De nye ministre for undervisning og videnskab arver de gamle problemer på uddannelsesområdet. Det gør det svært at leve op til forventningerne om en frisk start. Til gengæld er der mange ministerrokader til 2020, hvor målene skal være nået.

Hvem husker ikke fornemmelsen fra skoletiden af at tage hul på første side i et nyt kladdehæfte? Eller at få en nyindkøbt skolebog?

Det var den fornemmelse af at starte på en frisk, som prægede uddannelsesområdet i starten af denne uge. Tirsdag blev to nye vidensministre, undervisningsminister Tina Nedergaard (V) og videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K), præsenteret. De startede samme dag i hver sit ministerium, og uden at nogen af dem har lange ministerielle generalieblade. Fra organisationer, uddannelsesinstitutioner og politikere blev der udtrykt forventning om, at to kvinder i fyrrerne og begge med ry for at have ben i næsen kan gøre en forskel.

Selv om de to til dels kan takke forgængernes upopularitet for den varme velkomst, var den alligevel bemærkelsesværdig, fordi uddannelsesområdet er kendetegnet af hård kritik og mistænksomhed over for ministre.

Arver Haarders møgsag

Men ét er nye ministre. Noget andet er ny politik. Dagen efter var det V-dag, og regeringens arbejdsprogram, ’Danmark år 2020 – Viden, vækst, velstand og velfærd’, blev præsenteret. Her blev linjerne for de to vidensministres opgave udstukket.

Lad os kaste et blik på de to ministre og deres mission.

Når det gælder undervisningsministerens nye område, var det meste i regeringens program kendt stof fra udmeldingerne under Marienborg-møderne om regeringens 360-graders eftersyn. Én ting var dog ny: En læsefond, som kan investere op til 150 mio. kr. årligt som opfølgning på 360-graders eftersynet og særligt rettet mod initiativer til indfrielse af læseløftet. Pengene kommer ganske opfindsomt fra bankernes tilbagebetaling af lånet i bankpakken. Så langt, så godt, selv om beløbets størrelse ikke imponerede uddannelsesfolk.

Men det, som vil give Nedergaard den største udfordring, er, at regeringen nu gør det til et programpunkt, at test, som afholdes i skolerne for at se, om eleverne kan læse og regne, skal offentliggøres. Dog med den indrømmelse til den konservative regeringsfælle, at testresultaterne skal korrigeres for »relevante socioøkonomiske indikatorer«.

Her arver Tina Nedergaard en møgsag fra Bertel Haarder. Hun har den fordel, at hun ikke som sin forgænger har udtalt sig lodret mod offentliggørelsen af test. Men det er stadigvæk forligsstof, og forligspartierne i oppositionen har ikke tænkt sig at give den nye minister nogen form for rabat. Tværtimod.

Oppositionens uddannelsesordførere, som højlydt undrede sig over Bertel Haarders kovending, og at han så konsekvent bakkede op om statsministerens udmeldinger i skoledebatten, har med rokaden fået en forklaring. Haarders loyalitet blev i denne uge belønnet med en forfremmelse til indenrigs- og sundhedsminister. En af sagerne her bliver spørgsmålet, om Lars Løkke Rasmussen lod de offentlige kasser betale overpriser til privathospitalerne. I den situation er evnen til at tage tæv på andres vegne en afgørende kvalifikation.

Samlet viser regeringens arbejdsgrundlag, at Løkke har udstyret Nedergaard med en ’tjekliste’, hvor det bliver en svær opgave at få sat flueben og leve op til forventningerne.

For lidt til forskning

Også for rokadens joker, videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen, gik der ikke længe, før hun fik kærligheden at føle. Allerede da det gik op for de ansatte på universiteterne, at deres nye minister ikke har anden uddannelse end en studentereksamen på CV’et, kølnede begejstringen. De havde lige glædet sig til at få en minister med universitetsuddannelse, som ville forstå dem bedre end den journalistuddannede Helge Sander.

Værre er det, set med forskerøjne, at ministeren ikke har meget med i posen fra Lars Løkke Rasmussen (V). I forhold de ambitiøse mål for universiteterne, der skal realiseres i 2020, lyder kritikken allerede, at der ikke følger mange penge med. Der er kun tilsagn om, at ambitionsniveauet med 1 pct. af BNP til forskning skal fastholdes efter 2012.

Derudover skal der presses mere udbytte ud af forskningen og ske en øget kommercialisering af universiteternes udviklingskontrakter. Regeringen laver en såkaldt matchfond, der skal gøre det muligt at belønne universiteter og forskningsinstitutioner, der kan skaffe nye forskningspenge fra virksomheder, med en offentlig merbevilling. I første omgang ønsker regeringen at afsætte 100 mio. kr. årligt fra 2011 til den nye matchfond.

Samtidig afsætter regeringen andre 100 mio. kr. årligt inden for globaliseringsmidlerne til at øge Grundforskningsfondens uddelingsmuligheder. Det lyder af mange penge, men som det fremgår af dagens forsidehistorie i denne sektion svarer det til 30 forskere i fem år. Fordelt på alle landets universiteter og forskningsinstitutioner er det ikke nogen guldregn.

Så de to nye vidensministre får langtfra et ubeskrevet kladdehæfte, de selv kan bestemme indholdet i. De får en række bundne opgaver og arver problemer fra forgængerne. Til gengæld kan de glæde sig over, at der er flere valg og mange ministerrokader til år 2020, hvor målene skal være indfriet.

Kan de to nye vidensministre levere varen? Deltag i debatten her