Forestil dig, at samme Claus Hjort Frederiksen fra samme talerstol erklærede, at regeringen havde tænkt sig at finde 25. mia. kroner, så Danmark kunne få betalt kriseregningen, men uden at han kom med et eneste konkret forslag til, hvordan pengene skulle findes! Men det ville aldrig ske, for sådan arbejder regeringen ikke.

Man kan jo læse af en række blogs herinde, at såvel Margrethe Vestager som andre mener, at Regeringen sollede de gode år op. Interessant betragtning set i forhold til, at regeringen siden 2001 har betalt mere end 220 milliarder af den 680 milliarder store gæld, som den sidste SR-regering havde efterladt sig.

Jo vi har da sandelig sollet!

Og efter at have deltaget i adskillige paneldebatter siden jeg blev valgt i 2005, så virker det nærmest hyklerisk, at S og SF nu er bekymret for økonomien for på samtlige paneldebatter her de overbudt os alle i alt fra reformangst, øget offentligt forbrug, generelt løft i alle tilskud og overførsler og i højlydte vendinger kritiseret, at regeringen betalte af på gælden, så renterne for samfundet og os alle blev mindre.

S og SF har ikke taget den mindste flig af ansvar for dansk økonomi, og i de seneste uger er det også blevet helt klart, at SF og S økonomiske plan Fair Løsning til gengæld lever op til dette triste scenario kaldet en “overskrift”. Vi har siden foråret sagt, at den plan ikke hang sammen. Det var forresten også sådan, at den tidligere plan “fair løsning” var den “rigtige” plan fra S og SF, men det var den altså kun, indtil Fair forandring dukkede op….

Overskriften fra SF og S skaber ingen konsollidering af dansk økonomi, og hvor udgifterne i planen er meget konkret beskrevet, så er indtægterne langt fra. At det så var Fagbevægelsen, der rev tæppet væk under SF/S-planen var nok den største overraskelse. De skulle bestemt ikke nyde noget af at arbejde længere. Og som i Kejserens nye klæder hev de store fagforbund tøjet af oppositionslederne.

Kort tid efter havde spindoktorerne i SF da også fået overbevist Sohn og Søvndal om, at det nok var bedst at indrømme sin strategi og lægge kortene på bordet.

Derfor blev de 12 minutter ekstra - som ellers var det store slagnummer, da planen blev fremlagt - nu reduceret til blot at være en overskrift. En overskrift, som passer fint til en reklame på bagenden af en bus – men som ikke er værdig til dansk politik.

To dage skulle der dog kun gå, så fortrød LO. Harald Børsting måtte rykke ud med forsikringer om, at fagbevægelsen da nemt kunne finde mellem 15 og 25 milliarder. Men igen var størstedelen af forslagene lige så luftige som selve SF/S-planen, og man må spørge sig selv om, hvordan i alverden fagbevægelsen kan tage sig selv seriøst, når budskabet samtidig var, at det udelukkende var noget, de ville forhandle med SF og S, såfremt de skulle komme i regering.

Vi har altså at gøre med en dansk fagbevægelse, der kun ønsker at  bidrage til konsolideringen af dansk økonomi, hvis det er Socialdemokraterne og SF, der sidder for enden af forhandlingsbordet. Og dette er på trods af, at den globale finanskrise præcis har presset en række af de selvsamme forbundsmedlemmer ud i arbejdsløshed.

Jeg kan godt forstå, at medlemstallene i forbundene rasler ned i disse år, når fagbevægelsen har sådan en useriøs arbejdsmentalitet, og jeg håber, at medlemmerne overvejer deres kontingent meget grundigt.

Men lad os se på nogle af de mere konkrete forslag fra LO. Ideen om at få flere til at gå fra deltid til fuld tid lyder godt i mine ører, og jeg håber da, at mange vil gøre det. Det er bl.a. noget som beskæftigelsesministeriet har arbejdet målrettet for, men selv regionernes formand Bent Hansen, der stod i spidsen for arbejdet har imidlertid konkluderet, at det er yderst vanskeligt, og derfor ikke noget, der umiddelbart vil medføre flere penge på statskontoen.

LO vil også være med til at gennemføre en reform af efterlønnen, så flere bliver på arbejdsmarkedet i længere tid. Velkommen i klubben! Men her foreslår LO noget, der ikke kan gennemføres, hvis ministerbilerne tilhører de reformangste partier SF og S. Det kan aldrig komme på tale, har de to partiformænd udtalt!

Nedbringelse af sygefravær er også på LO’s dagsorden. Igen en fornuftig idé – hvem kan være imod det? Derudover vil LO finde mellem 4-9 mia. ved en bedre indsats over for førtidspension, bedre fleksjobordninger og bedre integration. Det lyder alt sammen godt, men hvordan skal det ske, og hvor er de konkrete finansieringsforslag, der kan realiseres i morgen? Hvor er de forslag, der skal bidrage til, at dansk økonomi kan blive konsollideret allerede fra 2011, så vi ikke ender med at stå tilbage med en meget stor regning og gæld, der vil medføre dårligere offentlig service og en højere arbejdsløshed? De konkrete forslag eksisterer ikke i LO’s forslag – eller for den sags skyld i Helles og Villys! Og man kan jo betvivle, om de kommer på noget tidspunkt?

Problemet med Villys og Helles plan er ret enkel. Der har aldrig har været en plan. Fair Løsning er mere en fristil end et bud på en samlet økonomisk plan. Helt hovedrystende blev det da SF i sidste uge pludselig lovede ekstra milliarder til børnefamilierne, plus at partiet samtidig vil hæve beløbsgrænsen på børnechecken.

Bare dette ene forslag vil koste en mia. kroner ekstra om året. Og traditionen tro så fremgår de mange ekstra udgifter hverken af planen eller er på nogen måde finansieret – og det er penge, som blot vil sende den danske økonomi endnu længere ud i en gældsfælde. Det er simpelthen en farlig tankegang – eller strategi - som SF og S har kastet sig ud i.

Fair Løsning er en farlig løsning. Når vi i dag allerede ved, at hver nyfødt dansker modtager mere i offentlig støtte igennem sit liv, end vedkommende bidrager med til fælleskontoen, så er vi allerede i gang med at save den gren over, som det danske velfærdssamfund hviler på. Og Villy og Helles forsøg på at lokke danskerne til at stemme på dem ved at love velfærdsfest for lånte penge vil kun gøre situationen værre.

Vi politikere er nødt til at vise ansvarlighed. Vi er nødt til at lægge kursen markant om og fokusere på, hvordan vi skaber varig vækst i Danmark. Det er den kurs regeringen har valgt. Den globale finanskrise har vist, at det er nye tider og konkurrencen fra Kina, Indien – ja selv fra andre lande i EU - er hård. Derfor skal danske virksomheder have de bedste muligheder for at udvikle sig og sætte fart på produktionen. På den måde sørger vi også for, at danske arbejdspladser forbliver i Danmark.

Hvis vi skal sikre os, at der også om tyve år er råd til velfærd i Danmark, så skal vi have gang i den danske vækst, udvikling og innovation. Vores virksomheder skal sikres ordentlige konkurrencevilkår, bureaukratiet og kontrollen skal reduceres og virkelysten, iværksætteriet og det personlige initiativ sættes for alvor nu i højsædet.

Varig dansk velfærd forudsætter vækst. Og det er den dagsorden regeringen vil bruge efteråret på at sætte. Så lader vi de andre om at bruge tiden på at lave ”imødekommende” slogans!

Alle politiske partier har deres frie ret til at komme med politiske udspil, at skabe overskrifter og deltage i de politiske forhandlinger på den måde, som hvert parti nu synes er mest fornuftigt. Det er jo sørme det, politik handler om.

Men på samme vis er alle partier og personer også i sin gode ret til at ytre holdninger, ros, kritik eller hvad der måtte føles relevant til de politiske forslag eller intentionerne bag.

Når jeg i sidste uge slog op i min avis og læste, at Dansk Folkeparti nu vil ændre 24-års reglen til en 28-års regel, håbede jeg mest af alt, at det var den danske hedebølge, der havde givet flimmer for øjnene. Men det var med ramme alvor.

I min verden kan 24+4 dog aldrig accepteres, og forsøget på at begrænse danskernes mulighed for at gifte sig med en udlænding, før de fylder 28, vil mest af alt skade den integration, som DF ellers siger er hensigten bag forslaget.

24-års reglen er en succes
Springer vi tilbage til 2001, hvor VK-regeringen overtog styringen af landet, så var der ikke blot et stort ønske i befolkningen om at stramme reglerne omkring indvandringen, det var simpelthen en nødvendighed for at kunne styrke integrationen og skabe bedre forhold for de indvandrere, der allerede havde valgt at bosætte sig i Danmark.

Et af de mange initiativer, der kort efter valget blev gennemført var 24-års reglen. Det er ikke en af den slags regler, som jeg som liberal elsker, men den virker, og den beskytter mange af de unge, der tidligere i en ung alder blev udsat for et ekstremt pres fra familien for at gifte sig.

Med denne regel fik vi sat en tyk streg under, at vi som samfund ikke vil acceptere, at grupper blandt nydanskere tvinger deres døtre ind i et uønsket ægteskab. Reglen virker. Ikke nok med, at vi har fået begrænset antallet af tvangsægteskaber, så ser vi også en positiv udvikling i, at unge kvinder af indvandrefamilier nu, i højere grad, vælger uddannelse og gifter sig senere, flere end tidligere med herboende danskere.

Derfor kan det også undre, hvorfor DF ønsker at sætte aldersgrænsen op til 28 år. For hvorfor ændre noget, der virker? Hvilke personer er det egentlig, at Dansk Folkeparti gerne vil ramme?

Reglen vil ramme de forkerte
Der skal jo ikke herske tvivl om, at ligesom med mange andre succeser, så har 24-års reglen også en bagside. En lille gruppe danskere, ofte den gruppe som har rejst meget, arbejdet eller læst i udlandet,  har måttet sande, at familiesammenføringsreglerne har betydet, at de ikke kan få sin udenlandske kæreste med til landet, før kæresten er fyldt 24 år. Det er en dyr pris, disse folk betaler.  I Venstre vurderer vi, at 24-års reglen bidrager med så meget positivt, at det er en pris, vi bliver nødt til at betale, da reglen er et effektivt redskab til at nedbryde feudale familieværdier – og traditioner.

DFs forslag om at lade 24 blive 28 vil kun efterlade langt flere danskere i klemme i systemet. Det vil være en direkte hæmsko for at sikre, at Danmark og danskerne kan gebærde sig godt i den globaliserede verden, hvor job og konkurrence ikke længere forholder sig til grænsestreger på et kort.

Vi befinder os i en global tidsalder, hvor unge i dag – selvfølgelig – rejser ud i den store verden for at uddanne sig eller blot for at smage på andre kulturer og få oplevelser med hjem i rygsækken. Og her er der chancer for, at man forelsker sig. Danskere og deres kærester skal ikke lide under, at DF ønsker at sætte en udlændingedagsorden, der ikke er helt unødvendig. En ændring af 24-års reglen vil også gøre det sværere for veluddannede udlændinge, der arbejder i Danmark og har opholdstilladelse at få deres kærester til landet. Jeg kunne have håbet, at den tropiske sommer i stedet havde fået DF til at indse, at vi hverken kan eller skal afskærme Danmark fra resten af verdenen.

Vi samarbejder godt med DF
Jeg er langt fra enig med DF. Hvad end vi taler dette emne eller behovet for reformer for at kunne bevare og udvikle velfærdsdanmark eller andre emner. Men ligesom tidligere SR-regeringer har været dybt afhængige af Enhedslisten, så er DF en samarbejdspartner for VK. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke er lydhøre over for Dansk Folkepartis forslag, om end vi ikke altid er enige med dem.

I Venstre er der altid plads til debat. Og hvis vi kunne skabe nogle regler, der alene rammer den gruppe af folk, de er tiltænkt, samtidig med at vi overholder konventioner i menneskerettighederne samt gældende EU-regler, så er det da klart, at det vil være fornuftig at kigge de nuværende regler grundigt efter i sømmene.  Det bedste vil jo være at skrue lovgivningen sådan sammen, at den bliver målrettet personer fra de lande, hvor der i udbredt grad er tradition for tvangsægteskaber, så vi kan være sikre på, at disse personers kærlighed er ægte - og ikke noget familien har besluttet - og så uskyldige danskere ikke kommer i klemme i reglerne for familiesammenføring.

Men det er en svær balancegang, og jeg kan på ingen måde støtte et forslag, der i sidste ende diskriminerer visse befolkningsgrupper.

Regeringen lader sig ikke true!
Det mest bemærkelsesværdige, i hele den debat som Dansk Folkeparti har skabt, er, at Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl har fremsat forslaget som et ultimativt krav. Regeringen har nemlig bare at makke ret og acceptere forslaget, lyder det – ellers så kan regeringen godt skyde en hvid pil efter Dansk Folkepartis støtte til kommende reformer eller til den næste finanslov. Tankegangen er absurd.

I mit politiske univers opnår man politiske resultater igennem forhandlinger og ved kompromis. Hvert parti må hugge en hæl og klippe en tå – sådan er politik – noget for noget. Men når man begynder at blande udlændingepolitikken sammen med vigtige velfærdsreformer eller finanspolitik, så er der noget helt galt. Når vi taler om nødvendige velfærdsreformer, der skal sørge for, at der er råd til, at danskerne også i fremtiden kan blive behandlet på sygehusene, at vi har en folkeskole i verdensklasse og kan få vores gamle mor passet på et plejehjem, så synes jeg, det er skræmmende og politisk ukløgtigt, at Dansk Folkeparti tager disse reformer som gidsel.

Man må gå ud fra, at hvert parti møder op til en forhandling for at diskutere det pågældende fagområde og forholder sig til dette fagområde – frem for noget, der slet ikke er relevant i samme sammenhæng. Ønsker DF vitterlig kun at tage arbejdshandskerne på, hvis regeringen sluger en politisk kamel på udlændingeområdet? Såfremt det er partiets strategi, så kan de godt lade arbejdshandskerne blive i skuffen eller fortsætte sommerferien.

Dansk Folkeparti har uden tvivl været en loyal og ansvarlig samarbejdspartner i de sidste ni år. Og det betyder selvfølgelig også, at DF får fingeraftryk sat på de politiske aftaler, der indgås. Men pistolpolitik, hvor DF kræver 24+ 4 = antiglobalisering, der står jeg klart af - og det gør V og K som helhed heldigvis også.

Når danske kokke vinder alt fra Michelinstjerne(r) til verdensmesterskaber, så kommer fokus også på de råvarer, der indgår i de kreative og kulinariske smagsbomber. Fødevarerne er i mange tilfælde danske kvalitetsprodukter. I 2004 formulerede førende danske og nordiske kokke under Nomas kokkehue det nordiske køkkenmanifest, og heldigvis er der også kommet en større kvalitetsbevidsthed end firsernes lørdagskylling med fritter.

Danske fødevarer er i særklasse, også selvom de presses af det forhold, at mange danske forbrugere ikke kan få nok økologi, skrabeæg og kvalitetsprodukter, når Gallup ringer, men helt glemmer deres gode intentioner, når de bøjer sig ned over køledisken. Fulgte handling tale, så ville der blive købt langt færre buræg, vakuumkyllinger og udenlandske produkter, og danskerne ville nok ikke tegne sig for sidstepladserne, når det handler om at være blandt de befolkninger i Europa, der bruger den mindste andel af deres indkomst på fødevarer.

Når danskerne stiller krav om kvalitet, så burde man modsat også stille krav om engagement og om betalingsvillighed. Den bevidste forbruger burde ikke bare gå efter det billigste, men også det bedste. Og det bedste har vi rigtigt meget af. Danske fødevarer er i høj grad præget af høj kvalitet, høj standard og stor fødevaresikkerhed. Over de senere år er der over hele landet opstået en række specialiserede fødevarevirksomheder. Alt fra små mejerier, mikrobryggerier, mosterier, slagterier mm er blomstret op og har udbredt rækken af specialprodukter fra jord til bord.

Når mange fremhæver kvaliteterne ved danske fødevarer, så glemmer mange samtidig, at produkter ikke kommer ud af ingenting. Uden det danske landbrug ingen fødevaresektor og ingen kvalitetsprodukter. Uden ordentlige rammevilkår og lige konkurrencevilkår, ingen dansk fødevareproduktion, og det gælder såvel økologien, specialprodukterne som den generelle fødevareproduktion.

Når det danske landbrug hvert år eksporterer for mere end 115 milliarder og eksporten til Japan alene overstiger det beløb, vi indkøber biler og teknologisk isenkram for, så skyldes det i høj grad, at dansk landbrug er anerkendt verden over for sin høje kvalitet og høje fødevaresikkerhed. Hvis dansk fødevareproduktion skal fortsætte sin udvikling, så kræver det plads til innovation og initiativer frem for urealistiske krav. Som al anden udvikling og nye initiativer, så blomstrer de bedst under frihed og ansvar end under kontrol og tvang. Humbug og smart snyd findes alle steder. Hvorfor skal alle straffes for de fås manglende indsats på miljø og dyrevelfærdsområdet?

Hele grundlaget for, at vi også fremover kan have gode danske fødevarer, er, at det danske landbrug kan klare sig i den internationale konkurrence. Hvis kravene til danske landbrug hvad angår dyrevelfærd, miljø og kontrol er markant større end dem tysk, svensk eller fransk landbrug bliver mødt af, så knækker kurven, og de 150.000 mennesker, som i dag er ansat i den danske fødevaresektor - og mange af dem i de i forvejen tyndtbefolkede egne af landet - vil miste deres arbejde. Det vil ikke bare medføre et enormt økonomisk tab for samfundet, det vil helt sikkert også betyde, at den store varietet og mangfoldighed af danske fødevarer, som vi finder på butikkernes hylder ikke længere vil være der. Muligvis er nogen ligeglade, men jeg sætter pris på, at jeg kan få gode sunde danske fødevarer uden pesticidrester. Jeg vil savne æblerne, flæskestegen og mælken, og jeg tror ikke en døjt på, at hvidløget fra Kina er økologisk. Måske flere skulle tænke på det, inden de kvæler dansk fødevareproduktion.

I det nye regeringsprogram har regeringen også offensivt spillet ud med et arbejde, der skal lede frem til at vi i Danmark får opsat en række fattigdomsindikatorer, der kan bruges som et konkret arbejdsredskab til at lokalisere og hjælpe de mennesker i vores samfund, der har behov for ekstra hjælp og støtte. Måske skulle oppositionen sætte lidt tid af i kalenderen, til at lytte til, hvad det egentlig er regeringen siger. Vi mener faktisk, at det er en rigtig fornuftig ide, at lave en række fattigdomsindikatorer. Til forskel for oppositionen, så ønsker vi at lave en definition og udvikle redskaber, der rent faktisk virker, og som kan hjælpe de mennesker, der er mest udsatte i vores samfund.

Oppositionen på den anden side mener ikke, at regeringen ikke tager fattigdomsproblemet alvorligt, fordi vi ikke vil lave en definition en økonomisk definition af fattigdom. Arbejderbevægelsens erhvervsråd og oppositionen svælger til og bruger gang på gang den model, som hedder medianmodellen til at definere fattigdom. Medianmodellen går i sin enkelthed ud på, at man er fattig, hvis man har under halvdelen af gennemsnitsindkomsten i samfundet. Modellen bygger på 3 år gamle tal fra Danmarks Statistik og siger intet som helst om de mennesker den ”tæller”. Er man studerende, så er man fattig. Mange selvstændige er fattige og sådan kunne jeg blive ved. Og hvordan i alverden kan man have en model som siger at alle studerende er fattige?

Det mest paradoksale ved modellen som oppositionen elsker, er dog, at den altid vil vise flere fattige i opgangstider, hvor gennemsnitsindkomsten i samfundet stiger og modsat færrere fattige i nedgangstider som den vi har på nuværende tidspunkt, hvor gennemsnitsindkomsten i samfundet falder. Det betyder, at mens vi andre kan se, at finanskrisen klart har skabt flere økonomiske problemer for mange, så vil statistikken sige det modsatte. I Venstre kan vi se, at krisen ikke bare betyder, at flere har mistet deres job, deres boliger har tabt værdi, deres pensionsopsparinger er krympet og indtjeningen generelt i samfundet er faldet. Vi ser også, at flere gældsætter sig, bliver sat ud af deres bolig og i det hele taget har svært ved at få det hele til at hænge sammen. En model, der ikke kan måle det fordi den forholder sig til gennemsnitsindkomsten kan man simpelthen ikke bruge til andet end politiske trakasserier i Folketingssalen, og så er vi tilbage ved spørgsmålet om oppositionen reelt vil hjælpe de mennesker i vores samfund, som lever i en fattigdomslomme, eller om de vil forsimple situationen.

Oppositionen går alt for primitivt til værks og tror, at fattigdom kun er et spørgsmål om penge. Eller sat mere på spidsen, så mener oppositionen, at alle mennesker, der har lidt penge på lommen lever et helt uproblematisk liv, og derfor ikke kan betegnes som værende fattige.

Selvfølgelig handler fattigdom om, hvor mange ressourcer det enkelte menneske har til at klare sig i hverdagen. Men der er væsensforskel på, om vi taler om den studerende, der i en periode har en lav indkomst. Eller om den person som grundet finanskrise eller mistet job i en kortere periode må leve på en mindre indkomst. Det kan være en være hårdt at få det hele til at hænge sammen, men det er på ingen måde det samme som at man er fattig, hvis man ellers på andre områder er velfungerende i samfundet. Få ressourcer må ikke kun ses som det samme som en lav indkomst.

Der eksisterer også andre former for fattigdom, som ikke handler om penge, men som fortsat kan føre til en social marginalisering. Der er f.eks. personer, der har en fornuftig indkomst, har gode boligforhold og en familie, men som har store problemer med et langvarigt stof – eller alkoholforbrug, der er på vej ud i en socialderoute. Eller der kan være familier, hvor både moren og faren har arbejde og har en fornuftig indkomst, men hvor de simpelthen – måske af psykiske årsager – ikke har overskud til at være så ansvarlige forældre, at de får sendt deres barn i skole hver dag. Og derfor må barnet lide under et omsorgstab, der vil påvirke barnet resten af livet. Der er personer i vores samfund, der har en fornuftig indkomst og derfor pr medianmodellens definition ikke er fattige, men alligevel har en så stor gæld eller fast udgifter som gør, at deres rådighedsbeløb alligevel bliver minimalt. SFIs store undersøgelse af boligmarkedet viste også, at en stor gruppe af dem, der bliver udsat ikke havde en lille indkomst, men at de simpelthen ikke er i stand til at administrere deres forbrug. De er ikke økonomisk fattige – men har også brug for hjælp!

En medianmodel vil aldrig kunne hjælpe disse mennesker og netop derfor mener regeringen, at vi skal arbejde med nogle fattigdomsindikatorer, der har to funktioner. For det første kan indikatorerne bruges til at identificere, hvilke personer eller familier, der reelt er fattige, eller som har risiko for at blive det. Og for det andet kan de bruges til at finde frem til, hvilke konkrete initiativer, der skal igangsættes, så disse mennesker kan få den rette hjælp f.eks. lægebehandling, jobtræning eller økonomisk rådgivning, for blot at nævne nogle tilfældige initiativer. Indikatorerne ser på familiers økonomiske situation, men også på boligforhold, uddannelsesniveau, beskæftigelsesmuligheder og på menneskers fysiske og psykiske sundhedstilstand.

Til forskel for oppositionen, så har regeringen faktisk fremlagt konkrete ideer til, hvordan sådanne ’redskaber’- der kan måle den konkrete og daglige fattigdom - skal se ud. Den model som oppositionen og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd svælger til er præcis den model som Nyrup gennem hele sin regeringstid i 90erne afviste at anvende, da den viste et alt for simpelt billede. Vi vil videre i arbejdet. Spørgsmålet er om oppositionen vil deltage.

Sidste år ryddede Stieg Larssons “Millenium” trilogi billethylderne, og svensk film pressede dansk film på antallet af solgte billetter. Krisen i dansk film er afgrundsdyb, forlyder det. Få huskede at nævne, at det var den danske instruktør Niels Arden Oplev, der stod for ’mænd som hader kvinder’ Krisemønsteret er pudsigt nok noget, som synes at gentage sig hvert fjerde år, når vi nærmer os et medie og filmforlig, hvor de mange støttemidler til dansk film diskuteres.

Jeg var i Berlin den forgangne weekend til Berlinalen. I kampen om de attraktive gyldne bjørne er hele 2 danske film ud af flere tusinde kommet gennem nåleøjet til hovedkonkurrencen sammen med 23 andre film. Da Thomas Vinterbergs afgrundsbarske ’Submarino’ blev vist lørdag aften, efterlod det en biografsal i dyd tavshed og flere med tårerne trillende ned af kinderne. Farens desperate kamp og splittelse mellem kærligheden til sin søn og længslen efter det næste fix er dansk socialrealisme, når det er værst og bedst. Sammenlignet med Jonas Bengtsons bog af samme titel bliver filmen nærmest en odysse af håb. Den anden danske film er Pernille Fischer Christensens ’En familie’, der vises fredag aften. Her er superlativerne på forhånd positive over for skildringen af en mands livs/dødskamp.

På den anden side af Atlanten er Lone Scherfigs film ’An Education’ nomineret til ikke færre end 3 oscars og Anders Østergaards tankevækkende dokumentarfilm ’Burma VJ’ har allerede vundet 40 prestigefyldte priser siden sin første visning i 2007. I marts bliver sløret løftet for, om der også kan tilføjes en oscar til kaminhylden.

I en tid hvor danske film vælter sig i priser og nomineringer, og hvor danske skuespillere som Mads Mikkelsen er blevet ”varemærke” i Hollywood kan det synes absurd, at læse spaltevis om krisen i dansk film. Alligevel bør det give stof til eftertanke, for det er vel præcis, når det går godt, at man bør stoppe op og tænke sig om, inden man kaster sig ud i en toer, treer og firer, blot fordi etteren gik godt. De brede danske film går nemlig ikke så godt som tidligere og detailreguleringen af DFI er til at få øje på. Også tv-stationernes engagement i dansk film er omdiskuteret som aldrig tidligere.

Kritikken lyder ofte, at DR og TV2 kun engagerer sig i familiefilm. Et udsagn, der må siges at stå i skærende kontrast til at ’Submarino’ netop er støttet af TV2. Tv-stationerne skal ikke blade sig i indholdet af dansk film. På den anden side er det en kulturpolitisk prioritet for os at forpligte de danske public service stationer til at engagere sig i danske film. Det er på tv, at dansk film møder det største publikum også dem, der aldrig går i biografen.

Så jo, der er ting, der skal ændres, og detailstyring der skal bort. Vi er klar. Så drop skuespillet for galleriet, hvor der konstant råbes krise. Man risikerer jo, at det ender som en selvopfyldende profeti, for hvem gider se en dansk film, der er i dyb krise?

Foruden dygtige ansatte, så skyldes succesen også, at Det Kongelige Teater – i modsætning til andre danske teatre – hvert år modtager et kæmpe million beløb fra staten til at kunne sætte forestillinger inden for ballet, opera og skuespil på programmet. Hvor landets øvrige teatre ofte lever af smalkost, så får National scenen ikke mindre end 533 mio. årligt fra staten. Hertil kommer en ekstrabevilling fremadrettet på 18,7 mio. årligt til at dække ekstra udgifter ved det nye skuespilhus, samt 40 mio. fra Københavns Kommune og op mod 20 mio. fra fonde og sponsorer. I statstilskud svarer det til, at der bliver givet 900 kr. i tilskud for hver gang, der sætter sig en publikum i sædet.

Med en så kæmpe økonomisk indsprøjtning følger også en forpligtigelse. Det være sig kunstnerisk. Det være sig i forhold til at løfte opgaver som ingen andre nogensinde vil have muskler til i Danmark. Men også for at det Kongelige Teater ikke opsætter forestillinger, der er direkte ødelæggende for andre af vores kulturinstitutioner. Eller sagt på en anden måde, så skal støtten især bruges til at opsætte teater, der vil mere, har større ambitioner og løfter sig kunstnerisk. På den måde kan Det Kongelige Teater tilbyde danskerne et bredt spekter af teateroplevelser, som de ikke har mulighed for at få andre steder. Alt det burde give sig selv og formuleres også klart i teaterloven, så hvorfor denne blog?

Jo, der er nu udbrudt en decideret ’musical-krig’, der er startet i kølvandet på Det Kongelige Teatrets planer om at opsætte den folkekære musical My Fair Lady. Hvorfor skal et så massivt støttet teater som det Kongelige Teater søsætte et projekt, der kan tiltrække et så stort og bredt publikum - så økonomien måske kan løbe rundt uden støtte til selve opsætningen? For at tjene det underskud ind museet – trods sit store tilskud – har formået at skabe? For at lave en helt særlig og nyfortolket opsætning?  Spørgsmålene flagrer i luften og mest af alt synes satsningen ene og alene at handle om, hvordan man kan malke ”muscical-koen” mest muligt.

Man så spørge, hvad der er i vejen med at det Kongelige gerne vil flyde i den mælk og honning…. og  det var der sådan set heller ikke noget i vejen for, hvis det Kongelige ikke var pumpet med offentlig støtte, der flytter My Fair Lady – fra at være en fair kunstnerisk ambition til at være direkte unfair konkurrence og decideret livstruende for andre københavnske og danske teatre som Gasværket, Det Ny Teater og en lang række andre teatre, som har gjort musikteater og musicals til deres levebrød. Det kgl. Teater forsøger godt nok at kalde det sund konkurrence, men hvad er det for en sundhed, der er tale om, når Goliat kvæler David.

Problemet opstår i høj grad, når skattekronerne i stigende grad bruges til at lave teater, der kan betyde at andre teatre og kulturinstitutioner bliver direkte udsat for konkurrence på deres ekspertise, og hvor det kunstneriske fokus erstattes af målet om at hive flest mulige i teatret og derved få den størst mulige indtjening.

Der er ingen tvivl om, at Det Kongelige Teater er alle danskeres teater. Det betyder, at alle danskere skal blive fristet, når de bladrer igennem teatrets årsprogram. De balletkyndige skal kunne blive begejstret over en opsætning, hvor der satses på en smal eller mere ukendt stil inden for balletgenren. Ligesom den mindre teaterinteresserede skal kunne få sig en på opleveren ved at gå ind og se en opsætning, der rammer befolkningen mere bredt, og hvor kendte sange og god musik er i centrum. 

Og jeg siger bestemt ikke, at Det Kongelige Teaters opsætning af My Fair Lady er uden kunstnerisk indhold. Det tror jeg skam ikke det er. Og der er heller intet galt i at Det Kgl. Teater som en enkeltstående begivenhed sætter My Fair Lady op i en helt ny og eksperimenterende nyfortolkning, men det er det til gengæld, hvis det bliver normen og en fast del af repertoire.

Når popstjerner som Teitur optræder i Operaen, Kira and the Kindered Spirits bliver en del af et teaterunivers og Alicia Keys indtager den store scene på Kongens Nytorv, så giver det publikum en kæmpe oplevelse. Men det betyder samtidig, at Det kongelige Teater bevæger sig ind på de danske spillesteders territorium og fratager dem oplagte muligheder for publikumssucceser. Derfor er det også bydende nødvendigt, at det er enkelte svaler i årets repertoire og ikke en fast lørdags sceance for spillestederne indkasserer langt fra den samme sum penge fra staten som Det Kongelige Teater gør.

Som politiker er jeg ikke programansvarlig for Det Kongelige Teater, det overlader jeg med glæde til teatrets fagfolk. Men jeg er med til at fastsætte de ’ordensregler’ som teatret skal overholde, hvis de fortsat vil modtage støtte, og derfor er det også mit job at vifte med det kritiske flag, når jeg synes at teatret med sine mere end 600 mio. kr. i ryggen er ved at bevæge sig ud af et unfair spor, der risikerer at skade den danske teaterscene mere end den gavner.  

For når vi hører om de planlagte terrorangreb imod Jyllands-Postens ansatte i Århus og Kurt Westergaard selv, så er det da klart, at angsten og uroligheden kribler frem i os, og at vi derfor lader den fejlslagne og umiddelbare rationelle fornuft tage over. For herregud, det er jo bare et enkelt maleri, som vi vælger ikke at vise – det går såmænd nok alt sammen! Men nej det går virkelig ikke, for vi er vel ikke nået til det punkt, hvor vi ønsker at lade angsten og bekymringerne styre os?

Selvfølgelig er Lauritz.com en selvstændig virksomhed, der i princippet kan vælge ikke at ville vise billedet på sin hjemmeside af politiske grunde, eller med henvisning til deres medarbejderes sikkerhed. Men problemet er blot, at hver gang en virksomhed træder tilbage og viger, så er det lettere for den næste også at vige, og dermed falder vores fælles bolværk for at sikre, at kunstnere og andre frit kan ytre sig i det danske samfund. I disse tider gør myndighederne alt, hvad de kan, for at beskytte Kurt Westergaard, men hvis vi ikke alle tager et medansvar, så ender vi med at være med til at stigmatisere selv samme Kurt Westergaard og den ytringsfrihed, som han er er eksponent for.

Rundt om i verdenen sætter borgere, journalister og kunstnere dagligt deres eget liv på spil, fordi de håber og tror på, at deres små aktioner og opråb i kampen for ytringsfrihed, i sidste ende vil føre til fremskridt – eller i hvert fald blot små forbedringer. De ønsker at leve i et land, hvor frihedsrettighederne eksisterer, og hvor folk offentligt tør sige sin mening uden at komme i fængsel, blive udsat for tortur eller det der er værre.

Vi lever i det land, som disse frihedsrettigheds-forkæmpere drømmer om. Vi lever i et demokrati. Vi har ytringsfrihed. Men eksemplet med Lauritz.com viser, at vi hver dag har en forpligtigelse for at sikre, at vi ikke omlægger vores frihed i frygt for terrorister eller blot ikke i tilstrækkelig grad kæmper for at sikre frihed, men derimod erstatter vores ytringer med selvcensur.

Jeg ved godt, at Liberal alliances leder Anders Samuelsen nu vil mene, at jeg er kvalmende politisk korrekt, fordi jeg kæmper for ytringsfriheden og mener, at Lauritz.com bør ændre mening og lade maleriet indgå i auktionen. Det tror jeg lige, jeg kan klare! For mit mål er ikke at skyde med skarpt imod Lauritz.com. Mit mål er at gøre opmærksom på, at Lauritz.com beslutning præcis sætter ytringsfriheden under pres og legitimerer en manglende opbakning omkring en af de personer, der dagligt bøder for sin ytring. Vi må ikke opleve en domino-effekt, hvor kunstnere, virksomheder eller for den sags skyld politikere - af frygt - vælger at undertrykke sine holdninger og budskaber, for så eksisterer der ikke en reel ytringsfrihed i vores land.

Ligesom vi hver dag ikke må lade angsten for terror tage overhånd, og vi derfor fortsat skal benytte metroen, busserne og opholde os i store forsamlinger, der kan være potentielle terror-mål, så skal vi også blive ved med at benytte ytringsfriheden. Jeg tør slet ikke tænke på konsekvenserne, hvis vi ikke gør.

Tidligere på denne uge blev en 61årig fundet død af kulde i en have i Ølgod efter han var forsvundet fra sin bopæl dagen forinden. Politiet, pårørende og frivillige havde forgæves ledt efter ham og da hundepatruljerne endelig nåede frem til ham var det for sent.

Ugen forinden var det en ældre kvinde fra det Nordsjællandske forsvundet på en gåtur fra det plejecenter hun boede på. Mens dag blev til nat i den danske kulde, blev kvinden heldigvis fundet i et tog mellem Kolding og Vojens.

Hvert år udsættes en stor gruppe pårørende for den uvished der ligger i at deres kære demente familiemedlemmer er forsvundet. For en stor gruppe af de demente ender udgangen tragisk med døden. Selv om øget brug af gps og andre alarm og pejlesystemer kan reducere risikoen for at en dement medborger bliver væk, så tøver Socialdemokraterne og SF. Den elektroniske overvågning skal være tidsbegrænset og den skaber hverken kvalitet eller tryghed i alderdommen lyder det samtidig med at der tales om personlig frihed.

Undskyld mig, hvad er det for en personlig frihed at risikere at død i baghaven eller i en grøft fordi man ikke længere er i stand til at finde vej hjem, ikke kan huske hvem man er eller hvordan man er kommet dertil.

Jo, overvågning at demente skal foregå med anstændighed og værdighed og netop derfor er der jo ofte også tale om pejlesystemer, der ikke ”overvåger” i traditionel forstand, men kan sende signaler, hvis der er tvivl om hvor den demente befinder sig. Men for de ca 80.000 danskere, der lider af demens sygdomme og de flere end 400.000 pårørende, der dagligt påvirkes af at deres kære ikke længere selv kan klare hverdagen er elektronisk overvågning ikke et overgreb mod den personlige frihed, men derimod en sikkerhedslinje.

Mange demente er i dag begrænset i deres bevægelsesfrihed fordi man af frygt for at de bliver væk indskræver deres bevægelsesrum til det, som netop er under umiddelbart opsyn. Med et alarmsystem kan selv den bagerst ende af haven gøres ufarlig. Det er i høj grad også det alarm og pejlesystemer til demente handler om. Tryghed for de pårørende og den enkelte og en mulighed for dermed at kunne bevæge sig mere. Det er netop værdi frihed, ikke et overgreb mod den personlige frihed.

Vi har netop fremsat et lovforslag, der skal gøre det væsentligt lettere og enkelt at udstyre demente med en gpsalarm, og vi har desuden nedsat et udvalg for at få formuleret en reel national handlingsplan om demens. Ældresagen og Alzheimerforeningen har beregnet, at der om ti år vil være 100.000 danskere, der lider af demenssygdomme og om 30 år vil tallet være fordoblet. Det skyldes ikke mindst, at vi alle bliver ældre.

Netop derfor er der også behov for at tage alle teknologiske muligheder i brug for at sikre en værdig alderdom og frihed for den enkelte. Der er behov for at lægge teknologiforskrækkelsen på hylden. Hvad end vi taler den robotsæl, der har vist sig særdeles effektiv i ældreplejen, brug af video i demensbehandlingen, eller om elektroniske alarmer og pejlesystemer, der kan vise, hvor kørestolsbrugeren er væltet, elscooteren kørt tør for strøm, eller hvor den ældre der er faldet, befinder sig, så er teknologien en del af løsningen. Teknologi kan netop være med til at sikre friheden og en værdig alderdom.

Der er stadig tid og håb, og i takt med at verdens stats- og regeringsledere i disse timer lander i København for at deltage i COPen og i aften i Dronningens Galla, så stiger presset også, for hvem af de ca. 130 præsidenter og regeringsledere ønsker at rejse hjem uden resultater?

Selv om COP15 klimakonferencen nærmer sig enden, så er der fortsat håb i Hopenhagen og ikke total pessimisme som i Nopenhagen, men der er langt igen og der er mange hæle, der skal hugges og tæer, der skal klippes. Og en aftale forudsætter, at alle regeringsledere påtager sig det ansvar som millioner efter millioner af mennesker over hele kloden forventer af deres ledere.

Det er ikke kun de mange tusinde, der er rejst til København for at argumentere og demonstrere for en global klimaaftale, der forventer handling.

Derfor er der også fortsat en enorm forventning til COP15 og muligheden for at nå en global aftale her i København er til stede. Konferencen er blevet forberedt gennem flere år. Der er blevet bygget op, forhandlet, rejst verden tyndt for at sikre alles engagement.

Siden Bali COPen har målet været klart – en aftale i København. Og netop på grund af forventningerne, på grund af klimaforandringer, der dagligt bringer mennesker på flugt og ændrer vækst og udviklingsbetingelser mange steder i verden, på grund af såvel det store politiske som det store folkelige fokus på behovet for en aftale, så er mulighederne her stadig..

Aldrig tidligere har 130 stats og regeringsledere været samlet til en klimakonference og aldrig har muligheden for at nå en forpligtende aftale været større. Selvfølgelig er risikoen for sammenbrud tilstede, men der kommer ikke igen – heller ikke i Mexico næste gang – en chance for at samle 130 stats og regeringsledere på det samme sted.

Mens jeg skriver dette, sider jeg i plenarsalen i Bella Centeret. Norges statsminister Jens Stoltenberg har lige holdt sin tale og lovet, at Norge forpligter sig til at blive COneutral inden 2030, hvis det kan være et løfte, der kan være med til at sikre en forpligtende global aftale.

Men det har aldrig været en walk over at sikre en aftale i København. Det har muligvis forlydt sådan i den danske presse, men der har aldrig været noget givet. At de danske medier udlægger det som noget, der bare skulle underskrives, men som det danske formandskab nu har sat over styr er ikke bare en analyse, der er skudt ved siden af, det er direkte udenfor skiven.

Det her er klimapolitisk balancegang og global politik på vanskelligste niveau og ingen af den lande, der er tilstede kan fralægge sig sin del af medansvaret for såvel succesen som den potentielle fiasko.

I den forgangne uge har det flere gange forlydt, at de rige lande ikke vil hjælpe de fattige nok. Mange steder er de fattige lande konsekvent blevet sat som et synonym til G77 – den gruppe af ikke 77 lande, men 134 lande, hvor Kina, Indien, Brasilien m.fl. også er indeholdt. At opfatte G77 som en homogen og fattig gruppe er ikke bare forkert, det er også med til at skabe et unuanceret billede af hvad de reelle problemer reelt består af.

Der er ingen i hverken EU eller USA, der vil tillade, at Kina, Brasilien eller Indien for bare at nævne et par stykker af de rigeste af de 134 lande friholdes for reduktionskrav eller forpligtigelser. Men blev G77 delt, så de afrikanske lande med den Afrikanske Union som holdepunkt forhandlede for sig selv eller hvis de små østater over hele kloden forhandlede, så ville der være en helt anden mulighed for netop at sikre, at verdens reelt fattigste blev sikret kompensation, hjælp, en økonomisk håndsrækning, teknologioverførsel mm.

Der er ikke ét land, der ikke ønsker at hjælpe verdens fattigste, og det er mig uforståligt, at de afrikanske lande og andre af verdens fattigste ikke for længst har taget sagen i egen hånd i stedet for at have deponeret deres handlekraft hos Kina i G77.

Et andet sted i Bella Centeret forlyder det nu, at såvel USA som Kina nu har bekræftet, at de forventer, at der kommer en aftale. Jo der er skred i tingene og det er nu de virkelige forhandlinger sætter af. Det er nu verdens stats og regeringsledere skal vise deres vilje – og værd. Det er nu de skal sikre en forpligtende klimaaftale og et nyt håb for mange mennesker over hele verden.

Der er ingen lette løsninger, der er ingen sikkerhed og tingene ændrer sig minut for minut. Men der er ingen grund til at slukke håbet i København og omdøbe byen fra Hopenhagen til Nopenhagen har lang tid inden målstregen er nået.

Det ghanesiske Christiansborg står altså som en skærende kontrast til det den kamp mod menneskehandel som en del af os deltager aktivt i på Christiansborg. Selv om Danmark var en af de første nationer til at stoppe slavehandlen, så kommer vi ikke udenom, at nutidens slavehandel – menneskehandlen fortsat trives, også i Danmark. Når man står her i Ghana og betragter den fattigdom, der driver folk ud i prostitution, børnearbejde og ud i små plimsollere med kurs mod de kanariske øer og ’paradis’, så er det trist at tænke på, at ofrene den gang som i dag kommer fra det samme område. Størstedelen af pigerne på Vesterbro er fra Nigeria. 

Det amerikanske udenrigsministerium estimerer, at der hvert år er mere end 800.000 personer på verdensplan, som handles til arbejde, prostitution eller andre brancher. En del af dem ender i Danmark til en tilværelse, hvor tæsk, tvang, trusler og tvivlsomme kunder er dagligdag. I disse uger står de på de vindblæste gader mens byen fyldes med deltagere fra hele verden, som samles til COP15 – FNs klimatopmøde i København. For mange et topmøde som forhåbentligt vil kulminere med en reel politisk aftale med forpligtigelse, vilje og engagement fra alle verdens lande. Men med topmødekaravanen følger også en sort skygge, antallet af prostituerede vokser og med dem antallet af handlede og bagmænd, som tjener stort på andres ulykke.

Historisk set har det aldrig været billigere at købe et andet menneske, end det er nu, og det betyder, at menneskehandel er ved at overstige narkohandel som den organiserede kriminalitet, der indtjener mest på globalt plan. Våbenhandlen er fortsat den absolut største form for organiseret handel og kriminalitet, men fordi indsatsen mod og risikoen ved menneskehandel er så forholdsmæssig lille sammenlignet med narko, så er det et område i vækst.

Prisen på et menneske er i dag ifølge Slavery International kun en promille af, hvad den var. I 1850’ernes USA ville en mandlig slave, som kunne sælges til arbejde på plantager og lignede koste 1000US$, det svarer til 38.000US$ i dag. I Mali, nord for Ghana er den anslåede pris på en ung mand til slavearbejde 40 US$. i Thailand taler man om en pris på ca. 1000 US$ for en HIV-negativ pige, som meget ofte med familiens indforståelse sendes på bordel for at tjene til familien.

Vi skal slå hårdt ned på bagmændene. Langt hårdere end i dag og COP15 skal ikke blive et helle fordi politiet har mere end travlt med at passe på VIPerne. Den tidligere justitsminister Lene Espersen svarede Folketinget, at det at købe seksuelle ydelser hos personer, der er handlet og tvunget ind i prostitution kan sidestilles med voldtægt og at kunderne kan retsforfølges, så gør det dog. Slaveriet er for længst afskaffet i Danmark. Det skal respekteres, af alle!