Regeringen vil tage uddannelsesstøtten fra hjemmeboende og bruge pengene til flere timer i skolerne. De sparede cafépenge rækker ikke til at gennemføre forslaget. Men det gør ikke noget, for reformen bliver først gennemført efter et opsagt forlig om folkeskolen og et valg.

Tag cafepengene fra de hjemmeboende studerende. Brug dem på flere timer til skolebørnene. Og stram så lige reglerne for studerende, så de ser at blive færdige med uddannelsen.

Det er kort, klart og mundret. Og det er styrken i regeringens programerklæring for folkeskolen og uddannelsesområdet. Det kom til udtryk i Lars Løkkes åbningstale tirsdag og er siden blevet gentaget i Løkkes tv-duel med S-formand Helle Thorning-Schmidt og ved gårsdagens åbningsdebat i Folketinget.

Præcis som det var tilfældet med S og SF’s plan ’Fair forandring’, er det vigtigere, at det politiske budskab kan trænge gennem som slagord, end at politikken reelt kan gennemføres.

Kommunikation over indhold. Signal over substans. Sådan er politik blevet, og det bliver kun værre, jo tættere på et valg, vi kommer.

Derfor er folkeskolen og uddannelsespolitikken for politikere på begge sider af folketingssalen blevet et middel til at vinde næste valg frem for et mål i sig selv.

Vejen er lagt til et opgør mellem regeringen og oppositionen om, hvis skyld, det er, at der ikke kan gennemføres en skolereform på denne side af et valg. Løkkes forgænger, Anders Fogh Rasmussen, elskede politiske drejebøger.

Hidtil har Løkke ikke haft held med at styre den politiske proces frem til en reform af folkeskolen. Det følgende er et forsøg på at beskrive forløbet, som det kommer til forløbe – drejebog eller ej.

1. Sammenbrud.

Regeringens forslag om at give skoleelever i de små klasser flere timer hilses velkomment. Der er mange gode argumenter for det. Eleverne i de små klasser er ivrige efter at lære og ifølge forskning bedre rustet til at lære sprog i de tidlige klasser end senere i skoleforløbet.

Samtidig er de fleste elever alligevel væk fra hjemmet fra otte om morgenen til ud på eftermiddagen. Hvorfor ikke bruge elevernes tid, så de kan blive bedre i skolen?

En vindersag, som oppositionen og selv regeringens nyligt udpegede fjende, Danmarks Lærerforening, tog godt imod.

Men så er der lige det med pengene. For regeringen vil tage uddannelsesstøtte fra hjemmeboende unge og bruge dem. De såkaldte cafépenge fra de store brugt på skoletimer til de små. Det kan flere partier i SU-forliget ikke acceptere.

Lars Løkke Rasmussen og hans undervisningsminister Tina Nedergaard (V) har allerede skruet godt op for ingen arme, ingen kager — argumenterne. Hvis oppositionen ikke vil være med til at tage SU-kroner, går det hele i vasken.

På Facebook skriver Tina Nedergaard, at statsministeren med forslaget om at reducere udgiften til cafeépenge har skaffet i alt 800 mio. kr. til den nødvendige fornyelse af folkeskolen. »Håber S og SF vil sætte børnene over deres iver for at føre valgkamp«, som ministeren skriver.

Håbet kan ingen tage fra ministeren. Men både hun og Løkke ved godt, at det vil S og SF aldrig gå med til. Hvor Nedergaard har de 800 mio. fra, er fortoner sig i Facebooks tåger. Hendes eget ministerium har regnet ud, at når de penge, regeringen vil give til hjemmeboende studerende med fattige forældre, og skatten er trukket fra, bliver det til 650 mio.

Men selv hvis det var 800 mio. kr., ved både Løkke og Nedergaard, at beløbet ikke er i nærheden af, at kunne betale for, hvad der svarer til to skoletimer på alle landets skoler. Selv Kommunernes Landsforening tør ikke gætte på, hvor dyrt det bliver.

Det sådan set heller ikke så vigtigt, set fra regeringens side. For forslaget bliver ikke gennemført.

2. Folkeskoleforliget brydes.

Hvad så? Vil regeringen sidde med hænderne i skødet til næste valg og blot acceptere, at dens største prestigeprojekt falder til jorden?

Nej, regeringen truer med at bryde begge forlig på uddannelsesområdet. Både det om statens uddannelsesstøtte (SU) og folkeskoleforliget, hvor Socialdemokraterne er eneste parti ud over regeringen og Dansk Folkeparti. Løkke har udtalt, at skolen er vigtigere end brede aftaler, og at regeringen ikke vil slække på sine ambitioner bare for at blive enige.

Forligsbruddet vil enten komme, kort før Lars Løkke udskriver et valg. Eller som betinget forligsbrud, hvor regeringen siger, at hvis de får flertal, vil de ikke føle sig bundet af folkeskoleforliget.

Oppositionen – og især Socialdemokraterne – vil kritisere et brud i høje toner både før, under og efter valget. De vil sige, at regeringen spiller hasard med skolens fremtid og skaber usikkerhed blandt skoleelever og deres forældre. Men Socialdemokraterne har det problem, at de før sidste valg i 2007 også satte folkeskoleforliget på spil. Partiet meldte ud, at det ikke ville føle sig bundet af folkeskoleforliget, hvis den røde blok vandt valget.

Når det gælder om at bruge skolen og uddannelsesområdet som boksebold i valgkamp, har ingen af parterne meget at lade hin den anden høre. Status er, at valgkampen kommer til at handle om, hvem der har skylden for, at der ikke kan laves en reform af folkeskolen.

Er det en god ide med seks timer skoledag i de mindste klasser? Deltag i debatten her