http://politiken.dk/debat/profiler/engelbreth/

Pårørende til de dræbte ønsker teaterstykket taget af plakaten på forhånd, fordi det vil være med til at sprede Breiviks holdninger. En har f.eks. udtalt: »Breiviks hovedformål har været at sprede budskabet i manifestet, og det gjorde han ved at dræbe alle de mennesker. Det lykkedes for ham! Ved at skabe endnu mere opmærksomhed om manifestet optræder man som nyttig idioter, der danser efter Breiviks pibe.« (TV2.dk, 19.1.2012).

Christian Lollike, der er Café Teaterets kunstneriske leder, har imidlertid forsvaret sig med, at man er nødt til at trænge ind i tankesættet bag de grusomme handlinger for at forstå, hvad der er sket, og undgå en gentagelse.

I en kommentar påpeger han, at dette også er »kunstens opgave«, og forklarer: »Hvad er det i vores kultur, der gør, at en forholdsvis velfungerende mand som Breivik vælger at opgive de demokratiske spilleregler og i stedet påbegynde en selvvalgt og gennemkalkuleret radikaliseringsproces? Hvad er det for et tankesæt og menneskesyn, han har ladet sit sind med? Og hvorfra stammer det?« (Politiken, 23.1.2012).

Når pårørende reagerer så voldsomt, skyldes det ikke mindst, at pressen har været meget hurtig til at udlægge det hele så dramatisk som muligt.

De fleste politikere vil ikke blande sig i den kunstneriske frihed, uanset holdninger til stykket, men en del har alligevel reageret ganske afstandtagende - over for et stykke, de hverken har læst eller set. Mest forarget er Pia Kjærsgaard: »Jeg har kvalme, jeg synes, at det er så usmageligt, det er pinligt, og jeg synes, det er flovt, at Caféteatret kan finde på det.« (Politiken.dk, 19.1.2012).

Det er ikke vanskeligt at sympatisere med de pårørende, som bare helst vil have deres sorg i fred, men omvendt er Breiviks handlinger (og bevæggrundene bag) jo indlysende af offentlig interesse - og ret beset bliver de pårørende netop ikke nødvendigvis ‘konfronteret’ med Breivik igen.

Kun, hvis de ser teaterstykket - og det er jo helt op til dem selv og os andre. Det foregår i et rum, som man trods alt skal betale en billetpris for at gå ind og ud af. Ingen tvinges ind. Der er med andre ord ikke tale om at blæse Brevik og hans konspiratoriske hysteri op i synet på hvem som helst, der ikke har lyst til det. Også af den grund adskiller teaterstykket sig naturligvis fra den type politiske propaganda og hatespeech, der ikke anerkender skranker af nogen art.

Jeg er således enig med forfatter og redaktør Klaus Slavensky, der forsvarer teageret i et indlæg i Politiken:

Respekt for en modig teatermand, Christian Lollike, der går i Holbergs, Ibsens, Brechts og Dario Fos provokerende fodspor. Og af respekt for ofrene og pårørende efter den afskyelige tragedie i Norge.

Timing? Hvornår er det tid til at gøre op med vanvid, fascisme og ekstremisme? Til alle tider, vil jeg tro. (…)

Omvendt er det svært at finde respekten for de politikere, der bruger forargelsen til at knægte den kunstneriske ytringsfrihed.

Ikke mindst fordi nogle af de samme politikere i årevis har talt had og udtrykt negative holdninger til ’de fremmede’, som Breivik frygtede så meget, at han slog de landsmænd ihjel, som han påstod, han ville beskytte.
Politiken, 24.1.2012

Kjærsgaards udfald er af samme grund tankevækkende. Hun af alle er en af landets mest ivrige forkæmpere for ‘retten’ til at dæmonisere indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed - hvilket Breivik kun kan være enig med hende i.

Her er imidlertid tale om en kunstnerisk bearbejdet fremstilling, som - hvis den bliver god, og det ved ingen jo endnu - måske kan være med til at kaste lys over, hvorfor holdningerne bag er blevet til blodig brutalitet. Hvad kunne være vigtigere?

Derfor er det helt ved siden af, når Kjærsgaard tilføjer: »Jeg synes ikke, at der er nogen udfordring overhovedet. For der er jo ikke delte meninger om det her. Det er ikke noget man kan sidde og diskutere, om det er rigtigt eller ondt, det han har gjort. Det er kun ondt.«

Ja, dét er der ingen (eller meget få) delte meninger om - men når vi konfronteres med holdningerne, der drev Breivik til sine voldelige yderligheder, bliver sagen straks mere speget. Det er dét, det er så væsentligt at tage fat på, og det er i den henseende, at teaterstykket kan vise sig væsentligt.

At Kjærsgaard finder en belysning heraf problematisk, er vel ikke så lidt tankevækkende i sig selv.

APROPOS

> Indvandrerfjendtlig polemik og propaganda

‎Dina er en 24 årig nyuddannet russisk kvinde, der bor i Danmark, men som så mange andre er ramt af den udlændingepolitiske mur og står til at blive smidt ud af landet den 31. marts - på trods af at der er en virksomhed, der gerne vil ansætte hende …

Se hende selv forklare sin sag i denne Youtube-video, der blev lanceret under folketingsvalget, men desværre ikke fangede pressens interesse. Den er imidlertid ikke blevet mindre aktuel nu, hvor udvisningen nærmere sig:

God weekend til Dina med håb om det bedste – og god weekend til jer andre!

WEEKEND-ANBEFALINGER

> En god bog at læse: Moby Dick
> Smuk natur at se: Ørkenen på Anholt
> En god film at leje: Whatever Works
> En ny hjemmeside: Polifilo.dk

Overordnet set er det ikke nogen synderligt sympatisk fordelingspolitisk prioritering efter et tiår, hvor uligheden i forvejen er steget markant i Danmark, og hvor vi i forvejen har en lav skat på arbejde; men en ideologisk kamp imod højtlønnede er formålsløs – det handler ikke om at forhindre nogle i at blive rige eller rigere, men om at forhindre andre i at blive fattige eller fattigere.

For min skyld kan millionærer og milliardærer være millionærer og milliardærer alt det, de vil, når og såfremt ingen lider nød. Lad den velbjærgede være velbjærget - men kradser krisen i samfundet, må det naturligvis være dér, vi først kigger efter kilder til nye samfundsindtægter, og ikke i bunden af pyramiden.

Skal både velstillede og lavtlønsgrupper have et løft, skal det skrues sammen, så det ikke i sidste ende igen er de dårligst stillede, der mister noget af det lidt, de har. Den øvelse venter vi så på.

Men problemet er med andre ord ikke, at der er mennesker, der tjener godt, men at der er mennesker, der underprioriteres og nedværdiges; at ledige tyranniseres af kafkaske regler og nedværdigende idiotaktivering, mens politiske populister som Morten Messerschmidt tilmed stigmatiserer dem som »gøgeunger«, der er »dovne« og »ugidelige«.

Det er dette problem, som den nye regering ikke alene har forsømt, men som den med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen i spidsen snarere har virket stærkt for at cementere. Frederiksens klapjagt og moralske snobberi over for ledige har gjort mere skade end Joachim B. Olsens provokatoriske aggressioner.

Denne udvikling er desværre uhyre vanskelig at vende, når en socialdemokratisk topminister er gået i front.

Hvor mange har f.eks. bemærket, at P1 Orientering kunne afsløre, at Danmarks Statistik har medtalt ledige på kursus og barsel i tallet for »dovne«? At udenlandske rengøringsarbejdere til tider arbejder under ekstremt ydmygende forhold og for så lav løn, at de må samle halve skolemadpakker op af skraldespandene for at få mad? At det ikke er ca. 30.000 kr., man skal tjene om måneden, før det kan ‘betale’ sig at arbejde i stedet for at modtage kontantjhjælp, men blot ca. 14.000 kr.? At det er så belastende at være ledig, at næsten halvdelen lider af stress?

Her og nu, hvor foragten for ledige tordner løs fra flere og flere sider, er det derfor først og fremmest akut nødvendigt at få gjort op med alle myterne om de ledige, så politikere og offentlighed kan acceptere den urokkelige kendsgerning, at en meget stor del af befolkningen altid vil stå uden for arbejdsmarkedet, men at det hverken gør dem mindre værdifulde eller mindre ligeberettigede borgere. Omtrent halvdelen af befolkningen har været uden for arbejdsmarkedet i et århundrede, uanset regeringens farve, og intet kan ændre markant herved.

Derfor må hovedsigtet for regeringskritikere i denne sammenhæng være et løft af værdighed og rettigheder for ledige. Al aktivering skal foregå til overenskomstmæssig løn og på samme vilkår som på arbejdsmarkedet i øvrigt, og al tvangsaktivering bør afskaffes.

Dét burde være en socialliberal og rød regerings beskæftigelsesministers bidrag til skatteministerens udspil - hvis redelighed såvel som solidaritet skal give ny mening under en ny regering.

APROPOS

> Mette Frederiksen og Joachim B. Olsen i fælles front?
> Gratis arbejdskraft til erhvervslivet, løntrykkeri og tvangsarbejde

Men i virkeligheden er det vel udramatisk og udtryk for en vis normalisering af det foregående årtis hårdkogte indvandrerfjendtlige retorik, når Elbæk i begyndelsen af januar helt nede på jorden konstaterede over for Ritzau, at der selvfølgelig er ophidsede situationer, hvor man af og til taler helt uden omtanke: »Der skal være en vis tolerance, hvor man forstår, at der kan ryge en finke af panden under særligt pressede situationer. Det er der jo tit på banen.« (Ritzau, 2.1.2012).

Hånden på hjertet - er der noget synderligt problematisk i at konstatere dette?

Ethvert udsagn og enhver handling afhænger af den sammenhæng, den foregår i. Der er forskel på den, der i et privat selskab eller i en ophidset situation udbryder et eller andet negativt om en anden persons hudfarve, religion, etnicitet eller seksualitet, og så den, der med et klart politisk formål for øje spreder et dæmoniserende billede af en minoritetsgruppe.

Inden for online-marketing møder man til tider slagordet: Content is king - hvilket vist betyder noget i retning af, at alskens fiksfakserier for at få flere besøgende til websites kommer til kort over for helt basalt at fokusere på indholdet. Man kunne fristes til at slå til lyd for et slagord i debatten om negativ retorik: Context is king.

Enhver kan komme til at ytre sig uoverlagt i en presset situation, herunder også at ty til overfladiske og tåbelige stereotypier. Det er der hverken grund til at heroisere eller overdramatisere, men selvfølgelig at påtale. I reglen er det da også meget let at kende forskel på, hvornår racistiske, sexistiske eller homofobe tilråb systematisk hagler ned over mennesker fra en særlig minoritet, og hvornår der simpelthen ryger en finke af panden. Konteksten afgør det almindeligvis.

Og det er vel ikke andet end dét, Elbæk har på hjerte?

Alle udtalelser til det pågældende interview har han offentliggjort via Facebook (både dem, der kom med i interviewet, og dem, der blev udeladt) - nogle få følger her:

- Det kommer ikke bag på mig, at racisme finder sted. Vi har de kulturkonflikter, som vi har i samfundet, og det ser vi også i det sportslige miljø.

- Spørgsmålet er så, hvad vi skal gøre ved det? Der er brug for, at vi siger fra for sådanne ting. Klubber, spillerforeninger og vi politikere har hver vores ansvar for at rejse dette emne til den offentlige dagsorden. Ord skaber virkelighed, også på banen.

- Det er et reelt problem, men der skal også være en vis tolerancegrænse, hvor man også forstår, at der kan ryge en finke af panden under særlig pressede situationer. Det er det jo tit på banen. På alle mulige andre arbejdspladser er der en tolerance for, at man kan komme til at sige noget dumt, hvilket man efterfølgende pænt må sige undskyld for. Det samme gælder inden for fodboldens verden.

Han understregede, at man skal gribe ind over for alle slags fordomme, og at de er »uacceptable«, men at man ikke altid kan lave helt klokkeklare sort-hvide regler for hvad som helst: »Det er svært at lave nogle klare regler for straf. Jeg ville som dommer nok vurdere i den konkrete situation, om det var noget, jeg skal agere på eller ikke agere på. Der må være noget frirum, for det er meget afhængigt af den konkrete situation. Vi skal passe på ikke at lovgive for meget på området og skabe for mange regler.«

Netop.

Der er næppe tvivl om, at nogle af de hurtige fordømmelser af Elbæks udtalelser skyldes, at man har overset, at han dybest set betragter konteksten som det afgørende, og at interviewets citat-udvalg har trukket pointerne lidt skarpere op. Men selv når man ser på de udtalelser, Ritzau valgte at referere, er de jo i sig selv nøgterne nok.

Ganske vist er det også forståeligt, at mange efter ti års bagatellisering - hvis ikke ligefrem heroisering - af fordomsfulde og hårdkogte dæmoniseringer af især etniske minoriteter, reagerer lovlig skarpt imod noget, der får en hurtig og overfladisk betragtning kan ligne en ny politisk bagatellisering fra en siddende minister. Men det er jo ikke det, der er tale om her.

Derfor synes jeg, at det er udmærket, at Elbæk står fast på sin ret til at være både nøgtern og nuanceret: »Jeg vil fastholde min ret og pligt til at have modet til at nuancere de ellers meget sort-hvide formuleringer, som medierne godt kan lide.« (Politiken, 15.1.2012).

Netop når man kan se forskel på konteksten, kan man også let skelne mellem udbrud i kampens hede og regulær indvandrerfjendtlig polemik og propaganda.

Og man skal vist også have et meget begrænset kendskab til kulturministerens generelle standpunkter for at tilskrive ham skyggen af racistisk endsige fordomsfuld agenda - tværtimod præciserer han gentagne gange, at racisme-problemet er reelt og alvorligt, men erkender blot, at der selvfølgelig er gråzoner, og at man ikke altid vinder noget ved at overse dette. I mine øjne er denne erkendelse ikke med til at svække opgøret med den politiske dæmonisering, tværtimod.

APROPOS

> Citater: Regulær indvandrerfjendtlig polemik og propaganda

I 2007 viste en undersøgelse, at 20 procent af de ledige ikke ønskede et arbejde, og Jyllands-Postens lederskribent greb til en retorik, der i reglen er reserveret dehumaniserende propaganda (uden at overveje de talrige faktorer, der kunne gemme sig bag dette nøgne tal): »Det politisk kontroversielle spørgsmål er herefter, hvordan samfundet skal reagere på disse åbenlyse parasitter, som snylter på det solidariske system.« (27.2.2007).

Åbenlyse parasitter? Intet mindre.

Nu gentager historien sig. For nylig bedyrede Dansk Arbejdsgiverforening, at en tredjedel af kvinderne på kontanthjælp i matchgruppe 1 ikke ønskede arbejde. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen kaldte det »vildt provokerende«, og ifølge en overskrift i B.T. erklærede statsminister Helle Thorning-Schmidt, at det var en »hån« mod de arbejdende. Ingen af dem anede ganske vist noget som helst om bevæggrundene herfor.

Enhver eftertanke og omtanke var ligegyldig for de to topministre – en populistisk automatreaktion var at foretrække frem for den besindelse og elementære fornuft, det kræver at analysere problemstillingen lidt, for her råder åbenbart kun en appel til moralsk forargelse, foragt og fordømmelse.

Snart viste det sig tilmed, at ‘undersøgelsen’ var baseret på svar fra så lidt som 250 interviewpersoner, og Danmarks Statistik fastslog, at det var »at bruge tallene på en måde, de ikke kan bære« (B.T., 6.12.2011).

Frederiksen og Thorning skulle have vasket munden med sæbe, skulle de.

Men de ledige er blevet tidens syndebukke. Det er der ganske vist ikke noget nyt: i et par årtier har formynderisk og umyndiggørende kontrol kombineret med milliarddyre og fordummende tvangsprojekter pisket ledige rundt i manegen.

Er ledigheden så faldet? Nej. Hvad har resultatet været af at piske ledige rundt i manegen? At de er blevet pisket rundt i manegen. Længere er den ikke.

Og tendensen er kun blevet værre, som diverse politikere og meningsdannere i stigende grad har haft held til at lade ledige undgælde for den krise, som andres grådighed har skabt. Det er også den kurs, arbejderpartiets ministre har udstukket.

Men om man dæmoniserer visse ledige som »åbenlyse parasitter« på lederplads eller som socialdemokratiske populister udspyr sin foragt på anden vis, gør i praktisk politik ingen forskel – beskeden til de ledige er og bliver mere straffeekspedition og mere chikane.

Morten Messerschmidt har skyndsomt forstået at gribe stafetten og harcellerer nu over »lighedsfascismen« – til trods for at den røde regerings kurs ligger i forlængelse af et tiår med VKO, hvor stigningen i Danmarks ulighed har været Vesteuropas næsthøjeste.

Og Messerschmidts foragt bunder i en ‘logik’, der symptomatisk nok er i tråd med Thorning-Schmidts og Frederiksens, når han skriver: »Hvad har dog skabt et samfund, hvor ikke bare halvdelen af landets indbyggere ser sig berettiget til at leve af den anden halvdel, men hvor også den arbejdende halvdel blindt finder sig i at være skaffedyr for et samfund i moralsk forfald?« (Jp.dk, 8.1.2012).

Spørgsmålet røber, hvad der sker, når syndebukkejagt blokerer for basale kendsgerninger. Faktum er, at omtrent halvdelen af befolkningen stort set altid har været uden beskæftigelse – det er der intet nyt i. Sådan har det været i over hundred år, hvor andelen af beskæftigede har svinget omkring 50 procent og kun er steget beskedent. Messerschmidt kunne med samme tungnemhed være chokeret over nyheden om, at Titanic er forlist.

Faktisk er den gennemsnitlige erhvervsfrekvens for højtudviklede lande i OECD lige under 50 procent – i USA ligger den på 51 procent og i Danmark på knap 53 (jf. professor dr.scient.pol. Kjeld Schmidt, Information 25.8.2011). Det er kalkuleret populisme at karakterisere så elementært et fællestræk mellem så vidt forskellige samfund som et pludseligt dommedagsscenario af »moralsk forfald«.

»Fri mig for denne omklamrende velfærd,« sprutter Messerschmidt videre i samme stil. Og fri er han da også, denne fyrsteligt skatteyderbetalte politiker, der bekvemt har fundet ny anvendelse for den velkendte dæmoniserende retorik, vi kender til hudløshed fra hans parti gennem de forløbne 16-17 år.

Dehumaniseringen er i gang igen, og landets ledige stemples fnysende som »gøgeunger«. En elskværdig metafor, der selvfølgelig skal understrege, at ledige er snyltere, der skubber de arbejdende masser ud af deres trygge reder, ikke sandt?

Han skulle have munden vasket med sæbe, skulle han.

Men så kender vi da Messerschmidt og hans parti igen. Atter en Prügelknabe at forarges over. Atter en paria at foragte. De ledige er de nye ‘muslimer’.

[Klummen er trykt i Politiken. REL.]

APROPOS

> Kuldegysende socialsystem

Ny forskning af lektor i sundhedspædagogik ved DPU Aarhus Universitet, Karen Wistoft, viser, at et tættere naturforhold gør børn klogere på mad og natur, giver større lyst til at lære og styrker børns mentale og fysiske sundhedtilstand. Undervisning i naturen og viden om, hvor maden kommer fra, er med andre ord afgørende faktorer for børns udvikling.

Wistoft udtaler: »Mange børn har i dag slet intet forhold til naturen. De tror, kyllingerne kommer fra fryseren, og de kan hverken kende forskel på en rødbede og en pastinak eller et egetræ og et grantræ. Det er så markant, at internationale forskere taler om, at børn i dag lider af nature deficit disorder eller på dansk naturblokering. Og forældrene er selv med til at skabe denne situation ved ikke at prioritere skov, strand, mark og have.« (Kristeligt Dagblad, 7.1.2012).

Ifølge en undersøgelse fra Danmarks Naturfredningsforening fra 2009 er vor tids børn end ikke halvt så meget ude i naturen som på vore bedsteforældres tid, og af en nyere undersøgelse fremgår det, at kun halvdelen af nutidens 8-12-årige har set en snog, en vibe eller en forstening. Tankevækkende nok er der ingen forskel på, om børnene er vokset op i byen eller på landet - naturmanglen er tilsyneladende lige udtalt.

Hjerneforsker Kjeld Fredens påpeger de fysiske konsekvenser af en udvikling, hvor teknologiske oplevelser erstatter naturoplevelser: »Når børn er online, brænder de mental energi af. Vi ved fra undersøgelser, at stressniveauet falder hos både børn og voksne, når de bevæger sig udenfor.«

Problemet vil kun vokse i omfang, hvis ikke skoler og forældre tage sig sammen - og hvis ikke medierne fokuserer på problemet.

Når masser af børn tror, at kylling bare kommer fra fryseren, er de ikke alene blottet for basal viden om fødevareforhold, men naturligvis også helt uvidende om den forskel, der kan være på dyreforhold, hvorved de som voksne forbrugere bliver endnu mindre bevidste om sund kost såvel som de ofte horrible produktionsforhold, som f.eks. ikke mindst kyllinger og svin ofte er underlagt.

Og når mange ikke engang kan se forskel på et egetræ og et grantræ, er det ikke alene udtryk for et understimuleret vidensfelt, ‘blot’ fordi undervisning i naturkendskab desværre er så godt som ikke-eksisterende, men også et mere grundlæggende symptom for manglende naturoplevelser og -erfaringer, der altså kan have både mentale og fysiske konsekvenser.

Politikerne har naturligvis også et medansvar.

I en kommentar til problemstillingen påpeger en tidligere naturvejleder påpeger på biologen og forfatteren Michael Stoltzens blog: »Har selv arbejdet 3½ med naturformidling for småbørn i Århus kommune, bl.a. med metodeudvikling, analyser og beskrivelse af forløb etc. Rigtig mange gode forløb, meget positiv respons fra skoler, dagtilbud, børn og forældre – men efter de 3½ år blev stillingen nedlagt. I år har kommunens politikere så gået et kæmpeskridt videre i at reducere naturen som læringsrom for børn, unge og voksne i kommunen. De to eneste naturvejlederstillinger i kommunen, tilknyttet hvert sit Naturcenter blev skåret væk fra budgettet fra 2012. Skammer mig over at bo i en kommune som tænker og handler således.« (Dansk Naturs Blog, 8.1.2012).

Problemet med at få naturoplevelsernes betydning forankret i debatten er også, at det er så vanskeligt at beskrive, hvad dét at gå i skoven, se solen stå op over heden eller spotte en spændende fugl egentlig gør ved os.

Det er en æstetisk oplevelse, en emotionel oplevelse, som engang var naturligt forankret i vores sprog, takket være utallige danske digtere, fra Adam Oehlenschläger, St. St. Blicher og Christian Winther til Jeppe Aakjær, Thøger Larsen, Sophus Claussen, Otto Gelsted, Viggo Stuckenberg, Frank Jæger og mange flere.

I dag er der langt mellem naturdigtene - Eske K. Mathiesen leverer nogle af de få undtagelser. Og når vi som voksne bliver naturfattige, både fordi naturen underprioriteres, parcelleres og misligeholdes - for nu at sige det mildt - mens naturen samtidig fylder stadig mindre i kunst, sange og poesi, giver vi selvfølgelig vor egen forarmelse på dette område videre til vore børn.

Eller som det udtrykkes af biolog Morten D.D. Hansen, som mange kender fra de glimrende naturudsendelser på DR, Bidt af naturen: »At gamle danske sange næsten uden undtagelse handler om naturen, afspejler ikke kun, at vi tidligere var langt mere afhængige af naturen. Det afspejler også, at naturen var langt federe. Den var værd at skrive om! Jeg vil faktisk godt have en smule af den natur tilbage – bare en smule. Og helst lidt mere end blot det nordlige Samsø. For der er ikke megen fornøjelse i at synge om sprøjtespor. Det synes ungerne heller ikke.«

Naturoplevelsens mentale betydning er vanskelig at forklare, medmindre det sker i litteratur og billedkunst - eller forbliver uudtalt og blot oplevet. Også derfor er det af afgørende betydning, at der er forskere, som undersøger og dokumenterer den positive værdi, naturen har for vores udvikling og opvækst - og konsekvenserne af det tab, natur-manglen indebærer.

Undersøgelserne af børns mangel på naturoplevelser er derfor tankevækkende, ja, alarmerende. Det er ærgerligt (men desværre symptomatisk), at hovedparten af medierne slet ikke samler historien op.

Lad mig derfor slutte af med et vidunderligt citat af Jens Baggesen fra Labyrinten (1792-93) om en helt central oplevelseskvalitet, der er mere udtalt i naturen (og kunsten) end i byen (og arkitekturen). Naturen er rig på kurver, og også dét rummer en oplevelsesværdi, som afveksler og afstresser:

»Al Varme, al Bevægelse, al Kierlighed er rund, eller i det mindste oval, spiral, eller paa een og anden Maade bugtende. Kun det kolde, det ubevægelige, det ligegyldige, og selv det hadefulde er snorlige og kantet. Stode Menneskene, for Exempel, til Feldts i Grupper, i runde Kredse, i stæden for i Colonner og i Geledder, vilde de dandse i stæden for at slaaes. Derfor beroer og den hele Taktik paa Vinkler. Naar saae man en kantet Flamme, naar jeg undtager den dræbende Lynild, der dog vel kun synes saa? - en snorlige Bæk? En stiv Omfavnelse? Hvor yndigt bugter sig Luen! hvor deiligt bølger og snoer sig den rislende Flod! og hvor bøieligt, hvor slyngende, hvor rundt er alt i Gruppen Amor og Psyche! Det ligeste paa Mennesket er de kolde, ubevægelige, bidende Tænder - og dog har den skiønne Natur sørget for at de staae i en Halvcirkel. Livet er rundt og Døden er kantet. Vi komme runde og bugtende til Verden, og gaae kantede og stive derfra. De nyeste Vugger ere ovale - en skiøn Opfindelse! thi det voxende Liv bevæger sig deri; vore Liigkister derimod ere fiirkantede.«

Kom lidt mere ud i naturens kurver - og ta’ børnene med.

APROPOS

> Fotoserier fra Danmarks natur: Danarige
> Danmark, mit moderland
> Bølgende havland

Som to specialister i velfærdsanalyse, Magnus Paulsen Hansen og Mathias Herup Nielsen, skriver i et tankevækkende indlæg i Information, lanceres tiltag over for de ledige ikke engang længere formelt som hjælpeforanstaltninger, men er nærmest blevet til straffeekspeditioner, og den arbejdsløse er gået fra at være et »nødstedt offer« til en »moralbryder«:

I denne nye fortælling er det den arbejdende middelklasse, der indtager rollen som det nødstedte offersubjekt, der skal reddes af det beskæftigelsespolitiske apparat.

Middelklassen udnyttes af en krævende, nassende og, med beskæftigelsesministerens ord, »stærkt provokerende« masse af sociale klienter, der ser samfundet som et tagselvbord.

Stramninger og skærpelser af arbejdsløses pligter søsættes stadig som en redningsaktion, men det, der skal reddes, er ikke længere den arbejdsløse selv, men derimod vores incitament til at gå på arbejde og vores følelse af ret og rimelighed.

Det beskæftigelsespolitiske system skal, en kende paradoksalt, ikke først og fremmest servicere den arbejdsløse, men alle os andre ved at tage lidt hårdere fat om de ikkearbejdende moralforbrydere. De skal have det tilstrækkeligt dårligt til, at det ikke krænker os.

Ved at sanktionere Carina og co. signalerer politikerne, at de honorerer den arbejdende befolknings krav om retfærdighed, efter nøjagtig samme logik som den, der i andre sager har ledt til en udvidelse af strafferammen for voldtægter eller til en sænkelse af den kriminelle lavalder. Den slette moral afstraffes uagtet straffens effekt på den afstraffede.

Information, 3.1.2012

Politikken over for ledige nærmer sig opdragerens og fangevogterens, og i stedet for, at lønarbejdere er tilfredse med, at de selv er havnet blandt den del af befolkningen, der har mulighed for højere indtægt, vænner politikere os til at se ned på ledige som snyltere, der dræner hårdtarbejdende danskere.

Imidlertid bliver det igen og igen overset, at det faktisk er helt normalt, når omtrent halvdelen af den danske befolkning står uden for arbejdsmarkedet. Tæller vi børn, studerende, pensionister og syge med, er det ca. halvdelen af befolkningen, som er erhvervsaktiv, og halvdelen, der ikke er.

Professor dr.scient.pol. Kjeld Schmidt fastslog f.eks. i sommers: »Den gennemsnitlige erhvervsfrekvens for de højtudviklede lande i OECD var i 2009 på 48 procent. Heraf tegnede USA sig for en rate på knap 51 procent, mens den for Danmarks vedkommende var knap 53 procent. Danmark er med andre ord ét af de lande, der har den højeste erhvervsfrekvens. Ikke nok med det, erhvervsfrekvensen har været jævnt stigende de sidste hundrede år, fra omkring 43 procent i begyndelsen af 1900-tallet til omtrent 50 procent de senere år. Hvis vi tager erhvervsfrekvensen for mennesker i den såkaldt ‘arbejdsduelige alder’ fra 15 til 64 år, ligger Danmark i top med omkring 75 procent erhvervsaktive, 5-10 procentpoint over USA.« (Information, 25.8.2011).

Hvad betyder det? Det betyder, at selv om store kriser ekstraordinært kan flytte tusinder uden for arbejdsmarkedet, vil der også i alle tilfælde være en meget, meget stor del af befolkningen, som altid står uden for arbejdsmarkedet, sådan som samfundet er indrettet - faktisk netop rundt regnet halvdelen.

På tværs af skiftende regeringer og skiftende internationale konjunkturer er der i hundred år reelt ikke sket den store forandring - erhvervsfrekvensen er steget fra ca. 43 til ca. 53 herhjemme, endog parallelt med at kvinder i stort tal er kommet ud på arbejdsmarkedet. Det er ret beset ikke meget i det store billede.

Samtidig viser det, at på trods af straffeekspeditionsretorikken over for ledige, anført af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, ligger Danmark i toppen, når vi ser på erhvervsfrekvensen. Igen og igen kan vi understrege, at ledighed ikke skyldes dovenskab, men at der ikke er lønarbejde til alle - og at der i en krisetid selvfølgelig er det i endnu mindre grad.

Men det er også værd at bemærke, at velfærdssamfundet (så længe det varer) Danmark altså sikrer en højere erhvervsfrekvens end anti-velfærdssamfundet USA.

Og det er værd at bemærke, at 1) klapjagten på de ledige hviler på et overfladisk og absurd syndebukkebehov, der i stedet for at rette det kritiske blik mod de interesser og de forhold, der har skabt krisen, retter forargelsen imod dem, der rammes af den. Og at vi 2) i stedet for at erkende og acceptere, at ledighed er en naturlig del af samfundet, og at det derfor er så meget desto væsentligere at sikre og normalisere lediges vilkår og rettigheder, straffer og umyndiggør dem uden anden effekt end - straf og umyndiggørelse.

APROPOS

> Korrupt Big Brother på nakken af ledige?

GOD WEEKEND - OG NOGET HELT ANDET APOLITISK …

> En frostmorgen på Anholt
> Ismael og Akab

»Op af brøndens klare vand / trækker jeg min tissemand / den er slimet / den er slasket / den har alle piger vasket / den har Grethe suttet på / så nu er den blevet blå,« læste Poulsgaard op på et pressemøde i protest mod, at ‘den slags’ skulle kunne få kulturstøtte.

Poulsgaard platituder var så fjollede og inkompetente, at det er en gåde, at de kunne holde ham i Folketinget i sytten år - og dog. For Poulsgaard var trods alt en røst af en fortid, som endnu afspejlede (afspejler?) sig i tidens ufornuft, og eksponering af sådanne fjollerier kan nogen tilsyneladende identificere sig alt for godt med.

Joachim B. Olsens opkast over velfærdssystemet kombineret med hans tv-temperament som en fornærmet hystade, samt et sovehjerte, som selv Jesper Langballe næsten må misunde ham, udgør måske den cocktail, der gør kuglestøderen Olsen fra Liberal Alliance til vor tids pølsemand Poulsgaard fra Fremskridtspartiet - dansk politiks nye pauseklovn? Altid god for en tosset bemærkning.

Forskellen er blot den, at hvor Poulsgaard trods alt har et vist autentisk lune gemt bag udgydelserne og lykkeligvis er yesterday’s news, er Olsens indædte kynisme desværre for landets ledige rigtig meget today’s news og derfor betydeligt mindre morsom.

Seneste nyt fra kuglestøderen er følgende: »Reducer de offentlige udgifter med 150 milliarder, afskaf efterlønnen helt, halver dagpengeperioden, hæv pensionsalderen, drop alle jeres nye afgifter og skatter, reducer den offentlige sektor med minimum 40.000 ansatte, afskaf topskatten og halver selskabskatten. Det er konkret, det er nødvendigt og det vil virke Statsminister! Men det kræver naturligvis politisk mod og lederskab!« (Citeret efter B.T., 2.1.2012).

Det kræver »mod« og »lederskab« at smide endnu flere ledige ud i et økonomisk sort hul, ikke sandt? Vi »lever for længe,« mener Olsen tilmed, hvormed han påpeger, at det er for dyrt for det offentlige at sende ældre på pension, hvorefter de overlever yderligere 25-30 år uden for arbejdsmarkedet. Ja, gid levealderen dog røg ned igen.

Hvad vi selvfølgelig savner svar på, er, hvordan de ledige skal forsørge sig selv på et arbejdsmarked, der kun har plads til omkring halvdelen af befolkningen, medmindre et meget stort antal lønmodtagere er parate til at gå ned i arbejdstid - hvilket vist ikke just er kuglestøderens plan?

Eller hvad der skal gøres ved den stigende ungdomsarbejdsløshed, hvis ældre bliver på arbejdsmarkedet, til de kan hældes direkte i graven, i stedet for at gå på pension? Eller hvad det vil betyde for samfundsøkonomien, når de offentlige ydelser pludselig skæres ind til blodåren og dermed giver hundredtusindvis af danskere endnu mindre købekraft midt i en krisetid? Eller om han virkelig tror på, at endnu højere pensionsalder og endnu kortere dagpengeperiode ved et trylleslag gør Danmark i stand til at udkonkurrere Kina på lønudgifterne?

Selvfølgelig kan mange flere komme i arbejde, hvis vi ligefrem gør de lediges tilværelse så utåleligt ringe, at ren desperation skaber et pjalteproletariat, der med pistolen for panden knokler som rettighedsløse børnearbejdere i den tredje verden. Halleluja!

Er det virkelig dét samfund, vi ønsker - eller hvor langt i den retning skal vi gå, før det er tilstrækkeligt for Olsen? Og kan vi nogen sinde gå langt nok i realiteternes verden, når det danske leveomkostningsniveau er og bliver så meget højere end i den tredje verden, hvor lønnen er i bund?

Hverken Poulsgaard eller Olsen hører til rigets dybeste brønde, men det er nu lige før, man savner yesterday’s Poulsgaard og hans fjollede »Op af brøndens klare vand, / trækker jeg min tissemand …« frem for today’s Olsen.

Fortidens politisk pauseklovn var en tosset kyniker med en vis akavet og anakronistisk charme - nutidens pauseklovn er blot kyniker.

APROPOS

> Selvforsørgelse: Joachim B. Olsens nye kortslutning

OG FOR SJOV

>Joachim B. Olsens kvægræs (Youtube)

OG NOGET HELT ANDET: IKKE ET ORD OM POLITIK …

> Birkene ved Pakhusbugten på Anholt

Nina von Hielmcrone, der er jurist og lektor i offentlig forvaltning, udtalte imidlertid: »Jeg mener bestemt, at man bør være kritisk over for validiteten af undersøgelsen. Derudover viser erfaringer fra blandt andet Sverige, at kontrolgrupper har en tendens til at forstørre problemerne.« (Information, 14.12.2011).

Ja, gad vide hvor mange af de 22 pct. af de adspurgte i KMD’s undersøgelse, der ‘kender til’ socialt bedrageri, som forarget har sluttet sig til naboens mistænkelige adfærd ud fra rygter og simple fejlantagelser?

Samtidig er det kommet frem, at KMD står til at tjene kassen på det milliard-bedrageri, de selv har regnet sig frem til eksistensen af, idet firmaet skal udarbejde den it-løsning, der ordner problemet …

Ganske fikst, ikke sandt?

KMD’s it-løsning er netop blevet præsenteret, og Information skriver bl.a. herom:

It-løsningen fra KMD hedder Kontroludtræk og går ud på, at kommunerne kan lave omfattende registersamkøringer af samtlige oplysninger om borgerne fra de forskellige myndigheder under kommunen. Kommunerne kan selv vælge hvilke slags sammenfald i folks personlige oplysninger, der skal ’poppe op’ som mistænkelige og på den baggrund ende på kommunens såkaldte undringsliste.

Eksempelvis kan en kommune vælge at udtrække oplysninger om samtlige fraskilte fædres boligforhold, og hvis der bor flere enlige mænd i én lejlighed, dukker mændenes eks-koner automatisk op på kommunens undringsliste. Tesen er, at flere enlige mænd på én adresse kan være tegn på, at det er en proformaadresse, så mødrene til deres børn kan indkassere ekstra ydelser som enlige forsørgere.

Jurist og tidligere lektor i socialret på Den Sociale Højskole i København Simon Thorbek kritiserer dette skred i overvågningen, og lektor i persondataret på Aalborg Universitet Charlotte Bagger Tranberg kalder det »et meget vidtgående indgreb« og fastslår, at man mistænkeliggør uskyldige: »Bare fordi ens eks-mand har ustabile boligforhold, er det ikke ensbetydende med, at man har gjort noget galt. Og hvis logikken er, at ingen, der ’har rent mel i posen’, dukker op på listen, så har man allerede mistænkeliggjort en hel gruppe mennesker ud fra nogle kriterier, som ikke i sig selv er et tegn på, at man er bedrager. (…) i de mange situationer, hvor sporet ender blindt, er det så det værd at mistænkeliggøre en kæmpe gruppe borgere, for at fange nogle trods alt relativt få? For det er jo det, man gør.«

Tænk, at det er kommet dertil? En stat, der på semi-totalitær vis emsigt scanner folks samliv? Gad vide hvor omkostningskrævende hele korpset af sagsbehandlere og overvågere egentlig er?

Og selvfølgelig skal et analysefirma ikke have økonomiske interesser involveret i udfaldet af en analyse, som det er tilfældet med KMD. Det turde være indlysende. Hvorfor ikke også bestille en undersøgelse af behovet for flere butiksvagter hos Securitas Group - eller en undersøgelse af nødvendigheden af nye håndvåben til politiet hos en våbenfabrikant?

Selvfølgelig er der socialt bedrageri, og selvfølgelig skal bedrageri standses, men man må også spørge sig selv, om et system, der tyr til den slags metoder, selv lider af grundlæggende systemfejl?

Det gælder om både at umuliggøre og overflødiggøre snyd ad den mindst indgribende vej i stedet for at mistænkeliggøre alle og snage i folks samliv.

Først og fremmest er der fortsat én grundlæggende og afgørende faktor, som politikerne er nødt til at erkende: Der er ikke arbejde til alle - der er og bliver ledige, som ikke kan få et job. Så længe politikere og lønmodtagere ikke er parate til at dele det arbejde, der er, i kraft af kortere arbejdstid, vil utallige borgere i samfundet i alle tilfælde være henvist til ledighed. Det er ikke selvforskyldt, det er simpelthen sådan samfundet er indrettet, og det bliver kun yderligere forstærket af den aktuelle krise.

Derfor handler det om at indrette et system på den mest værdige og frie måde for det meget store antal borgere, der (uundgåeligt) kommer til at leve en større eller mindre del af deres liv på offentlig forsørgelse (hvorved de jo i øvrigt giver plads til, at andre kan optage de jobs, der er), ikke konstant mistænkeliggøres og jages rundt i en kafkask manege.

Der er socialt bedrageri, men der er også skattesnyd og kynisk spekulation for milliarder. Ledige er hverken bedre eller ringere end andre borgere - men de ledige bliver kollektivt udsat for en grotesk overvågning og en ekstremt nedværdigende umyndiggørelse.

Og det må da som minimum være muligt at indrette et system på en måde, hvor folk kan være i fred for, hvem og hvornår de er sammen med kærester og ex-ægtefæller osv.? Socialsystemet trænger til en gennemgribende afbureaukratisering og en kraftig udlugning af kontroltyranniet, hvilket atter kræver en omfattende forenkling af satser, der så vidt muligt er uafhængige af, om man er enlig forsørger eller ej.

Men skal omfanget af socialt bedrageri undersøges - og en indsats målrettes - skal det selvfølgelig være uafhængige forskere, der står bag.

APROPOS

> Kuldegysende socialsystem