REGELFORENKLING. Det er vist hvad der skal til, og ikke kun indenfor universiteterne, men inden for adskillige andre omraader af det offentlige i Danmark.

Isaer de smaa virksomheder og de selvstaendige indenfor erhvervslivet ville blive lykkelige for regelforenkling fra det offentliges side
-det ville vaere bedre end skattelettelser.

Naar nye love, cirkulaerer og forordninger udstedes, saa tager det altid noget tid foer de offentligt ansatte bliver fortrolige med disse, og foer der dannes en fast praksis i afgoerelserne i det offentlige. En masse procedurer og arbejdsgange skal laegges om - det tager tid at faa noget nyt til at fungere i praksis.
Naar de offentligt ansatte saa er blevet fortrolige med de nye love etc., saa udsteder politikerne nogle nye, saa de offentligt ansatte, rent faktisk hele tiden har "indkoeringsproblemer".
Det er i al fald hvad jeg bliver fortalt af dem jeg kender i den offentlige administration i Danmark
-og ved at foelge med i medierne og i fagtidsskrifter etc., bekraeftes jeg i det indtryk.

Selv Ombudsmanden har kritiseret politikernes forhastede og daarligt gennemtaenkte lovgivningsarbejde.

~~~
Hovedansvaret maa ligge hos politikerne
-og universiteterne har vel et medansvar.
~~~

Det er irriterende og oedelaeggende for al planlaegning baade hos private, det offentlige og i erhvervslivet, at man har politikere, som man ikke ved, hvad nu finder paa af nye daarligt gennemtaenkte love, cirkulaerer, regler og forordninger.
Nye tilskud der gives og andre tilskud som inddrages etc., etc. - de eneste der er glade for alt dette er skatteraadgivere, revisorer og raadgivende konsulenter og saa platugler
-der slaar plat paa alles manglende kendskab til alle de nye regler og disses konsekvenser.

Alt for mange lovforslag i Danmark bliver fremsat udfra populistiske motiver.
******
Hvis politikerne har hovedansvaret for fyringerne paa Koebenhavns Universitet
-hvem har saa ansvaret for,
at disse politikere er valgt ind i Folketinget?

Det ansvar har først og fremmest politikerne, Videnskabsministeriet og universitetsledelsen på alle niveauer, men man kan heller ikke frikende de ansatte selv.
Især det sidste kræver måske en forklaring: de ansatte, især de videnskabelige ansatte, har i lang tid dukket hovedet, medens vilkårene for den frie forskning, den gode undervisning og deres ytringsfrihed er blevet beskåret bid for bid. De har valgt at holde mund og begrave sig i deres forskning og undervisning. Bag lukkede døre har de siddet og håbet, at uvejret ville drive over, eller at det i hvert fald ville gå udenom netop dem.
Der findes mange gode undskyldninger for denne "kryben i skjul". Universitetsforskere er jævnt hen fredelige folk, som ønsker at bruge deres tid på forskning og undervisning. Rent faktisk har det da også vist sig, at det kan være farligt at råbe op og kritisere. En samlet kritik fra medarbejderne burde alligevel have været klart og tydeligt fremført allerede for mange år siden, så havde naturfagene måske stået bedre idag.
Taxametersystemet er en elendig metode at fordele resourser på, det undergraver kvaliteten i uddannelserne, og samtidig med at, i hvert fald basisbevillingerne, kun afhænger af hvor mange der bliver uddannet, så vurderes den enkelte medarbejder kun på, hvor mange publikationer i internationale tidsskrifter han/hun er (med)forfatter af. Det giver naturligvis en konflikt mellem at hytte sit eget skind og så hensynet til institutets økonomi.
Overordnet set, er det naturligvis politikernes opave at sørge for at de fag samfundet har så hårdt brug for, også får de nødvendige bevillinger, ikke mindst til at opretholde en undervisning som både går i bredden og dybden. Den forpligtigelse har især den nuværende regering slet ikke forstået, måske fordi de ingen anelse har om hvad naturfag er og kan bruges til.

"Det lykkelige Arabien" om igen.

Først og fremmest skulle man tænke på fagene. Videnskaber udvikler sig, det er rigtigt, men de fleste af dem har allerede udviklet sig over et længere tidsrum. Derfor er de blevet differentieret ud i uundværlige underdiscipliner. Når fag som geologi ikke mere har råd til mineralogi - eller biologi til botanik - er det en amputering af afgørende vigtige dele af faget. Men det er også at kaste århundreders investeringer og arbejde på møddingen. Universiteter og ministeriet noterer sig hele tiden successer med tildelte millionbeløb til kortvarige centre og eliteforskere (som ikke primært er forpligtet på at føre faget videre). Men det ændrer ikke på den grundlæggende uansvarlighed over for universitetets kerne, nemlig fagene, videnskaberne. Ideen med at have et universitet er: at have viden om og udvikling af videnskaberne til rådighed inden for landets grænser. Denne viden skal ikke måles alene på efterspørgsel; den skal helt grundlæggende bare være der. Alt andet er afhængighed og uansvarlighed. For ingen ved, hvad morgendagen vil bringe og hvilke felter, der vil være gang i fremtiden.

Kravene til de studerende er blevet nedjusteret løbende gennem en lang årrække. Ellers var det ikke muligt at få så mange igennem. Det er nok i det lys at man skal se de mange specifikke krav, der i dag er til indholdet i et phd forløb.

Lars Løkke Rasmussens drøm om Danmark er danske skoler og universiteter i verdensklasse. Denne gode drøm bliver til mareridt, hvis universiteterne mangler penge til forskning og uddannelse. Vi skal leve af kvalificerede kompetencer for at klare os i den globale konkurrence. Med andre ord er uddannelse nøgleordet for Danmarks fremtid. Regeringen har al ansvaret, fordi regeringen bestemmer pengeposens størrelse og bestemmer, hvorledes hvordan pengene overordnet skal bruges eksempelvis taxametersystemet. Dette er regeringens dummeste besparelse.

Det er universiteternes primære opgave at forske for erkendelsens skyld. Men ofte er man så heldig, at noget af det, der foregår på universiteterne, også kan anvendes ude i samfundet.

Når universiteterne vil lave erhvervsrettede uddannelser, går det ofte galt. Et eksempel er det biologiske område. Man har nu i flere år satset på at uddanne kandidater til medicinalindustrien. Det er fuldstændig vanvid, idet udvikling af medicin er ekstremt ressourcekrævende. Det kræver meget kapital, meget tid og skaber meget få akademikerjob. I mange tilfælde kommer der slet ingen medicinalprodukter ud af alle anstrengelserne og de enorme investeringer. Medicinalindustrien er med andre ord risky business. Derudover foregår der en masse ting i den industri, som ikke tåler dagens lys.

Fødevareindustrien er derimod helt anderledes, for her resulterer så godt som alle investeringer i produkter og mange akademikerjob. Fantastisk nyttigt for samfundet. Men det er man ikke klar over på universiteterne, og derfor lanceres uddannelser som Molekylær Biomedicin. Efter min bedste vurdering er det en fuldstændig brødløs uddannelse, som kun vil skabe frustration og arbejdsløshed.

Af det kan man lære, at universiteterne skal passe på med at lave erhvervsrettede uddannelser, for dem, der står bag uddannelserne, har typisk ingen som helst føling med, hvad der sker på arbejdsmarkedet.

Det må være op til de studerende selv at vælge de forskningsbaserde kurser, de mener, er nødvendige for deres fremtidige karriere. Desuden bør finansieringen af universitetsinstitutterne alene afhænge af, hvad det pågældende universitet vælger at forske i, og ikke hvad eventuelle studerende måtte finde interessant.

Uansvarlige beslutninger på Københavns Universitet

De praktisk anvendelige naturvidenskaber geologi og geografi oplever massive nedskæringer på Københavns Universitet. Efter års vigende interne bevillinger er yderligere 19 stillinger nedlagt. Studenterne har demonstreret og uden held spurgt rektor, hvad meningen er.
Danmark er en af Europas største producenter af olie og alene skatten fra Nordsøen andrager 75 mia. kr eller mere end den samlede landbrugseksport. Dertil kommer oliens handelsværdi og afgørende betydning for betalingsbalancen. Behovet er stort for at finde nye energikilder, f.eks. geotermisk energi, og muligheder for lagring af CO2 i undergrunden. Vandforsyningen i Danmark er baseret på grundvand, og det skal være rent, selv om vi bor i et landbrugsland, der udbringer enorme mængder af pesticider og næringssalte. Alt dette kræver mange nyuddannede geologer.
Dertil kommer globaliseringen, hvor uddannelse i geografiske informationssystemer er afgørende, meteorologien, klimaforskningen, hydrologien, glaciologien og forståelsen af kontinenterne, landskaberne og havene. På alle disse områder har Københavns Universitet ansvar for uddannelse af folk til industrien, ingeniør- og konsulentvirksomhederne, gymnasierne, kommunerne og Grønland og dets betragtelige behov for geovidenskabsfolk.
Men behovet for nyuddannede geologer og geografer kan langt fra dækkes af de tilbageværende lærerkræfter og med de nuværende studenteroptag. Studenteroptaget generes groft af andre naturfags rent akademiske krav til forkundskaber. Med den faldende interesse hos de unge for naturvidenskab bør de stærkt efterspurgte geouddannelser ikke styres af andre naturfags ønsker og fordomme. Set fra studenternes side skal geouddannelserne derimod være så attraktive, at de kan konkurrere med samfunds- og jordbrugsvidenskabelige uddannelser. Der skal være tilstrækkelige lærerkræfter og meningsfulde adgangskrav. Men naturvidenskaben på Københavns Universitet styres af fysikkens akademiske verdensopfattelse og en tilsyneladende foragt for ikke-teoretiske fag som geologi og geografi.
Til sammenligning har vi hele to landbrugsfakulteter med mere end tusind ansatte til dækning af fagområder af omtrent samme samfundsmæssige betydning som geofagene. Dette omfang af universiteternes landbrugsinstitutioner illustrerer blot, hvorfor vi på et ligeså erhvervstungt område har brug for stærke – og ikke yderligt nedprioriterede - geovidenskabelige institutter i både København og Århus og til den nye geografuddannelse i Ålborg.
Københavns Universitets voldsomme nedprioritering af geofagene er derfor uansvarlig. Normalt forsvarer universiteterne sig med, at ’det er regeringens skyld’. Men den går ikke denne gang. Samme dag som studenterne blokerede adgangen til Institut for Geografi og Geologi og drog til Frue Plads for at protestere over rektor, uddelte Helge Sander 6 mia. kr. til universiteterne. Og samme dag gjorde Sander rede for de mange nye basismidler, som universiteterne allerede har fået.
Hvad har rektor at sige til sit forsvar?