Dansk Folkeparti har holdt sommergruppemøde, og her har partiet besluttet at foreslå regionerne nedlagt. Det lader til, at der hos Konservative og til dels også hos Venstre er lydhørhed. DF argumenterer, at der kan spares 500 millioner kroner ved en nedlæggelse. Jeg mener, at det er et rigtigt perspektiv, at regionerne forsvinder, men DF’s forslag er dårligt og uigennemtænkt. Det, som DF fokuserer på, er regionernes administrationsudgifter, som de vil have sparet væk. Det er imidlertid en helt misforstået vinkel at anlægge i en vurdering af regionernes betimelighed. Af flere grunde. 

Det afgørende er, at regionernes berettigelse skal vurderes på alt andet end 500 millioners administrationsudgifter. Disse udgifter svarer til mindre en 1 procent af udgifterne på sygehusområdet, og det interessante er mildest talt, om de 99 andre procent af udgifterne giver mest sundhed for pengene. Hertil kommer, at det jo afhænger af, hvad der kommer i stedet, om der faktisk spares 500 millioner kroner på bureaukrati, hvis regionerne forsvinder, eller om pengene blot kommer til at blive brugt af et nyt statsligt bureaukrati frem for af det nuværende regionale bureaukrati.

Strukturreformen i 2007, som skabte regionerne, har givet os væsentlige fremskridt på sygehusområdet. Ganske vist skal dette ses på en billig baggrund. Sygehusvæsenet var i en elendig forfatning forud. Og det kan og skal fortsat blive meget bedre. Men faktisk er det i dag sådan, at vi forlanger af regionerne, at de hvert år leverer 2 procent flere sygehusbehandlinger for de samme penge. Det svarer til, at der skal effektiviseres for over en milliard mere hvert år. I forhold hertil er DF’s 500 millioner aldeles uinteressant. Til at begynde med har det holdt lidt hårdt for regionerne at forstå, at effektiviseringskravet skal overholdes, og nogle af dem har fejldisponeret med for meget personale i en periode. Region Hovedstadens kontrære og hjælpeløse ledelse er unægtelig det bedste argument for regionernes nedlæggelse. Men faktisk er regionerne ganske fint nu ved at indse kravet til produktiviteten, så de leverer gennemgående. Det bliver til noget på sigt. Når dette kan lade sig gøre skyldes det ikke først og fremmest, at regionerne blev gjort meget større end de hidtidige amter. Hovedforklaringen er, at de nye regioners sygehusvæsener bliver finansieret på en anden måde, så regionerne nu får penge ud fra, hvor meget de producerer. Og tillige har det en afgørende betydning, at regionernes sygehusvæsener med det frie sygehusvalg nu bliver presset af konkurrence.

Det går altså fremad på sygehusområdet. Det er sikringen af en fortsat positiv udvikling, som må være det altafgørende, når vi diskuterer regioner og sygehusvæsen.

Hvad angår videre strukturudvikling på sygehusområdet står enkelt sagt to strategier over for hinanden: En centralistisk som Dansk Folkeparti taler for med statslig overtagelse af regionernes sygehusvæsener, og en decentralistisk som bygger videre på de indsatser, som har virket så positivt og stærkt i de senere år, nemlig finansiering efter hvor meget der produceres og konkurrenceudsættelse.

Jeg kan godt forstå, at Dansk Folkeparti vil centraliseringen. De har ingen repræsentation af betydning i regionerne, og partiet har haft stor succes med at fastholde en centralistisk styring af politiet, hvor partiet har kunnet score point i utallige politiske forlig ved at stå som dem, der sikrede flere stillinger til politibetjente. Nu vil de også være partiet, som sikrer flere stillinger til læger.

Sådan en centralisering er imidlertid den sikre vej til at blokere for effektivitet, og Dansk Folkeparti har da også været en voldsom bremse for den effektivisering af politiet, som skulle hentes efter politireformen. Når partiet har gjort sig til garant for flere penge og stillinger, hvis der ikke kommer mere effektivitet, så bliver det derefter.

Den anden vej, finansiering efter hvor meget der produceres og konkurrenceudsættelse, er stille og roligt (når bortses fra det overfladiske ideologiske fnidder fra S og SF om overbetaling m.v.) blevet udviklet gennem det sidste årti. Vi ved med sikkerhed i dag, at der fortsat er meget betydelige gevinster at hente ved en fortsat videreudvikling ad denne vej. Oven på sundhedsstrejken i 2008, hvor der ekstraordinært blev afholdt udbud for at få indhentet det opståede efterslæb, offentliggjorde organisationen Danske Regioner eksempelvis tal for de opnåede besparelser gennem udbudsrunden. Det viste sig, at konkurrencen gav priser, som var væsentligt lavere end hvad det i dag koster at producere behandlingerne i offentligt regi. Den mulighed vægrer regionerne sig imidlertid fortsat mod at udnytte, fordi de uanset omkostningerne vil beholde aktiviteten i eget regi. Der er meget at hente ved at få gjort op med den slags.

Jeg tror, at det bedst gøres ved solide stadige udviklingsprocesser, hvor man hele tiden fokuserer på og sikrer, at vi får stadig mere for pengene. Det gøres ved at forbedre opgørelserne af, hvad det egentlig koster at lave de enkelte behandlinger i offentligt regi, så konkurrence kan fungere på mere klare præmisser. Og det sker ved at de private hospitaler kommer videre i den strukturrationalisering, som også foregår her. Og så sker det ved at bryde regionernes interesse i at tilgodese egne sygehuse uanset om andre sygehuse kan gøre det billigere i samme kvalitet.  Regionernes sygehuse bør hurtigst muligt gøres selvejende med egne bestyrelser præcis lige som det er sket med gymnasierne. Så kan det offentlige i form af regioner eller et statsligt system samle sig om at købe sygehusydelser i en verden, hvor der både kan være sygehuse i selvejende form og som privathospitaler, og hvor det offentlige indkøber ydelserne hvor de er billigst i den rigtige kvalitet. Over en periode vil sådan en udvikling reelt føre til, at regionerne forsvinder, men vi får sikret, at det alene sker i et tempo, hvor det afgørende kriterium er, at vi hele tiden får stadig flere og bedre sygehusydelser for pengene. Vi har set strukturreformer i vores nabolande, hvor det samlede sygehusvæsen på et givet tidspunkt fik nyt ejerskab. I England blev der skabt privat ejerskab omkring 1990. I Norge blev regionalt ejerskab overført til statsligt ejerskab. Begge steder viste det sig umuligt at holde fast i effektiviteten, og udgifterne gik i vejret, så det tog år at få rettet op igen.

Når det kommer til mere grundlæggende principielle opgør med offentlige strukturer, så skulle de politiske partier hellere bruge deres kræfter på at se på, hvordan kommunerne kan komme til at fungere bedre. I kommunerne er der nemlig ikke efter strukturreformen i 2007 sket fremskridt sådan som der er i regionerne. Men det er ganske gratis for Dansk Folkeparti at gå efter regionerne, så her kan hentes lette politiske point op til et valg. Hvorimod det kræver både politisk mod og seriøsitet at tage fat på det enorme effektivitetsproblem i kommunerne. Så det får nok lov at ligge.