» Den sidste boghandler
PLUS EKSTRA TILBUD: Bamses puttekasse med 6 dvd'er - spar 105 kr.
Pluspris Kr. ,-
Annonce
Annonce
Marketing
Marketing
Marketing
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Seneste Debat

Seneste debatblogs

Seneste leder

Marketing

Det sker
20. nov 2009 KL. 23.36
Kina retur på luksusbillet – hvorfor er der ikke nogen, der har gjort det før? - Foto: Tobias Markussen

Ny dim sum-restaurant holder hele vejen

iBYEN.dk synes

ibyen anbefaler

restaurant & cafe

Hvidløgspresseren fra COOP Cookware får fire tjektegn i testen - Foto: GREVE TORBEN

Overdesignet hvidløgspresser dumper i test

Spøde asparges - Foto: COLUMBUS LETH
Find opskrift
Find madskribenter
 
 
 
Som Plus-kunde kan du vælge blandt 2,25 millioner bøger hos SAXO og spare mindst 20% på vejledende udsalgspris - læs mere om aftalen
 
Pluspris 1450 kr.
Alm. pris 1600 kr
 
Pluspris 765 kr.
Alm. pris 899 kr
 
Pluspris 400 kr.
Alm. pris 500 kr
 

Bibliopaten

Bøgerne viser vejen


Forrige indlæg
Næste indlæg

Den sidste boghandler

“I’ve seen the future, Brother, it is murder.” (Leonard Cohen)

Det er i USA fremtiden indfinder sig først. Da jeg for nylig var i New York, så jeg den fremtid, som venter boghandlerne: Det bliver en blanding af mord og selvmord. Det gik for alvor op for mig, da jeg drejede ned ad Avenue of the Americas mod den kæmpe store Barnes and Nobles i Chelsea-kvarteret nord for Greenwich Village. Jeg troede simpelthen det var løgn, da jeg så de store tomme vinduer. En dame ved et stoppested sagde det meget klart: ”Lukningen er en lokal katastrofe, folk kan stadig ikke rigtigt fatte det, forretningen skabte så meget liv, men, du ved, sådan er det. Det handler om penge”.
Når selv Barnes & Nobles bukker under, tilmed i forfatternes og læsehestenes bohemiske Chelsea, så står det galt til i bogladernes verden. Enhver ved at foretagender, der agerer på et marked, er afhængige af det overskud, de kan generere, men det glemmer man i de gode tider. Man tager sine favoritsteder for givet, men har dem i virkeligheden kun til låns. Bogladen, der har specialiseret sig i bestemte bøger, den hyggelige biograf, der kun viser kvalitetsfilm, det hæderkronede spillested, det svale antikvariat, kulturtemplet, der havde det hele. Pludselig bliver nøglen drejet om.

Men det er ikke kun konjunkturernes skyld, at så mange bogbutikker - også i Danmark - må lukke. Alene i København er mere end en håndfuld i dyb krise, hvis de da ikke allerede er på vej til at lukke. Man skulle tro, at de for længst havde set skriften på væggen, men masser af boglader har bare fortsat, som altid. Kedelige butikker og dårlig service. Ingen fornemmelse for alt det, der kan skabe stemning og liv. Ingen sans for, hvad der kan gøre en boglade til mere end et sted, hvor de produkter, der kaldes ”bøger”, langes over disken. Ingen lænestole, hvor folk kan sidde og se nærmere på tingene. Ingen computere, hvor man kan lige kan gå på nettet og få fat i en bogtitel eller en anmeldelse. Ingen spændende makkerskaber med andre næringsdrivende. Ingen forfatterbesøg, ingen udadvendte initiativer. Bare det samme som altid.

Det vil sige, ikke som altid, for der var engang, hvor boghandleren i egen person var en omvandrende ambassadør for litteratur og læsning, belæst og entusiastisk og med hovedet fuld af anbefalinger og det modsatte. Alt for mange steder kan man i dag ikke mærke, at de ansatte rent faktisk holder af bøger. De er passive ekspedienter, lønslaver uden glød i øjnene - eller måske er de bare nedtrykte over den særlige klinisk-kommercielle strømlinethed, som ruller hen over butikkerne i disse år og som forstærkes af, at al vægt lægges på bestsellerne.

Det er dødssygt og det bliver døden for dem, for hvem gider gå ned i en boghandel, der minder om et apotek, og købe en bog til overpris af en mut ekspedient, når man kan gå på nettet og få den leveret billigere to tre dage senere - hvis man da ikke bare køber den populære titel i supermarkedet sammen med leverpostejen og letmælken?
Både forlag og boglader er i krise, men de ligger som de har redt. De sagde tak til en liberalisering af bogpriserne, men glemte, hvad liberalisme kan føre til i et miljø, der sover tornerosesøvn. OK, jeg ved godt, at hovedstaden stadig har perler som Atheneum og Tranquebar - begge har brug for kærlig opbakning fra brugerne - og et par antikvariater, der tager utraditionelle initiativer, Vangsgaards i særdeleshed, men det rokker ikke ved det store billede: Danske bogbutikker er døende, selvom de måske selv synes, at det går strålende. Den sidste boglade ryger om senest fem år, når den fysiske bog for alvor får kamp til stregen af elektronisk læsegrej som Amazons Kindle, der gør det muligt at have 1000 romaner med i tasken på en gang. Om tredive år vil man kun kunne opleve boglader, som vi kendte og elskede dem, på Frilandsmuseet. Så vågn dog op!

21 Kommentarer til “Den sidste boghandler”

Hvis du læser en kommentar på Politiken.dk, som du mener, er i strid med vores retningslinjer, kan du indberette den til Politiken.dk. Klik under den enkelte kommentar for at indberette den. Politiken tillader ikke anonyme kommentarer.

  1. Reffs, den 29. maj kl. 11:28:

    Kære Jes Stein Petersen!
    I din artikel i dagens Politiken skriver du ”at både forlæggere og boghandlere ligger, som de har redt ved at sige ja tak til en liberalisering af bogpriserne, men glemte, hvad liberalisme kan føre til i et miljø der sover tornerose søvn”. Det gør ondt i et gammelt boghandlerhjerte for det er en påstand med mo-difikation. I alle de år jeg var leder i Munksgaards boghandel 1955-75, det nuværende ”Atheneum”, har Monopoltilsynet med regelmæssige mellemrum forsøgt at rette angreb mod bogbranchens samhandels-regler der omfattede både gode og mindre gode regler. Man kunne f.eks. kun blive selvstændig bog-handler, hvis man var faguddannet. Fastprissystemet var ukrænkeligt der måtte ikke ydes rabatter til personer eller virksomheder udenfor faget. Disse regler blev forlæggere og boghandlere af monopoltil-synet efterhånden tvunget til at slække mere og mere på, for til sidst at måtte opgive fastprissystemet, der i høj grad var grundlaget for at vi kunne bevare de gode boghandlere. Det er simpelthen umuligt at drive en velassorteret boghandel med et godt og interesseret personale under disse forhold. Eftersom jeg ikke har arbejdet indenfor faget i de sidste tyve år er jeg ikke helt ajour med de senere års udvikling.
    I øvrigt kan jeg anbefale den særdeles udmærkede Boghandleren på Godthåbsvej hvor boghandleren og hendes stab brænder for faget.
    Venlig hilsen Preben Reffs.
    PS. Tak for dine fine artikler i Politiken og ikke mindst dine fine udsendelser i Deadline 2.

    Overskrider kommentar #3726 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.

  2. Højer, den 30. maj kl. 00:30:

    Bogladen er død, Hil, Amazon! Hil, Amazon! Længe leve Amazon!

    Overskrider kommentar #3738 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.

  3. Mathiasen, den 31. maj kl. 14:46:

    Tja, det er ret vanskeligt at lave spådomme om bogbranchen. Boghandlerne har i årtier været delte over varesortimentet, hvad der i øvrigt er en glimrende dramatisering af eller nærmest satire over i Klaus Rifbjergs “De Beskedne”.
    Fastprissystemet fik desuden med mellemrum et par af de meget højtråbende boghandlere med stokkonservative sympatier for ureguleret markedsøkonomi til at foreslå fastprissystemet afskaffet. Hvad de altså fik.
    Dele af branchens problemer er altså selvforskyldte.

    Overskrider kommentar #3740 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.

  4. Højer, den 31. maj kl. 17:30:

    Ja, selvfølgelig er det da bogladernes egen skyld. De har ikke været omstillingsparate nok i forhold til supermarkedernes kasten bestsellere i grams. De har ikke ønsket at erkende, at for de fleste købere er bogen blot en vare på linie med andre varer i stormagasinet. De har muligvis (som jeg) væmmedes ved tanken om bogen som et konsumprodukt man putter i kurv (fysisk eller virtuel), et produkt til at hive lidt uforpligtende underholdning ud af. Den utålelige tanke om en forbruger som kun vælger ud fra kategorier som krimi, spænding og bestsellerstatus. Der skal være smæk for skillingen, for bogen skal konkurrere med alle de mange underholdningstilbud i den fornøjelsespark som et moderne menneskes hjem er forvandlet til nu om stunder. Mange boghandlere har sikkert heller ikke kunnet udholde tanken om at folk når alt kommer til alt er nogle uforbederlige kræmmere, som altid vil efterspørge det i enhver forstand billigste og mest lettilgængeligt hypede knaldtilbud.
    Ja, selvfølgelig er det da boghandlerens egen skyld. Hvis skyld skulle det ellers være?

    God pinse fra E.Højer

    Overskrider kommentar #3741 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.

  5. Clausen, den 1. jun kl. 12:59:

    Den fysiske bog vil overleve, fordi vi ikke gider læse den.

    Som journalist-praktikant på et lokalt dagblad diskuterer jeg ofte med især en bestemt kollega, hvornår papir-avisen uddør. Ti år, er mit bud. Så kører alt på e-papir.
    Men sådan kommer det ikke til at gå med bogen, og dens redning ligger dybt paradoksalt i, at folk ikke interesserer sig for at læse bøger.

    Jeg læste for nylig, at der går fem ulæste bøger for hver bog, der faktisk bliver læst. Køber vi seks bøger ender de fem på hylden - ulæste.
    Og det er der en væsentlig pointe i. Vi køber nemlig bøger af forfængelighed, fordi de er et statussymbol. Men statussymboler er kun sjove, så længe andre mennesker kan se dem, og der er ikke meget at se, hvis bøgerne ligger på en harddisk eller på et stykke e-papir.

    Hvis vi derimod købte bøger med henblik på faktisk at læse dem, ville det ikke gøre nogen forskel (lidt firkantet sagt) om de stod fremme eller ej, og så ville de med garanti ende på e-papir, alene fordi det jo teknisk set er mere praktisk at have dem der (om læseoplevelsen så er den samme skal jeg lade være usagt).

    Omvendt ender avisen helt sikkert på e-papir, fordi den ikke er noget man gemmer på for at signalere noget. (Jeg har selv bunker af gamle Weekendaviser liggende, og det er der sgu ikke meget status i - det er bare rod).

    Så længe leve forfængeligheden og vores mangel på interesse for faktisk at læse de bøger, vi køber. Den kombination bliver bogens overlevelse.

    Overskrider kommentar #3742 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.

  6. Højer, den 2. jun kl. 18:41:

    @Clausen:
    Kunne du mon anføre kilden til din oplysning om de 5 ulæste bøger ud af 6?

    Man er nødt til at nuancere betydningen af “læst” og “ulæst”.
    Jeg tror de fleste læsere som minimum har bladret i eller skimmet alle de bøger de har købt. For trænede læsere (anmeldere feks.) kan det iøvrigt sagtens lade sig gøre, at læse en bog intensivt og med nærvær uden at LÆSE hvert eneste ord slavisk. Hvis samme roman derimod læses ord for ord i en tilstand af søvnig distraktion, vil den kunne være at definere som glemt og dermed ulæst.

    Den status en åndsforladt ejer af en aldeles ulæst bog måtte høste ved gæstens første øjekast på kaffebordet, vil ramme ejeren i nakken som en boomerang i det sekund man forsøger at indlede en samtale om bogens aspekter og mødes af pinlig tavshed.

    Personligt tror jeg der er mere status for ungdommen i at fremvise den rette Mac-laptop. Hvis man besøger Paludans (bog)café på Fiolstræde, vil man kunne se de unge gæster med hver sin chickt hvide Mac og jeg tror ikke det er verdenslitteraturens klassikere de læser dér på skærmen.

    I den henseende er jeg delvist enig med Clausen. Kun den lille håndfuld Borum/Frank/Jørgensen/Llambias-proselytter som har gået på Forfatterskolen, diverse akademikere OG Bibliopatens trofaste følge (indbyrdes overlappende grupper?) vil være vidende om og interesserede i at læse den på papir trykte skønlitterære bog.

    Det hjælper ikke på bogsalget, at udvide repertoiret med sushi og poetry-slam. Men man overlever og kan med tiden slette/erstatte det lille ord “bog” med den korrekte betegnelse for hvad det i virkeligheden er folk efterspørger i éns biks: Smagsoplevelser, levende lyd og billeder og at blive set det rette sted med de rette mennesker.

    Men for at bløde den dystopiske tone lidt op, tror jeg at fastformsbogen og dens elektroniske pendant vil eksistere i frugtbart parløb rigtig mange år frem. Det sandt bogelskende publikum skal nok finde frem til de små oaser, hvor man som BP påpeger sandt for dyden også har pligt til at vise kærlig opbakning ved rent faktisk at købe nogle bøger (og ikke blot noget andet godt:-)

    Venligst E.Højer

    Overskrider kommentar #3744 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.

  7. Z., den 2. jun kl. 21:38:

    jeg gider ikke hænge ud på Frilandsmuseet, selvom det muligvis er der vi i bogladerne ender til sidst, lige ved siden af mejeristen og den lille lokale købmand.
    Det er muligt der er et gran af sandhed i din klumme, men det er altså ikke alle ansatte i landets boghandlere som er “mutte passive ekspedienter, lønslaver uden glød i øjnene”. Jeg læser selv tonsvis af bøger, googler som en gal, for at finde bøger ud fra ganske få ledetråde, laver fine, skæve vinduesudstillinger, spændende makkerskaber med andre næringsdrivende, har kontakter til mange forfattere, sludrer med alle slags kunder, og alt for en løn som er til at dø af grin over..
    Desværre tror jeg, at al denne jamren og tro på, at bogbranchen inden længe er en saga blot kan vise sig at være meget selvforstærkende.
    Jeg har mulighed for at købe den (økonomisk sunde) butik jeg arbejder i nu, men tør jeg det, når alle de gamle og åh så kloge bogfolk klynker over branchens nedgang, konkurrerer hinanden til døde, peger fingre af hinanden, og bare opgiver?

    Overskrider kommentar #3745 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.

  8. Gade, den 2. jun kl. 22:30:

    Kære BP
    Du hat tæmndt en ide i mit hovede. Jeg ville mere end gerne lave en sådan boglade som du efterlyser, med butik, lænestole en stor hjemmeside, et sted med plads til arrangement, events, et sted ikke bare for læsere, men skabelse af litterært netværk, hvis der er brug for et sådant. Jeg elsker at læse og skrive selv. Dog står jeg overfor et par problemer, et økonomien, jeg ved sgu ikke om jeg har råd, to jeg bor i provinsen, i Randers og hvem i denne by, hvem i dette land vil fare hertil for at læse bøger. Men måske skal vi blot droppe de mulighedslukkende tanker, frem med de progressive og så tænke større og gøre det større.

    Overskrider kommentar #3746 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.

  9. Mathiasen, den 2. jun kl. 22:45:

    Selvom det er lige lovligt smart at sige, at “Den fysiske bog vil overleve, fordi vi ikke gider læse den”, så kan der selvfølgelig være andre grunde til at anskaffe sig reoler og bøger end læselysten, f.eks at bøger, får væggen til at se lidt pænere ud! Det var engang en vits i bogbranchen at sige, at Lademann leverede noget pæn isolering. Måske vil det vise sig at rumme en sandhed.
    Og så er der selvfølgelig også nogle mellem alle de forskellige distanceblændere, der er blandt ens medmennesker, som gerne vil fremstå som belæste uden at have besværet med at læse teksterne.

    Rigtige læseheste køber flere bøger end de læser, og for mit eget vedkommende ville jeg ikke bryde mig om, at al læsning foregik på et elektronisk apparat. De er ikke særligt sjove i skarpt sollys eller i modlys.

    Overskrider kommentar #3747 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.

  10. B, den 2. jun kl. 23:51:

    Mathiasen: Der har i et godt stykke tid været teknologier på vej som kan gøre elektroniske bøger helt læsevenlige, i form af såkaldt digitalt papir (en slags ultra tynde skærme, som kun benytter ganske lidt strøm når du bladre, og vil på den måde sikkert kunne holdes i gang, eksempelvis vha. solceller.) De vil ikke være mere ubehagelige at læse fra, end en almindelig papirside. Jeg ved ikke om amazons kindle består af netop sådan en teknologi, men jeg kunne godt have på fornemmelsen at bøger får svært ved at klare sig i fremtiden mod en så pladsbesparende teknologi. Den ville have rigtig mange fordele.

    Overskrider kommentar #3748 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.

  11. Mathiasen, den 3. jun kl. 07:25:

    B: Selvfølgelig er det en pladsbesparende teknologi, og jeg er sandt for dyden heller ikke maskinstormer.
    Men al ironi til side: Jeg vil gerne gøre opmærksom på det bidrag til stedets ånd som udgår fra reoler og bøger. Og måske også den nydelse et godt boghåndværk er, især hvis man ved lidt om det. (Unika behøver vi sikkert ikke at diskutere, men det er for mit eget vedkommende forbundet med læseoplevelser og erindringer, at have bøger som er signeret af forfatteren selv.)
    Endelig er det min oplevelse, at man langt hurtigere skaffer sig et overblik over en lang fagteksts indhold gennem bogens apparat, dvs. indholdsfortegnelsen, registre osv. Det er netop de sider, man (jeg) altid udskriver fra elektroniske tekster.

    Overskrider kommentar #3749 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.

  12. Køhler, den 3. jun kl. 09:31:

    Diskussionen om fysiske bøger kontra elektroniske bøger er svær, fordi sidstnævnte er så lidt udbredte, at de færreste har prøvet én, og derfor kun kan forsøge at forestille sig, hvordan de skulle blive et reelt alternativ til de gode gamle papirbøger.

    Clausen taler længere oppe om bøger som statussymboler og bruger det som argument for, at den fysiske bog er kommet for at blive, men selvom han har ret i, at bøger også er noget, man viser frem og definerer sig selv ud fra, så tror jeg i sidste ende, at e-bøgernes convenience (kan ikke komme i tanker om et dækkende dansk ord) vil vinde over både nostalgien, statusjagten og alt det andet.

    Det er ikke en udvikling, jeg selv ser frem til. Jeg klynger mig også til mine skamlæste James Ellroy-paperbacks og de indbundne lidderære kla-sikere, som jeg endnu aldrig har åbnet, mens jeg hvæser “from my cold dead hands”. Men for bare fem år siden ville jeg formentlig have gjort det samme med min musik-samling, og i dag er den reduceret til cd’er i plasticlommer, som står i en kasse i et skab, der aldrig bliver åbnet. Al musikken er rippet og lagt på min computer, som er forbundet trådløst til stereoanlægget, og når jeg trænger til ny musik logger jeg på iTunes og downloader det direkte til harddisken. Og der går sikkert kun et par år før cd’erne ryger ned i kælderrummet - og derefter videre på forbrændingen…

    Jeg siger ikke, at alle har fået eller får sådan et forhold til deres musiksamling, men vi bliver helt sikkert flere og flere. Og jeg siger heller ikke, at det kommer til at gå lige så hurtigt eller blive lige så drastisk med bøgerne. Men jeg vil mene, at en velvoksen cd- eller pladesamling er langt mere identitetsskabende og statusgivende for langt flere mennesker end bøger nogensinde har været - og alligevel vinder den digitale musik frem dag for dag, mens cd-salget bare falder og falder.

    Bogladerne er jo blandt andet truede, fordi folk nu kan købe bøger i supermarkedet - nemt og bekvemt. Og når den almindelige først har set, hvordan man endnu nemmere og endnu bekvemmere kan købe og downloade en bog direkte på sine Kindle/iPhone/andet elektronisk læseaggregat, så tror jeg de vil være lige så ligeglade med den fysiske bogs statuseffekt eller isoleringsevne, som jeg er med fysiske cd’er.

    Overskrider kommentar #3750 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.

  13. Højer, den 3. jun kl. 12:35:

    Som Køhler nævner lider andre brancher under folks ændrede forbrugsmønstre. Jazzkælderen i Skindergade, som engang havde et meget velassorteret CD-udbud stående fremme i butikken, så man altid lige kunne smutte hen og købe feks. en Keith Jarrett ting, man stod og manglede. Nu er CD’erne væk og stedet er omdannet til restaurant/café (man kan dog stadig bestille CD’er). Og ikke et ondt ord om det. Det handler om overlevelse. De oprindeligt adskilte varegrupper smelter sammen. Tranquebar i Borgergade er et vellykket eksempel på, hvordan det kan gøres. Bøger, CD’er, eksotika og café/restaurant plus foredrag/oplæsning/koncerter side om side.

    NB-Køhlers måde at håndtere sin musiksamling på, er sikkert meget bekvem, men har intet med Hi-fi gengivelse at gøre. Ligeledes vil jeg betegne den fysiske bog, som værket 1:1 i hifi. e-bogen kan bruges i de sammenhænge hvor det er bekvemt.

    Overskrider kommentar #3751 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.

  14. Fransen, den 3. jun kl. 13:06:

    BiB,
    Næste gang du er i New York så besøg McNally Jacson boghandel, 52 Prince St. (hjørnet af Prince og Mulberry.)
    Det er en Indenpendent Bookseller, hjemmeside, littrære arrangenmenter, cafe, ikke særlig stor.Støtter lokale kunstnere, billed såvel som skrift.
    Støt den, alle der kommer til NYC!

    Overskrider kommentar #3752 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.

  15. Køhler, den 3. jun kl. 13:42:

    @Højer: Fysiske bøger vil helt sikkert fortsætte med at eksistere i mange år endnu som et læsemedium for feinschmeckere - bibliopater, om du vil. Men ligesom nutidens hi-fi-nørder trods alt er et mindretal, tror jeg, at også bogaficinadoerne om få år vil være en ret eksklusiv skare. Både litteratur og musik er brugskunst, og på samme måde som flertallet er ligeglade med om deres yndlingssang bliver spillet på en støvet køkkenradio i et vakkelvornt sommerhus eller på et 100.000 kroners hi-fi-anlæg i et lydtæt rum, tror jeg også, at fremtidens “almindelige” læser vil være ligeglad med, om krimien er trykt på sammenlimet papir i papindbinding eller bliver kaldt frem på en håndholdt skærm ved et tryk på en knap. Bare historien er god.

    Overskrider kommentar #3753 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.

  16. Højer, den 3. jun kl. 19:40:

    Jeg tror Z har ret, når han/hun mener det har en selvforstærkende effekt, når der kun høres røster om dommedags snarlige komme (Den sidste boghandler!)

    Derfor bør man nok gøre som Fransen og kigge sig om i landskabet efter de sjældne sommerfugle, der vitterligt stadig lever i bedste velgående herhjemme og abroad.

    @Køhler
    Jeg kan ikke se hvorfor man er nørd, fordi man kræver en god gengivelse af et værk. Det være sig lyden fra en original CD/LP fremfor en komprimeret MP3-fil. Eller 1.udgaven af feks. Gravity’s Rainbow fremfor en paperback trykt på toiletpapir.

    Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at du har ret i, at de fleste er bedøvende ligeglade med, på hvilken form deres krimijunk forefindes, så længe suset er det samme. Og fred være med dem.

    Overskrider kommentar #3754 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.

  17. Køhler, den 4. jun kl. 08:14:

    @Højer: Beklager. Jeg glemte lige, at ordet ‘nørd’ stadig har en negativ klang i manges ører. Lad os bare kalde det hi-fi-entusiaster. Pointen er under alle omstædigheder den samme: Det er de få, der går op i perfekt lyd eller papirkvalitet. For alle andre handler det om, hvordan de mest praktisk kan konsumere deres kulturprodukt. Når vi en dag *helt* kan skrotte bøgernes fysiske tilstedeværelse og downloade dem direkte på vores nethinde, vil det også kun være de få, der begræder det. Ligesom de færreste vil længes efter de analoge boghandlere om 20-30 år - for nu at vende tilbage til emnet.

    PS: “Krimi-junk”? Det lyder ikke rart! Må jeg have lov at ordinere en dosis Elmore Leonard, et par kapsler James Ellroy og én tsk. Ian Rankin før sengetid. Så skal det nok snart gå over.

    Overskrider kommentar #3755 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.

  18. Køhler, den 4. jun kl. 08:57:

    Snakken længere oppe om bøgers “bidrag til stedets ånd” etc., får mig til at tænke på hjemmesiden http://www.bookdecor.com, hvor man kan købe gamle læderindbundne bøger i metermål, så ens hjemmebibliotek kan få den helt rigtige atmosfære! Hvis man kigger rigtig godt på de lidt uskarpe billeder kan man såmænd få øje på et par danske litterære klassikere i opstillingerne!

    Overskrider kommentar #3756 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.

  19. Mathiasen, den 6. jun kl. 11:02:

    Køhler: Det står klart, at det æstetiske ikke er din sag, men det er det intellektuelle åbenbart heller ikke.
    Knud W. Jensen benyttede titlen “Stedets ånd” til en bog med beskrivelser af en række steder. Den kan muligvis rette op på noget.

    Overskrider kommentar #3763 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.

  20. Køhler, den 6. jun kl. 16:42:

    @Mathiesen: Øhm… hvad var det lige, jeg skrev, der berettigede til sådan en tilsvining? Hvis det var indlægget om bøger i metermål, så regnede jeg ikke med, at det var nødvendigt at overplastre med smilies for at synliggøre, at jeg også synes det er komisk at nogen køber bøger udelukkende for at det skal se pænt ud. Men okay, her har du et par stykker, som du selv kan sprede med rund hånd: :-) :-) :-) :-). Og må vi så bede om kammertonen en anden gang?

    Overskrider kommentar #3764 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.

  21. Jeg henleder opmærksomheden på - « per-olof.dk skriver…2, den 11. jun kl. 09:38:

    [...] reaktion på Bibliopaten, Jes Stein Pedersens klumme i  Politiken 290509  -er selvfølgelig: Hvor har han ret!Men har han ret? Har han ret i at om 30 år [...]

    Overskrider kommentar #3772 retningslinjerne på blog.politiken.dk? Indberet her.

Skriv kommentarer (felter med * skal udfyldes)

Kun anv og hjemmeside bliver vist i forbindelse med kommentaren. Hvorfor skal jeg afgive disse oplysninger?


Forrige indlæg
Næste indlæg
Annonce:

Annonce:
Til toppen | Forside | Indland | Udland | Erhverv | Kultur | Sport
Ophavsret: Ophavsretten tilhører Politiken. Netavisens artikler og informationer må ikke elektronisk kopieres eller
indekseres uden tilladelse. Materialet må ikke bruges og distribueres i kommercielt øjemed.