Børsen fortæller fredag om en dansk formueejer, der netop er flyttet med sin hele økonomi til Schweiz. Børsen nævner, at denne flytning resulterer i, at den danske velfærdsstats skatteindtægter bliver reduceret med 100 millioner kroner.

Nu er den pågældende formueejer unægtelig ikke den første dansker, som har disponeret sådan, men det er ikke muligt at danne sig et samlet overblik. Det som vi kan sige er, at der skal ikke flere danskere af den pågældende formueejers slags end hvad der kan sidde i en enkelt morgenmaskine fra Kastrup til Zurich til, for at det i skatter til den danske velfærdsstat svarer ganske til det hul, som vi nu slås med på de offentlige budgetter. Og der går faktisk bemærkelsesværdigt mange morgenmaskiner hver morgen til Zurich, ikke mindst Zurichs størrelse taget i betragtning.

I mine øjne bør dette perspektiv give anledning til nogen eftertænksomhed og fundering over, hvordan størrelserne demokrati og frihed forholder sig til hinanden. I Danmark har en større del af borgerne end i de lande som vi samarbejder og konkurrerer med valgt en tilværelse, hvor borgerens velfærd kommer fra at tage skatter fra de medborgere, der skaber basal værdi. Det er deres gode ret i et demokrati, hvis de kan skaffe sig flertal til det, og det kan de i Danmark, hvor mere end 60 procent af vælgerne henter deres indkomst som løn som offentligt ansat eller som en fuld social overførselsindkomst. De borgere, som for alvor skaber værdi, har til gengæld en særlig tilskyndelse til at finde et andet land at bo i end Danmark. Det er deres gode ret i et frit land.

Hvis politikere vil opnå magt, må de vinde et flertal. Det kalder i et homogent og demokratisk land med pragmatiske og selviske borgere på, at politikerne vil gå efter den størst mulige omfordeling af goderne. For et flertal af vælgerne vil få gevinst ved en politik, der omfordeler mest muligt. Sådan en politik vil nemlig indebære, at det først og fremmest er de få virkelig rige, der kommer til at betale gildet, og de spiller ingen politisk rolle i et flertalsstyre. Det er derfor mildest talt heller ikke mærkeligt, at der i samtlige de utallige opinionsundersøgelser altid viser sig et solidt flertal i den danske befolkning for at bevare velfærdsstaten. Sagen er blot, at hvis det mindretal, som for alvor betaler velfærdsstaten, ikke synes at det er nogen god ide at bevare en velfærdsstat, som er større end i andre lande, så har det store flertal et gedigent problem. Og det er netop, hvad der er under opsejling.

Vi ved fra historien, at regimer, som udvikler sig til ikke at være bæredygtige, næppe evner selv at tage konsekvensen og sadle om. Tværtimod er den ventelige reaktion repression. Den danske velfærdsstats repression er under udvikling. Et af de seneste initiativer er socialdemokraternes ide om at forsyne unge med en økonomisk fodlænke, når de forlader det danske uddannelsessystem. Og mere er under vejs.

Men vi ved også fra historien, at mure omkring uholdbare regimer på et tidspunkt altid vil falde.