I disse dage starter nye børnehaveklasseelever på skoler landet over. Ambitionerne for, hvad eleverne skal lære, har aldrig været højere. Samtidig har forvirringen og uenigheden om, hvordan ambitionerne indfries, aldrig været større.

En af de mange børn, som i disse dage starter deres skoleliv, hedder Alvin. Han starter i børnehaveklassen på Sortedamskolen i København. Inden han startede, spurgte hans mor, hvad han troede, han skulle lave i børnehaveklassen.

»Øh …aner det ikke …øh …Vi skal sidde skrupstille. Og når det bliver frikvarter, er det bare sådan yeaaaah«, lød svaret.

Jeg er vild med det svar. Her er en dreng, der har sproglig opfindsomhed til at bygge videre på udtrykket skrupgrine, og som har lyst at råbe ’yeaaah’ i frikvarteret. Jeg håber, han kommer til at sidde skrupstille i skolen med latteren boblende i kroppen. Og at han får lært det, han skal, uden at miste modet.

Alvins svar skal indgå i forskning på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, som forskeren Stig Broström laver. Perspektivet for forskningen er vidtrækkende. Hvis børns forventninger til skolelivet bliver indfriet, får de mere lyst til at lære. Bliver børnene skuffede, fører det til skoletræthed.

Men hvad skal Alvin egentlig vente? Skal undervisningen foregå i klasser eller på store hold? Skal flere eller færre have specialundervisning?

Det skræmmende er, at forvirringen i øjeblikket er total. Ved indgangen til et efterår, hvor statsministeren skal lande sit – uvidenskabelige – 360- graders eftersyn af folkeskolen, er der så mange bud og modsatrettede meldinger om, at ingen vil kunne give Alvin et fyldestgørende svar på, præcis hvad han skal kunne, og hvordan han skal lære det. Ud over altså at sidde skrupstille.

Hvad synes du selv?

Hvor langt vi er fra et svar på de næste ti års udvikling af skolen, afspejles af det årlige Sorømøde, som undervisningsminister Tina Nedergaard (V) indleder i dag.

Titlen er ’Uddannelse og udfordringer til alle – hvor er din overligger?’, og det vil høj og lav i uddannelsesverdenen diskutere i godt to dage. Det personrettede spørgsmål er formuleret lidt, som det kendes fra parodien på reformpædagogikkens matematikundervisning: Hvad er to plus to? Ja, hvad synes du selv?

Men implicit i spørgsmålet er selvfølgelig, at børn og unges overligger skal hæves. Og de skal alle have både uddannelse og udfordringer. Så vidt så godt. Men hvordan?

Et eksempel fra debatten om folkeskolen, hvor uvidenheden er stor, og meningerne er mange, er spørgsmålet om, hvordan det kan gå til, at hver 10. elev får specialundervisning. Og at specialundervisningen lægger beslag på knap 30 procent af pengene brugt på folkeskolen.

Ifølge en undersøgelse lavet af nyhedsbureauet Ritzau er antallet stigende på trods af et stort ønske om at bruge de eksploderende udgifter til specialundervisning anderledes. Er børn blevet dummere, og har de fået flere diagnoser? Eller er det omgangsformen i klasserne, der har gjort det nødvendig at smide hver tiende elev mere eller mindre permanent ud afd døren?

»Vi fægter alle lidt i blinde, når gælder folkeskolen. Vi ved ikke, hvad der virker, og vi ved ikke helt, hvad vi får for pengene«, siger formanden for kommunernes landsforening, KL., Jan Trøjborg (S) i mandagens udgave iaf Jyllands -Posten og nævner specialundervisning, som et område, hvor der er behov for mere viden.

Udtalelsen er ikke betryggende i lyset af, at både KL og Lars Løkkes 360 -graders eftersyn af skolen er kommet frem til, at flere elever skal flyttes fra specialundervisningen til de almindelige klasseværelser.

Det får lærere og forskere til at frygte en situation, hvor der nedlægges specialundervisningspladser, uden at der er fundet måder at undervise i klasseværelset, så der er plads til alle. Også til elever, der ikke har lært at sidde skrupstille allerede i børnehaveklassen.

Klassesamfundet er dødt

Netop indretningen af undervisningen er et andet område, hvor folkeskolen er i rivende udvikling. Og hvor ingen ved, hvordan det lander.

Som dagens reportage fra Elverhøjens Skole i Herlev viser, eksperimenterer mange skoler med at bryde klassen ned og organisere undervisningen i større hold.

Økonomien hviler imidlertid flere steder i landet som en skygge over eksperimenterne. For tanken om at undervise børn i større hold kan give økonomisk pressede kommunalpolitikere og skolechefer dollartegn i øjnene. Hvis de store hold bliver koblet til ønske om at spare og økonomisk nødvendighed, er frygten, at det vil gå ud over undervisningens kvalitet. Og så melder spørgsmålet sig: Hvis hvert tiende barn i klasser med højest 28 elever i dag får specialundervisning i dag, hvordan vil det så gå, hvis eleverne skal undervises i større hold?

Igen føres den politiske diskussion om emnet med afsæt i politiske holdninger til skolen snarere end på forskningsresultater. I løbet af efteråret skal Lars Løkke forsøge at lande de mange forslag om skolen, som hans 360-graders eftersyn af folkeskolen har afstedkommet. Intet tyder på, at det vil gøre forvirringen mindre.

Så kan skolen, som den vil udvikle sig, leve op til elevernes forventninger? Igen er det nok bedst at give Alvin ordet. Da han bliver stillet spørgsmålet om, hvad han glæder sig mest til i skolen, svarer han: »Jeg ved ikke, om jeg glæder mig«.

Har Alvin noget at glæde sig til? Deltag i debatten her