Det er noget af en uge i dansk politik.

Alle er væk. Gangene på Borgen runger hult, når man sniger sig forsigtigt rundt. Det er rejsetid. Ikke et kontinent på kloden undgår et besøg fra en videbegærlig delegation af danske folketingspolitikere.

Men politikerne balancerer på kanten af noget meget farligt: den offentlige misundelse. Kun et lille råd: Pas på, pas på. Uanset hvor meget ret du end har, kan du kun tabe.

Ligegyldige sager?

Turen går til Kina for Folketingets Uddannelsesudvalg. I TV 2/Nyhederne sidder S-ordfører Christine Antorini og argumenterer for turens relevans. Kineserne har skam meget at byde på, siger hun. Men formanden for udvalget, Marlene Harpsøe ( DF), tager ikke med. Det er totalt op ad bakke for Antorini, selv om hun har ret.

I bedste ekstrabladsstil kører Nyhederne videre til Kulturudvalget, som skal på tur til De Vestindiske Øer. I guder - det er den samme tur, som én gang er blevet aflyst efter en folkestorm. Pia Kjærsgaard skal ikke med. Billederne fortæller, at der er dejlig varmt derovre i Vestindien. Herhjemme fryser det endnu. TV 2 slutter indslaget med oplysningen om, at alt rejseriet i ugen koster knap to millioner.

Vi springer. Lønninger til bankdirektører. Så går det løs. Alle politikere er enige om, at direktørernes lønninger skal stilles offentligt til skue.

Den nyslåede økonomi-og erhvervsminister, Brian Mikkelsen ( K), erklærer sig enig i, at de skal offentliggøres.
I forvejen kræver årsregnskabsloven, at den samlede direktions lønninger skal fremhæves. Ikke et stort problem for bankerne. Et emne som direktørernes løn kan alle vælgere forstå. Og det forstår politikerne.

Vi springer igen. Kronprinsessen spiser middag med Rigmor Zobel. Ekstra Bladets læsere går planmæssigt amok.
Kronprinsessens tilsyneladende hang til at omgås også mere udfordrende eksistenser endevendes. Kronprinsessens liv finansieres af danskerne, deraf retten til den offentlige gabestok.

Ydmyghed kræves

De tre eksempler handler alle om det samme: Den offentlige misundelse er en uhyggelig tung hammer, uanset om man er politiker, bankdirektør eller kronprinsesse. Vi kan selvfølgelig grine ad forargelsen. Og vi bør omhyggeligt notere os, at ingen af ovenstående eksempler sagligt set udgør noget, der bare ligner et økonomisk problem. Det er alene moralen, det handler om. Men hvilken moral.

Hvorfor kan politikerne ikke holde fingrene fra tagselvbordet’? Ikke mindst turen til Caribien kalder på dyb undren.

Det er ikke lang tid siden, at den måtte aflyses på grund af udtalt vælgerforargelse. Og nu genoptages den, med et lidt udbygget program som eneste bolværk mod den samme medietur.

De rejseglade politikere fortæller sig selv følgende:

1) Det er seriøse ture med et hårdt program.
2) De må nødvendigvis ud og studere andre dele af verden for at kunne levere gode løsninger herhjemme.
3) Politikerne har ingen dårlig samvittighed over at bruge skattekronerne herpå, idet de lønnes forholdsvis ringe.
4) Når vi - næsten - alle gør det, er det svært at udnytte forargelsen på de andres bekostning.

Men svarene holder ikke til en kynisk vurdering. Mary kan være ligeglad, hun er for populær. Bankdirektørerne kan strengt taget være ligeglade, de slipper stadig billigt. Men politikerne steger på panden. Den offentlige misundelse, hvor uberettiget den end er, er for magtfuld.

Rejserne koster popularitet og dermed stemmer. Der er kun ét råd, som holder: Bliv hjemme.

Alt godt,

PEM

En gruppe hollandske spiludviklere har specialiseret sig i at udvikle “skjulte” spil, altså små ninja-agtige spil egnet til større arbejdspladser, fordi billedet på skærmen ligner arbejde, men er i virkeligheden et spil indlejret i regnearket eller tekstbehandlings-programmet.

Tag bare denne denne fantastiske Breakout-klon baseret på Word:

…hvor ordene skal skydes ned med den lille kugle, mens man styrer den lille “scrollbar” for neden.

Selve ideen om “hemmelige spil” er ikke ny, og flere spil har haft en såkaldt “boss-knap”, som når man f.eks. trykkede på Escape-tasten, røg spillet i baggrunden og skærmbilledet blev erstattet af en virkelig seriøs graf eller tekst.

Men det er interessant, når spillene som her bliver bygget ind i selve skærmbilledet, fordi det stiller interessante kreative udfordringer til udviklerne: spillenes grafik skal af princip skal være så kønsløs, “usjov” og virkelighedstro ligne Word eller Excel som muligt, men i virkeligheden gemme på fængende gameplay.

Det er da en udfordring, som stiller en række spændende begrænsninger, fordi spiludviklerne dermed er tvunget til at tænke mere på spilmekanik og bevidst fjerne lydsiden og gøre grafikken “seriøs”.

Prøv spillene her på Cant You See I´m Busy?

Læs mere her på Telegraph.co.uk

Mette Blauenfeldt, der er leder af Center for Udsatte Flygtninge i Dansk Flygtningehjælp, udtaler: “Lovgivningen med nedsatte ydelser, starthjælp, 300-timers-regel, loft over kontanthjælp, nedsættelse af hjælp til ægtefæller og så videre har i særdeleshed ramt etniske minoriteter og rigtig mange flygtninge.” (Ritzau, 9.3.2010).

En befolkningsgruppe, der med andre ord er ekstra udsat og marginaliseret i det danske samfund - socialt og politisk - diskrimineres reelt af lovgivningen, der ganske enkelt er fattigdomsproducerende og kriminalitetsmotiverende.

I antologien Velfærd på vildspor (2004) dokumenterer Morten Ejrnæs, at f.eks. flygtningefamilier på starthjælp i værste fald får reduceret deres rådighedsbeløb ned til det halve af en dansk familie på kontanthjælp, og at ordningen er skruet sådan sammen, at den blot er et incitament til børnearbejde, tiggeri, sort arbejde, flaskesamling og kriminalitet.

Det er selvfølgelig en politisk mekanisme, der holder marginaliseringscirklen i gang: Indvandrere diskrimineres, hvilket fører til øget marginalisering og fattigdom, hvilket fører til kriminalitet og radikalisering, hvilket er benzin på det indvandrerfjendtlige bål, hvilket fører til øget politisk pres på etniske minoriteter i lovgivningen, hvilket fører til øget diskrimination … osv.

Ganske symptomatisk for udviklingen i dansk politik er antallet af længerevarende fattige indvandrere således fordoblet netop i perioden 2001-2007.

Dermed fastholdes en befolkningsgruppe hele tiden i en trængt situation, hvor de dårligst stillede børn og unge med indvandrer- og flygtningebaggrund vokser op i den absolutte bund af dansk fattigdom, hvilket for fleres vedkommende selvfølgelig skaber grobund for yderligere social marginalisering på længere sigt.

Alligevel hører vi næsten aldrig om dette problem længere - der også dennegang forbliver på Ritzau-telegramniveauet i den almindelige presse.

Det er blevet acceptabelt at trække på skuldrene over det faktum, at nogle mennesker reelt tvinges til at være endnu fattigere end de i forvejen dårligst stillede arbejdsløse på kontanthjælp - hvorfor?

Når alle udenomssnakkende mellemregninger springes over - fordi Danmark med lovgivningens vold og magt skal signalere, at ‘fremmede’ er uvelkomne i Danmark. Sådan ligger landet.

Spørgsmålet er relevant oven på en krise, der kommer til at ændre på forholdet mellem en række lande. I en artikel i The Economist analyseres muligheden for, at Kina vil overgå USA. USA er lige nu verdens største økonomi (målt i andelen af verdens BNP). Konkurrencen er imidlertid blevet skærpet. Væksten i Kina overstiger den amerikanske; både arbejdskraft og kapital i Kina er billigere. Men den enorme kinesiske vækst er ikke eviggyldig; faldende udbytte vil betyde en svækket fremtidig vækst. Det er naturligt, at Kina, efter en liberalisering af landet, øger væksten. Det skyldes blandt andet en “catch-up effekt”.

Hvad skal USA gøre for at forblive verdens største?

I den interessante artikel i The Economist gives to kriterier. Den første er en gammel traver, og er også blevet et buzzword for de danske politikere: viden. Amerikanske universiteter skal fortsat tiltrække nogle af verdens dygtigste studerende. Det skal visumreglerne facilitere. Den anden forklaring er teknologi. USA skal have omgivelser, der giver mulighed for teknologisk anvendelse; først da kan USA anvende de teknologisk fremskridt, der kommer, ikke kun i USA, men i hele verden. Udviklingen kommer derved til USA under alle omstændigheder.

Er der slet ikke noget, der kan spænde ben for USA? Jo, bestemt

Gælden i USA er faretruende. Den offentlige gæld er den største hæmsko for USA, og det kræver reformer, ellers vil renterne på gælden stige, og den efterspurgte kapital bliver derfor dyrere og dyrere. Det er for alvor udfordringen for USA. Beslutningen om nedskæringer er aldrig en populær beslutning.

Du bør også læse disse indlæg:

Vi kan kun slå Kina og Indien på én måde

Hvorfor valfarter europæiske økonomer til USA?

Er der behov for endnu en hjælpepakke i USA?

Følg mine daglige opdateringer på Facebook og Twitter:

I morgen klokken kvart i ni stopper en minibus med fem passagerer på Sundholmsvej foran Amager Fælled Skole. Ud træder de fem deltagere i det rejsehold, der skal stå for statsministerens 360 graders eftersyn af folkeskolen.

Deltagerne vil møde en tidligere problemskole med 458 elever, som på tre år er blevet trukket op af hængedyndet ved at satse på faglighed, trivsel og på at gøre skolen til et godt tilbud for områdets børn.

Men rejseholdet vil også møde en skole, der skal spare 1,2 mio. ud af et samlet budget på omkring 30 mio. kr. om året.
Skolen er ikke valgt ved et tilfældigt opslag på Krak. Som første skole på besøgslisten og med nyhedens interesse er den valgt med omhu. Det er heller ikke tilfældigt, at pressen er inviteret med. Her er en historie at fortælle om en skole med udfordringer, som har evnet at gøre en forskel.

Når rejseholdet starter sin tur til udvalgte skoler, træder det samtidig ud på en brændende platform. Udtrykket er hentet fra organisationsteori. Et sted, hvor forandring er nødvendig, fordi grundlaget ellers vil brænde væk under dem, der klumper sig sammen på platformen. En metafor, der normalt rummer et element af overdrivelse for at fremme forståelsen.

I folkeskolens tilfælde er metaforen skræmmende tæt på realiteterne. Den økonomiske situation skolerne står i, betyder at flammerne mange steder står om ørerne på lærere og elever. Det er for tidligt at sige, om resultatet bliver forandring eller forbrænding.

Her følger tre aktuelle eksempler på de problemer rejseholdet vil møde på landets skoler.

Trængsel
Mens rejseholdet sidder i minibussen på vej til skolen i København, kan de, hvis de har jyske lokalaviser med, læse en ophedet diskussion i anledning af, at Silkeborg Kommune har ansøgt Undervisningsministeriet om at hæve klassekvotienten fra 28 til 35 elever. Baggrunden er, at Silkeborg skal spare 60 mio. kroner på kommunens 28 skoler eller godt to mio. på hver.

Borgmesterens argument for ansøgningen er, at med sådan en besparelse på bordet er forandring tvingende nødvendig. Der skal spares, og så er det vel heller ikke så tosset at give skolerne mulighed for at veksle mellem store og små klasser? Det sidste bliver han støttet i fra forskerside. Der er flere forskere, der anbefaler en vekselvirkning mellem hold med forskelligt antal elever.

Men Danmarks Lærerforening og forældre til skolebørn i Silkeborg argumenterer omvendt med, at loven allerede giver mulighed for at undervise eleverne i større hold i op til halvdelen af skoletiden. Og i en presset økonomisk tid, vil små hold under den normale klassestørrelse være en illusion.

Med andre ord bliver den brændende platform her brugt både som argument for og imod forandringen. Under alle omstændigheder kommer Silkeborgs ansøgning ikke til lægge alene i brevbunken. Flere kommuner vil se sig tvunget til at følge trop.

Lærere fyres
Et andet aspekt, der alt efter temperament gør rejseholdets arbejde med at forandre skolen umuligt eller akut, er, at økonomien i flere kommuner nu er så elendig, at de er begyndt fyre folkeskolelærere. Foreløbig har blandt andre København, Langeland, Lolland, Kolding, og Varde meldt ud, at der skal fyres lærere. I Vejle har 60 lærere allerede modtaget en fyreseddel. Silkeborg er også blandt de kommuner, som skal fyre lærere. Færre lærere og større klasser hænger på den måde sammen.

Læg dertil at mange lærere går på pension i disse år, og det bliver stadig sværere at tiltrække nye til faget. I den situation bliver det en skole med færre lærere, fremtidens elever kommer til at gå i.

Vil der komme hjælp fra centralt hold til kommunerne for at undgå fyringer af lærere?

Glem det. Den nye undervisningsminister nåede at sige ’Verdens dyreste folkeskole’ en del gange før hun blev klar over, at den rette formulering er ’en af verdens dyreste folkeskoler’. Men fortalelse eller ej. Meldingen er, at der er ikke er hjælp til kommunerne fra den kant. Spørger man regeringspartiernes ordførere uden for citat, siger de også meget klart: Lærerne underviser for lidt. De henter skyts i tal, som viser at danske lærere underviser færre timer end i sammenlignelige lande.

Næste stop på den brændende platform er små skoler, der lukkes, mens der bygges nye og større skoler. Det er der eksempler på i Århus, København og flere små kommuner.

Forklaringen er kun delvist økonomisk nødvendighed. Store skoler kan bedre bruge lærerkræfter og kan samtidig blive bedre udgangspunkt for lærerteams og større faglige fællesskaber. Men selvfølgelig er der også en økonomisk gulerod i at udgiften per barn bliver mindre.

Klokken 13 kører minibussen med rejseholdet til Skolestyrelsen i Snaregade i København. På vejen passerer de efter et minuts kørsel tæt forbi Christianshavn Brandstation. Måske en omvej værd, hvis ikke platformen skal brænde, før forandringerne gennemføres.

Er skole som brændende platform et godt udgangspunkt for forandringer? Eller er skole ved at brænde ud? Deltag i debatten her.

Kan man lave ellers så kedelige Office-pligter som at formatere en tabel eller lave tekst fed til et spil?

Oh yes - lyder svaret fra en amerikansk spildesigner, der har lavet spillet ‘Ribbon Hero’ baseret på Office-pakken.

Ideen er baseret på en antagnelse at:

• If an activity can be learned…
• If the player’s performance can be measured…
• If the player can be rewarded or punished in a timely fashion…
• Then any activity that meets these criteria can be turned into a game.

Derfor får man i Ribbon Hero point for at tage forskellige “udfordringer” i f.eks. Word, og derefter får man point efter, hvor godt man klarer det.

Aldrig har tekstbehandling været sjovere, og selvom det i sagens natur “kun” er point-givning og derfor en i sig selv ret “hul” belønning uden videre psykologiske endsige fancy spilmekaniske tanker bag, så lærer man færdigheder i ‘Ribbon Hero’, som direkte kan gøre ens hverdag nemmere.

I den kontekst er ‘Ribbon Hero’ et godt eksempel på, hvad spil kan gøre ved undervisning - og særligt hvordan indbyrdes konkurrence pludselig kan give motivation for øget indlæring. Ikke at det virker på alle, men alene at der flyver balloner op i Word, når man korrekt formateret margen på en tabel er elskværdigt.

Som herunder, hvor PowerPoint er et spil med rangliste:

Læs mere og hent spillet gratis her til Windows

Læs om baggrunden for spillet her

I denne krise - i modsætning til tidligere - er det store hit at diskutere brutto- og nettoledighed. Altså de ledige, som er undtaget fra statistikken, fordi de ikke formelt står i ledighedskøen. Fordi at de ikke i tide meldte sig ind i en A-kasse grundet de lange perioder med gode tider.

Pointen med min analyse er IKKE, at diskutere om der er 200 eller 500 - eller 2000 flere eller færre ledige. Pointen med analysen er ej heller, at diskutere om der er 70.000 ledige, som bare ikke er talt med. Eller - som Asger Aamund sagde i weekenden - om der er 1.000.000 ledige, som alt for længe har været i offentlig forsørgelse.

Jeg har respekt for Danmarks statistik. Ret kloge typer, der både kan tælle, regne og holde orden i definitionerne.

DERFOR: Jeg diskuterer, om der alligevel ikke er den enorme vækst i ledigheden, som er forudset af vismænd og andre økonomer. Såfremt dette er tilfældet, hvad så? Ja, hvad så? Så skal der godt nok tænkes nyt på Christiansborg. Det er analysens pointe.

Og ja, jeg ved at det er provokerende at nævne, at 118.000 ledige er et lille tal. For det er ikke rart at være ledig (havde selv en far som var arbejdsløs det meste af 1980′erne, ikke sjovt). Men 118.000 ER et lille tal. Og kan vi holde ledigheden der, betragter jeg det som et mirakel. Men mirakler sker som bekendt ikke af sig selv. Og kun sjældent. Så hvor vi reelt er, aner vi ikke.

Se min analyse fra i går: 200 grunde til politisk nytænkning

Lad os for en stund i stedet vende blikket mod det store land, USA. Her ser det hele straks anderledes ud.  Flere økonomer spår en langsom fremgang i den amerikanske økonomi med forbedringer på vej. Men på trods af dette kommer der ikke flere i arbejde. De seneste arbejdsløshedstal i USA blev frigivet fredag, og de viser, at tallet står helt stille.

Forbedringen af økonomien kan altså endnu ikke set på antallet af arbejdsløse. I februar forsvandt der 36.000 job, og arbejdsløshedsraten er derfor uændret på omkring 9,7 pct. af arbejdsstyrken.

Hvis du vil læse mere om USA og deres arbejdsløse, så vil jeg anbefale dig at læse denne artikel fra New York Times.

Hvad siger I? Er arbejdsløsheden på vej ned i Danmark? Og i så fald: er regeringen og oppositionen så nødsaget til at revurdere deres krisepakker?

Alt godt,

PEM

Det er sjovt, men det rummer selvfølgelig også en afgørende brod. Gang på gang er det tydeligt, hvorledes TV2 agerer regeringsloyal mikrofonholder og i visse tilfælde sågar fungerer som en direkte eller indirekte aktivistisk støtte af regeringen og Dansk Folkeparti.

Naturligvis er kanalen ikke en ny version af Pravda, og naturligvis bringer man regeringskritiske historier, men alt for hyppigt kunne visse indslag lige så godt være instrueret i ‘Minimalstatsministeriet’ - for nu at referere til ATS’s navngivning af Statsministeriet i Anders Fogh Rasmussens tid.

F.eks. har forfatteren Kirsten Thorup kritiseret, hvordan TV2 News lod et ukommenteret klip med et Pia Kjærsgaard-statement cirkulere flere gange under dagens sendeflade. Uden modspørgsmål docerede hun her, at “de” ikke er her for vore “blå øjnes skyld, men for at lave terror”, som en slags båndsløjfe, den dag Kurt Westergaard var blevet overfaldet af en mand af somalisk herkomst.

Dermed blev hun løftet til en integreret del af sendefladen frem for blot at være et emne for diskussion og journalistik, og signalerede med sit upræcise “de”, at somaliere eller indvandrere over en bred kam udgør en terrortrussel mod det danske samfund.

Og hvem husker ikke TV2’s iscenesættelse af den ikke-eksisterende indvandrerbande Triple A? Ikke den eneste gang, at indvandrerkriminalitet helt ukritisk blæses op, som var det Dansk Folkepartis pressetjeneste, eller at myndighedernes vinkling ukritisk og tendentiøst overtages i terrorsager. Eller TV2’s tidligere nævnte Svenning Dalgaard, der under karikaturkrisen ‘dækkede’ historien om arabiske kritikere af den danske regerings håndtering ved at karakterisere dem som “stjernetyderne i de arabiske lande”, der forsøgte at “finde hår i suppen”.

Eller for at tage et nyere eksempel, som Erik Valeur har hudflettet i en kritisk analyse - mikrofonholderiet over for den historiske præventive masseanholdelse under klimatopmødet, som TV2’s nyhedschef Michael Dyrby kaldte intet mindre end “eksemplarisk”.

Valeur skrev: “Jeg så en dækning, der var utrolig følgagtig. Politiet mishandlede hundredvis af uskyldige borgere, og TV2 kunne naturligvis have rullet det store skyts frem - som man gør i mange andre, langt mindre sager - i stedet blev Per Larsen båret i guldstol hen over skærmen tre dage i træk. Per Larsen blev båret i guldstol hen over skærmen tre dage i træk.” (Politiken, 28.12.2009).

Eller da TV2 Nyhederne for nylig forvandledes til DF2 Nyhederne i sagen om Hamid El Moustis ligegyldige SMS og den fuldkommen ensidige promovering af en udtalt Pia Kjærsgaard-fans hyldestvideo til Kurt Westergaard

For slet ikke at nævne de talrige gange, hvor Dansk Folkepartis Peter Skaarup optræder i rene mikrofonholder-interviews.

Og når så der endelig er optræk til regeringskritik, der kan have magtpolitiske konsekvenser, som da Kaare R. Skou tillod sig at røbe (hvad enhver kritisk journalist med viden herom burde røbe - og belønnes for at afdække), at det var en kilde i Forsvarsministeriet, der selv lækkede fortrolige oplysninger om udsendelsen af danske jægersoldater til Irak i 2007 – så sendes han gudhjælpemig på ufrivillig ‘ferie’ af TV2.

For den går ikke, vel? En sag, der kunne være udslagsgivende for at afsløre magtmisbrug, lukkes og vogtes nidkært af TV2 i en fuldkommen misforstået påberåbelse af ‘kildebeskyttelse’, der blot skal redde røven på den, der står bag et af de værste eksempler på spin i magtmisbrugets tjeneste.

I den aktuelle sag viser det sig endog, at TV2 har ageret som en bevidst del af magtens spin. TV2 holder nemlig ikke blot hånden over magtmisbrug, men lader sig bruge og misbruge til at viderebringe usandheder, velvidende at de er usandheder.

Som Michael Jeppesen kort, klart og præcist underbygger i et blog-indlæg, bragte TV2 Nyhederne fuphistorien om, at oplysningerne i sagen kom fra et fortroligt møde i Udenrigspolitisk Nævn, selv om TV2 altså vidste, at kilden var en anden - men som man ikke vil ud med.

TV2’s nyhedschef Michael Dyrby optræder dermed som regeringens mand i en altafgørende sag - på det, der skulle være en uafhængig public service kanal.

Det er ikke kildebeskyttelse - det er ene og alene utilsløret regeringsbeskyttelse.

Klokken 14 har statens forligsmand, Asbjørn Jensen, kaldt DA og LO til møde i Arbejdsmarkedets Hus i København.

På dagsordenen er en status for de nye overenskomster, og når DA’s topforhandler, Jørn Neergaard Larsen, og LO’s formand, Harald Børsting, er sendt hjem igen, vil en alvorlig Asbjørn Jensen fortælle de ventende journalister, at det går fremad, men kun i små skridt.

I realiteten er Asbjørn Jensen nået langt.

Asbjørn Jensen har allerede to såkaldte gennembrud på de store områder – industriens område og transportens område. De to gennembrud er nødvendige, når Asbjørn Jensen skal lægge et puslespil til et mæglingsforslag.

Man kan som bekendt kun lægge et puslespil, hvis man har nogle brikker, og selv om Asbjørn Jensen ikke har alle brikkerne endnu, har han fået to store brikker, så han kan komme i gang.

Industriens forlig var lige efter bogen, men transportens forlig kom hurtigere end ventet. Pludselig er storkonflikten rykket langt væk.

Fælles interesse hos DI og 3F

Netop på transportens områder plejer de hårdeste kampe at stå, så hvorfor kom transportens forlig så hurtigt denne gang?

Svært at sige. Måske fordi de to topforhandlere, DI’s Hans Skov Christensen og 3F’s Jan Villadsen, havde en fælles interesse i en hurtig aftale. Hans Skov Christensen har i mange år stået i spidsen for mægtige DI. Forrige år blev DI endnu større via en fusion med arbejdsgiverorganisationen HTS. Den fusion betød, at, et stort transportområde kom ind i DI.

Hans Skov Christensen satte meget prestige ind på den nye fusion, og en måde at vise fusionens berettigelse på for de nye arbejdsgivere i DI var at levere et hurtigt forlig på transportens område. Det lykkedes. Hans Skov Christensen har fået et forlig med 3F, men han har betalt en ret høj pris i form af indrømmelser over for social dumping.

Jan Villadsen er ny som topforhandler hos 3F, og han er gået ind i forhandlingerne uden ultimative krav.

Den strategi ser ud til at lykkes. Jan Villadsen fik ikke alt, hvad han håbede, men han kom alligevel langt, når det gælder kampen mod social dumping. Hvis Jan Villadsen får resultatet stemt hjem, står han stærkt i 3F, og det er mere værdifuldt end normalt. Hvorfor? Fordi 3F har kongres senere i år.

Asbjørn Jensen mangler noget …

Tilbage til forligsmanden. For Asbjørn Jensen har de seneste uger budt på adskillige gode nyheder. For halvanden uge siden kom et forlig på det vigtige butiksområde mellem Dansk Erhverv og HK/Handel, og i fredags kom et forlig på byggeriets område.

Det store spørgsmål er nu, om det er nok til, at vi undgår en storkonflikt.

Asbjørn Jensen har stadig mange hængepartier, men kun to af dem er alvorlige for ham.

HK/Privat er gået i stå. Det skyldes, at formand Karin Retvig har gjort det til et ultimativt krav at få fjernet den såkaldte 50-procents regel. Karin Retvigs modpart hos arbejdsgiverne har ingen interesse i at imødekomme hende. De kan blot vente på, at hun bliver mør og kaster håndklædet i ringen, eller at forligsmanden afgør sagen med et mæglingsforslag. I begge tilfælde får Karin Retvig en lang næse.

På slagterierne har det lignet et sammenbrud fra starten. De danske slagterier er presset helt i knæ, og arbejdsgiverne vil have lønnedgang. Intet tyder på et forlig.

… men et ja er sandsynligt

Når Asbjørn Jensen har fremsat et mæglingsforslag, vil det være op til især LO og CO-industri at mobilisere et ja.

Budskabet til medlemmerne er klart på forhånd: Stem ja. Ganske vist får I kun små lønforhøjelser, men i industrien får I en ny fratrædelsesgodtgørelse, og i transporten og byggeriet får I et værn mod social dumping.

Den største trussel mod et ja er, at medlemmerne ikke gider stemme. Den næststørste risiko kommer fra HK/Privat, hvor Karin Retvig ventes at iværksætte en kampagne for et nej. Der er også uro i byggeriet, hvor det såkaldte OK-2010 Initiativ er på krigsstien.

Foreløbig trækker det imidlertid i retning af en fredelig udgang på affæren. Hvis jeg var bookmaker, ville jeg tilbyde gode odds, hvis nogen ville spille på en storkonflikt.

Jeg er ikke den eneste i min familie der er udenlandsdansker. Vores danske mor mødte vores far i Grækenland, da hun arbejdede for Red Barnet i 1948. Af de fem børn der kom ud af det, er kun en af os blevet i Danmark.

Vores far havde hørt meget godt om Danmark, men selvom han havde svært ved at falde til i landet, gjorde han hvad han kunne for at vi skulle være danske. Derfor spiste vi dansk mad og fejrede de traditionelle danske højtider. Men en af de ting jeg lærte af ham, er gæstfrihed.

Når vi fik gæster, redte vi den fineste seng, pyntede op og lavede god mad. Derfor mærker jeg selv når jeg gæster andre, om de har prøvet at være gæster. Det kræver at begge parter spiller deres rolle. Som vært skal man åbne sit hus og stole på gæstens finfølelse, og som gæst skal man kunne føle sig hjemme og hjælpe til, men ikke tage over. Det er en hårfin balance.

Jeg plejede at betragte mig selv som europæer, men idag har jeg fundet ud af, at jeg i højere grad blot er en udlænding og har mange venner som også er udlændinge. Vi er et folk med mange fælles træk, blandt andet kender vi gæstfrihedens regler.

Når jeg skal fortælle om Danmark, er en af de fortrukne dyder jeg tilskriver Danmark, andelsbevægelserne. For de fleste lande er sådan en tanke umulig, det at kunne blive enige om at dele problemer og skabe noget sammen til fælles nytte.

Det forekommer mig at danskerne var mere tolerante før i tiden. Man kan på sprogbruget se at landet har ændret sig. Da jeg rejste fra Danmark i 1984 talte man ikke så meget om »danskhed« eller »lømmelpakke«, tonen var anderledes, det var »post til tiden« eller der blev »ikke fejet noget ind under gulvtæppet«.

Så når jeg i avisen læser at Danmark ligger i toppen af statistikken over hadforbrydelser gør det mig virkelig ondt. Jeg tror ikke at man hverken kan eller skal ændre andre mennesker, men man har altid muligheden for at ændre på sig selv.

Og jeg er af den overbevisning, at hvis man ønsker at få andre til at vise sig fra deres bedste side må det ske i et sundt miljø, uden forkælelse, men med gæstfrihed.

»Jeg forstår ikke, hvorfor dét, at man er god til noget, automatisk betyder, at du skal være et moralsk forbillede. Hvorfor? Hvem fik den åndssvage idé? Er det nødvendigt for unge drenge, der går til audition hos fodboldhold, Hollywood-studier eller Simon Cowell, at de stiller sig op og hævder, at de er moralsk uplettede«.

Og kvinden har jo ret. Hvorfor er det, at fodboldspillere og andre sportsstjerner pr. automatik skal gøres til moralske forbilleder? Der er bestemt ingen logik eller naturlov, der tilsiger en sammenhæng mellem sportslige toppræstationer og sportsstjernes moralske habitus. Tværtimod. Det kunne se ud som om, at graden af sportslig succes er omvendt proportional med graden af et moralsk sindelag. Læs med her…

»Jeg vidste, at mine handlinger var forkerte, men jeg overbeviste mig selv om, at jeg ikke var omfattet af de normale regler. Jeg tænkte aldrig på, hvem jeg sårede. Jeg tænkte kun på mig… Jeg troede, at jeg kunne slippe af sted med hvad som helst. Jeg følte, at jeg havde arbejdet hårdt hele livet, og at jeg fortjente alle de fristelser, som jeg faldt for. Jeg følte mig berettiget. Takket været penge og berømmelse, så skulle jeg aldrig lede længe efter fristelser«.

Gæt et citat. Hvis du på det seneste  har fulgt med i sportsverdens eskapader, er du næppe i tvivl: En tiger på spring, en tiger på vej i flyverskjul. Ordene kom ud af Tiger Woods’ mund, da han fredag d. 19 feb. på Ponte Vedra Beach i Florida sagde undskyld for hans sidespring ved at oplæse en 14 minutter lang syndsbekendelse.

I England har den såkaldte Terry-gate hærget medierne i år. John Terry - Fodboldspiller fra storklubben Chelsea, nu eks-landsholdsanfører og årets far i 2009 (sikke en pris!) - blev afsløret for utroskab, og det endda med en tidligere holdkammerats kone.

Men Terry-gate og Tiger-gate er kun toppen af isbjerget, for det er selvsagt ikke kun de allerstørste sportsstjerner, men også de mindre “stjerner” - internationale som nationale - der har moralske fejltrin på samvittigheden, hvad enten de så kommer i mediernes søgelys eller ej.

At det moralske forfald tilsyneladende er på et fremskredent stadium hos sportsfolk med større eller mindre stjernestatus er måske ikke så underligt endda. Ifølge Ask Vest Christensen, adjunkt på Institut for Idræt på Aarhus Universitet, kan de personkarakteristika man udvikler gennem elitesport se ud til at følge de kristne dødssynder mere end mange måske vil kendes ved (Se foredraget fra Danskernes akademi: Sportens moral)

Hovmod, grådighed, misundelse og vrede er begreber, der fungerer som dyder eller drivkraft inden for elitesport, og oven i det gives den succesrige elitesportsmand muligheden for at praktisere de 3 resterende dødssynder:  utugt, lediggang og frådseri.

Ask Vest Christensen har her en - omend karikeret - pointe, der unægteligt sætter tanken om sportsstjerner som moralske forbilleder i et helt andet og langt klarere lys! De to størrelser - sportstjerne og moralsk ledestjerne - harmonerer ikke rigtig sammen, vel.

Vender vi med Ask Vest Christensens pointe tilbage til India knights citat, står det nu klart, at det at være god til sport ikke automatisk gør sportsstjernen til et moralsk forbillede, men tværtimod kunne indebære, at sportsstjernen allerede har forbrudt sig imod ”almindelig god moral”, allerede har dødssyndet, og tilmed i kraft af sin stjernestatus har flere fristelser, flere dødssynder at modstå…

Eller sagt med andre ord - tigerens ord: “Jeg følte, at jeg havde arbejdet hårdt hele livet, og at jeg fortjente alle de fristelser, som jeg faldt for. Jeg følte mig berettiget. Takket været penge og berømmelse, så skulle jeg aldrig lede længe efter fristelser.”

Tigers ord kan selvfølgelig ikke bruges som undskyldning, men som forklaring. Det at man ikke føler sig “omfattet af de normale regler” er en følelse og en fristelse som selv folk med langt mindre succes end Tiger Woods let kan lade sig overmande af i svage øjeblikke.

Frist ikke svage sjæle, hedder det. Sportsstjernen fristes, men hyldes ikke for sit moralske sindelag. Han er en svag sjæl, et almindeligt menneske.

Selvfølgelig. Hverken mere eller mindre.

ANBEFALER: Hvis du går og glæder dig over at Grækenland har formået at sælge nogle obligationer, kan du godt tørre smilet af igen. Grækenland er et et minimalt problem for eurozonen, det er Spanien der betyder noget.

Spanien er eurozonens fjerdestørste økonomi, fem gang så stor som Grækenland og næsten dobbelt så stor som som de andre kriseramte europæiske lande - Grækenland, Portugal og Irland - tilsammen. Først hvis Spanien går statsbankerot taler vi om virkelig alvorlige problemer for euroen.

I øjeblikket ser det meget sort ud for Spaniens økonomi og statsminister, José Luis Rodríguez Zapatero, kan håbe på to ting:

1. Økonomisk vækst:

Spanien kan håbe igen at opnå økonomisk vækst og dermed måske også øgede skatteindtægter. Dog er der ikke meget i disse dage, som tyder på at dette vil ske. Efter næsten 16 år i vækst havde Spanien recession sidste år på 3,7% af BNP, og IMF forudser en endnu dybere recession i 2010.

Desuden er arbejdsløsheden i Spanien oppe på svimlende 20%, og denne forventes at stige. Sidst, men ikke mindst er de spanske lønninger steget markant i det seneste årti, hvilket tager hårdt på den spanske konkurrenceevne.

2. En EU-redningsaktion:

Ingen EU-lande kan tillade at eurozonens fjerdestørste økonomi går statsbankerot, det håber statsminister Zapatero i hvert fald.

Håbet hviler på, at landet ikke har haft rod i regnskaberne eller er forgældet på samme niveau som Grækenland, og at man derfor kan opnå større troværdighed på obligationsmarkederne. På denne måde kan man sælge statsobligationer for at nedbringe budgetunderskuddet, og en EU-redningsaktion kan måske derfor antage en realistisk størrelse.

Men disse fordeler blegner når man lister ulemperne op: Et kæmpe budgetunderskud på 11,4% af BNP, manglen af en troværdig plan for at mindske det, en fortsat nedgang i den økonomiske aktivitet samt store stukturelle brister i økonomien.

Alt i alt er Spanien altså i alvorlige problemer, og det kan meget vel ske at disse problemer også bliver vores. Fremtiden vil vise det, mens vi retter vores opmærksomhed mod det solbeskinnede land.

Du bør også læse disse indlæg:

Eurosamarbejdet står overfor store udfordringer

Professor: Der kommer flere efter Grækenland

Her er de mest konkurstruede lande

Følg mine daglige opdateringer på Facebook og Twitter:

 De er noget særligt. De ved det. Vi ved det. Alle ved det. Spørgsmålet er, hvordan blev de sådan? Er man født sådan? eller er det noget man kan træne sig til? Jeg har mødt en del af den type med voldsom karisma.

Garry Kasparov

Den vildeste af dem er uden tvivl tidligere skakverdensmester og historiens bedste spiller Garry Kasparov. På et tidspunkt var jeg vært for en pressekonference med ham i København, og jeg har ikke rigtig oplevet noget lignende hverken før eller siden. Han har en voldsom energisk udstråling, og det er nærmest umuligt at undgå at blive fyldt med æresfrygt. Han har også noget at have det i (han er skarp!), og ved pressekonferencen kastede han en masse komplicerede bolde i luften og greb dem så i rækkefølge og fik historierne strukturelt og logisk på plads - dvs. han gjorde noget live, som de fleste ikke er i nærheden af at kunne, når de skriver!   

Har han altid været sådan? Ja, et eller sted så blev det meget hurtigt klar, at han var noget særligt og også, at han havde en helt usædvanlig tro på sig selv og egne talenter. Han har nok ikke været nogen super entertainer fra start, men udstrålingen har været der hele vejen. Det er jo heller ikke ydmyge roller, han har tildelt sig selv. Først udfordrede han det gamle sovjet (der gerne ville beholde Karpov som verdensmester), og siden han holdt op med aktiv skak (han træner verdens nummer et, Magnus Carlsen, så helt holdt op er han jo ikke) er han gået ind i politik. Han er oppositionspolitiker i Rusland og benytter enhver lejlighed til at kritisere Vladimir Putin. Ikke den nemmeste eller mest ufarlige modstander, men Kasparovs vilde tro på sig selv er altså intakt. Og nåh jo, så er han ikke bange…

Bent Larsen

En anden i denne her boldgade (dog ikke helt så udtalt) er danske Bent Larsen. Bent fyldte 75 år den 4. marts og blev fejret over hele (skak)landet. Jeg har mødt ham utallige gange, og han har (for det meste) også været meget karismatisk - typen der bare helt naturligt overtager hovedrollen i et hvilket som helst selskab. I 60erne og 70erne var han oppe i den absolutte verdenselite og sammen med Bobby Fischer den eneste vestlige spiller, der kunne true den sovjettiske dominans. Han udtalte på et tidspunkt, at han ville og kunne blive verdensmester. Det blev han ikke, men han blev dog en utrolig succesfuld turneringsspiller.  

Var Larsen altid en karismatisk og stor personlighed? Helt sikkert ikke! Han var en intelligent dreng fra Thisted, som langsomt vænnede sig til den store verden og med resultaterne voksede selvtilliden og troen på, at han var noget særligt. Til sidst blev han så stor, at han voksede ud af Danmark og flyttede til Gran Canaria. Det var tildels en skatteflugt, men egentlig også et signal om, at han er en verdensmand (taler 8 sprog) og egentlig alt for stor en personlighed til Danmark. Han har da også fans i hele verden, og det er det spørgsmål, jeg oftest får, når jeg er i udlandet og spille: Hvordan har Larsen det? Han har det vist fint i Buenos Aires, hvor han har boet siden  midten af 80erne.

Jeg har spillet 4 gange mod Larsen (og klaret mig fint - men det var efter hans storhedstid). Jeg lagde især mærke til en ting: Manden er fuldstændigt uden frygt! Kan stadig huske vores parti fra DM i Esbjerg, hvor han gamblede helt vildt med et objektivt ukorrekt offer for at vinde (blev remis) i en ca. lige stilling. Jeg tænkte: ‘Der har vi den største forskel på mig og Larsen, for det der, havde jeg aldrig gjort!’. Manden var simpelthen ikke det mindste bange for at tabe, og det betyder, at man kan få det fulde udbytte, når det går godt. Larsen vil hellere vinde en turnering og blive nummer sidst i den næste end blive nummer to i begge to. 

Angsten for at være en nar

Hvordan bliver man som Kasparov og Larsen? Kan man få den samme karisma, udstråling og vindermentalitet - eller har de bare gode gener? Svært spørgsmål. For nyligt var jeg involveret i en diskussion på diskussionforummet pokernet. Her argumenterede Rasmus Nielsen (kendt som Jungleras) for, at den her type mennesker, der fører sig frem og f.eks.  insisterer på at tage de vigtige straffekast i puslingehåndboldkampe er dem, der ender som de bedste til sidst. Et eller andet sted er jeg enig. Men der er jo også en bagside, for når vi snakker om Kasparov og Larsen - der jo nok begge to har ført sig noget frem undervejs - så glemmer vi alle dem, der var ligesom dem, men aldrig blev ret gode eller karismatiske!

Det er folk, som praler og siger de bliver verdens bedste, men kun har det hele i munden. Selv ikke en henvisning til janteloven kan redde dem fra at lande i kategorien ‘en nar’. Og det er lidt problemet, for grænsen mellem at have selvtillid og være på vej mod stjernerne, og så være en indbildsk irriterende nar er meget meget hårfin. Personligt er jeg ret bange for at falde i nar-kategorien. Jeg fører mig frem alligevel, men nok lidt mindre end jeg ville have gjort, hvis jeg var Kasparov eller Larsen. Jeg kunne da også tænke mig at blive ‘en stor personlighed’. Men jeg har erkendt, at jeg mangler noget, og det vigtigste er nok frygtløshed. For jeg er bange for at tabe - og det på en måde, som holder mig tilbage. Jeg ved det, og jeg arbejder stille og roligt på at forbedre det hele tiden. Men der er grænser for, hvor langt man kan nå, når man ikke er født med et løvehjerte.

Udfordringer

Mindre end status som verdens bedste med overdøvende udstråling kan godt gøre det for de fleste. Også mig. Jeg elsker udfordringer og at prøve at blive bedre - det er det, som holder maskinen i gang.

Sidespring

Vi er til OL i skak år 2000 i Istanbul. Samme år var jeg blevet ansat som skakskribent på Politiken. Det er dagen efter ‘the Bermuda Party’ - den store fest som altid holdes under OL. Jeg vågner ved, at telefonen ringer. Jeg har seriøse tømmermænd, men tager den alligevel. Det er kulturredaktionen på Politiken. Samme dag har Kasparov tabt sit verdensmesterskab til Kramnik, og de vil have en kæmpeartikel. Av mit hovede. Jeg skriver historien, og det bliver en værre gymnasiestil (der skulle vist skiftes en del ud på kulturredaktionen, før de spurgte mig om at skrive noget igen - 3 år senere). En anden dansk spiller, Lars Schandorff er skribent for Berlingske Tidende, og han har naturligvis fået samme opgave. Jeg læser hans artikel, og den er bedre end min. Bedre er en underdrivelse, for den er klasser over mit makværk. Øv øv øv tænker jeg. Men samtidig ser jeg det som en udfordring ,og det fik mig til at arbejde lidt med skriveteknik (bl.a. kopierede jeg noget fra Larsen). Der er stadig plads til forbedring, men det er blevet meget bedre. Og det bringer mig til…

Konkurrence

Jeg synes selv, den her pokerblog er ret god (øver mig i at være Larsen eller Kasparov her), men den kan blive endnu bedre! Lidt konkurrence (mere Kasparov og Larsen - en lille snitter til alle øvrige pokerblogs) ville sikkert få mig op i et endnu højere gear. Og det er så heldigt, at føromtalte Rasmus Nielsen er begyndt at blogge. Hans første to indlæg ser lovende ud. Så måske er der konkurrence på vej. Det er jeg ikke bange for, så her er et link.

”TV 2 kommer til at bringe sig selv i en situation, hvor man bringer forkerte historier, altså historier som man objektivt selv ved er forkerte, altså historier om, at det er medlemmer af udenrigspolitisk nævn, der har lækket historien.”

Michael Dyrby svarede afvigende. Han cirklede om substansen, ligesom han også gjorde det i programmet Mennesker og Medier på P1 forleden.

Men Tøger havde fuldstændig ret i det han antydede - der har bare ikke været nogen, der har kunnet dokumentere det før nu.

Dagen efter TV 2 Nyhederne bragte historien om jægersoldaternes mission i Irak, påstod TV 2 Nyhederne nemlig mod bedre vidende, at lækket stammede fra Det Udenrigspolitiske Nævn. I en artikel på hjemmesiden kunne man læse; hvordan stationen konstaterede:

”Oplysningerne kom frem efter et ellers strengt fortroligt møde i Udenrigspolitisk Nævn.”

Dermed blev TV2 de første, der pegede pilen mod Det Udenrigspolitiske Nævn, selvom de vidste, at det var fup.

Regeringen går ind i den
Først dagen efter at TV 2 Nyhederne mod bedre vidende hængte Det Udenrigspolitiske Nævn ud, går regeringen ved daværende udenrigsminister Per Stig Møller ind i sagen.

Michael Dyrby vil gerne fremstille Per Stig Møllers udtalelser som tilfældige. Han siger, at Per Stig Møllers oplysninger kan komme hvor som helst fra. Det gør de dog næppe. Per Stig Møller befinder sig i et fly med TV 2 journalist Rasmus Tantholdt på vej mod Mellemøsten, da han går i rette med de politikere, der deltog i Udenrigspolitisk Nævns møde. Det var altså en kærkommen lejlighed til at redde Per Stig Møller fra at fremsætte de falske anklager mod Det Udenrigspolitiske Nævn.

Konsekvenser
Sagen stopper ikke her. At TV2 kunne udpege Det Udenrigspolitiske Nævn som skurken, har haft konsekvenser for Det Udenrigspolitiske Nævn. I 2008 fik forsvarsministeren ‘mulighed for at sende op til 40 soldater fra specialkorpsene af sted, uden at Folketinget - som det hidtil har været praksis - skal godkende brugen af specialstyrkerne.’

Den ændring har TV 2 en stor aktie i.

I lørdags fortalte familien Linkous via en kort udtalelse hele verden, at Mark Linkous har begået selvmord. Den indadvendte sanger og sangskriver skabte under navnet Sparklehorse en række fornemme plader, der i lavmælte toner sitrede af nerver uden på guitaren, hviskede sit nærvær frem i vokalen og støjede af spøgelser langs væggene. Ikke mindst på 2001-albummet ‘It’s A Wonderful Life’, hvor Mark Linkous fik ru hjælp fra blandt andre Tom Waits på  Dog Door og lånte en havfrues nænsomhed hos PJ Harvey på Eyepennies. Holder man af The Flaming Lips, Elliott Smith og Mercury Rev, har man formentlig også hørt lidt Sparklehorse.

Hele Mark Linkous tungsindige sangunivers tager sig på en mandag som i dag ud som en besværet og opslidende kamp af et mellemspil. Fra nærdødsoplevelsen i 1996 og frem til det sidste voldsomme valg af et punktum. Dengang i 1996 kollapsede Mark Linkous på et hotelværelse i London med en overdosis af antidepressiver, alkohol og valium. Efter lang tids sygdom kom han på benene igen og fik i sin fortsatte kamp med sortsynet skabt yderligere tre Sparklehorsealbum. Ofte i samarbejde med andre musikere. Selv om enhver Sparklehorse sang har et umiskendeligt præg af Linkous’ døsige og introverte temperament, virker det som om, at han klarede sig bedste gennem verden i selskab med andre.

Personligt er Dark Night of the Soul et af de mest interessante projekter Mark Linkous og Sparklehorse har været involveret i. Et albumprojekt med Sparklehorse og Danger Mouse som musikalske hovedkræfter, David Lynch som visuel arkitekt og med en række gæstesangere som Wayne Coyne, Suzanne Vega, Iggy Pop, Nina Persson, Frank Black og Julian Casablancas. På grund af uenigheder med pladeselskabet EMI, blev albummet aldrig udgivet. Men de prominente navne bag albummet udgav en bog i et begrænset og nummereret oplag. Med bogen fulgte en tom cd-rom, og tilsyneladende samtidig blev albummet lækket på nettet. Et af den slags underløbende tricks, der mest er typisk for Danger Mouse, men på ‘Dark Night of the Soul’ kan man tydeligt høre Mark Linkous’ smukke melankoli i sangene - som på åbningsnummeret ‘Revenge’ nedenfor eller på streamingen af hele det uudgivne album her.

Bare to dage før Mark Linkous selvmord skrev Pitchfork, at striden bag ‘Dark Night of the Soul’ var bilagt, så vi nu kan forvente en officiel udgivelse af albummet i løbet af i år. Det bliver så også som et sørgmodigt ekko af Mark Linkous. Det samme gælder det femte Sparklehorsealbum, der efter sigende var stort set færdig og klar til udgivelse.

Spiser du flere Guldkorn, hvis du spiller Guldkorn Ekspressen? Kan spil forføre til bestemte standpunkter eller holdninger? Og hvordan analyserer man den type spil, hvis formål er at være “pursuasive” - altså være “overtalende”?

Et kendt forsøg er de såkaldte “adver-games” - altså spil, der som ene mål skal øge opmærksomheden omkring et produkt, og den diskussion folder forskerne Jonas Heide og Sine Nørholm Just ud i den nye glimrende artikel “Playful Persuasion:  The Rhetorical Potential of Advergames”, hvor de bl.a. analyserer tre spilbare reklamer for Toms Chokolade, Danske Bank og Dansk Retursystem og bl.a. kigger på, hvor godt de inkorporerer “brandet” i spillet og dets spilmekanik.

Underligt nok har Jonas og Sine valgt nogle temmeligt bedagede reklamespil, som jeg ikke kunne finde på nettet og prøve. Og derudover  holder de også diskussionen til adver-games, hvilket er godt for vinklen, men skidt for perspektivet, da spil i den såkaldet “persuasive”-kategori også kan oplyse om f.eks. nødhjælp, politiske standpunkter eller provokationer.

Her er Ian Bogosts bog om hele genren “Persuasive Games” en større guldgrube, der ikke er nær så teoretisk funderet som Jonas og Sines artikel, men til gengæld med imponerende mange konkrete eksempler. Bogost coiner f.eks. begrebet “procedural retorik” om spillene - altså hvordan man kan konstruere solid retorisk overtalelse via en procedure, hvilket i denne sammenhæng betyder spil, man interagerer med. Som f..eks. “The McDonalds Game” eller ‘Third World Farmer”

Læs Playful Persuasion:  The Rhetorical Potential of Advergames her

Som Jonas Heides anmeldelse af Ian Bogosts ‘Persuasive Games: The Expressive Power of Videogames”

Læs mere om bogen her

FRIKVARTER: I England er fodboldklubber blevet opkøbt på stribe. Både internationale virksomheder og stenrige familier fra hele verden investerer i fodboldklubberne. Men nu ser det ud til, at tilhængerne i de respektive klubber har fået nok - i hvert fald i Manchester United. Således beretter The Economist i Football Finance - Colour Revolution.

Den amerikanske familie, The Glazers, er kommet i massiv modvind blandt flere fans. Det har udviklet sig til manifestationer (se billede ovenfor) ved fodboldkampene fra fans, der er utilfredse med The Glazers’ ledelsesstil; de vil se nyindkøb og billigere billetpriser. Fremtiden for de 100.000 utilfredse fans er hård. Det vil kræve ca. 1 milliard pund at købe The Glazers ud og samtidig undgå den store gæld som klubben lige nu trækkes med.

Men hvad så derefter? Tilhængerne vil give mere medbestemmelse til sig selv. Kan de styre en af verdens største fodboldklubber? Spørgsmålet er, om ikke de mange fans må vende sig til, at en overtagelse fra en ekstern investor også betyder ændret ledelsesstil. Fodboldklubber styres som virksomheder. The Glazers’ portefølje indeholder også produktion i den industrielle fødevaresektor - ikke det første man forbinder med fodbold. Det selvsamme scenarie har fundet sted i andre klubber med samme hændelsesforløb. I Chelsea FC har trænere hyppigt fået en fyreseddel, fordi ejerskabet måske ikke havde den samme tålmodighed som tidligere; det er en del af ledelsesstilen som investorerne tager med.

Du bør også læse disse indlæg:

Vil du være leder, så lær de her tricks af Hesselbjerg, Jensby og Køhlert

Derfor er Cristiano Ronaldo 700 millioner kroner værd

EM i fodbold kan give en ny tidsånd

Følg mine daglige opdateringer på Facebook og Twitter:

»Så længe vi betragter jøderne som en særskilt gruppe, ser vi ikke ofrene som simpelthen mennesker. Så længe vi ikke ser Anden Verdenskrig som menneskers udryddelse af andre mennesker, som menneskets udryddelse af mennesket, altså som selvdestruktion, lige så længe vil udryddelsen let kunne gå ud over andre, nye grupper.« (Søren Gosvig Olesen, Berlingske, 1.3.2010).

»I et land med seks millioner arbejdsløse er det klart, at nazismen havde exceptionelt gode betingelser for væklst. Men selve trangen til enhed og identifikation, tror jeg, der er noget almenmenneskeligt over. Folket mangler altid retning, orden og orientering (…) Vi opfører os for disciplineret i nutidens samfund, vi finder os i for mange ting. Vi er ekstremt lovlydige og regelrette. Ikke mindst i Danmark.« (Søren Gosvig Olesen; Information, 1.3.2010).

Hvorfor er det sidstnævnte et problem, kunne man begynde med at spørge? Et svar er måske, at det mest ordnede udtryk for disciplinerede adfærd er flokmentaliteten, og at flokken derfor i virkeligheden altid har været menneskets latente modstander. Over for den konforme masse bliver det enkelte menneske, der i sin individuelle egenart står udenfor, let en ildeset afviger – ‘en fremmed’.

Jo flere disciplinerede, desto større er trykket mod de utilpassede, der ikke hører til den givne ‘orden’ – hvad enten denne orden så dikterer massens politiske paragraffer og religiøse dogmer, eller om den tegnes af reklameeksponerede idealkroppe, strenge sundhedskrav eller en indpisket arbejdsmoral. Adfærdsafvigelser kortlægges og kriminaliseres eller diagnosticeres og patologiseres i stigende grad, og middelvejens strømlinede normative orden accepterer færre og færre udveje og omveje.

Eftersom der aldrig er to mennesker, der er helt ens, er enhver sådan udtalt eller uudtalt bestræbelse på ensretning også en nivellering af dét, der gør den enkelte til et selvstændigt og unikt menneske. Derfor er der brug for at erindre om en reel individualisme.

Disciplineringen foregår imidlertid på mange niveauer og hjælpes desværre på vej af en udbredt sammenblanding af individualisme og egoisme, der har misforstået noget helt elementært: Den egoistiske selvhævdelse er næsten altid pr. definition hensynsløs over for medmenneskers egenart, og derved ophæver den i sidste ende al meningsfuld individualisme, der netop er betinget af menneskelig mangfoldighed.

For at være konsekvent må en sådan individualisme dog også kunne rumme en individualitet, der faktisk er drevet af ønsket om at lade sig absorbere af en fælles identitet – eller mindre langhåret udtrykt: Det kan også være et individualistisk træk at blive ’som de andre’.

Det, der her ved første øjekast ligner et paradoks, opløses dog ret hurtigt igen, når man betænker, at alternativet til denne forståelse, er en ‘individualisme’, der med magt måtte efterstræbe (eller endnu mere paradoksalt: gennemtvinge) mangfoldighed, hvilket imidlertid ikke er mindre ‘tvangsnormaliserende’ end den massebevægelse, der gennemtvinger sin egen ensretning.

En tvangs-individualisering er ganske vist temmelig hypotetisk, men pointen i forlængelse af ræsonnementet er alligevel lige så relevant, som den er enkel: Individualitet er ikke i sig selv et spørgsmål om, hvorvidt man står uden for et normativt meningsfællesskab eller ej, men alene om hvorvidt ståstedet er i overensstemmelse med den enkeltes egen overbevisning og samvittighed eller ej.

Den, der forbliver tro mod sig selv ved f.eks. at vælge et meningsfællesskab, hvis individuelle forskellighed er stærkt begrænset, er jo ikke mindre sig selv end den, der forbliver tro mod sig selv ved at stå uden for samme meningsfællesskab.

Truslen mod mangfoldigheden og individualiteten er derfor de disciplinerende og intolerante kræfter, der direkte eller indirekte vil tvinge andre til at tænke, tro, klæde sig, spise, tilsluttes eller forarges over det samme som dem selv – og ekskludere dem, der ikke gør.

Det gælder korpsånden hos den type partisoldater, der vil diktere andre deres egen »normalitet«, og det gælder ortodoksien hos den type troende, for hvem det er sandt og godt at tvinge andre til at efterstræbe den samme »frelse« som dem selv.

Sådanne ensrettere findes naturligvis inden for flere politiske og religiøse retninger, også i Danmark. Men de mest militante er yderst marginale og forbliver som regel helt uden realpolitisk magt. Derfor udgør de heller ingen trussel mod samfundet som et hele, om end nogle unægtelig kan være farlige for de enkeltpersoner, de truer eller ligefrem overfalder.

Langt farligere forholder det sig imidlertid, hvis ensretningen får magt, som den har agt. En bevægelse, der er kendetegnet ved sin demonstrative hævdelse af Normen og Moralen, og som taler ‘på vegne af’ en abstrakt sandhed og misbruger en masse-identitet (f.eks. »danskerne«, »folket« eller »flertallet«), har allerede iscenesat eksklusionen af de »forrædere« eller »fremmede«, der måtte stå udenfor.

Jeg ved ikke, om det også er det, der ligger Søren Gosvig Olesen på sinde i ovenstående udsagn om hans bog, ‘Hitler – en introduktion’, men det fik mig i alle tilfælde til at tænke på den individualisme, der er antitesen til samfundets ensretning.

Bevares, vor tids Danmark er selvfølgelig langtfra indbegrebet af en nazistisk samfundsorden. Men nazismen er også af så ubegribeligt uhyrlige dimensioner, at det er meningsløst at skulle ‘måle’ al anden krænkelse mod den, for så vil megen anden frygtelig umenneskelighed og ensretning altid fremstå som ‘mild’. Dagens tiltagende samfundsforråelse og flokmentalitet, der generelt er langt mere snigende disciplinerende og folkeligt passiviserende, end den er traditionelt totalitær (når vi ser bort fra den kyniske brutalisering og systematiske dehumanisering, der tages i anvendelse over for asylansøgere, som oven i købet ofte deporteres til blodige torturbødler), er foruroligende nok i sig selv.

Individualismen som ensretningens oplagte modstykke er sygnet hen i Danmark og trænger til at blive genopdaget og aktualiseret.

Vi trænger til at blive mindet om, at flertallet i dag faktisk er farligere for mindretallet end omvendt. At normen faktisk af og til er farligere end afvigelsen. At lovbryderen faktisk af og til har mere ret end loven. Dette ‘af og til’ er overordentlig betydningsfuldt.

Også derfor er det vigtigt at appellere til den enkelte som et unikt menneske frem for som en lille plet og en bekvem brik i magtens dispositioner og den grå masse. Humanisme og individualisme hænger sammen.

I anledning af 100-året for kvindernes internationale kampdag vælter det ud med nye bøger. Men kigger man på forfatternavnene lader det til, at de gamle rødstrømper stadig er voldsomt optaget af kvindeoprør, mens min egen generation er mest optaget af chick lit og dens ’så-så-man-lige-mig-knække-stillethælen-midt-på-en-date-fniiis’ -budskaber.

Da jeg for et par år siden interviewde Hanne-Vibeke Holst til bladet Ud&Se, spurgte jeg hende, hvad der var galt med min generation - rødstrømpernes døtre. Hun kaldte os for ‘Nynne-generationen’ og opfordrede os til at smide damebladene ud, slukke for ‘Desperate Housewifes’ og tage os sammen. Tage os sammen til hvad?, spurgte jeg. “Jeg er træt af at sige det, men nu gør jeg det alligevel: Der mangler godt nok nogle unge kvinder, der gider tage det sure slæb”, erklærede fru Holst i interviewet, hvor hun også bare rystede opgivende på hovedet, da jeg spurgte hende, hvem i min generation, der skal bære ligestillings-faklen videre.

Og når man kigger på bunken af dagens nye bøger, er der ganske rigtigt ikke én dansk mand eller kvinde født i 1970′erne eller 1980′erne, som melder sig i ligestillingsdebatten:

68′er-rødstrømpen Susanne Giese udgiver bogen ‘Med verden i lommen’; hendes erindringer fra ‘den gang kvinder blev frie’ og tegner et tidsbillede af 1970′ernes København med kollektiver, basisgrupper og EF-diskussioner. Maria Marcus, som i 1960′erne og 1970′erne lavede tv-programmer om den ny kvindebevægelse udgiver ‘Min egen rødstrømpe-ABC’, hvor læseren kan slå op på ord som ‘bløde mænd’, ‘kønskvotering’, ‘lebber’, ’stiletter’, ’selvcensur’ og ’smilestrejke’.

Og i bogen ‘Efter kvindeoprøret - forestillingen om frihed’ fortæller den gamle kvindesagsforkæmper Hanne Dam (min højtelskede gamle underviser fra RUC) og syv andre kvinder - der mødtes som en fødselsgruppe i 1981 i Kvindehuset i København - om, hvordan de oplevede og forvaltede den frihed, som kvindeoprøret gav dem - inklusive skilsmisser, livet som enlige mødre og kampen på arbejdsmarkedet.

I bunken finder man også kvindekamps-klassikeren ‘SCUM’, der første gang udkom for 42 (!) år siden: Titlen er en forkortelse for ‘Society for Cutting up Men’ og er aktivisten Valerie Solanas (som de fleste måske husker som kvinden, der forsøgte at myrde Andy Warhol) fremstilling af middelklassemanden som en følelsmæssig krøbling, mens forstadens pæne piger ikke er meget mere værd end ham.

Endelig udkommer også en ligestillingsklassiker fra 1869 (!!) af John Stuart Mills: ‘Undertrykkelsen af kvinder’, som satte sine første spor med de engelske sufragetters kamp for kvinders valgret.

Alt sammen meget glimrende, og jeg glæder mig såmænd selv at læse flere af disse historiske dokumenter. Men hvor er de unge feminister M/K henne?

Jo-jo, Danmark bidrog for 10 år siden med to pendanter til den svenske debatbombe og ny-klassiker ‘Fisseflokken’ - ’Nu er det nok, så er det sagt’ (2000) og ‘Pikstormerne’ (2000) - og dygtige Leonora Christine Skov udgav i 2002 feministiske antologi ‘De røde sko’… men altså: Året er 2010, og det er stadig vores mødres generation, der skriver bøger om ligestilling.

Trænger du til at møde et par yngre, skarptskrivende feminister, så vil jeg foreslå, at du hurtigst muligt indfinder dig på Det Kongelige Bibliotek, hvor Den Sorte Diamant i kampdagens anledning lægger hus til en i særklasse blæret paneldebat (se dagens program her) med bl.a. den unge, amerikanske feminist-blogger Jessica Valenti (ellers så lov mig at læse med på hendes blog feministing.com) og den unge tyske Mithu Sanyal, som sidste år skrev en voldsomt debatteret ph.d. afhandlingen om ‘vulvaen’.

Derudover kan du også møde Naomi Wolf, kvinden som er en af hovedkræfterne bag den nyere amerikanske feminisme (og tidligere rådgiver for Bill Clinton) og en række andre ligestillingsaktivister og -teoretikere… hvoraf den eneste dansker tilhører… you guessed it; 68′er-generationen, nemlig Suzanne Brøgger.

Og så kan du selvfølgelig møde Danmarks nyudnævnte ligestillingsminister, Lykke Friis, som har fået presset ressortområdet ind i sin titel efter klimaminister og energiminister… (Og må jeg lige sige noget helt andet? - nu, hvor landet har fået sin første kvindelige udenrigsminister og ditto forsvarsminister bliver det iøvrigt spændende at se, hvornår en mand bliver udnævnt som ligestillingsminister.  I 2010 ser ligestillingen jo ud til at være en anliggende for kvinder - og særligt ældre kvinder…Eller hvad?) 

God kampdag!