DR og TV2 har især i sagerne om Forsvarsministeriets og Forsvarskommandoens ageren under de akkumulerende skandaler og lækagemysteriet været forbavsende tilbageholdende og holder sågar hånden over den centrale kilde i en af de største kriser i Forsvaret i nyere tid - magtens cirkler beskyttes og hjælpes i visse tilfælde ligefrem aktivt (jf. TV2 som magtens beskyttende hånd).

Desværre synes de øvrige medier også at lægge låg på, hvilket ikke lever op til pressens rolle som fjerde statsmagt. Derfor er opstået den sære situation, at det tætteste på en journalistisk afdækning af nogle af de mest betændte eksempler på magtmisbrug foregår blandt kritikere og kommentatorer (eller i det mindste så ‘journalistisk’ afdækkende som en kritisk kommentar og analyse nu kan komme).

Jeg har i nærværende blog tidligere fremhævet Michael Jeppesen afdækning af TV2 Nyhedernes rolle som regeringens forlængede spin-aktør. Her er ikke blot tale om en ‘holdning’ til en sag, men også om afdækning af en sag: TV 2 Nyhederne løj om læk.

Et par yderligere - relaterede - eksempler:

1) Carsten Jensens påpegning af en helt elementær grund til, hvorfor den meget omdiskuterede bog af Thomas Rathsack, Jæger - i kamp med eliten (2009), blev mødt med spin, løgn og propaganda fra kredse i Forsvarskommandoen - og med dramatiske forsøg på at gennemtvinge forbud og selvcensur blandt forfatteren, forlaget og aviserne.

Men det er altså ikke en avis, der har ryddet forsiden her, nej, det er en klumme af en forfatter, som af alle steder står at læse i (det i øvrigt glimrende) Hus forbi. Her hedder det bl.a.:

Filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen afslørede i sin dokumentarfilm ‘Den hemmelige krig’, at danske soldater udleverede afghanske krigsfanger til amerikanske tropper, som derpå mishandlede og torturerede dem. Dermed brød vi med den Geneve-konvention, vi selv har skrevet under på, og som også er til for at beskytte danske soldater, skulle de engang selv blive krigsfanger. Det kom der aldrig nogen regeringskrise ud af, for det lykkedes Forsvarets spindoktorer i tæt samarbejde med pressen at mistænkeliggøre Guldbrandsen og hans motiver. (…)

Hvis der er en bog, stort set alle journalister har gennempløjet, er det lige præcist Thomas Rathsacks. Men enten kan journliasterne ikke læse, eller også vil de ikke læse. På side 113 i bogen finder man nemlig den rygende pistol, som Christoffer Guldbrandsen ledte efter i sin film, og som Forsvarsministeriet og den danske presse i uskøn enighed hævdede, han aldrig fandt.

I sin opremsning af de danske jægersoldaters resultater under deres indsættelse i Afghanistan skriver Rathsack: ‘Herunder fanger danske jægere to gange afghanere, som overdrages til amerikanerne.’ Rathsack var der, han så det. Her det førstehåndsvidne, alle har efterlyst.

Carsten Jensen
Hus forbi nr. 3, 2010

Carsten Jensen har naturligvis en holdning til det, han skriver om i sin klumme, og en klumme rummer i sagens natur ofte en grad af polemik, men han afdækker også et væsentligt element i det, han skriver om.

Et tredje eksempel er Erik Valeur, der i sin mediekritiske klumme leverer den oplagte vinkel og det journalistiske afsæt, som pressen i øvrigt har ladet ligge i lækage-sagen:

Tænk på følgende scenarie: At den nu fhv. forsvarsminister var ganske tæt på, da TV2 fik serveret solonyheden om jægerne. Det er den tese, der nævnes igen og igen i magtens centrum - og ikke kun blandt journalister. Jamen, så har vi - i det allermindste - en mistanke om noget uhyre frygtindgydende: En forsvarsminister, der selv stod bag den læk, som militærfolk kalder landsforræderi.

Alene mistanken - i dens grumhed - burde få det officielle og politiske Danmark til øjeblikkeligt at kræve sagen oplyst for at afsløre uretfærdigheden - med den uretfærdigt mistænkte mand allerforrest.

I stedet sker det stik modsatte. ‘Systemet’ tier, forhaler og mørklægger. Dermed er mistanken om ministerens involvering blevet suppleret med mistanken om et cover-up - og i så fald et af de mest snavsede i danmarkshistorien. Det er desværre set før, at man på højeste sted beslutter, at visse sandheder er for heftige at byde befolkningen - f.eks. en elsket forsvarminister som landsforræderisk ‘crook’ - åh nej.

Og så indtræder den ‘danske stilstand’ - den, der skyldes, at man ikke i Danmark, som i andre lande, kan beslutte og gennemføre særlige undersøgelser af en mulig skandale, så såre flertallets vognborg er på plads. Exit sandheden. Og den rådvilde presse.

Erik Valeur
Politiken, 14. marts 2010

I disse kommentarer og klummer er der afdækninger, vinkler og pointer til yderligere dybdeborende spaltekilometer af journalistisk relevans og stor samfundsmæssig betydning. Hvem samler dem op (igen)?

Disse historier er jo langtfra afsluttede; de er derimod blevet lukket lige på dét tidspunkt, hvor de for alvor var blevet magtundergravende. DR og TV2 bærer en stor del af ansvaret herfor - derfor må den øvrige presse grave videre og blive endnu mere nærgående.

Hvilken opgave er vel større for en fri presse end den at se magthaverne kritisk efter i sømmene - hele vejen?

Ligesom Christian H. Hansen er også en anden af partiets topfigurer, Rikke Cramer Christensen, udbryder af Dansk Folkeparti, som ifølge Fokus koncenterer sig alt for meget om burkaer og indvandrere frem for at tage hånd om de reelle samfundsproblemer såsom den økonomiske krise, arbejdsløsheden og sygehusenes utilfredsstillende vilkår.

Blandt de øvrige folketingskandidater er foreløbig Mirja Holm og Kim Eggers - og i kulissen står partiets kendis muligvis klar: i hvert fald har Kim Eggers’ datter, den tv-kendte ex-stripper Kira Eggers meldt sig ind i partiet og afviser tilsyneladende ikke at blive mere end menigt medlem på længere sigt.

Hvor det i 1970′erne var venstrefløjen, som var samlingssted for en række partipolitiske knopskydninger, er det i dag højrefløjen, der har oplevet det ene parti efter det andet - Ny Alliance, Liberal Alliance, Liberalisterne, Borgerligt Centrum og nu altså partiet Fokus.

Som bekendt er mulighederne ikke gunstige for nye partier - I 40 år er de eneste nye partier, der ikke i forvejen havde folketingspolitikere på Christiansborg, og som klarede underskriftsindsamlingen og spærregrænsen i første forsøg, Fremskridtspartiet (1973) og Fælles Kurs (1987).

Christian H. Hansen har fordel af at være medlem af Folketinget, mens partiet samler underskrifter, hvilket giver ekstra ‘gratis’ synlighed og opmærksomhed - men det gavnede f.eks. ikke Borgerligt Centrum, og ser fortsat heller ikke ud til at sikre Liberal Alliance pladser efter næste folketingsvalg.

Det bliver heller ikke en let opgave at samle de 40.000-50.000 underskriftsblanketter, der reelt skal til for at sikre ca. 20.000, der inden tidsfristens udløb kan nå hele vejen gennem det bureaukratiske system; bl.a. fordi mange ikke vil skrive deres fulde cpr-nummer eller kommer til at udfylde blanketten ufuldstændigt (selv meget små fejl og udeladelser gør den ugyldig) - eller simpelthen glemmer, at de selv skal returnere den udfyldte blanket til partiet, efter folkeregistrets foreløbige godkendelse.

Blankettens vej gennem systemet er nemlig langt mere omstændelig, end de fleste er klar over: 1) Blanketten bliver udfyldt på gaden, 2) partiet sender den til folkeregistret i vælgerens hjemkommune, 3) folkeregistret forhåndsgodkender den kun, hvis underskriveren er myndig statsborger og blanketten er 100% fejlfri, 4) folkeregistret sender blanketten tilbage til vælgeren, 5) vælgeren skal selv videresende den forhåndsgodkendte blanket til partiet, og 6) endelig skal partiet til sidst aflevere de forhåndsgodkendte blanketter til endelig godkendelse i Indenrigsministeriet (der tjekker for snyd - og desuden afviser blanketter fra vælgere, der også har underskrevet for andre partier).

Det hele skal ske inden 18 måneder efter datoen for underskriften (punkt 1), for derefter forældes blanketterne.

Mange udfyldte blanketter når med andre ord aldrig hele vejen fra punkt 1 til punkt 6, og det er derfor, partiet risikerer at skulle indsamle 40.000-50.000 udfyldte blanketter på gaden for at sikre sig de 20.000 godkendte i sidste ende.

Alene porto- og trykudgifter forbundet hermed beløber sig let til 150.000-200.000 kr., hvortil kommer kampagnematerialer og udgifter i øvrigt.

I første omgang er spørgsmålet derfor slet ikke, om Fokus kommer i Folketinget, men om de overhovedet kommer på stemmesedlen …

Ny Alliance klarede dette forholdsvis ubesværet med et maksimalt antal kendisser og en hidtil uset gunstig mediedækning - men Fokus er langtfra så heldigt stillet. Oppositionen kan naturligvis håbe, at det lykkes partiet at blive opstillet, så der er endnu et borgerligt parti til at splitte regeringsstøtternes stemmer, men der er altså en lang vej.

Det mest bemærkelsesværdige ved partistiftelsen er og bliver derfor primært den konstatering, at der trods alt også er politikere med års baggrund i Dansk Folkeparti, der ikke blot mekanisk taler for strammere og strammere regler, mere diskrimination og hårdere retorik mod landets muslimer, men tværtimod endelig har fået nok. Faktisk var en væsentlig del af grundlaget for Christian H. Hansens udmeldelse i sin tid netop et opgør med Dansk Folkepartis overdramatisering af indvandrerproblemer.

I partiprogrammet hedder det da også i forbløffende stærk kontrast til Dansk Folkepartis generelle politiske linje: »FOKUS ønsker en realistisk udlændingepolitik med udgangspunkt i, at Danmark er og skal være et åbent og tolerant samfund. Mennesker skal ikke bedømmes efter oprindelse, men efter hvad de kan og vil bidrage med. Efter vores opfattelse er et mangfoldigt samfund også et både stærkere og mere dynamisk samfund.«

Christian H. Hansen uddyber: »Vi skal have mere dialog med folk, som kommer hertil. Både ude i kommunerne og på arbejdspladserne, så vi kan hjælpe dem bedre på vej, end vi gør nu. Når vi skaber en situation, hvor vi ikke har pladser nok til dem (indvandrerne, red), så giver det jo et problem. Det er i høj grad samfundets ansvar. Når det går galt, er det jo ofte, fordi der ikke foregår en dialog.« (Politiken.dk, 10.3.2010).

Selv om man ikke helt skal undervurdere tiltrækningskraften i en mærkesag som dyrevelfærd, har det nye parti nok alle odds imod sig for blot at nå frem til stemmesedlen - og alle odds imod sig for at blive stemt ind til næste folketingsvalg - men partiet er endnu et interessant udtryk for på borgerlige modstand imod Dansk Folkepartis overeksponering af en antimuslimsk udlændingepolitik.

Ingen tvivl om at der er et stort borgerligt potentiale for at bryde radikalt med regeringsalliancen med Dansk Folkeparti - det viste Ny Alliance med al tydelighed ved gennembruddet med Gitte Seebergs nok er nok, før partiet imploderede i favnen på opportunisten Khader.

Sandsynligheden for, at Fokus kan samle dette potentiale op, er imidlertid i bedste fald minimal.

Mette Blauenfeldt, der er leder af Center for Udsatte Flygtninge i Dansk Flygtningehjælp, udtaler: “Lovgivningen med nedsatte ydelser, starthjælp, 300-timers-regel, loft over kontanthjælp, nedsættelse af hjælp til ægtefæller og så videre har i særdeleshed ramt etniske minoriteter og rigtig mange flygtninge.” (Ritzau, 9.3.2010).

En befolkningsgruppe, der med andre ord er ekstra udsat og marginaliseret i det danske samfund - socialt og politisk - diskrimineres reelt af lovgivningen, der ganske enkelt er fattigdomsproducerende og kriminalitetsmotiverende.

I antologien Velfærd på vildspor (2004) dokumenterer Morten Ejrnæs, at f.eks. flygtningefamilier på starthjælp i værste fald får reduceret deres rådighedsbeløb ned til det halve af en dansk familie på kontanthjælp, og at ordningen er skruet sådan sammen, at den blot er et incitament til børnearbejde, tiggeri, sort arbejde, flaskesamling og kriminalitet.

Det er selvfølgelig en politisk mekanisme, der holder marginaliseringscirklen i gang: Indvandrere diskrimineres, hvilket fører til øget marginalisering og fattigdom, hvilket fører til kriminalitet og radikalisering, hvilket er benzin på det indvandrerfjendtlige bål, hvilket fører til øget politisk pres på etniske minoriteter i lovgivningen, hvilket fører til øget diskrimination … osv.

Ganske symptomatisk for udviklingen i dansk politik er antallet af længerevarende fattige indvandrere således fordoblet netop i perioden 2001-2007.

Dermed fastholdes en befolkningsgruppe hele tiden i en trængt situation, hvor de dårligst stillede børn og unge med indvandrer- og flygtningebaggrund vokser op i den absolutte bund af dansk fattigdom, hvilket for fleres vedkommende selvfølgelig skaber grobund for yderligere social marginalisering på længere sigt.

Alligevel hører vi næsten aldrig om dette problem længere - der også dennegang forbliver på Ritzau-telegramniveauet i den almindelige presse.

Det er blevet acceptabelt at trække på skuldrene over det faktum, at nogle mennesker reelt tvinges til at være endnu fattigere end de i forvejen dårligst stillede arbejdsløse på kontanthjælp - hvorfor?

Når alle udenomssnakkende mellemregninger springes over - fordi Danmark med lovgivningens vold og magt skal signalere, at ‘fremmede’ er uvelkomne i Danmark. Sådan ligger landet.

Det er sjovt, men det rummer selvfølgelig også en afgørende brod. Gang på gang er det tydeligt, hvorledes TV2 agerer regeringsloyal mikrofonholder og i visse tilfælde sågar fungerer som en direkte eller indirekte aktivistisk støtte af regeringen og Dansk Folkeparti.

Naturligvis er kanalen ikke en ny version af Pravda, og naturligvis bringer man regeringskritiske historier, men alt for hyppigt kunne visse indslag lige så godt være instrueret i ‘Minimalstatsministeriet’ - for nu at referere til ATS’s navngivning af Statsministeriet i Anders Fogh Rasmussens tid.

F.eks. har forfatteren Kirsten Thorup kritiseret, hvordan TV2 News lod et ukommenteret klip med et Pia Kjærsgaard-statement cirkulere flere gange under dagens sendeflade. Uden modspørgsmål docerede hun her, at “de” ikke er her for vore “blå øjnes skyld, men for at lave terror”, som en slags båndsløjfe, den dag Kurt Westergaard var blevet overfaldet af en mand af somalisk herkomst.

Dermed blev hun løftet til en integreret del af sendefladen frem for blot at være et emne for diskussion og journalistik, og signalerede med sit upræcise “de”, at somaliere eller indvandrere over en bred kam udgør en terrortrussel mod det danske samfund.

Og hvem husker ikke TV2’s iscenesættelse af den ikke-eksisterende indvandrerbande Triple A? Ikke den eneste gang, at indvandrerkriminalitet helt ukritisk blæses op, som var det Dansk Folkepartis pressetjeneste, eller at myndighedernes vinkling ukritisk og tendentiøst overtages i terrorsager. Eller TV2’s tidligere nævnte Svenning Dalgaard, der under karikaturkrisen ‘dækkede’ historien om arabiske kritikere af den danske regerings håndtering ved at karakterisere dem som “stjernetyderne i de arabiske lande”, der forsøgte at “finde hår i suppen”.

Eller for at tage et nyere eksempel, som Erik Valeur har hudflettet i en kritisk analyse - mikrofonholderiet over for den historiske præventive masseanholdelse under klimatopmødet, som TV2’s nyhedschef Michael Dyrby kaldte intet mindre end “eksemplarisk”.

Valeur skrev: “Jeg så en dækning, der var utrolig følgagtig. Politiet mishandlede hundredvis af uskyldige borgere, og TV2 kunne naturligvis have rullet det store skyts frem - som man gør i mange andre, langt mindre sager - i stedet blev Per Larsen båret i guldstol hen over skærmen tre dage i træk. Per Larsen blev båret i guldstol hen over skærmen tre dage i træk.” (Politiken, 28.12.2009).

Eller da TV2 Nyhederne for nylig forvandledes til DF2 Nyhederne i sagen om Hamid El Moustis ligegyldige SMS og den fuldkommen ensidige promovering af en udtalt Pia Kjærsgaard-fans hyldestvideo til Kurt Westergaard

For slet ikke at nævne de talrige gange, hvor Dansk Folkepartis Peter Skaarup optræder i rene mikrofonholder-interviews.

Og når så der endelig er optræk til regeringskritik, der kan have magtpolitiske konsekvenser, som da Kaare R. Skou tillod sig at røbe (hvad enhver kritisk journalist med viden herom burde røbe - og belønnes for at afdække), at det var en kilde i Forsvarsministeriet, der selv lækkede fortrolige oplysninger om udsendelsen af danske jægersoldater til Irak i 2007 – så sendes han gudhjælpemig på ufrivillig ‘ferie’ af TV2.

For den går ikke, vel? En sag, der kunne være udslagsgivende for at afsløre magtmisbrug, lukkes og vogtes nidkært af TV2 i en fuldkommen misforstået påberåbelse af ‘kildebeskyttelse’, der blot skal redde røven på den, der står bag et af de værste eksempler på spin i magtmisbrugets tjeneste.

I den aktuelle sag viser det sig endog, at TV2 har ageret som en bevidst del af magtens spin. TV2 holder nemlig ikke blot hånden over magtmisbrug, men lader sig bruge og misbruge til at viderebringe usandheder, velvidende at de er usandheder.

Som Michael Jeppesen kort, klart og præcist underbygger i et blog-indlæg, bragte TV2 Nyhederne fuphistorien om, at oplysningerne i sagen kom fra et fortroligt møde i Udenrigspolitisk Nævn, selv om TV2 altså vidste, at kilden var en anden - men som man ikke vil ud med.

TV2’s nyhedschef Michael Dyrby optræder dermed som regeringens mand i en altafgørende sag - på det, der skulle være en uafhængig public service kanal.

Det er ikke kildebeskyttelse - det er ene og alene utilsløret regeringsbeskyttelse.

»Så længe vi betragter jøderne som en særskilt gruppe, ser vi ikke ofrene som simpelthen mennesker. Så længe vi ikke ser Anden Verdenskrig som menneskers udryddelse af andre mennesker, som menneskets udryddelse af mennesket, altså som selvdestruktion, lige så længe vil udryddelsen let kunne gå ud over andre, nye grupper.« (Søren Gosvig Olesen, Berlingske, 1.3.2010).

»I et land med seks millioner arbejdsløse er det klart, at nazismen havde exceptionelt gode betingelser for væklst. Men selve trangen til enhed og identifikation, tror jeg, der er noget almenmenneskeligt over. Folket mangler altid retning, orden og orientering (…) Vi opfører os for disciplineret i nutidens samfund, vi finder os i for mange ting. Vi er ekstremt lovlydige og regelrette. Ikke mindst i Danmark.« (Søren Gosvig Olesen; Information, 1.3.2010).

Hvorfor er det sidstnævnte et problem, kunne man begynde med at spørge? Et svar er måske, at det mest ordnede udtryk for disciplinerede adfærd er flokmentaliteten, og at flokken derfor i virkeligheden altid har været menneskets latente modstander. Over for den konforme masse bliver det enkelte menneske, der i sin individuelle egenart står udenfor, let en ildeset afviger – ‘en fremmed’.

Jo flere disciplinerede, desto større er trykket mod de utilpassede, der ikke hører til den givne ‘orden’ – hvad enten denne orden så dikterer massens politiske paragraffer og religiøse dogmer, eller om den tegnes af reklameeksponerede idealkroppe, strenge sundhedskrav eller en indpisket arbejdsmoral. Adfærdsafvigelser kortlægges og kriminaliseres eller diagnosticeres og patologiseres i stigende grad, og middelvejens strømlinede normative orden accepterer færre og færre udveje og omveje.

Eftersom der aldrig er to mennesker, der er helt ens, er enhver sådan udtalt eller uudtalt bestræbelse på ensretning også en nivellering af dét, der gør den enkelte til et selvstændigt og unikt menneske. Derfor er der brug for at erindre om en reel individualisme.

Disciplineringen foregår imidlertid på mange niveauer og hjælpes desværre på vej af en udbredt sammenblanding af individualisme og egoisme, der har misforstået noget helt elementært: Den egoistiske selvhævdelse er næsten altid pr. definition hensynsløs over for medmenneskers egenart, og derved ophæver den i sidste ende al meningsfuld individualisme, der netop er betinget af menneskelig mangfoldighed.

For at være konsekvent må en sådan individualisme dog også kunne rumme en individualitet, der faktisk er drevet af ønsket om at lade sig absorbere af en fælles identitet – eller mindre langhåret udtrykt: Det kan også være et individualistisk træk at blive ’som de andre’.

Det, der her ved første øjekast ligner et paradoks, opløses dog ret hurtigt igen, når man betænker, at alternativet til denne forståelse, er en ‘individualisme’, der med magt måtte efterstræbe (eller endnu mere paradoksalt: gennemtvinge) mangfoldighed, hvilket imidlertid ikke er mindre ‘tvangsnormaliserende’ end den massebevægelse, der gennemtvinger sin egen ensretning.

En tvangs-individualisering er ganske vist temmelig hypotetisk, men pointen i forlængelse af ræsonnementet er alligevel lige så relevant, som den er enkel: Individualitet er ikke i sig selv et spørgsmål om, hvorvidt man står uden for et normativt meningsfællesskab eller ej, men alene om hvorvidt ståstedet er i overensstemmelse med den enkeltes egen overbevisning og samvittighed eller ej.

Den, der forbliver tro mod sig selv ved f.eks. at vælge et meningsfællesskab, hvis individuelle forskellighed er stærkt begrænset, er jo ikke mindre sig selv end den, der forbliver tro mod sig selv ved at stå uden for samme meningsfællesskab.

Truslen mod mangfoldigheden og individualiteten er derfor de disciplinerende og intolerante kræfter, der direkte eller indirekte vil tvinge andre til at tænke, tro, klæde sig, spise, tilsluttes eller forarges over det samme som dem selv – og ekskludere dem, der ikke gør.

Det gælder korpsånden hos den type partisoldater, der vil diktere andre deres egen »normalitet«, og det gælder ortodoksien hos den type troende, for hvem det er sandt og godt at tvinge andre til at efterstræbe den samme »frelse« som dem selv.

Sådanne ensrettere findes naturligvis inden for flere politiske og religiøse retninger, også i Danmark. Men de mest militante er yderst marginale og forbliver som regel helt uden realpolitisk magt. Derfor udgør de heller ingen trussel mod samfundet som et hele, om end nogle unægtelig kan være farlige for de enkeltpersoner, de truer eller ligefrem overfalder.

Langt farligere forholder det sig imidlertid, hvis ensretningen får magt, som den har agt. En bevægelse, der er kendetegnet ved sin demonstrative hævdelse af Normen og Moralen, og som taler ‘på vegne af’ en abstrakt sandhed og misbruger en masse-identitet (f.eks. »danskerne«, »folket« eller »flertallet«), har allerede iscenesat eksklusionen af de »forrædere« eller »fremmede«, der måtte stå udenfor.

Jeg ved ikke, om det også er det, der ligger Søren Gosvig Olesen på sinde i ovenstående udsagn om hans bog, ‘Hitler – en introduktion’, men det fik mig i alle tilfælde til at tænke på den individualisme, der er antitesen til samfundets ensretning.

Bevares, vor tids Danmark er selvfølgelig langtfra indbegrebet af en nazistisk samfundsorden. Men nazismen er også af så ubegribeligt uhyrlige dimensioner, at det er meningsløst at skulle ‘måle’ al anden krænkelse mod den, for så vil megen anden frygtelig umenneskelighed og ensretning altid fremstå som ‘mild’. Dagens tiltagende samfundsforråelse og flokmentalitet, der generelt er langt mere snigende disciplinerende og folkeligt passiviserende, end den er traditionelt totalitær (når vi ser bort fra den kyniske brutalisering og systematiske dehumanisering, der tages i anvendelse over for asylansøgere, som oven i købet ofte deporteres til blodige torturbødler), er foruroligende nok i sig selv.

Individualismen som ensretningens oplagte modstykke er sygnet hen i Danmark og trænger til at blive genopdaget og aktualiseret.

Vi trænger til at blive mindet om, at flertallet i dag faktisk er farligere for mindretallet end omvendt. At normen faktisk af og til er farligere end afvigelsen. At lovbryderen faktisk af og til har mere ret end loven. Dette ‘af og til’ er overordentlig betydningsfuldt.

Også derfor er det vigtigt at appellere til den enkelte som et unikt menneske frem for som en lille plet og en bekvem brik i magtens dispositioner og den grå masse. Humanisme og individualisme hænger sammen.

Wir sind für die Musik geboren
Wir sind die Diener eurer Ohren …

Vi er født til musikken
Vi er jeres ørers tjenere …

Rammstein: »Rammlied« (2009)

Den tyske rock-, metal- eller industrialgruppe Rammstein udfordrer gerne konventionelle rammer i samspillet mellem musik, lyrik og æstetik, og bandet har gentagne gange formået at forarge både til højre og venstre. Selv gruppens navn er kontroversielt, idet det refererer til en flytragedie i 1988, hvor 74 omkom og over 500 blev kvæstet på den amerikanske luftbase ved byen Ramstein. Med poetisk inspiration lige fra Goethe, Hoffmann, Brecht og Grimm til nogle af samtidens horrible mediehistorier om incest og kannibalisme udforskes livets tragedier og komedier, fra grænsesøgende sex og umættelig grådighed til drømmende romantik og nagende jalousi.

Senest har selveste Hvideruslands Moralråd fordømt bandet, der skal spille i hovedstaden Minsk den 7. marts. Statsmoralisterne hævder i en pressemeddelelse, at Rammstein opfordrer til »vold, masochisme, homoseksualitet og andre perversiteter«, og at deres tilstedeværelse angiveligt er en trussel mod »den hviderussiske statsorden«.

Også i Tyskland er myndighederne ude med censurriven. I 2009 forbød den daværende tyske familieminister Ursula von der Leyen (med tilnavnet Zensursula) unge under 18 år at købe Rammsteins seneste CD, »Liebe ist für Alle da«, hvis cover afbilder bandmedlemmer, der er i færd med at tilberede en nøgen kvinde.

Endvidere er der i Tyskland nedlagt decideret forbud mod at spille sangen »Ich Tu Dir Weh« (jeg gør dig ondt), mens den eksplicit pornografiske musikvideo til albummets første single, »Pussy«, kun vises i en stærkt censureret version.

Mange overser både flertydighed og ironi, men Rammstein spekulerer utvivlsomt også i provokationen for opmærksomhedens skyld – »Pussy« er undtagelsesvist et banalt og musikalsk uopfindsomt hit om kødets lyster, om end heller ikke uden ironi: »Blitzkrieg mit dem Fleischgewehr« (Blitzkrig med kødgeværet). Med få undtagelser er teksterne rige på flydende poetiske metaforer frem for poppens entydige platituder og garneret med små halvlitterære fortællinger, der slet ikke lader sig indfange i moraliserende smagsdomme eller politiserende rammer om den kunstneriske frihed.

Men det er ikke kun konservative moralvogtere, der har vanskeligt ved at forstå, at æstetik ikke behøver være etik, eller at ironiske glimt og farverige metaforer ikke nødvendigvis kan reduceres til fikserede politiske holdninger eller banale opfordringer til at handle på bestemte måder. Også på venstrefløjen er Rammstein omstridt og bliver til tider afskrevet som »højreradikalt« på grund af en musikvideo, der bl.a. anvender klip fra Leni Riefenstahls propagandafilm ‘Olympia’ (1936). Desuden beskyldes bandets monumentale koncerter for at gentage en autoritær iscenesættelse, hvor indtrykket af de tunge rytmer forstærkes af et dramatisk ildshow.

Rammstein har fastholdt, at deres musik og tekster generelt er apolitiske, og at Riefenstahl alene blev benyttet af æstetiske grunde (skønt forsangeren Till Lindemann siden har fortrudt billedvalget – måske primært af træthed over at skulle forklare sig).

Trods Lindemanns kritik af Tysklands vage indgriben over for racistiske motiveret vold, og selv om sangen »Links 2 3 4« er deres eneste politiske statement, der fastslår, at gruppen placerer sig til venstre, verserer gamle skrøner til stadighed på venstrefløjen.

Men til syvende og sidst er det eventuelle politiske ståsted jo underordnet; musik, litteratur og billedkunst kan heldigvis have mange kvaliteter, der ikke svarer til firkantede ideologiske støbeformer, men byder på oplevelser, der udfordrer andre mentale og moralske barrierer uden bastante ’svar’ eller traditionelle entydige ‘budskaber’.

At Rammstein kan forarge politiske moraldommere af forskellig observans i Tyskland og true Lukasjenkos totalitære »statsorden« i Hviderusland, som hverken forstår flertydighed, ironi eller passionernes poesi, gør imidlertid også utilsigtet gruppen til en velkommen sten i skoen hos de politikere, der vil politisere alting.

Kjærsgaard er træt af fordomme om, at “Dansk Folkeparti udelukkende består af rindalister, eller at vi kun ønsker at fremme Morten Korch og dansktoppen” (Politiken, 5.3.2010).

Fair nok - og så vidt, så godt. Kunst må selvfølgelig gerne være modig, og selv om det aldrig kan være et krav, er nyskabende kunst jo næsten altid modig i et eller andet omfang, fordi det nyskabende pr. definition gør op med de herskende strømninger og placerer sig et andet sted end mainstream-underholdning. Og et sådant mod sprudler rigtig nok ikke just hos Morten Korch.

Men hvad er kunstnerisk ‘mod’?

Mod er at turde udfordre den herskende magt, de herskende samfundsforhold eller dominerende kunstneriske strømninger. Så enkelt er det. Det kræver ikke meget mod at bruge kunsten til at trampe på den, der ligger ned, eller til at spidde afmagten og de magtesløse.

Ikke, at dét ikke kan være kunst - naturligvis er der ikke etiske, politiske, sociale, religiøse eller andre normative parametre for, hvornår kunst er kunst. Men modigt er det selvfølgelig ikke at agere magtens eller normens forlængede pen, pensel eller mejsel.

Er det så en udfordring af den reelle magt, Kjærsgaard gerne ser kunsten udfolde sit mod til?

Jeg tvivler, for som hun også skriver: “Lad mig slå fast, at DF aldrig har ønsket at skære i bevillingerne til hverken kunst eller kultur, men at vi til gengæld ofte har sat spørgsmål ved, om pengene bruges rigtigt.”

Spørgsmålet er jo, hvad der ligger heri? Skal politikere definere, hvad der er ‘rigtig’ eller ‘forkert’ kunst?

Det tyder det på, når hun skriver: “Kunsten består i at finde en fællesnævner, samtidig med at nicherne ikke glemmes.”

Gør det dét? Består kunsten i at finde en fællesnævner? Og er det i givet fald særlig modigt?

Det er vist at vende tingene på hovedet. Politiske partier kan udmærket have forskellige holdninger til, om kunst og kultur får for få eller for mange midler, men det er naturligvis problematisk, hvis de ønsker at se eller præge kunsten i en bestemt retning.

Ganske vist afviser Kjærsgaard, at det skal være som “i den tidligere østblok”, men hvis skræmmeeksemplet skal være af den karakter, er der jo desværre vide muligheder for politisk pres og krav til kunstens form og indhold, også uden at det ligefrem lever helt ned til totalitære staters propagandistiske kunst.

Og med Dansk Folkepartis tilbagevendende forargelse over tv’s drama-serier og den absurde myte om “de røde lejesvende”, når tv’s manuskriptforfattere vover sig bare en lillebitte smule ud i et samfundskritisk ærinde - for slet ikke at tale om de mange udfald mod magtkritiske kunstnere - skygger partiets udtalte smagsdommeri desværre let for den relevante diskussion, som Kjærsgaard tilsyneladende også gerne vil rejse: Er støttemidlerne rimeligt fordelt kunstnerne imellem?

Og dét er jo en ganske anden sag. Skal veletablerede kunstnere have bedre og lettere støttemidler end nye talenter? Er fordelingen mellem de forskellige kunsttyper og kulturtilbud den rette? Den slags handler om politisk-økonomiske rammer.

Men det bør aldrig blive et partipolitisk spørgsmål, om kulturelle tilskud går til ‘rigtig’ eller ‘forkert’ kunst, eller om kunst er “demokratisk i ordets egentlige betydning” eller ej, som hun uddyber sit standpunkt - for hvad vil dét overhovedet sige i kunstens verden?

Nej, det bedste de politiske partier kan gøre kunsten, er at beslutte sig for fordelingen og omfanget af støttemidler, og så ellers lade kunsten finde sig selv og udvikle sig i de retninger, den gøre uafhængigt af magthaverne.

Det samme gælder folkemordet uden for Srebrenica i 1995, hvor den serbiske hær begik massakre på ca. 8.000 muslimske mænd og drenge.

Ikke desto mindre skrev Dansk Folkepartis Søren Espersen så sent som i 2006, at der aldrig var fundet massegrave efter serbernes krigshandlinger: “Vi havde hørt, hvordan serberne havde myrdet i titusindvis af albanere og lagt dem i massegrave, og disse efterretninger var årsagen til, at også danske fly blev sat ind for at straffe serberne. Massegravene blev dog aldrig fundet. For der var ingen.” (Jyllands-Posten, 24.2.2006).

Det er naturligvis en opsigtsvækkende, for ikke at sige absurd benægtelse af historiske fakta. Dansk Institut for Internationale Studier i Holocaust og Folkedrab skriver, at der allerede i 2004 var offentliggjort en liste med navne på mere end 7.000 dræbte: “I juni 2004 oplyste myndighederne i Republika Sprska, at der var fundet yderligere 31 massegrave, som formentlig indeholder op mod 2.500 lig efter massakren i Srebrenica. I oktober 2004 offentliggjorde en bosnisk-serbisk undersøgelseskommission, en liste med navnene på over 7.000 dræbte.” (Folkedrab.dk: Srebrenica i dag).

Nu gentager Radovan Karadzic så folkemordsbenægtelsen over for dommerne ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol for Det Tidligere Jugoslavien - massakren er simpelthen en “myte”, icenesat for at miskreditere serberne, hævder han – og han selv har blot været aktiv i en “hellig” krig mod muslimerne.

Ifølge Karadzic skulle de bosniske muslimer sågar selv have “placeret” lig og dræbt deres egne for at “dæmonisere” serberne (jf. tv2.dk, 2.3.2010).

Virkelighedsfornægtelse af noget nær patologisk karakter - eller blot desperat propaganda?

Der var ganske vist mangt og meget, der var problematisk bag kulisserne, da NATO engagerede sig i krig og konflikt på Balkan, som jeg bl.a. har analyseret i større afsnit af bogen Terrormyten og det amerikanske imperium (2004), og der var bestemt også andre politiske og militære motiver end forsvaret for de fordrevne og truslerne om yderligere folkedrab, der drev vestlige magter til at føre krig - men den Store Muslimske Konspiration om fiktive folkedrab er i bedste fald latterlig.

Jørgen Dragsdahl hudflettede i en kommentar i 2006 denne folkedrabsbenægtelse, som Søren Espersen tilsyneladende deler (eller har delt?) med serbiske krigsforbrydere:

Tilsyneladende har han ikke fulgt med i retssagen ved krigsforbrydelsestribunalet i Haag mod Milosevic, som sammen med andre serbiske ledere er anklaget for drab på mange hundrede muslimer. Her er det blevet dokumenteret, at man har fundet adskillige tusinde mennesker i massegrave. Desuden har vidner fra Serbien fortalt, at de fik ordre til udslettelse af alle spor, og der er fundet massegrave i selve Serbien.

Espersen hævder også, at ”ikke en kat har løftet et øjenbryn” i anledning af overgreb på serberne i Kosovo og ødelæggelse af deres kulturmindesmærker. Ja, ”ikke én af kulturbarbarerne er blevet straffet – endsige stillet for retten”.

Det er en bemærkelsesværdig anklage, som dermed rettes mod FN, der har haft ansvaret for politi-indsatsen, og NATO, som med bistand fra bl.a. danske soldater skulle beskytte serberne. Ingen af de to organisationer har været tilstrækkeligt effektive – underbemanding er en vigtig årsag. Men i Espersens optik har det været en bevidst sammensværgelse med muslimer.

Desuden er påstanden forkert. Adskillige kulturmindesmærker er under genopbygning. Og ifølge en rapport, som den 25. januar blev afleveret til FN’s sikkerhedsråd af danske Søren Jessen-Petersen, organisationens øverste repræsentant i Kosovo, er 426 personer blevet anklaget efter de anti-serbiske uroligheder i marts 2004. Heraf er indtil nu de 209 blevet dømt.

Hvorfra får Søren Espersen mon sine oplysninger? Det er iøjnefaldende, at lignende rabiat propaganda under og efter Kosovo-krigen er strømmet fra serbiske nationalister, som bestemt ikke har opgivet kampen mod islam. Kilder i vestlige efterretningstjenester kan endog oplyse, at de er opmærksomme på, at disse nationalister dyrker forbindelser til vesteuropæiske – også danske – frontkrigere i kulturkampen mod islam. Der er dog, må det understreges, ingen beviser for, at Espersen har hentet sin ammunition fra disse kilder, og informationers gang i vort såkaldte videns-samfund er ofte uransalige.

Information, 1.6.2006

Det kunne ellers være en relevant og interessant journalistisk opgave at afdække udbredelsen af den serbiske folkedrabsbenægtelse, som Karadzic atter aktualiserer - så længe, den slags verserer, fortsætter blot den yderligere ydmygelse af de titusindvis af efterladte for det værste folkedrab i Europa siden Anden Verdenskrig.

UPDATE:

I et læserbrev den 8.3. raser Søren Espersen over, at jeg i ovenstående blog-indlæg den 3.3. på Politiken.dk fejlagtigt skulle have tilskrevet ham benægtelse af “serbernes massemord og massegrave i Bosnien”, og fastslår, at hans benægtelse i stedet gælder eksistensen af massegrave i Kosova.

Jeg sluttede fra Radovan Karadzics benægtelse af det indiskutable folkedrab i Srebrenica over Dansk Folkepartis modstand mod udleveringen af Karadzic til Den Internationale Krigsforbryder domstol i Haag og til Søren Espersens benægtelse af eksistensen af massegrave i Kosova.

Jeg var simpelthen for hurtig på aftrækkeren, og det beklager jeg. Undskyld, Søren!

Rune Engelbreth Larsen; Politiken 11.3.2010

Manzoni fremstillede i 1960′erne 90 forseglede dåser, der hver rummede en cylinder med noget så smagfuldt som hans egen afføring, og to af disse unikke værker er havnet på danske museer (tilsyneladende er kun ca. 40 tilbage på verdensplan - nogle er smidt ud eller forsvundet, mens andre er eksploderet).

Den nye kulturminister har imidlertid ikke høje tanker om de kunstneriske kvaliteter i Merda d’artista, kunne man forstå i tv-programmet, hvor han bl.a. udtalte: “Kunst skal ikke nødvendigvis provokere. Det må gerne provokere, men det her er noget lort. Jeg synes det er at gøre nar af godtfolk at sætte sådan noget i en montre.” (Citeret efter kpn.dk, 1.3.2010).

Så vidt så godt - hvorfor skulle kulturministeren ikke også have en holdning til et stykke sprængfarligt og ildelugtende kultur på dåse?

Man kan så være enig eller ej. Jeg er enig i, at det er at gøre “nar af godtfolk at sætte sådan noget i en montre” - men hvem siger, at det ikke kan være (sin) kunst at “gøre nar af godtfolk”? Ta’ røven på dem, så at sige - for nu at blive i den latrinære ende af kulturen?

Dét, der imidlertid for alvor har ophidset lederen af Randers Kunstmuseum, Finn Terman Frederiksen, hvis museum er den stolte ejer af én af de famøse cylindere med dyrt kunstnerlort (som vist nok allerede er sprunget læk én gang tidligere), er dog ikke alene kulturministerens kritiske udtalelser om værket, men derimod primært den bemærkning, der faldt i forlængelse heraf.

Ifølge Per Stig Møller er det nemlig “noget pjat at bevilge penge” til den slags, og dermed er ministeren ifølge museumslederen faretruende tæt på at forbryde sig mod armslængdeprincippet - han skal ikke blande sig i museernes kunstneriske dispositioner.

Og dét kan man kun give Finn Terman Frederiksen ret i.

Men er der ikke også tale om, at museerne hædrer en banal provokation, der som provokation og happening betragtet godt nok også kan være både sjov, ulækker, udspekuleret eller studentikos - alt efter smag og temperament - men efter de 5 minutters grin og de 10 minutters snak om ‘eventen på dåse’, er det så fortsat relevant, dybsindigt eller blot interessant nok til at blive placeret på et kunstmuseum et halvt århundrede senere?

Som allerede bemærket synes jeg, at det er sin kunst at skide i en dåse og ad denne snævre vej blive en kunsthistorisk notabilitet, hvis kvaliteter forsvares lidenskabeligt af en dansk museumsleder anno 2010.

Men er det kunst? Er det godt? Hvad synes du?

Personligt tror jeg, at det er vanskeligt at være helt uenig med den del af Per Stig Møllers udsagn, hvor han siger, at det her er noget lort …

Der er i praksis tale om en gestus, som kan bygge bro, idet det anerkendes, at tegningen har krænket muslimer verden over:

Imidlertid anerkender og beklager Politiken, at vores genoptrykning af Karikaturtegningen af Profeten Muhammed har krænket muslimer i Danmark og i andre lande rundt om i verden.

Vi undskylder over for alle, der er blevet krænket af vores beslutning om at genoptrykke Karikaturtegningen.

Politikens erklæring, 26.2.2010

Thorning-Schmidt og Søvndal har selvfølgelig allieret sig med den populistiske foragt - men lad mig blot erindre om, hvad mange tilsyneladende har glemt:

I en arabisk erklæring fra Jyllands-Posten fra januar 2006 kunne man bl.a. læse:

Ærede medborgere i den muslimske verden (…)

De 12 tegninger var efter vores opfattelse sobre og var ikke tænkt som krænkende. De var ikke i strid med dansk lovgivning, men har uafviseligt krænket mange muslimer, hvilket vi skal undskylde.

Citeret efter DR.dk, 31.1.2006

Daværende chefredaktør Carsten Juste forklarede: »Vi kan ikke undskylde, at vi overhovedet har bragt de tegninger. Men i stedet for at beklage, at vi har krænket mange muslimer, undskylder vi nu krænkelserne. Det er et forstærket udtryk, men det ændrer ikke vores grundholdning. Der går ikke nogen skår af os ved at bruge et stærkere sprogbrug, hvis det kan være med til at bilægge striden.« (Politiken, 31.1.2006).

Udenrigsministeriet brugte i februar-marts 2006 netop Jyllands-Postens erklæring til en noget firkantet og ofte tendentiøs opsummering af karikatursagen på både dansk, engelsk og arabisk, men her kunne man bl.a. læse ministeriet svare ja på følgende spørgsmål: »Har Jyllands-Posten sagt officielt undskyld?« Man henviste her netop til avisens erklæring den 30. januar..

Jyllands-Posten beklagede altså i 2006 ligesom i dag Politiken de krænkelser, der fulgte med karikaturerne - Jyllands-Posten med overskriften: Ærede medborgere i den muslimske verden ….

På et pressemøde den 1. februar 2006 brugte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen også det famøse ord »undskyldning« to gange, da han omtalte sagen - bl.a. sagde han: »Jeg håber, at undskyldningen fra den uafhængige avis Jyllands-Posten vil bidrage til at trøste dem, der er blevet såret.«

Kritikken af Politiken i dag er med andre ord blot en kombination af hyklerisk hukommelsestab og gamle karikaturkrise-fronter, der uden at ulejlige sig med at sætte sig ind i forhistorien - endsige hvad der faktisk står (og hvad der ikke står) i Politikens erklæring - er gået i retorisk selvsving eller søger at score lidt billige populistiske points. Længere er den faktisk ikke.