I dag er det skolernes motionsdag, og over en halv million elever løber, danser og leger sig til lidt bedre form. Det er tiltrængt. For omkring hvert femte elev i skolen trives ikke og lever usundt. Dagen illustrerer, hvordan nogle skoler udvikler sig i hurtigt løb, mens det politiske arbejde med at reformere folkeskolen sidder fast i startblokken.

Klar, parat … .start! Klokken 9.30 i dag skyder børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) skolernes motionsdag i gang på Gildbroskolen i Ishøj. Startskuddet bliver, ifølge programmet, ledsaget af »’en peptalk«’ fra ministeren, før det går løs landet over med løb, leg og dans.

Baggrunden for de rødkindede børn i morgenkøligheden er alvorlig. 8 til 12 procent af alle skolebørn er nu så fede, at det er et forstadie til type 2 -diabetes – eller det, som noget misvisende kaldes ’gammelmandssukkersyge’. En undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed dokumenterer samme tendens: Hver femte af de 11-15-årige elever trives ikke i deres dagligdag, fordi de lever for usundt og bevæger sig for lidt.

Motionsdagen er et øjebliksbillede af skolen anno 2011: Der er kæmpe forskel fra skole til skole på, hvordan de håndterer udfordringen med at give de fedttyngede børn et kærligt spark væk fra fjernsyns- og computerskærmen. Nogle skoler og kommuner laver ambitiøse idrætsforløb og inddrager bevægelse i flere fag. Andre steder må eleverne nøjes med to gange 45 minutters gymnastik på en uge. Selv om det er ministeren, som skyder motionsdagen i gang, er det organisationen Dansk Skoleidræt, der har fået så mange elever i gang. En landspolitik for at få elever i bevægelse gang må vi foreløbig se i vejviseren efter.

Fra løb til dans i gaderne
Det er ikke alle elever, der i dag springer glade af sted og får en fest i efterårssolen. På nogle skoler er motionsdagen slet og ret et løb. Og hvor sjovt er det lige at løbe 3 til 10 kilometer, hvis man ikke er vant til det? Især for den tunge del af feltet er løb den dårligste måde at motivere til motion.

På andre skoler rummer dagen forskellige aktiviteter, hvor eleverne kan lege bevægelse ind i hverdagen. Og måske gå på efterårsferie med lyst til at more sig på andre måder end med et joystick i hånden og øjnene stift rettet mod en skærm.

Det afspejler sig også udviklingen i Skolernes Motionsdag, som i år bliver gennemført for 29. gang. Frem til 1993 hed det Skolernes Motionsløb. Men synet på børn og idræt har ændret sig, og motionsdagen er nu udvidet til at være aktivitetsdag, hvor der i år er fokus på streetdance og muskeltræning.

Forskellene på, hvordan skolerne afholder motionsdagen, genfindes i tilgangen til idræt i undervisningen. I Svendborg kører for øjeblikket et forsøg, hvor 600 skoleelever fra 0. til 4. klasse har seks timers idræt om ugen, og hvor flere forskere tester børnene og rapporterer resultaterne. På Valhøj Skole i Rødovre er der forhindringsbaner, dans, parkour, mooncar race, og jeg skal komme efter dig. Også sådan kunne listen fortsætte. Det vælter frem med aktiviteter i skoler og i kommuner.

Samtidig står Dansk Idrætsforbund og tripper med deres folkeskoleudspil ’Verdens mest aktive folkeskole’, hvor de bl.a. peger på de utallige muligheder for samarbejde mellem de lokale idrætsorganisationer og skoler.
På landsplan? Der sker ikke meget. Der er ikke i dag et minimumstimetal for idræt, som hører under den samlede pulje til praktisk-musiske fag. De vejledende timetal, som kommunerne ikke er lovbundet af, er sat til under en klokketime i 1. klasse, og i 9. klasse til, hvad der svarer til to gange 45 minutter.

Når man samtidig ved, hvor tit det sker, at idræt ikke bliver til noget, fordi tøjet er glemt, gymnastiksalen bliver brugt til prøver, eller læreren er syg, så er facit, at en stor gruppe børn i Danmark kun bevæger sig, når de klør sig i de blodskudte øjne efter timer foran en skærm. Hertil vil nogen sige, at bevægelse må foregå i fritiden. Skolen kan ikke klare alle opgaver. Konsekvensen af det synspunkt er bare, at mange børn ikke får rørt sig overhovedet. En undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut viser, at hvert 6. barn i alderen 7-15 år ikke dyrker idræt i sin fritid.

Ministerbil i bakgear
Det ved den nye børne- og undervisningsminister godt, når hun en halv time efter at have skudt motionsdagen i gang sætter sig ind i den airconditionerede ministerbil og kører videre i dagens program. Hendes vilje til at få leg og bevægelse ind som en del af en længere skoledag er stor – også for de børn, der ikke er så heldige at gå på en skole, der prioriterer bevægelse.

Alligevel kommer det ikke til at ske. Der kommer ikke nogen stor reform af folkeskolen foreløbig, lød det torsdag fra ministeren. En reform af skolen er med i regeringsgrundlaget, men det er først i slutningen af valgperioden, det bliver aktuelt.

Det skyldes de to p’er: penge og politik.
Pengene først: Antorinis vilje til forandring kan ikke realiseres i finansloven for 2012, som ventes at blive meget stram. Til Information siger ministeren: »Finansloven for 2013 bliver den interessante«. Det kan da kaldes forventningsafstemning i forhold til skuffede vælgere.

Politisk er den nye minister bundet af folkeskoleforliget med V, K og DF, som blandt andet omfatter de obligatoriske nationale test. I et nyt forlig skal hun have regeringsfællerne i SF og R med, og det bliver svært, før de nationale test er blevet evalueret i 2013, og de tre partier har fundet et kompromis om testenes fremtid.

Så skoleudvikling i Danmark er henvist til kommuner, skoler og organisationer, som sammen får sat børnene i bevægelse. Det eneste, Antorini kan frem til 2013, er at fremsige ’peptalk’ og sætte forsøg i gang. Det bliver ambitiøs idrætsundervisning for nogle elever og nærmest ingen bevægelse for andre. Klar. parat. Og stop.