Sejren ville være vor. Taleban skyder kun upræcist på os, når vi kommer gående, og får kun lov til at gøre det få gange, før han bliver ramt af al slags død ødelæggende magt, fra oven og fra siden. Hvis han ikke flygter, hvilket han ofte plejer at gøre.

Der er ikke noget område vi ikke kan gå i, ikke noget sted vi ikke kan indtage. Desværre er vi ikke nok til at holde alt. Så når vi smutter igen om aftenen, kommer de tilbage om natten. Og graver små plasticdunke og trykkogere ned. ”Gaver” som vi kalder dem.

IED’en som koncept slår flig af den militære idé om beherskelse af et område. IED’en gør, at ikke engang dér hvor PMV’ernes skygge falder, kan vi vide os sikre. Ja, der kan vel ligge de første tre IED’er i sådan en skygge. ”Fucks your brain” som en bekendt i Californien plejede at sige.

Patruljebasen

Jeg opholdte mig i en patruljebase for nogle uger siden, langt ude østpå. Den var ret ny. Den ene nat fandt delingen en IED i tilkørselsruten til basen. Den næste nat fem. Jeg spurgte nogle gæstearbejdere dagen efter, som var kommet hertil for at arbejde i opiumshøsten, Nish, som kører på i øjeblikket.

”Hvorfor lægger Taleban miner ud, hvorfor kommer de ikke og slås som mænd?”

”Miner, hvad for nogle miner? Der er ingen miner her, heller ikke Taleban.”

”Prøv nu og hør, der ligger masser af miner i den retning, som ikke var der i går, og nogle kilometer mod nord har jeg selv været i kamp to gange.”

”Har du været i kamp her?”

”Ja, jeg har slået masser af Taleban ihjel her.”

Tavshed. Jeg har luret dem og vil have en tilkendegivelse, en reaktion for eller imod.

”Så hvorfor vil de ikke slås ærligt? De er æreløse.”

”Det er sgu da jer, der er kujoner, I bruger jo fly og bomber over det hele, de kan jo ikke gøre noget!”

”Så lad være med at slås, der er heller ingen grund til det mere. Alle jeres våben kommer fra Pakistan, der hvor Talebancheferne gemmer sig.”

Den mest selvsikre smider med et smørret grin sin taske, men hans krop dirrer. Det er svært at læse pashtuneres kropssprog nogle gange.

”Så kom, lad os bryde.”

Drengen er højst 16 og tynd.

”Jeg kan da ikke bryde med dig. Helmandfolk vil altid slås, der er jo ikke noget at slås for mere. Skal vi ikke bare have fred?”

”Jo, men I er jo vantro alle sammen!”

”Nej, vi har også én Gud, vi har blot Jesus som vores store profet. Jesus har I også som profet, så hvad er problemet.”

”Hvad er I, amerikanere?”

”Nej, danskere.”

”Nå, så er I jo de STORE vantro!”

Touché. Drengen kan højst sandsynligt ikke læse, men propagandaen om den store satans (læs USA) lille lakaj og dennes blasfemiske tegninger har han vel hørt.

Jeg kan ikke få mig til at brydes med drengen, og jeg kan heller ikke få mere ud af samtalen. Afmagt. Jeg vender mig, går lidt væk og tænder en cigaret. Drengene begynder at gå. Lidt nede af vejen råber de igen.

”Kujoner! Bøsserøv!”

De går ud på marken og taler med en mand i skinnende, lyseblå kamis. Han har siddet der længe og stirret. Nok endnu en dicker.

Jeg er frustreret, indtil det falder mig ind, at dette optrin minder mig om en konfrontation mellem punkere og politi derhjemme. En ophidset privatperson provokerer en statslig, udøvende, og for privatpersonen illegitim instans, som ved lov ikke har mandat til at svare voldeligt igen.

En søgt parallel, men at indsnuse de flygtige dufte af demokrati betrygger mig alligevel. Så må tiden vise, om Helmand i årenes løb kan blive til en have.

Jeg tog til en fest i tolketeltet for noget tid siden. Vi havde haft en større operation, og jeg havde lovet dem, at hvis alle kom hjem uskadte, ville jeg holde en fest med dansk mad. Set i bagklogskabens lys var dette nok dumt, da mange har indset, også derhjemme på shawarmabarerne, at om aftenen er kebab bare bedre end håndmadder. Især i betragtning af, at det vi kunne tilbyde dem var rugbrød fra feltrationer og så salami og leverpostej. Ikke den kulturelt mest egnede spise hernede.

Ideen til festen kom til mig, efter at en af de lokale tolke blev såret ved et skud i højre arm. Da jeg besøgte ham på hospitalet sammen med de andre tolke, var det første hans bedste ven spurgte ham om, om han stadig kunne wanke. Det er selvfølgelig også en reel problematik, idet man som ung afghaner først kan blive gift, når man har fået samlet nok penge sammen i medgift. Hvilket er mange penge, der tager lang tid at tjene.

Da jeg selv valgte at skubbe festen i baghovedet pga. halvt arbejdssbyrde, halvt dovenskab, stod det til mine medarbejdere, heriblandt tolkeelementets evigt fantastiske og uundværlige clerk, Hanne, at sørge for at arrangere indkøb af sodavand og kebab i bazaren.

Det var en hyggelig aften. Vi havde spændt en teltdug over nogle borde og klapstole i metal, og pyntet med knæklys i regnbuens farver, der gav en sparsom belysning på en nat, der blev holdt mørk af nymånen.

Tolkene kommer mange steder fra, Kandahar, Kabul, Kunar, og selvfølgelig også Helmand. Tre af de største etniske minoriteter er repræsenteret, Pashtunere, Tajikker og Hazara. Jeg ville ønske, jeg kunne gå i detaljer omkring dem, da mange af dem er fantastiske mennesker, men det kan jeg af åbenlyse grunde ikke.

Men jeg kan fortælle lidt om navne.

Pashtunske navne er et godt udgangspunkt, hvis man vil se indflydelsen fra de mange kulturer, der har været forbi i tidernes løb.
Først er der de arabiske varianter, såsom AbdulHaqq, Sandhedens tjener, eller Hakim, vis (navnet stammer fra en af Gud’s 99 kvaliteter).

En generel misforståelse, som jeg tit finder morskab i, er at Abdul derhjemme kommer til at stå for sig selv, som et fornavn. I sig selv betyder Abdul blot “tjener af”. Det ville måske svare til, at man nøjedes med at skrive De la eller Skiold, når man mente De la Cour eller Castenskiold.

Endnu andre arabiske fornavne er heltigennem fantastiske i deres betydning, hvad med Farran, en der evner at skelne mellem sandhed og løgn, eller Faris, ridder.

Så er der de pashtunske navne, hvoraf mange er meget karakteristiske. En parallel kunne i visse tilfælde måske være indianernavne, eller generelt stammenavne, især når man kommer ud i landsbyerne. For eksempel mødte jeg en ung fyr forleden i Green Zone, som hed Gulbaz. Gul betyder blomst, og en tentativ oversættelse af Gulbaz kunne være “En der leger med blomster”.
Eller også navnet Amail, halskæde. Eller Babrak, en lille blomst, der gror på helligdomme. Eller måske Ghorzang, lange skridt, eller, fik jeg forklaret, pantergang. Man kan altså hedde noget tilsvarende “walk like a panther”. Ganske sejt.
Tror nu hellere jeg selv ville hedde Faridun, tredobbelt stærk, end Zar Gul, guldblomst. I det hele taget er pashtunere ret vilde med blomster, måske på grund af sjældenheden af dem i den ørken, mange af dem bebor.
Ahmad Gul, Ahmad blomst, eller Mullah Gul Muhammad Aka, svarende til Degn Blomst Muhammed Onkel. Har dog endnu ikke mødt en Klokkeblomst, men som vestlig mand får man heller ikke snakket med mange, pashtunske kvinder.

En af mine favoritter må nok være Samandar Kaka, hvilket betyder Havfarbror, eller Havonkel. I et land uden hav.

Andre opkalder deres børn efter områder, som f.eks Abasin, Indusfloden, eller Ailam, et bjerg i Pashtunkhwa, et område i Swat, og også senere et begreb brugt af pashtunske nationalister for at beskrive det tilstræbte, pashtunske hjemland.

Et område de aldrig har evnet at opnå, slet ikke siden grænsedragningen i 1893 mellem Britisk Indien og Afghanistan, bedre kendt som Durand-linien. En grænsedragning tegnet af Mortimer Durand, den britisk-indiske foreign secretary, og Abdurrahman, den pashtunske “Jernemir”, der nok ikke ville have underskrevet uden moderat, politisk-militært pres fra det britiske østindiske kompagni i kølvandet på de to første, anglo-afghanske krige.
Resultatet var en deling af det pashtunske folkeslag mellem Afghanistan, og det der senere, i 1949, blev til Pakistan. Swat-dalen kan I jo læse om i nyhederne i øjeblikket, søg blot på Swat, Taliban og offensive.

Jeg tror ikke, jeg har mødt en pashtuner, der ikke har haft andet end frustration tilovers for denne i vores øjne historiske fodnote. Durand-linien, altså.
Noget tilsvarende kunne være delingen af Vest- og Østtyskland, hvis man vælger at tage udgangspunkt i opfattelsen af Vesttyskland som en legitim, suveræn stat, og Østtyskland som en undertrykt rentierstat.
Blot i en tid og et område, der ikke ligefrem var kendetegnet af den vestlige offentligheds interesse, måske kun i de litterære beretninger af folk som Rudyard Kipling, ophavsmanden til “Den hvide mands byrde”. Læs f.eks “Kim”. På samme måde som Heart of Darkness er det om Afrika, er det et stykke mindeværdigt litteratur om Britisk Indien, men stadig litteratur, der bruger de lokale kulturer og folkeslag som en “setting” for beretningen om den hvide mand og hans bedrifter.

Som en tankevækkende note kan man i sammenspillet mellem Kim og hans pashtunske ven Mahbub Ali se et venskab på trods af nationalitet men forenet af samme sag, en tidlig forgænger til de to “Code Heroes” i “A Farewell to Arms”, nemlig Hemingway selv og hans ven, Rinaldi. To idealmænd med hver deres kulturelle udgangspunkt, der stoisk og med sort humor udholder smerte og prøvelser idet de gør deres pligt uden at kny, og respekterer kvinder uden at gå på kompromis med deres egen maskulinitet.
En stringens, der vel kun kan præsteres i bøger og i efterfølgende filmatiseringer af disse. Men sådan er det vel med alle idealer.

Interessant nok har jeg aldrig læst ikke-vestlig litteratur, hvor forfatterens hovedperson har samme forhold til en vesterlænding. Et sådant forhold har i mine læsninger altid været præget af skyldfølelse, underkastelse, vrede eller kynisme. Blandt andet fordi der ikke findes et landområde i Mellemøsten eller Asien, der ikke har været berørt af europæisk kolonisering.

Med andre ord, hvor vestlig litteratur (og film) typisk vil have vesterlændingen i centrum som en slags udsending i fremmedtheden og hvor vedkommendes indtryk og handlinger er de vigtigste, er det i ikke-vestlig litteratur tit hovedpersonen der må forholde sig til et dominant Vesten, som vedkommende enten prøver at forlige sig med på trods af sine rødder, eller er delvist anklagende eller anstrengt ligeglad ved, pga. Vestens åbenbare dominans men samtidig indifferens.
Et eksempel kunne være i pakistanske “Moth Smoke”, hvor hovedpersonen går til overklassens dekadente og alkoholiserede fester og er utro med sin bedste, og rige, vens kone, men stadig bliver nødt til at bede sin rettroende familie med huse på landet om penge pga. sin fyring fra jobbet i banken. Altsammen i skyggen af eskalerende konflikt og atomprøvesprængninger på begge sider af grænsen mellem Pakistan og Indien. Vi skriver 1998.

Et andet eksempel kunne være marokkanske “The Almond”. Frankrig har sluttet sin kolonisation af Marokko og trukket tropperne ud. En marokkansk kvinde fortæller kompromisløse beretninger om kvindeundertrykkelse, der senere bliver forvandlet til vaskeægte, feministisk vrede mod arabiske mænd, og hvor hovedpersonens kvindelighed og seksualitet først rigtigt kan forløses ved mødet med en europæisk-uddannet arabisk doktor. Hun griber herefter fat på arabisk counterculture og feminisme i et kaos af eder og sex. Men denne tænkning viser sig også senere at have sine konsekvenser for hendes baggrund trods alt.

Ok, alt det der er vist en anden historie. Problemet ved at have for mange informationer på hjernens små motorveje, er at man tit kommer til at køre ud af et spor. Hvilket er farligt, for for at holde redde på afghansk historie og kultur, må man holde tungen lige i munden.
Min pointe er blot, at når man har kæmpet sig ud igennem nettet af vestlig etnocentrisme, hvilket ikke er helt let, skal jeg hilse at sige, er verden et hav af flydende kultur, sprog og ideologi, ikke længere en fasttømret struktur. Så spørger man, hvorfor man skal blive ved at svømme rundt ved det kedelige, hvide koralrev, når det brune/gule/røde lidt derfra ser så meget mere spændende og udfordrende ud.

Man kan forresten også hedde koral på Pashto.

Jeg håber, I stadig er med næste gang.

Som man siger hernede,

Fred på jer.

Efter grundig overvejelse beslutter jeg hermed at åbne bloggen igen. Jeg gør det i god tro, og håber ikke de folk, jeg har skuffet, vil bære nag overfor min tidligere beslutning om lukning.

Det har været overraskende for mig, men også tankevækkende, at så mange mennesker har ønsket, at jeg fortsatte. Jeg har i travlheden hernede ikke tænkt over, at jeg også har et ansvar overfor de læsere, der har taget bloggen til sig, især dem, der har og har haft familiemedlemmer og venner involveret i den danske mission.

Efter gentagne opfordringer fra folk derhjemme, såvel som soldater hernede, inklusive ledelsen selv (til Tøger Seidenfadens mulige overraskelse har jeg ikke fået nogen som helst mundkurv på) begynder jeg så igen, og siger undskyld for den utidige pause. Det var ikke min hensigt at skuffe nogen, eller gøre andre kede af det.

Dog vil jeg gerne bede journalister eller andre, der ønsker at bruge dele af min blog, til at tage kontakt til mig først, således jeg ihvertfald kan få mine egne input med.

Jeg sidder i øjeblikket alene i efterretningssektionen, imellem rapporter og plastickopper med kold kaffe i. Og med sædvanlig indifference overfor hvor meget man reelt kan nå på en dag, har jeg begravet mig i efterretningsarbejde, hvilket har avlet for mange spørgsmål og overvejelser inde i mit hoved for en mandag aften. Den stigende varme gør det heller ikke bedre. Man sveder blot ved at sidde ned nu, og når man rejser sig, er ens bagende og ryg foreviget i form af klæbrige plamager på kontorstolen.

Et pusterum idag har været den lille komsammen udenfor CIMIC-enhedens telt, hvor en skare officerer og befalingsmænd fra staben samledes og mindedes 4.maj. Lys var blevet tændt og sat op i små hulrum i lermuren overfor, og lyskæder gav et gulligt skær over skaren, som pulsede cigaretter, drak cola og snakkede. Pusterummet til trods, talte vi alligevel mest om arbejde. Man har aldrig rigtig fri i staben.

Jeg vil ikke sige, at konfliktens kompleksitet ikke er gået op for mig før, jeg har måske blot skubbet det i baggrunden, fordi jeg indtil nu for det meste har valgt at forholde mig til patruljer i Green Zone, dvs: hvordan spotter man en dicker, hvor finder jeg dækning hvis jeg bliver skudt på nu, hvor hurtigt kan jeg anlægge min tourniquet, hvis jeg eller personen foran mig får sprunget noget af, hvad betyder det ord, lige præcis dén stamme vælger at bruge hele tiden, og hvem er den ældste i landsbyen, vi nu går igennem. Hvilket vel egentlig er lettere, mere simple overvejelser. I det mindste kan man fysisk se, hvad der sker foran en. Aktion reaktion, årsag og effekt.

Ikke så med efterretningsarbejde. Et helt andet aspekt af krigen hernede, er stabens evige trummerum af briefinger, rapporter, logistik og møder, med stigende lejrkuller til følge. Alt for at holde hjulene kørende på jorden de rigtige steder, på de rigtige tidspunkter.

Specifikt efterretningsarbejde er evigt indhyllet i “the Fog of War”. Og i Afghanistans tilfælde er opgaven dobbelt svær, idet arbejdet også af nødvendighed spænder over kunstarter som antropologi, historie, økonomi, kulturhistorie og endda agronomi og geologi. Hvilket igen bliver besværliggjort af en mangel på kilder, da det af åbenlyse grunde de sidste 30 år har skortet lidt på ordentlige analyser og studier omkring det sydlige Afghanistan. Der er faktisk næsten ingen. Egentlig interessant, i betragtning af, at pashtunerne er den største etniske gruppe, uden deres eget land. Det må da være guf for enhver humanist, der gerne vil krydre sit speciale med lidt eskapisme under fremmede himmelstrøg.

Så det er en sump. Nogle gange sidder man fast, efter at have taget et spor. Andre gange løber man frejdigt fremad, indtil en rapport dukker op og viser, at man har løbet panden mod en mur for længe siden. Og når det så lykkes for os indimellem, holder vi det selvfølgelig hemmeligt.

Hvilket måske ikke ligefrem bidrager til den folkelige forståelse af konflikten hernede. Hvor meget jeg end har nydt de mange kommentarer og den opbakning vi har fået fra diverse redaktører og kommentatorer i kølvandet på artiklerne på baggrund af mit blogindlæg “Spøgelser”, må jeg indrømme, at jeg også er blevet betænksom ved den generalisering mellem os og dem, der har fundet sted. Hvilket måske er den måde, det altid har fungeret, når en nation er inddraget i konflikt. At opbakningen fra befolkningen er eksisterende på baggrund af en almen konsensus, mens konfliktens reelle detaljer bliver håndteret af soldaterne selv. Udlicitering med andre ord.

Taliban er ikke en entydig fjende, og hvis vi ønsker at besejre Taliban, eller rettere, opnå en holdbar fred efter en kulmination forårsaget af forhandlinger med ord, penge og kugler, må vi også forstå Taliban. Taliban er en mangehovedet hydra, med til tider velmenende og indsmigrende ansigter, der i mange tilfælde nærmere bør bære betegnelsen mafia (i den sicilianske forstand mere end den russiske) snarere end frihedskæmpere, oprørsbevægelse, insurgenter, bonderøve eller hvad de ellers kaldes derhjemme.

Men det er ikke soldaternes ansvar at fortælle historien om konflikten. Det er nationens presse, der har dette ansvar. Men historien, der bliver fortalt i øjeblikket er efter min mening ikke fyldestgørende. Alene det, at jeg endnu ikke har set en artikel, der havde alle sted- og personnavne stavet rigtigt, bekræfter mig heri.

Dette er efter min mening mærkeligt, idet der vitterlig er en meget spændende og engagerende historie at hente her i kampen om Helmand. Jeg skriver Helmand og ikke Afghanistan, idet man bliver nødt til at adskille de to størrelser, for at ihvertfald som udgangspunkt, at kunne skelne mellem den blodige konflikt i en del af et landområde, der er nødvendig for at opretholde en støt genopbygning af andre dele af selvsamme landområde.

For her skal vi ikke tage fejl. Vi er ved at opbygge en nation, en nation, der helst skal være venligtsindet overfor Vesten, hvad det inddrager af etiske, etnocentriske og kulturmonopolistiske overvejelser. Men jeg kan love jer, at vi gør det så godt vi kan. Efter min overbevisning er det langt fra et imperialistisk projekt, vi udøver her, det er et grundlæggende, fredsskabende og etisk retfærdiggjort projekt. Nogle gange kommer vi til at træde forkert, soldater er mennesker. Men til det evige spørgsmål, som enhver nation og ethvert individ må stille sig selv, så snart de indsætter sig i væbnet konflikt, kan jeg svare: ja, det er en retfærdig kamp.
Og folk der er uenige med mig, er velkomne til at tage debatten op i kommentarerne, jeg skal nok svare. Men lad være med at hente jeres fakta og ammunition primært fra wikipedia, det er bare ikke godt nok.

Selv vil jeg i nogle af de kommende blogindlæg forsøge at komme med en baggrund, en ramme for forståelsen af vores virke hernede. Og belyse, hvorfor jeg mener, det er nødvendigt for danske soldater at gå rundt i opiumsmarker i Asien og udsætte sig selv for fare. Jeg håber, folk vil tage godt imod.

Alt vel,
Jon

I morgen bliver der bragt en artikel med udgangspunkt i mit blogindlæg “Spøgelser”. Det bliver bragt uden mit vidende og uden mit samtykke.

“Spøgelser” var et indlæg, jeg skrev omkring en ud af mange kamphandlinger, jeg havde deltaget i. I indlægget havde jeg inkluderet detaljer, som jeg senere i tilbageblik kunne se udsatte danske soldater for unødvendig fare, idet det for detaljeret beskrev en ud af danskernes mange handlemåder, når de finder en IED.

Nogle dage efter det originale indlægs oprettelse, blev jeg kontaktet af Andreas Lindqvist fra herværende avis. Jeg havde lavet en artikel med Andreas, da han var hernede med andre fra pressen på besøg i en uge. Jeg syntes egentlig som udgangspunkt godt om manden. Jeg kendte til hans historier om magtmisbrug og korruption i Grønland, og blev halvt overbevist om hans oprigtighed, idet han tog afstand fra den generelle sensationsjournalistik, der prægede en branche i krise. Hvorfor jeg også indvilligede i at lave artiklen med ham.

Det er en del tid siden nu. I mellemtiden er der sket meget.

Jeg er ikke uddannet i presserelationer eller i journalistisk virke. Jeg er soldat. Og i mit virke som soldat, har jeg i lang tid følt, at der har manglet en anden vinkling på danske udsendte soldater. En, der fortalte om deres dagligdag, deres følelser, om dem selv som levende mennesker i krig.

Levende mennesker. I krig. De to ting er måske en modsætning, men ikke desto mindre er det en realitet for en stor del af verdens befolkning, og nu også danskernes. Ikke bare soldaterne, men også befolkningen derhjemme, selvom der er mange det ikke er gået op for.

Så jeg lavede denne blog. Den har ikke altid været til tiden, den har ikke været kontemporær eller haft nogen særlig stil. Jeg har blot skrevet.

I mit indlæg af 9.april, “Spøgelser”, skrev jeg for meget, og det har jeg siden erkendt. Ikke mindst fordi min blog tilsyneladende er blevet en referenceliste for journalister, der ønsker en god historie, men samtidig også en bekvem afstand. Eller er der måske ikke økonomi i industrien lige nu til at sende dem længere tid afsted? Eller ønsker de blot ikke at blive “embedded” i mere end en uge, og indgå i en enhed bestående af mennesker der er anderledes end dem selv?

Jeg tror, svaret ligger et sted derimellem. Ikke desto mindre har Andreas Lindqvist kontaktet bataljonen hernede med spørgsmål, der tog udgangspunkt i min blog og mit originale indlæg. For derefter at ringe til HOK. Og det på trods af, at jeg har afslået at blive citeret af ham, så jeg ved ikke hvilket udgangspunkt han har ringet udfra:

-Hej Andreas, tror ikke du får mere fra mig, desværre : ) Ikke andet end at det var den rigtige mængde magt på det rigtige tidspunkt, koblet med efterretninger, der før bagholdet og senere bekræftede, at det har været en meget dårlig dag for Taleban. Hvis du begynder at høre folk hernede om det, skal jeg til at forholde mig til hændelsesforløbet igen, og det gider jeg simpelthen ikke, eftersom det er første gang jeg har skudt nogen.
Det håber jeg, at du respekterer.

-Bare rolig – havde aldrig tænkt mig at citere dig for noget, eller bruge dit navn i sammenhængen – det gør jeg ikke, når jeg sender dig sådan en mail.
Det er det vi kalder ”til baggrund” – er det til andet, vil det altid fremgå. Jeg spiller med åbne kort.

Andreas’ åbne kort må have været spillet ud i mørke.

Jeg besluttede selv at slette de dele af indlægget, som jeg anså for ødelæggende for den operationelle sikkerhed, da jeg hørte om dette. Jeg er fuldstændig ligeglad med saftigheden af mine indlæg, når det kommer til en potentiel fare for danske soldater, hvorfor jeg da heller ikke har skrevet i detaljer om kamphandlinger før. Måske var det intensiteten af kamphandlingen, der fik mig til at bearbejde den psykisk gennem bloggen. Jeg ved det ikke.

Det var ihvertfald ikke meningen, at det skulle blive en avishistorie, slet ikke når det var så personlig en oplevelse og afslørede vores handlemåder og taktik. Men det er den så blevet.
I tråd med andre, nylige artikler om danske soldaters virke ved jeg ikke om den bliver. Jeg håber ikke den bliver som Berlingske Tidendes forargede artikel omkring besætningen på Absalon, der delte cigaretter ud til lokale i Adenbugten, idet det jo var i strid med rygelovgivningen herhjemme:
http://www.berlingske.dk/article/20090421/danmark/90420177

Eller 24timers artikel omkring danske soldater, der smider folk ud af huse for at bruge dem som dækning, selvom de ikke er i livsfare. Og det på trods af, at den aktuelle hændelse, artiklen henviste til, var et compound, hvor den afghanske hær havde lejet sammen med os. Og de lokale beboere var squattere, der blot flyttede over i huset lige på den anden side af muren. Jeg var der skam selv. For ikke at nævne, hvorledes Silas’ (officeren hvis citater blev klippeklistret til at passe til vinklen) indtryk af, at journalisten havde fået det overordnede billede under deres interview, blev gjort til skamme og til vrede over en gang sensationsjournalistik:
http://24.dk/article.jsp?articleId=5058

Og blot til afklaring, hvis der er noget, jeg har lært hernede, så er det at man altid er i livsfare i Helmand.

Jeg tror, journalister lever i en anden virkelighed. En virkelighed med skarpe vinkler, historier før personer og rundsave på albuerne, hvor man åbenbart ikke går af vejen for at bruge folk, der er under et enormt pres og sætter livet på spil dagligt, som kludedukker i en god artikel.

Hvilket nu også er sket for mig. I morgen trykker Politiken en artikel, af Andreas Lindqvist, som han sikkert får gode penge for, i avisen. På baggrund af mit blogindlæg, som jeg blot har lavet, uden at tage mig betalt, fordi jeg brændte for det. Og det på trods af, at han har lovet ikke at citere mig, og desuden ikke har kontaktet mig for at spørge hvorfor jeg slettede dele i indlægget “Spøgelser”. Det sidste jeg har hørt er, at jeg bliver lavet til “en unavngiven tolk”, istedet for mig selv. Der er 5 danske militærtolke i Helmand og jeg er den eneste der blogger. Det ender vel et sted på unavngiven soldat eller lignende, efter at redaktionen er blevet bekendt med, at jeg har fået nys om historien. Og det er så det grundlag hvorpå, man har ringet til forsvarsministeren for at få kommentarer.

Jeg går ud fra, at Andreas må have tænkt over, at det måske ville sætte mig i et dårligt lys hernede.
Men det har det egentlig ikke gjort. Mit verdensbillede er som sådan blevet vendt lidt på hovedet. Her har vi de store, stærke soldater, der i en striks rangorden og en hård lederkultur, med bomber og våben slår folk ihjel.
De har hjulpet mig og støttet mig. Jeg tror aldrig, jeg har fået en mildere lang næse, end den jeg fik af vor chef, da vi hørte, Andreas havde ringet til HOK.
Eller f.eks Nato Channel (dansk skabt og lønnet), der af mange betegnes som propaganda, fordi de er her over længere tid, der tilsyneladende som få evner at skabe en balanceret historie om mit og andres virke hernede: http://www.natochannel.tv/

Og dér har vi den fjerde statsmagt, de frihedskæmpende journalister, der må tåle verbale tæv og krisetider i forsøget på at få den gode historie frem, den vigtige og perspektiverede historie, som Andreas sagde til mig. Andreas, som nu tilsyneladende har brugt mig, som man bruger toiletpapir.

Jeg holder meget af Politiken som avis. Jeg skriver også dette indlæg, fordi jeg ved, at hele forløbet omkring artiklen imorgen har været i strid med god presseskik, og egentlig menneskelig etik. Både på grund af min behandling, men især på grund af de soldater, det vil bringe i fare. Vores modstanders sympatisører lever ikke kun i Helmand.

Jeg håber, at nogen vil tage ovenstående til efterretning. Og jeg håber at Politiken, som generelt bringer sobre artikler omkring virkeligheden hernede, samt pressen generelt vil høre min bøn om at lave journalistik i samarbejde med den enkelte soldat, ikke på trods af hende/ham. Det kan lade sig gøre, DR har med deres reportager fra Afghanistan formået dette, jeg er sikker på, andre også kan.

Jeg ved ikke, hvad jeg kan skrive mere. Hvad skulle jeg også skrive, jeg har støt mistet lysten på det sidste. Så jeg siger farvel. Dette bliver mit sidste indlæg.

Jeg vil gerne sige tak til alle kommentarerne, jeg har været oprigtig glad for dem, de positive som de negative, og jeg håber, at jeg har kunnet give folk en indsigt i vort virke hernede som måske ikke ses så mange andre steder.

Jeg vil hellere være soldat end referenceliste.

Jeg ønsker jer alle alt vel. Vi ses på Roskilde,

Jon

Det var egentlig en CIMIC patrulje. Altså en, der skulle skabe kontakt til de lokale, og spørge om vi kunne hjælpe dem med noget, spørge hvem deres khan var, etc.

Der er ting, der som udgangspunkt virker tilfældigt, men i løbet af noget tid, efterhånden som tilfældighederne gentager sig, bliver der skabt små historier. Små myter, snak. Som for eksempel hvorfor patruljen altid ryger i kamp eller i nærheden af IED’er når Silas er med. Silas er en skægget CIMIC-officer og min ven. Og kamp er det helt modsatte af, hvad der er formålet med en CIMIC-patrulje.

Silas, Combat CIMIC, kalder vi ham. Jeg bliver kaldt Combat Terp (kort for interpreter). Så det stod vel i kortene, at der skulle ske noget.

Vi tog ud kort før frokost til et sted, vi ikke havde været i noget tid. Vi blev sat af på den nordlige kant af Green Zone, ved en vandingskanal parallelt med floden nogle km sydpå. Det var idyl på afghansk. Husene var rene og klinede, markerne stod højt. Opiumsvalmuen må være en af verdens flotteste blomster. Det virkede renere end steder jeg havde været før. Indbyggerne var gladere, det hele virkede næsten trygt. Det havde regnet dagen før, så støvet var slået i jorden af klar, blå luft. I horisonten kunne man se ørkenen hæve sig og folde sig sammen i brune bjerge.

Som en lang, sandfarvet slange gled vi igennem de grønne marker, farvet lyserøde af valmuerne. To kontraster brød tavsheden indimellem, fuglekvidren og knitrende meldinger over radioen. Vinden, blid og frisk, bar barneråb og lyden af motorcykler indover os, og et sted tøffede motoren fra en vandpumpe monotont.

Vi stoppede indimellem og talte med de lokale. Smil under hvide turbaner. Nogen så undrende på os, som om de tænkte hvorfor vi dog tog hertil. Forståeligt nok, khanerne i området er vore gode venner, og har kunnet stå for en nogenlunde sikkerhedstilstand.
Det sidste sted vi stoppede var hos en lille moske. Glasruder med trærammer. Et rigt sted. Flere ældre mænd sad henslængt på tæpper. Som mange ældre afghanere har de evnen til at sætte sig et hvilketsomhelst sted, og få det til at ligne, at de har siddet der i hundrede år.

Silas kunne ikke lide dem. En af dem havde åbenbart været uhøflig overfor den lokale tolk, han havde med. De var dog kun imødekommende da jeg kom forbi, bød mig på the.

Silas havde måske fat i noget. Ti minutter efter fandt ingeniørerne, hovedet på vores slange, en IED. En trykkoger, fyldt med møtrikker og metalstumper, forbundet til en lang snor. Fyren havde ikke nået at trække snoren færdig, før vi kom. Vores delingsfører havde sendt os over marken, istedet for henad vejen op imod IED’en. Gudskelov.

Jeg var i halen på slangen. Området var allerede begyndt at ændre sig. Lokale havde forladt markerne ligeså stille. Mod nord, måske 300m, så jeg en ældre mand i hvid turban og shalwar kamis (afghansk kjortellignende tøj. Meget behageligt i varmen). Han holdte sit skæg i pakistansk mode.
Rundt om ham sad unge mænd og drenge i brunlige og blålige shalwar kamis. Om mig fløj svaler og mæskede sig i insekterne, der var tiltrukket af min ånde og mit blod.

Alle eksplosioner har en karakteristisk lyd, som alle er svære at beskrive. RPG’er lyder som en lunte, der langsomt knitrer i luften mens den flyver henover én, indtil den sprænges som en hul aluminiumsflaske. Lidt ligesom håndgranater. 107mm raketter kan vel bedst beskrives som teutoniske skrald.

Sprængladninger er bare meget høje. Flækkende høje. Men kun i starten. Et flæk der flyder over i en rumlen. Alt i løbet af et øjeblik.

Jeg var ved at tørre sved henover øjenbrynet, da flækket kom et sted sydfor. Et øjeblik imens vi ventede på meldinger om sårede. Banalt at sige, at sådanne øjeblikke føles evige, men det gør de vel nu engang.

Ingen sårede.

Altimens folk oppe foran prøvede at finde ud af, hvor eksplosionen kom fra, gik jeg og ham jeg tolkede for, næstkommanderende i Bravo Coy, tilbage til mændene ved moskéen. Vi spurgte, om de ikke havde styr på deres område. Ikkun én, men nu to bomber på jeres veje, hvad sker der, vil I ikke have vores samarbejde, hvad siger jeres ældste til det etc.
Riposte fra de ældre mænd, nej vi forstår ikke hvad der sker, det er fjenderne, vores og jeres fjender, vi vil også have dem væk, vi forstår ikke det her, det plejer slet ikke at ske, det må være pakistanere.

Vi finder aldrig ud af, om de var oprigtige. En lille time gik med at undersøge IED’en med snoren. Når vi havde kommet gående ad vejen, ville IED-operatøren have set os fra hans skjulested i grøften længere fremme, i skyggen fra de levende hegn. Så ville han have trukket, fælden ville have klappet. Bolte, fragmenter og metal ville i en støvsky blive slynget nedad vejen. Soldaternes kroppe ville være blevet perforeret flere steder, og de ville være blødt ihjel. Den forreste mand ville være blevet revet midt over. Ikke en behagelig måde at dø på.

Klokken var allerede halv fem. Det ville snart blive mørkt. Det hold af ingeniører, der havde specialiseret sig i at fjerne IED’er, kunne først komme med helikopter morgenen efter. Jeg tænkte om vi ikke kunne sprænge IED’en den selv og så kalde det et uheld.
“Hvorfor vil de aldrig slås?” sagde en af soldaterne. “Det er jo ikke krig, det her, det er røvere og soldater.”
“Spøgelser” sagde jeg pludseligt. ” Spøgelser. Dukh’er. Det var det, russerne kaldte dem”.

Kort derefter tog vi afsted hjemad.

Vi gled væk igennem markerne igen i det tiltagende mørke. Det var fuldmåne, så jeg lod være at tænde for min natkampsudrustning. Alt indhyllet i sølv. Vi kravlede lydløst over mure og igennem vandløb, frøer kvækkede og hunde gøede et sted langt væk. Ellers kun lyden af vind. Med min natkampsudrustning kunne jeg se en afghaner stå noget væk og undre sig over, hvad der bevægede sig i mørket. Nu var vi også spøgelser.

Politiken.dk: Dette indlæg er blevet ændret af skribenten efter udgivelse.

Jon

“We are all capable of believing things which we know to be untrue, and then, when we are finally proven wrong, impudently twisting the fact, so as to show that we were right. Intellectually, it is possible to carry on this process for an indefinite time: The only check on it is that sooner or later false belief bumps up against solid reality, usually on a battlefield.”

Således skrev George Orwell. Det har en relevans for min overskrift, idet jeg finder, at jeg kan sige ja til det spørgsmål nok så mange gange uden at mange alligevel vil tro på det.

Folk spørger mig, om vi gør en forskel. En naturlig ting at spørge om, men også et spørgsmål, man som soldat i Afghanistan kan komme til at stå ret uforstående overfor, afhængig af måden, man bliver spurgt på. Måske ikke ligeså uforstående, som overfor “Har du så slået nogen ihjel?” En soldat hernede svarede drakonisk, at man har vel heller ikke taget på McDonalds uden at have spist burgere. Jeg kan omformulere. Vi er alle potentielle mordere, vi ved det blot ikke endnu. Så ja, en soldat er en person, der stiller sin krop og tanke til rådighed for staten, som så kan bruge disse værktøjer i implementeringen af en politik, som givet vil have døden til følge for andre medmennesker. Sådan har det været, og sådan vil det være. At politiken så har været hensigtsmæssig, god, retfærdig, det får man vel først rigtig afklaret fem-ti år og et dusin undersøgelser senere.

Dog har mange debattører været længe igang med at modsige mit udsagn om vores indsats i Helmand, enten ved at anvende det generaliserende træk, ved ikke at se på de danske styrkers område, men landet og regionen generelt, eller ved mere eller mindre direkte at antyde, at os soldater, som står med mudderet på støvlerne, ikke nødvendigvis har overblikket til at vide, hvad vi snakker om. At vi er naive, og som en overlevelsesmekanisme klamrer os til at tro på, at det vi gør er godt. En naturlig antagelse, hvis det nu var, idet ingen vil kæmpe for ondt. Ihvertfald ikke med den løn vi får.

Men jeg kan fortælle hvad jeg selv ser. Ja, jeg ser, at vi gør en forskel. Jeg ser, at vi er indsat i en konflikt mod en modpart, der ideologisk, eksistentielt og kulturelt er vores modpol. En modpart, der kun kan tilbyde det landområde og den befolkning vi kæmper om, noget der vil stå i direkte modstrid til vores kulturs principper. Hvis vi trækker os ud, vil landet være tabt til den modpart. Og før kritikere og relativister siger, at så har den originale præ-besatte kultur genopnået sin førtilstand, skal jeg minde om at Taliban er mindre end tyve år gammelt og bevægelsens ideologi i fuldstændig modstrid med den centralasiatiske, moderate sufimysticisme, som var fremherskende førhen.

Med andre ord, en fjende. En fjende, der med vores etiske arvegods og vores kasse at tænke ud fra, kun kan defineres som værende ond.

Og lad os vente med diskussionen om ondskab virkelig findes. Hvis du vil, så kald det uvidenhed. Det slår stadig uskyldige ihjel og lukker folk inde i tankefængsler.

Jeg er i et matematisk humør. Et regnestykke: Vi kan tilbyde befolkningen i et landsbysamfund følgende: klinik, skole, vandingskanaler, brønde, sikkerhed og måske, om lang tid, et fungerende demokrati. “Fjenden” kan tilbyde dem en ideologi, som er i modstrid med vores egen, og som i yderste konsekvens kan true vores lands indbyggere (og ja, det har den gjort med mange selvmordsbombere i mange andre, europæiske lande før), men samtidig også en kulturel legitimetet. Det sidste er vigtigt. For en uuddannet person med for meget tid på hænderne er kulturel legitimitet, og derved identitet, gode argumenter for at gribe til våben. Det er plus minus, træk fra og læg til når afghaneren skal beslutte sig for hvem han vil støtte, men det er svært, når man hverken kan skrive eller regne.

Når mine tanker er sorte, tænker jeg på hvor mirakuløst det egentlig er, at vi overhovedet er i stand til at have en tilstedeværelse her i Helmand, og endda have skabt et stabilt Gereshk. Det var Talebans højborg, hjerteland for pashtunsk konservatisme og et feudalt samfund.

En sammenligning: Lad os kalde stammerne for klaner. Vi slås mod klanfyrster. De sidder i Pakistan eller i grænselandet. Deres lensherrer (khanerne) sidder på kanten af ørkenen, koordinerer og faciliterer, for eller imod en fremmed tilstedeværelse, men i længden altid imod hinanden. Lensherrerne har indsat riddere (mujahedin eller militser, take your pick), som kæmper i Green Zone. For at sikre moralen og identiteten har de præsterne (mullah’erne), der prædiker og svarer åndelige behov. Alt for at sikre fæstebønderne, som dyrker opium og afgrøder, der senere bliver solgt til handelsmænd, som så sender varerne med karavaner til fjerne lande.

Det er udgangspunktet. Bland deri 30 års bloddryppende vold, først invasion, siden borgerkrig, derefter et korrektivt “korstog” fra Taleban over grænsen fra Pakistan, og nu igen fremmede styrkers tilstedeværelse som modvægt mod “the insurgency”. Med medfølgende skift i centralstater, ideologier, præsidenter og udenrigspolitiske vinde.

Resultatet: Et meget, meget komplekst samfund. Rækker af dominobrikker vælter rundt, så snart man laver et lille skridt. De politiske og kulturelle lag hænger nogle gange som jerntæpper for vores forståelse. Når jeg kigger ned i Green Zone fra Price, slår det mig, hvor monumental en opgave det ville være at forstå det her samfund til bunds, for slet ikke at tale om at beherske det. Og her mener jeg blot Gereshk og omegn.

Og her fører vi asymmetrisk krigsførelse. Eller fredsskabende operationer. Vi gør det godt. Min klare fornemmelse er, at befolkningen gerne vil have et alternativ til Taliban, ikke så meget fordi de ser os som kulturelt overlegne, tværtimod. Men fordi vi står som dem der, hvis vi kan garantere sikkerheden, også kan garantere den samme fremgang, som de afghanske familier kender til fra Iran og fra Pakistan, hvor ihvertfald ét familiemedlem på et eller andet tidspunkt har været flygtet til. Den samme fremgang, som alle vi andre har ønsket desperat på et tidspunkt, i Danmarks tilfælde efter Anden Verdenskrig: TV, veje, elektricitet, rindende vand, biler, overskud.

Jon

Men kan vi nu garantere sikkerheden i længden? Bliver vi nu hængende i landet? Vi kan spørge Mullah Omar, Talebans øverste leder:

“I har måske urene, men vi har tiden”.

Jeg håber, han tager fejl. Men det er selvfølgelig op til mit lands befolkning.

Men det, der frustrerer mig, er den lette omgang, mange medier har med indsatsen hernede, og derudover Afghanistan som helhed. Som Orwell siger, selvom det fra mit perspektiv er åbenlyst at det er en såkaldt “god” kamp vi kæmper mod “det onde”, vælger mange stadig at betvivle den, selvom jeg som soldat på “slagmarken” har fået mine værste anelser afkræftet.
Dem der er i tvivl om kampen, kan jo se Stuart Ramsay’s reportager fra Swat-dalen, som for nylig blev overtaget af Taliban. Og danske journalister burde følge hans eksempel, indhold frem for form, Rasmus Tantholdt. Det er let nok at lave en krigsfilm, så skal man bare blive hernede længe nok.

http://news.sky.com/skynews/Home/World-News/Pakistan-Taliban-Militias-Brutal-Control-In-Swats-Slaughter-Square/Article/200903415247575?lpos=World_News_Article_Related_Content_Region_6&lid=ARTICLE_15247575_Pakistan%3A_Taliban_Militias_Brutal_Control_In_Swats_Slaughter_Square”

En parallel: En familielov for shiitter er blevet vedtaget i Afghanistan. Kvinder må ikke længere nægte deres mænd samleje. Og de har ingen rettigheder ved skilsmisse. Hvad der af mange afghanere anses som en naturlig forlængelse af deres kultur, kvinderne inklusive, ser vores kultur med chok og uforståenhed overfor. Mig ligeså, men jeg er pragmatiker. Det skal man være, for at arbejde hernede.

Så hvad med Muhammedtegningerne. En naturlig forlængelse af vores kultur, her et af dens vigtigste komponenter, ytringsfriheden. At vi vælger at trykke dem, ukonstruktivt men fair nok, jeg havde heller ikke forventet så voldsomme reaktioner, selvom jeg på det tidspunkt læste arabisk på Forsvarsakademiet og burde vide bedre. Men at genoptrykke dem, på grund af to enkelte indbyggeres måske-overtrædelse af loven? Med de konsekvenser det ville indebære? Hvad nytte til? For helvede eller ved Gud, hvad nytte til? Ikke nytte til i Helmand i al fald. Jeg har fået flere historier om moskeer, der ved deres aftenbøn pludselig kaldte til kamp og protest mod de vantro danskere i ellers fredelige områder.

Og vantro skal ikke forstås ondt her. De har ikke andre ord for os i Helmand. Hvad skulle de ellers kalde os. Vi kalder folk fra Mellemøsten muslimer, upåagtet om de er fra Tunesien eller Jordan. Så hvorfor forventer vi så, at Afghanistan, et land hvor Gud har grædt i tredive år, skal kunne forstå, at de tegninger var et udtryk for, at vi som nation følte os truet på vores ytringsfrihed på grund af to måske-lovbrydere.

Det kommer til at stå mere klart, hvordan mange soldater opfatter medierne derhjemme. Som klodsmajorer.

En feltpræst bliver hængt ud og bryder ned, fordi Jyllands-Posten ikke kan se spøgen i to pistoler og en Rambo-positur. Jamen, jeg er da glad for, at vi er vokset op i et land, hvor et flertal af befolkningen går igennem livet uden at se et håndvåben. Men jeg er ked af den manglende forståelse for et erhverv, hvor håndvåben er en hjørnesten, selv for en præst.

Carsten Jensen skriver, at broen i Gereshk by er ved at bryde sammen. Hvilken bro, Carsten Jensen, der er tre? Og derudover en dæmning. Jeg er enig med dig i, at der skal investeres flere penge i genopbygning, eller rettere, opbygning. Men den dystopi, du malende beskrev i dine artikler og dit foredrag for Information januar i år, står jeg fuldstændig uforstående overfor.
Jeg var til dit foredrag, en uge før jeg skulle afsted. Det var ikke kun soldaten fra de hårde kampe på hold 4, som rejste sig og udtalte, at du ikke var objektiv, der har fået en dårlig smag i munden. Jhavde dit foredrag i hovedet under hele flyveturen herned. Men din beskrivelse af situationen er gudskelov blevet afkræftet. Helmand er ikke en dystopi med mørke Talibanere på gadehjørnerne og død i hvert et blik. Det er bare mennesker, der prøver at overleve på trods af omstændighederne.
Morsomt var din selvsikre påstand om, at en pashtuner ville slå én ihjel, hvis man pruttede i hans nærvær. Det minder vel om at sige, at hivs man fløjer af en neger, så vil han danse samba, så det er altså ikke kun folk fra DF, der laver generaliseringer om “den anden”.
Og tankevækkende var alle de tykke 68′ere til foredraget, som rystede på hovedet og råbte stop, da en vaskeægte, dansktalende pashtuner rejste sig op og talte, men overskred sin tid. Kulturel forståelse og respekt? Men som sagt, man kan jo fortsætte en intellektuel, korrigerende proces i lang tid. Ens egen idé og selvforståelse gøres ubevidst vigtigere end sandheden.

Og Carsten, det som du påtaler, at dem der slås mod os hernede, ikke gør andet end at grine af os, er naturligt. Det er jo nu engang den propagandastrategi de har valgt. Total fornægtelse af fakta og latterliggørelse af fjenden. Det hjælper på fodfolkenes moral, især hvis de er skæve på heroin. Du kan jo gå ind på deres hjemmeside, www.shahamat.org, jeg tror ISAF’s tabstal ifølge Taliban snart må have nået 100.000 mand.

Men du har ret, når du siger, at for den danske befolkning er det som om det blod, der udgydes i Helmand er teaterblod. Hvor ansvaret herfor så ligger, ved jeg ikke, men i en tid med skrantende aviser og tv-stationer og dårlig økonomi er det måske billigere at lave livsstilstillægget større, end at sende en journalist ud. Og hvem skulle man sende ud, jeg kender ingen dansk Robert Fisk eller Claire Billet.

Jacob Holdt lægger store planer for dagen i denne avis i et udmærket indlæg (Afghanistan i vore hjerter). Men før han påstår, at de mennesker, vi kæmper imod, blot er vrede bønder, der søger badal (hævn for overtrædelse mod familie eller slægt) synes jeg han skulle komme ud og drikke the med de lokale jeg talte med i sidste uge, helt derude hvor folk skyder på os, og hvor børn beder mig om at brænde de billeder, jeg har taget sammen med dem, for hvis ikke vil Taliban slå dem ihjel.

Pakistanerne er de værste, siger de lokale henover den dampende the og cigaretterne. De vil gøre én ud af to ting, hvis de vidste, vi havde talt med dig. De vil halalslagte os, du ved, fra øre til øre. Eller også vil de hænge os her i vores egen dagligstue. Og så får min familie ikke lov til at tage mig ned, før der er gået 8 dage.

Så nej, det er altså ikke kun stolte, lokale pashtunkrigere vi slås imod, som i de gamle, britisk-afghanske felttog.

Jon

Frank Aaen har udtalt, at vi skulle tage at bruge vores penge på genopbygning istedet for ammunition og våben. Dertil har jeg en lille historie, Frank. Jeg var på operation i sidste uge. Et område der engang havde været roligt, men så rejste Taliban sig igen på grund af en politisk blunder af en vis størrelse. Irak.
Siden har der ikke været nogen NGO i det område. Vi gled rundt i Green Zone på stierne blandt valmuerne, der er i flor nu. Et smukt syn. I hver landsby vi kom til stod der en brønd. På siden stod der mejslet DACAAR (dansk NGO som arbejder i Afghanistan). Det var mejslet så dybt, at forsøgene på at fjerne skriften, ikke var lykkedes. Nogle havde taget håndtaget af brøndene, så man skulle igennem rette vedkommende, før man kunne få vand. Inde i en lade fandt jeg så et hengemt skilt, der havde stået ved siden af en af disse brønde. “For fred og samarbejde mellem ISAF, den afghanske regering og det afghanske folk. Oprettet sommeren 2004″.

Med andre ord, man kommer ikke til at forstå det her samfund ved at tage herned i fem dage og så tage hjem og betragte folk, man har haft en løs samtale med, som kilder. Det ved jeg, jeg sidder trods alt i en efterretningssektion.

Jeg ved ikke hvor denne uvilje hos mange mod i det mindste at anerkende, at vi rent faktisk gør et godt arbejde hernede i et ekstremt komplekst miljø, kommer fra. Man kan ikke sige, at soldaterne er her ulovligt som et led i en imperialistisk krig, for det er alligevel for langt ude. Så istedet kalder man dem vildledte ofre.

Jeg ved heller ikke hvor denne offerliggørelse kommer fra. En soldat er vendt hjem fra Afghanistan, han/hun har oplevet hårde, måske traumatiske situationer. Men han/hun har løst sin opgave for sin enhed og kan efter min mening være stolt over et veludført arbejde. Men så får han/hun at vide, ved en bred generalisering, at han/hun er offer for en ond verden. Han/hun får at vide at han/hun måske kan være psykisk ustabil. Istedet for anerkendelse får han/hun opfordringer til at tage til psykolog.
I mit eget tilfælde er jeg flere gange blevet spurgt, om jeg så kan lide magt, eller kan lide at slå ihjel. Tankevækkende var det også, at blive påtalt som “din stakkel, åha, din sølle stakkel” af en hjemløs på en banegård, mens han klappede mig på ryggen. Hvorfor? Fordi jeg stod i ørkenuniform og fortalte jeg snart skulle afsted.
Nu kalder den hjemløse mig også stakkel?

Tim O’Brien skriver i “The Things They Carried”: “We send young boys to war, and then we expect them not to come home and say fuck!” Eller noget i den retning, tog den på hukommelsen.
Men forskellen fra idag og Vietnam er tilsyneladende, at vi sender danskere afsted og så forventer vi, at de ikke kommer hjem og er velfungerende. Ja, der kommer grus i maskineriet, hvis de i modtagelsen i Kastrup kun bliver mødt af arrige toldere, for derefter at tage hjem til en by, der mest af alt går op i X-Factor, og måske ser det som sådan lidt ubekvemt eller nederen at tale om krig. Hvad der ellers er vores film- og spilindustris primære interesse.

Hvorfor det er sådan, tror jeg ikke de nævnte debattører og deslige ville kunne svare på. Jeg tror, det er fordi folk har fået for lidt at vide. Men det er jo for fanden medierne, der skal fortælle dem, hvad der foregår. Og når så Forsvaret laver en net-tv-kanal for at fortælle lidt om hvad vi laver her, nu ingen andre har lyst, bliver den i Orientering på P1 karakteriseret som en propagandamaskine.

Jeg er venstreorienteret. I min gymnasietid prøvede jeg at drive et kulturudvalg og arbejdede lystigt i Operation Dagsværk. Jeg har betalt 30.000kr for at få lov at arbejde frivilligt for bønder og sweatshoparbejdere i et halvt år i Mellemamerika. Jeg har stemt SF mere end én gang og er medlem af Frit Forum. Jeg er ikke en højreorienteret demagog, polemiker eller nazist, eller hvad man måske ville kalde mig, hvis jeg ikke havde opremset ovenstående regalier. Så jeg håber, folk respekterer det følgende, og tænker lidt over det.

Er den generelle kynisme og negativitet fra mange derhjemme en ubevidst reaktion på, at det ikke længere er de revolutionære eller de reaktionære, der bestrider årtiets kamp, men at det tværtom er en bonderøv fra Nordjylland og en popdreng fra Odense, der i øjeblikket kæmper “the good fight”, desværre med mandatet kommende mest fra højrefløjen. Sådanne folk som førnævnte socialister har drevet mere og mere væk fra, efterhånden som revolutionen blev overtaget af rødvin og friværdi? Eller som de måske aldrig rigtig har haft kontakt med, når det kommer til stykket?

Der er måske andre grunde til, at mange danskere er skuffede over Socialdemokratiet og smutter over til DF, end blot uvidenhed og for mange røde pølser.

Og falder for mange forfattere, kommentatorer og journalister mon for fristelsen til at skrive deres egen lille dystopi, deres egen lille “Heart of Darkness”, nu muligheden er lige dér, lige dernede i Afghanistan, og katastroferne, ødelæggelsen og lemlæstelsen så håndgribelig konkret, mørk og måske endda sexet? Mens de bagvedliggende mekanismer jo så må være uforståelige, tørre og kedelige. Og hvorfor vil den menige soldat ikke tale åbent med journalisterne, der må vel være noget galt… Soldaterne må skjule noget!

Joseph Conrad skrev ligesom andre sin “Heart of Darkness” som fiktion. Men det var han trods alt klar over.