Danske universiteter har i det forgangne år kæmpet meed overskrifter på møgsager om forskningsfusk og videnskabelig uredelighed. Kortsigtede forskningsprogrammer og krav om medfinansiering har gjort universiteter
til distanceblændernes paradis.

To raslende skeletter om forskerfusk væltede ud af skabe og trak med god grund store overskrifter i 2010. Og for at det ikke skal være løgn, sluttede året med striber af artikler om, at en professor sammen med tre mænd og en kvinde dyrkede sadomasochistisk gruppesex i et kælderrum under på Aalborg Universitet.

Politiets efterforskning sluttede forleden og med en konstatering af, at alle deltog frivilligt i kælderens studiekreds om middelalderen. Så fred være med de kutteklædte – pax vobiscum, om man vil.

Til gengæld er der grund til at opholde sig ved de principielle sager på universiteterne i København og Aarhus. Den ene sag handler om videnskabelig uredelighed og misbrug af forskningsmidler. Den anden om svindel og falske underskrifter. I begge tilfælde er der tale om højt profilerede forskere.

To skandalesager i løbet af et enkelt år på landets største universiteter, viser ifølge kilder, at universiteterne anno 2011 er blevet distanceblændernes paradis.

En kriger
Kernen i sagen om hjerneforskeren Milena Penkowa er påstanden om, at hun har fusket med de forsøg, som hendes forskning er baseret på. Sagen blev rejst af hendes institutleder i en mail til ledelsen på Københavns Universitet. Den er siden blevet beskrevet i en række artikler i Weekendavisen, og forskeren er blevet indbragt for Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed og har sagt sin stilling som professor op.

Ifølge Weekendavisen blev hun presset af universitetet til opsigelsen, fordi hun havde misbrugt en forskningsbevilling fra en privat fond til blandt andet tøj, rejser og middage.

Københavns Universitet har indvilliget i at tilbagebetale IMK Almene Fond op mod 2 millioner kroner for at få afsluttet den økonomiske side af sagen.

Senest har 58 fremtrædende forskere i et åbent brev til universitetets bestyrelse rejst krav om en uvildig undersøgelse af sagen og af Københavns Universitets håndtering af den mistanke om videnskabelig uredelighed, som har været fremme flere gange i de seneste ti år. Herunder rektor Ralf Hemmingsens rolle.

En af underskriverne, professor Elisabeth Bock, siger til Weekendavisen, at bestyrelsen bør kræve en underskreven erklæring fra rektor, om, at hans relation til Penkowa udelukkende har været professionel. Både rektor og bestyrelsesformanden for Københavns Universitet har afvist at rektor skulle have habilitetsproblemer.

Bestyrelsen har afvist kravet fra forskerne og henvist til, at Kammeradvokaten har givet en foreløbig vurdering til bestyrelsen, som ikke har givet den anledning til at fortage sig mere.

Uanset hvad sagen ender med, kan man konstatere, at Penkowa ud over forskningskvalifikationerne har været en dygtig sælger. Hun har evnet at rejse penge til forskning både internt og eksternt.

Blandt andet ved hjælp af en bemærkelsesværdig selvsikkerhed, der afspejles i et citat, fra hun sidste år modtog Videnskabsministeriets prestigefyldte EliteForsk-pris på 1,1 millioner kroner: »Jeg er en kriger. Konkurrencelysten og kompromisløs. Jeg har en opfattelse af, at jeg kan alt, og jeg kan gøre det bedre end nogen anden. Til hver en tid«.

Fusk på forskergangen
Politiet leder stadig efter forskeren Poul Thorsen, der nåede at sige op og forsvinde fra Aarhus Universitet, før han blev meldt til politiet for dokumentfalsk og underslæb for over 10 millioner kroner.

Svindlen havde stået på i flere år og kan nærmest kaldes den akademiske verdens svar på erhvervslivets Stein Bagger. Den rummer alt fra falske underskrifter, skattesnyd og ansættelse på fuld tid og til fuld løn på både Emory University i Atlanta og Aarhus Universitet.

Thorsen beskrives som en excentriker og en karismatisk person, som nåede at have en gruppe på 20-30 personer knyttet til den nu lukkede forskningsenhed Nanea.

Fra forskning til fidus
Er sagerne undtagelser, der bekræfter reglen om danske universitetsforskeres høje troværdighed? Eller rasler der andre skeletter i skabene?

Det er svært at entydigt svare på. Men flere i universitetsmiljøet peger på, at sagerne viser bagsiden ved den nye tids hårde konkurrence både mellem universiteterne og mellem universiteternes ansatte. Kravet til universiteterne er, at de skal markedsføre sig selv og skaffe penge.

Det rummer en fare for, at universiteterne belønner forskere, der puster sig op, selv om de måske ikke har så meget at have det i.

Kravet om konkurrence skærpes fra politisk side, som det blev udtrykt klarest i sloganet ’Fra forskning til faktura’. Bevillingerne til universiteternes forskning – basismidler – tildeles efter resultater, hvor et af succeskriterierne er at tiltrække penge udefra.

Således blev 2010 også året, hvor en institutleder på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) lavede en forskningsstrategi, som vil »påbegynde en kontrolleret afvikling af forskningsfelter uden udsigt til i nævneværdig grad at kunne komme til at hævde sig i den nationale konkurrence om forskningsmidler«.

Den øgede konkurrence har givet dynamik og flere penge til forskning. Men årets sager viser, at det en fare for, at visdommens ugle reduceres til platugle.

Fører den hårde konkurrence om forskningsmidler og kravet om ekstern medfinansiering til fusk? Deltag i debatten her.