Pengemangel har fået universitetsfolket til at diskutere brugerbetaling. Djøf vil gerne være den første akademikerorganisation, som anbefaler den vej. Diskussionen om emnet bliver intens – for der er stærke argumenter både for og imod.

Hvad skulle det være? En cand.mag.-uddannelse? Så gerne, det bliver lige 150.000 kroner. Betal venligst ved kasse 1.
Foreløbig er ovenstående ordveksling selvfølgelig fiktion. Men ikke desto mindre hviskes og tales der netop nu om brugerbetaling på landets videregående uddannelser.

Grunden er pengemangel. Der er ingen udsigt til store stigninger i pengene til uddannelse. Da det samtidig er målet, at halvdelen af alle unge skal have en uddannelse, er problemet til at få øje på.

Tirsdag i den forløbne uge bragte denne avis analysen ’Gratis uddannelse findes ikke’ skrevet af Nina Smith, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, og Stina Vrang Elias, der er direktør i DEA, Danmarks Erhvervsforsknings Akademi. Analysen kom i anledning at DEA’s rapport, hvor titlen vel nærmest er et retorisk spørgsmål: ’Uddannelsernes og virksomhedernes konkurrenceevne – rækker den offentlige finansiering til international topklasse?’.

Brugerbetaling bliver også diskuteret i Djøf, der er forbundet for jurister og økonomer. Her vil ledelsen gerne melde ud, at Djøf støtter brugerbetaling på uddannelser. Men foreløbig er udmeldingen ikke kommet. Blandt andet fordi de studerende, der er organiseret i Djøf, truer med at gå og smække højlydt med døren, hvis deres organisation vil have kasseapparater opstillet ved indgangen til de lærdes haller.

Eller ved udgangen. For de fleste fortalere for brugerbetaling forestiller sig, at pengene skal falde efter uddannelsen som tilbagebetaling af lån. Som en ekstraskat for dem, der får et arbejde efter uddannelsen.

Det interessante er, at selv om der netop nu er flere fortalere for at udfordre gratisprincippet, har de ikke samme dagsorden. Diskussionen om emnet bliver intens – for der er stærke argumenter både for og imod. Lad os kaste et blik på argumenterne.

Robin Hood
Hvorfor overhovedet argumentere for brugerbetaling? Penge er allerede nævnt. Danske universiteter sakker bagud i forhold til lande omkring os i spørgsmålet om, hvor mange penge der bruges på uddannelser.

Men der er også blandt nogle af fortalerne et ønske om, at betaling kan være en måde at styre de studerende på. Hvis de studerende betaler, vil det få dem til at vælge uddannelse med større omtanke. Det vil kunne nedbringe det store frafald, der er på mange uddannelser, siger fortalerne.

Dertil kommer, at penge kan få studerende hurtigere gennem uddannelserne ved at give en større motivation for at blive færdig og tjene penge. I tråd med den tankegang ventes uddannelsernes kvalitet at blive bedre, når de studerende bliver kritiske kunder med klare krav til at få leveret varen i auditorierne.

Der er også det internationale aspekt. Velfærdskommissionen foreslog i 2005, at der indføres brugerbetaling på kandidatuddannelserne samt at SU’en omlægges til lån for kandidatstuderende. Forslaget skulle dæmpe højtuddannedes lyst til at flytte til udlandet og arbejde.

Et andet ofte gentaget argument er det, som kan kaldes Robin Hood-argumentet. Nemlig at gratis uddannelse og uddannelsesstøtte undervejs betyder, at de kortuddannede betaler gildet for dem, der får en lang uddannelse.

Hvor kommer pengene fra?
Jamen, så er der ikke så meget rafle om. Lad os få indført brugerbetaling hurtigst muligt?

Helt så enkelt er det ikke. For der er også stærke argumenter mod.

Mange anfægter den grundlæggende præmis, at brugerbetaling vil give flere penge til uddannelserne. Når først bastionen med gratis uddannelse er faldet, vil brugerne komme til at betale større og større andele af uddannelsen. Akademikernes Centralorganisation (AC) peger i notatet ’Brugerbetaling på uddannelser, pro et contra’ på, at erfaring fra såvel udland som Danmark viser, at de private midler erstatter de offentlige, så der ikke bliver tale om flere penge i de slunkne uddannelseskasser. Erfaring fra blandt andet Australien viser, at de offentlige midler er blevet erstattet af private midler, efter at der i 1995 blev indført brugerbetaling på uddannelserne.

Samme erfaring er gjort herhjemme. I 1990 blev der indført brugerbetaling på HD-uddannelserne, der uddanner folk på arbejdsmarkedet i ledelse og økonomi. Ideen var, at betalingen skulle dække en femtedel af prisen på uddannelse. I dag betaler brugerne – eller arbejdsgiverne – lidt over 80 procent af gildet!

Også Robin Hood-argumentet anfægtes. AC peger på, at Rambølls undersøgelse af overgangen fra studium til første job, ’Det frie valg eller det frie fald?’ fra maj 2010, viser, at 68,8 procent af de 3.051 adspurgte kandidatstuderende og dimittender kommer fra en ikkeakademisk familiebaggrund.

Endelig er der også frygt for at lave uddannelsessektoren om til en markedsplads. For når de studerende bliver til kritiske kunder, der har en forventning om at få noget igen for deres investering, kan der ske en opdeling i A- og B-universiteter. Erfaring fra udlandet viser, at universiteter i A-ligaen kun optager de bedste studerende. Lidt som det kendes fra nogle privatskoler i dag, som kan vælge deres elever med pincet og dermed gøre det lettere at holde et højt fagligt niveau.

Gratisprincippet er det danske uddannelsessystems kronjuveler. Det bliver spændende at følge diskussionen, som DEA nu har skudt i gang. Der er ingen enkle svar på problemet.

Skal uddannelse koste penge? Bland dig i debatten her.