På landets universiteter bides der netop nu negle i ængstelse over, hvem der bliver den næste Vvidenskabsminister. Vil den nye minister føre radikal tillidspolitik? Eller vinder S og SF’s ønske om at fremme klima og erhvervspolitik med penge fra universiteternes kasser?

Bliver det plat eller krone?

Det spørgsmål bliver i disse dage stillet igen og igen på landets universiteter. Universiteterne oplever lige nu deres fremtid som en mønt stillet på højkant – lige midt på mødebordet på Hotel Crowne Plaza, hvor forhandlingerne om et nyt regeringsgrundlag stadig står på.

På den ene side af mønten er en kvindelig SF’er, oplagt Astrid Krag eller Ida Auken, som ventes at betyde et slanket ministerium, fordi det kommer et stykke nede afpå partiets prioriteringsliste.

Nogle frygter endda, at universiteterne, som det har været prøvet før, skal opdeles i to ministerier, så uddannelse kommer i Undervisningsministeriet og forskningen i Videnskabsministeriet. Ønsket om ligelig kønsfordeling på det nye ministerhold betyder, at SF’s videnskabsordfører, Jonas Dahl, er ude af billedet.

På den anden side af mønten er en radikal videnskabsminister. Sker det, ventes ministeriet igen at få vokseværk og få alle videregående uddannelser samlet i Bredgade. Især læreruddannelsen er radikalt hjerteblod, og skal radikale fristes af Videnskabsministeriet, skal det professionsuddannelserne med i købet.

At det bliver en socialdemokrat, som kommer i spidsen for Videnskabsministeriet, er lige så sandsynligt, som, at mønten bliver ved med at balancere på højkant, når forhandlerne rykker deres stole ind til bordet. Socialdemokraterne går i denne regeringsdannelse hårdt efter Undervisningsministeriet, og af hensyn til magtfordelingen i den førte uddannelsespolitik får de ikke også Videnskabsministeriet.

Mønten kan falde den ene vej eller den anden vej, og udfaldet afhænger af mange forhold, som ikke har det fjerneste med universiteterne at gøre.

Ud over at det sårer universitetsledelsernes betydelige selvfølelse, at de er langt nede på dagsordenen i regeringsforhandlingerne, er der stor spænding om udfaldet. For få ressortområder er så personafhængige som Videnskabsministeriet. Arbejdsforhold og hverdag for landets forskere og studerende afhænger direkte af, hvem på det nye regeringshold, der får ansvaret for universiteterne. Da det samtidig er et ministerium, hvor selv kilder tæt på forhandlingsforløbet, stadig ikke tør sætte navn eller partifarve på, er denne regeringsdannelse ekstra nervepirrende.

Det handler om andet og mere end, hvilken minister, universiteterne helst vil danse med. Det handler også om ført politik. Udfaldet giver to scenarier, som efter temperament kan kaldes plat eller krone.

Radikalt Kinderæg

Bliver det en radikal minister, er der mange løfter at leve op til.

»Lever de bare op til nogle af løfterne, skal det nok gå«, som en rektor udtrykker det. Partiet har ligesom S og SF lovet at rulle genopretningspakkens besparelser på uddannelse og forskning tilbage. Men de radikale vil desuden tilføje en1 mia. årligt fra 2013 til forskning og uddannelse. Endelig ønsker de radikale, at 70 procent af pengene til universiteterne gives som basismidler, det vil sige penge til forskning, som universiteterne får direkte, og som ikke er knyttet til forskningsprogrammer.

Set fra universiteterne et appetitvækkende radikalt Kinderæg, med tre ønsker på en gang. Men de siger samtidig, som i reklamerne: »Det går virkelig ikke«.

De færreste tror, at spenderbukserne holder til de barske realiteter i regeringsforhandlinger under en økonomisk krise.

Men signalet om større frihed og tillid til universiteterne er modtaget. En radikal videnskabsminister er det, som lederne på landets universiteter i disse dage krydser fingre og tæer for at få.

En SF’er som videnskabsminister vil have planen ’Fair løsning 2020’ med i flyttekassen. Det betyder gode og dårlige nyheder til universiteterne. De gode er fjernelse af genopretningsplanens besparelser, og at basismidler skal udgøre 60 procent af pengene til universiteterne. Men der er en hage ved gaverne. S og SF vil give med den ene hånd og tage med den anden: Nnemlig bruge 500 mio. årligt af basismidlerne til af finansiere fire nye erhvervsforskningscentre inden for velfærdsteknologi, klima, miljø og sundhed. Så er pengene ikke basismidler længere set fra universiteternes synsvinkel. Så er det penge i programmer og kasser, som universiteterne ikke kan regne med til langsigtet planlægning.

Også når det gælder de studerendes vilkår, giver ’Fair løsning’ universitetsfolk bekymrede rynker i panden. S og SF vil nemlig have studerende hurtigere gennem uddannelserne. Blandt andet ved at klemme tre semestre ind på et år og ved at lave såkaldte hurtige spor, hvor studerende kan fræse igennem på kortere tid.

Retur pant

Endelig er der kandidatpanten i ’Fair Løsning’, som betyder, at studerende kommer til at skylde en slags pant for sidste af del af deres uddannelse – fra bachelor- til kandidatniveau. Kandidater, der bliver i Danmark, skal ikke betale panten. Flytter kandidaterne til udlandet, skal panten betales ved kasse et1.

Ligegyldigt hvem der bliver videnskabsminister, har den pant ingen gang på jord. Dels slap S og SF meget uheldigt fra at forsvare ordningen i valgkampen og modsagde reelt hinanden. Dels vil hverken radikale eller eEnhedslisten lægge stemmer til noget, der ligner.

En af de nærmeste dage får Danmark ny videnskabsminister. Om det bliver plat afhænger af øjnene, der ser det. Men, som det siges med slet skjult skadefryd af politiske modstandere: Der kommer under alle omstændigheder til at mangle kroner.