Tre af de skrappeste økonomiprofessorer fra det amerikanske Harvard universitet stillede for ikke så mange år siden spørgsmålet, hvorfor USA ikke har udviklet en velfærdsstat som i Europa. De tre - Alesina, Glaeser & Sacerdote - skrev en artikel, som efterhånden er blevet legendarisk. De undersøger tre mulige forklaringer: Den første, nemlig at USA’s borgere har nemmere ved at blive rige, så de ikke ønsker at aflevere deres rigdom i skat, afvises pure. Derimod konkluderer forskerne, at to andre forklaringer gør sig gældende. Den ene forklaring er, at USA har et politisk system, hvor fattige reelt har relativt lille indflydelse. Den anden forklaring er, at USA er et land, som i væsentlig grad er fragmenteret befolkningsmæssigt, ikke mindst i kraft af den historiske etniske mangfoldighed.

Den amerikanske fragmentering har ikke blot afholdt amerikanerne fra at opbygge et stort kollektivt og skattefinansieret statssystem. Fragmenteringen har også fået amerikanerne til at indrette deres politiske system, så meget forskellige grupperinger i samfundet kan få afbalanceret deres forskellige synspunkter og interesser på en nogenlunde fredelig måde. Her er noget helt afgørende, at USA er et forbund af stater med hver deres betydelige egne kompetencer. Decentralisering af magt er et afgørende princip. Stater med forskellig befolkningssammensætning kan indrette sig forskelligt.

Der findes også lande i Europa, som historisk har været præget af en høj grad af befolkningsmæssig uhomogenitet. Her er Schweiz et indlysende eksempel. Nok er Schweiz et lille land lige som Danmark, men i Schweiz tales tre eller fire sprog, der findes flere udbredte religioner etc. Ligesom USA har Schweiz indrettet sig med meget decentrale politiske strukturer og med en lille kollektiv, skattefinansieret velfærdssektor.

Danmark har også historisk været et rige, der i betydelig grad var fragmenteret. Tysk var hofsprog i århundreder, og der indgik en lang række landeområder i riget. Norge, Island, Slesvig Holsten, De Vestindiske Øer m.v. Men landeområderne er modsat Schweiz blevet afskallet efterhånden, så det, som nu er tilbage som Danmark, er et mere homogent land end næsten alle andre lande.

Den historiske fragmentering har spillet en væsentlig rolle i udformningen af den danske samfundsmodel. Decentralisering af magt har tidligt været et grundlæggende princip. Før junigrundloven i 1849 og demokratiet blev der dannet rådgivende stænderforsamlinger for den enevældige konge i alle rigets dele, herunder også i hertugdømmerne syd for Kongeåen. Og i grundloven blev udtrykkeligt fastslået, at der skal gælde et kommunalt selvstyre.

Det lille og homogene Danmark, som efterhånden blev et resultat af den historiske udvikling, har så udviklet sig til en velfærdsstat – helt i overensstemmelse med analysen fra økonomiprofessorerne fra Harvard. De giver os en overbevisende forklaring på, hvorfor danskerne har valgt en større skattefinansieret og kollektiv velfærdssektor. Danskerne har simpelthen haft lettere ved at dele med deres landsmænd, fordi de har mere til fælles efter at alle de anderledes var blevet skallet fra. Og så er demokratiet blevet stærkt udviklet, så stort set hele befolkningen varetager deres egne interesser gennem det politiske system.

I dag oplever Danmark en ny historisk udvikling. Vi er ikke længere på vej til et stadig mere homogent land, men derimod mod et mere fragmenteret. Og dette vel at mærke i en situation, hvor vi har indrettet samfundets institutioner med homogeniteten som udgangspunkt.

Det viser sig vanskeligt for danskerne at se i øjnene, at konsekvensen af større forskelligheder er en faldende opslutning til kollektivordninger, som er ens for alle, og hvor alle tvinges til at betale en høj pris for at være med. Præcis som det er tilfældet i USA og i Schweiz. En hovedforklaring er, at velfærdssystemet i Danmark er blevet så stort og beskæftiger så stor del af befolkningen, at det har fået sin egen voksekraft. Derfor ser vi nu en insisteren med stadig barskere midler på at fastholde de institutioner, som hører til i det homogene samfund, der er godt på vej til at være fortid. Der bruges stadig barskere midler på at sikre ”integration”. Og paradoksalt bliver de institutioner, som vi stadig har overleveret fra den historiske fortid, hvor Danmark havde brug for decentralisering, nu afviklet. Først og fremmest gælder det kommunerne, som jo i realiteten er ved at være blevet gjort til statslige administrationskontorer. I homogenitetens og lighedens navn.

Det holder ikke. Kommunerne er vores bedste bud i dag på de decentrale institutioner, der skal være krumtappen i fremtidens mere fragmenterede danske samfund. Såfremt kommunerne vel at mærke bliver omformet, så de både får retten til at træffe beslutninger, og så de selv kommer til at bære de økonomiske konsekvenser af deres egne dispositioner.

Med den konsekvens, at de kan risikere at indrette sig anderledes i Nordjylland end på Fyn. Og måske bliver mere velstående i Østjylland end i Vestsjælland.