Walter Benjamins (u)mulige bog
Det er et mirakel at ’Passageværket’, Walter Benjamins monsterkladde til værket, der aldrig blev fuldendt, findes som bog. Tilmed nu også på dansk
Den er 1200 sider tyk, alligevel er den er langt fra færdig, for forfatteren - min yndlingsexcentriker - nåede ikke at afslutte arbejdet, inden han begik selvmord i 1940. Jeg hentyder til Walter Benjamins berømte ’Passageværk’, som nu endelig foreligger på dansk i en fremragende oversættelse af Henning Goldbæk.

Benjamin i den klassiske grublerposition
Benjamin har kultstatus blandt kulturhistorikere, ja blandt et bredt felt af forskere, som finder inspiration i en tænkning, der stikker i så mange retninger.
Han blev født af velstående jødiske forældre i Berlin i 1892, og er bedst kendt for den lille erindringsbog han skrev om sin barndom i Berlin. Hans eftertid har kaldt ham filosof, kunsthistoriker og litteraturkritiker - og meget andet. Det lykkedes Benjamin at fremstå både som marxistisk kapitalismekritiker og jødisk mystiker!
Det lå i kortene at Benjamin skulle få en fremragende akademisk karriere men hans doktordisputats blev afvist, måske som udtryk for antisemitisme, og han måtte ernære sig som uafhængig skribent, det betød, at han aldrig skrev en samlet fremstilling af sine tanker. De blev spredt i form af artikler i aviser og tidsskrifter og i utallige notater. De vigtigste tekster skrev han under indtryk af nazismens fremvækst. Han måtte flygte fra Frankrig i 1940 for ikke at blive taget af tyskerne, men blev afvist ved den spanske grænse. Den følgende nat begik han selvmord.
Først i årene efter hans tragiske død blev Benjamins efterladte kladder, notater og artikler samlet af hans venner, og det er på den måde, at ’Passageværket’ som skulle have været hans hovedværk, kom til verden.
Det mærkelige værk er inspireret af de passager, der går gennem forretningskvarterene mellem Paris’ boulevarder. Benjamins ambition var at skildre Paris, den første moderne storby, som det myldrende varesamfunds hovedstad, men værket rummer så mange iagttagelser og pointer, at det blev meget mere end det. Måske Benjamins langtidsholdbarhed skyldes, at han fik øje på de fascinationer og psykologiske spil, som den dag i dag river og flår i det moderne menneske.
For mig er han først og fremmest samler. Han samler på både ting, ord, erindringer. Det skriver han om i Passageværket men også i den berømte tekst om samleren, der pakker sit bibliotek ud. I den skriver han om at falde i i svime over nogle af sine ældste bøger og på Proust-manér pludselig opleve at bøgerne fører til erindringer om de stuer, de engang har stået i, hans studerekammer i München, hans værelse i Bern, hans drengeværelse.
Mit favorit samler-citat er dette:
”Samleren drømmer sig ikke blot ind i en fjern eller fortidig verden, men samtidig ind i en bedre verden, hvor menneskene ganske vist lige så lidt er forsynet med det, de har brug for som i dagligdagens verden, men hvor tingene er fri for nyttens hoveri…..”
Men de her er også gode:
”Besiddelsen er det allerdybeste forhold samleren overhovedet kan have til ting”,
”Samlerens tilværelse er dialektisk udspændt mellem ordenens og uordenens poler”,
”Samleren sætter ikke tingenes brugsværdi, deres nytte i forgrunden, men studerer og elsker dem, som deres skæbnes skueplads og teater”
”Alt som bliver erindret, tænkt og bevidst. Tidsalder, landskab, håndværk, den tidligere indehaver - alt dette forenes for den sande samler i hver enkelt af hans besiddelser til en magisk encyklopædi”.
Man bør måske tilføje, at han tilføjer: Alt hvad der bliver sagt ud fra den ægte samlers synsvinkel er forskruet”.
Hvis du vil videre mere om Benjamin så luk op for Deadline 2. sektion søndag d. 23. september kl. 22.50 på DR2. I programmet som hedder ‘Benjamins blik’ taler jeg med Henning Goldbæk og Mette Sandbye om hvad det er der kendetegner Benjamins tænkning




















Loading ...
Pedersen, den 23. sep kl. 00:16:
Tak for endnu et inspirerende indlæg. Så sent som i går postede jeg et indlæg i min egen blog — om Benjamin, og om hvordan jeg aldrig har fået noget fornuftigt ud af at læse ham. Ikke rigtigt. Men måske, tænker jeg nu, har jeg bare stået og hevet i den forkerte dør … så at sige. Det dér med samleriet, det kan jeg absolut forholde mig til. Jeg tror, jeg vil prøve igen. På din måde.
Overskrider kommentar #1596 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.
Drejer, den 23. sep kl. 17:52:
Jeg har hørt navnet både her og der og allevegne. Men jeg har endnu aldrig mødt en bog af Walter Benjamin. Efterhånden er han, for mig, blevet en spændende, mystisk og gådefuld skikkelse i europæisk kultur. Derfor glæder jeg mig både til at læse “Passageværket” og se programmet i aften.
Overskrider kommentar #1600 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.
Radtleff, den 23. sep kl. 21:57:
Benjamin er til visse en af de helt store. Hans force er at perspektivere det sete og oplevede i den såkaldt moderne verden. På dansk grund må nævnes Jørgen Bonde Jensen som en der dyrker den benjaminske metode. Se fx Jensens essays om Tivoli, om Hovedbanegården i København og om Magasin du Nord. Første gang man læser dette stof, kan iagttagelserne synes søgte, men det lønner sig at tænke efter.
Super - for at tale tidens sprog - at Benjamins digre værk er blevet fordansket.
Hilsen
Daniel Radtleff
Overskrider kommentar #1602 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.
Drejer, den 24. sep kl. 10:32:
Jamen det var jo et udmærket program.
Men det er jo ikke ligefrem en billigbog, så nu mangler vi bare en adresse til julemanden
Overskrider kommentar #1604 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.
Bibliopaten, den 26. sep kl. 19:36:
Og i dag blev programmet anmeldt af Hr. Michaelis i Politiken, tak for det!
BP
Overskrider kommentar #1619 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.
Hegedahl, den 26. sep kl. 21:49:
Og bemeldte Michäelis skriver virkelig godt. Og det gør i samme avis Ramus Bech.
Og så til et mærkeligt litterært sammentræf. Jeg har naturligvis på bloggen læst om Benjamin. Jeg læste BTM’s anmeldelse. Så sad jeg lige nu - lige inden jeg igen loggede på denne blog og læste i Jørgen Bonde Jensen: “Mit navn er hare og andre essays”, som jeg havde lånt på biblioteket på jagt efter nogle meninger om kunst og litteratur. Og hvad læser jeg om på side
213 - ganske kort omtalt: Benjamins selvmord!
Iøvrigt er der nogle vandaler, der har s. 145-162 ud!Det handler om et billede af Hans Holbein den Yngre kan jeg se af indholdsfortegnelsen.
Så det var en del oplevelser på én gang.
Med venlig hilsen
Paul Hegedahl
Overskrider kommentar #1621 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.
Arendt om Benjamin om bogsamleri « The Jiggly Room, den 23. apr kl. 21:57:
[...] om bogsamleri Udgivet april 23, 2008 litteratur , tv Jeg smålæser for tiden Walter Benjamin — som er en af de forfattere, man som idéhistoriker forventes at kunne citere, vistnok, men [...]
Overskrider kommentar #2652 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.