For nylig har Dansk Folkeparti præsenteret en ny kampagne, der fokuserer på seks »danske værdier«, som det hedder:

»Vi står fast på vores danske værdier. Kampagnen sætter fokus på seks danske kerneværdier: solidaritet, ligeværd, flid, tolerance, frisind, ytringsfrihed og endelig, at stram udlændingepolitik er forudsætningen for ægte velfærd.« (DF-pressemeddelelse, 19.8.2007).

At stram-udlændingepolitik-er-forudsætningen-for-ægte-velfærd skulle være en »værdi« er for det første sprogligt set vrøvl, og for det andet i bedste fald misvisende. Tværtimod tyder meget på, at hvis ikke indvandringen øges, mangler Danmark arbejdskraft.

Men det interessante her er nu begrebet tolerance.

Dansk Folkeparti har ret i, at det i og for sig kan beskrives som en dansk værdi, om end naturligvis langtfra eksklusivt dansk - faktisk har vi (dvs. ikke mindst den dansk-norske Holberg) importeret tolerancen fra den spæde oplysningstids vestlige tolerancetradition i Frankrig og England, hvor den fik sit idéhistoriske gennembrud i slutningen af 1600-tallet med John Locke og Pierre Bayle.

Det, der imidlertid gør det særligt opsigtsvækkende, at Dansk Folkeparti nu tager begrebet ind i varmen, er naturligvis det forhold, at flere fremtrædende DF’ere ellers har taget skarpt afstand herfra.

F.eks. finder Martin Henriksen, at tørklæde-debatten illustrerer, hvorfor man må netop modsætte sig tolerance: »Vi vil ikke se disse symboler, og vi vil ikke høre på de så velkendte tomme fraser om tolerance og pladderhumanisme. Det er tomt, hult og indholdsløst og tjener kun ét formål: at fremme noget af det mest udanske, der nogensinde har været i Danmark.« (Jyllands-Posten, 3.10.2005).

Tolerance kommer af tolerantia, der betyder tålen, udholdenhed eller standhaftighed. Altså ikke nødvendigvis at overtage eller bifalde, men at tillade og acceptere specifikke forhold. Tilsvarende indebærer tolerance naturligvis ikke at tolerere hvad som helst - men her er Henriksen jo ikke ude i et ærinde, der handler om at specificere, hvad tolerance er i almindelighed (eller for ham selv); han er derimod i gang med at afvise tolerancen per se.

Men dermed er Henriksen vel ifølge Dansk Folkeparti modstander af en dansk værdi?

Også Søren Krarup ser rødt, når han hører om tolerance. Et fælleskirkeligt integrationsudspil fik ham i 2001 til at skrive følgende:

»’Kirkerne støtter europæisk integration’, hedder det. ‘Uden fælles værdier kan enheden ikke bestå. Vi er overbeviste om, at kristendommens åndelige arv udgør en stadigt vældende kilde til inspiration og berigelse for Europa. På grundlag af vor kristne tro arbejder vi henimod et humant, socialt bevidst Europa, i hvilket menneskerettigheder og de grundlæggende værdier om fred, retfærdighed, frihed, tolerance, delagtighed og solidaritet hersker’. Og så følger alle de velkendte artikler i den politiske korrektheds bekendelse: at bekæmpe fordomme, at bekæmpe ‘etniske og nationalistiske hensigter’, at bekæmpe ‘antisemitisme og antijudaisme’, at fremme dialogen med islam på ‘alle niveauer’, og således at skabe eet, multietnisk Europa. Dette kaldes kirkens opgave. Dette ligger nu på folkekirkens bord. Nej, ikke kristendomsforfalskning, men kristendomsfornægtelse.« (Tidehverv 2001, s. 114).

Tolerance er altså blandt de værdier, der er lig kristendomsfornægtelse.

Er Krarup ifølge Dansk Folkeparti så modstander af en dansk værdi?

Ligeledes var Jesper Langballe for få måneder ude med riven, da Elsebeth Gerner Nielsen iførte sig et hovedtørklæde: »Hun står som et strålende eksempel på den selvtilfredse, overmætte og jovialt pjattende tolerance delirium, der præger den politisk korrekte overklasse i de europæiske velfærdsstater. Man slår nonchalant om sig med idealistiske fraser, men taler selvopgivelsens sprog.« (Tidehverv 2007, s. 113).

Heller ikke her er der tale om, at Langballe diskuterer tolerance-begrebet og dets rammer, nej, han identificerer uden videre tolerance med »selvopgivelsens sprog« og »tolerance delirium«.

Er Langballe ifølge Dansk Folkeparti så modstander af en dansk værdi?

Idet han i samme artikel identificerer tolerance med en accept af hvad som helst, har han i det mindste ikke alene fordrejet begrebet, men også valgt at ekskludere det 100 procent som en absolut anti-værdi.

Det korte af det lange er, at hverken Henriksen, Krarup eller Langballe beskæftiger sig med tolerance som et begreb eller et værdi, de overhovedet gør et forsøg på at definere - og slet ikke definere positivt - men derimod tager afstand fra.

Alligevel har Dansk Folkeparti altså eksplicit gjort tolerance til én af de danske kerneværdier i en seks uger lang PR-kampagne, der nu ruller ud over Danmark.

Om det er et udtryk for partiets splittelse, forvirring, inkonsistens eller endnu et eksempel på politisk new speak, kan læseren afgøre med sig selv.