I Danmark fik vi en officiel fattigdomsgrænse i 1933. Her gennemførte Folketinget (og det Landsting, som vi endnu havde dengang) Steinckes socialreform. Dermed fastlagde lovgiverne udtrykkeligt, hvilken nedre økonomisk grænse, som skal gælde for alle danskeres velfærd. Det skete med indførelsen af det såkaldte retsprincip. Lovgivningen kom simpelthen til at specificere borgernes krav på ydelser helt konkret.

Den danske fattigdomsgrænse er en fattigdomsgrænse med en række interessante, og efter min mening rigtig fornuftige egenskaber. De er værd at hæfte sig ved.

Den danske fattigdomsgrænse er en grænse, som er fastlagt forskelligt for mennesker i forskellige situationer. Den er fastlagt ud fra politiske rimelighedsbetragtninger, og i praksis har der ved de politiske diskussioner om fattigdomsgrænsens placering indgået forskellige betragtninger, herunder både argumenter om mindste leveomkostninger til en acceptabel tilværelse og argumenter om forholdet til andre befolkningsgruppers økonomiske muligheder.

Det betyder også, at fastlæggelsen af den danske fattigdomsgrænse rummer et væsentligt værdipolitisk element. Det kommer til udtryk derved, at det for socialdemokraten Steincke var afgørende at sammenknytte fattigdomsgrænsen med normen om, at Ingen rettigheder uden pligter – ingen pligter uden rettigheder. Da også socialdemokrater på det tidspunkt havde en vis forestilling om borgerlig frihed, var det ensbetydende med, at det skal være muligt at vælge måder at leve sit liv på, hvor samfundet ikke træder ind og løfter borgerens økonomiske niveau, uanset hvilket økonomiske niveau borgeren befinder sig på. Hvis ikke man vil påtage sig pligterne, så får man heller ikke rettighederne til ydelser. Det valg er en menneskeret.

Denne danske måde at fastlægge en fattigdomsgrænse på, er under angreb fra adskillige sider, og den nye regering vil tilsyneladende bryde med vores lange tradition for, hvordan vi håndterer en fattigdomsgrænse. Det er ikke ganske klart, hvad regeringen egentlig vil, men det er noget med at der skal være en mere eller mindre automatisk beregningsformel for, hvornår danskere er fattige. Selv taler regeringen blot om, at den vil indføre en fattigdomsgrænse og ser dermed bort fra den danske lange tradition for at have en fattigdomsgrænse. Den taler altså nysprog og gør en reel diskussion meget vanskelig.

Da regeringen vel ikke går ind for, at der skal være fattige i Danmark, må dens ambitioner dog under alle omstændigheder betyde, at mennesker som lever under en ny fattigdomsgrænse, skal tildeles ydelser eller udsættes for en indsats, som bringer dem op over grænsen på den ene eller anden måde.

Det tror jeg er en uklog politik.

Det stiller nemlig regeringen i det dilemma, at den skal vælge mellem et samfund hvor der enten gælder et socialt princip om Rettigheder uden pligter. Det er galimatias og umuligt i denne verden. Eller at der gælder et tvangsprincip om Rettigheder og pligter.

Når sociale rettigheder uden pligter ikke er en mulighed i virkelighedens verden, fordi det ikke lader sig finansiere og fordi det strider mod en folkelig fornuft og retfærdighedssans, bliver projektet om en ny fattigdomsgrænse altså til ufrihedens projekt. De, som samfundet via automatiske beregningsregler giver sig til at dømme som fattige, kommer uvægerligt til at blive sat på tvangsprogrammer, som skal løfte dem ud af deres ulykke. Mere tvang og formynderi til samfundets de svage. Ud fra sådan en betragtning tåler samfundet ikke mennesker, som falder for en fattigdomsgrænse. De anses for ude af stand til at tage vare på deres eget liv så de dør før det er acceptabelt for et lighedsfikseret samfund, og de anses i særdeleshed slet ikke at kunne tage vare på deres børn. De skal have julekurv og ikke penge, for tænk hvis de brugte pengene til smøger og bajere i stedet for julegaver og knas til deres børn.

Projektet om en ny fattigdomsgrænse er i bedste fald naivt men dybest set egentlig inhumant. Jeg tror at det er af helt afgørende betydning for den sociale solidaritet og for fastholdelsen af et humant samfund, at det hele tiden er et anliggende for vores folkelige demokrati at tage udtrykkelig stilling til, hvad vi som samfund skal tilbyde de, som har vanskeligt ved at klare sig selv. Det er ikke udtryk for, at jeg ønsker at nedtone et socialt ansvar. Tværtimod mener jeg, at et frit og demokratisk samfund hele tiden udtrykkeligt må vedkende sig sådan et socialt ansvar. Frihed og ret til at ytre sig er vores umistelige rettigheder som borgere. Det forpligter sådan at være privilegerede borgere. Demokratiet lever kun, hvis vi tager det på os og bruger retten til at ytre os i frihed. Derfor indfrier vi ikke vores forpligtelse, hvis vi overlader ansvaret til systemer og beregningsregler. Vi må hele tiden tage diskussionen og foretage afvejningen. Sådan en understregning af en stadig folkelig fundering bag samfundets støtte til de svage – de fattige -  er også en bekræftelse af, at vi er fælles om et velfærdssamfund.