Annonce

Lamaen giver dansk hovedpine

tekst 18 Kommentarer del

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

  

Det kan godt være, at Tibets religiøse eksilleder, Dalai Lama, kun var iført lændeklæder og bare tæer i klipklappere, da han i et vinterkoldt Washington torsdag besøgte præsident Obama i Det Hvide Hus. Men han gjorde det igen: Skabte ravage i forholdet mellem verdens to vigtigste magter - USA og Kina.

Og ikke nok med det: Besøget var indirekte også med til at skabe ny uro om en dansk Kina-politik, som ifølge kritikerne er sendt ud på endnu en pinagtig slingrekurs, der kan skabe problemer for Danmark og danske virksomheder.

Lad det være sagt med det samme: Den danske regering er ikke enig i den udlægning.

Set med dens øjne er de senere dages ballade om den danske Kina-politik mere drevet af indenrigspolitik end af udenrigspolitisk substans.

Optakten til den seneste uro begyndte med Dalai Lamas besøg i Danmark i maj sidste år.

For hvor den dengang nytiltrådte danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen, forsøgte sig med en mellemting mellem et officielt og et ‘ privat møde’ ved at møde Dalai Lama i sin embedsbolig på Marienborg, så forsøgte andre EU-ledere at holde ham endnu mere på afstand.

Den britiske premierminister Gordon Brown henlagde i samme måned et møde med Dalai Lama til residensen for den anglikanske kirkes leder, ærkebiskoppen af Cantebury. Og den hollandske ministerpræsident Balkenende i juli bøjede sig for kinesisk pres og helt opgav at mødes med Dalai Lama under dennes besøg i Holland.

EU optrådte - nok en gang - helt og aldeles ukoordineret.

Danmark straffet

Danmark blev straffet. Danske virksomheder - først og fremmest de, der ikke allerede var etableret i Kina - følte sig chikaneret og modarbejdet. Og regeringen stod op til klimatopmødet i København med det delikate problem, at Kina krævede en dansk undskyldning, hvis Lars Løkke Rasmussen skulle gøre sig håb om at møde Kinas ministerpræsident, Wen Jiabao.

Derfor rykkede regeringen i december ud med en undskyldning. Og den kinesiske regering var langt nede i formuleringen af den.

Det blev i en såkaldt verbalnote skåret ud i pap, at: »Danmark anerkender Kinas suverænitet over Tibet og er som følge heraf imod Tibets uafhængighed«. Udenrigsminister Per Stig Møller forsikrede over for Politiken, at det ikke ændrede ved Danmarks holdning til Tibetspørgsmålet: »Vi kan ikke gå ind for tibetansk selvstændighed, men vi kan fortsat arbejde for tibetansk kulturel og religiøs autonomi«, sagde han 10. december.

Støtterne i Dansk Folkeparti var imidlertid rasende, først og fremmest på grund af undskyldningens brug af ordet »imod« Tibets uafhængighed.

Partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, mente, at regeringen gav unødvendigt meget køb på sine principper for at imødekomme Kina og krævede efterfølgende en forespørgselsdebat i Folketinget.

Den finder sted 4. marts. Dansk Folkeparti kræver denne formulering vedtaget: »Folketinget pålægger regeringen over for Kina at understrege, at Danmark - idet man henholder sig til folkeretten - anerkender det tibetanske folks ret til selv at bestemme Tibets fremtidige status«. Lad os bare afsløre det med det samme: Den bliver ikke vedtaget.

Zigzag

Kilder tæt på regeringen mener, at Dansk Folkeparti kun er ude på at markere sin utilfredshed over, at dets protester ikke blev hørt i december, og at regeringen vedtog sin undskyldning i samarbejde med oppositionen ( ekskl. Enhedslisten).

For at afværge Dansk Folkepartis udspil har udenrigsminister Per Stig Møller lavet et alternativ udkast. Og dét bliver vedtaget.

Det vil også imødekomme den del af oppositionen, der siden december har fået kolde fødder over den bastante formulering i undskyldningen til Kina.

»Som udgangspunkt for partnerskabet bekræfter Folketinget sin tilslutning til ét-Kina politikken, og at Danmark som følge heraf - i overensstemmelse med linjen i EU - opfatter Tibet som en del af Kina«, hedder det og fortsætter: »Folketinget udtrykker sin påskønnelse af, at dialogen mellem Dalai Lamas repræsentanter og den kinesiske regering er genoptaget. Dialog er vejen til en fredelig løsning på Tibet-spørgsmålet. Folketinget opfordrer til, at dialogen føres igennem til et resultat, der sikrer tibetanerne reelt selvstyre inden for rammerne af den kinesiske forfatning, med kulturel og religiøs frihed og respekt for menneskerettighederne.

Folketinget noterer sig, at Dalai Lamas repræsentanter ikke har stillet krav om uafhængighed«. Set med et sæt øjne er formuleringen konsistent med undskyldningen fra december.

Set med et andet sæt øjne er der tale om zigzag-kurs. Politikere og eksperter er indbyrdes uenige.

Kinas reaktion er svær at forudse. Efter lang tids overvejelse udsendte den kinesiske ambassade i København i aftes en erklæring, hvor den betoner vigtigheden af et godt dansk-kinesisk samarbejde.

Ambassaden erklærer sig også rede til at hjælpe forholdet i den rigtige retning, understreger behovet for at respektere hinandens ‘ indre anliggender’, og glæder sig over, at Danmark bekræfter sin ét-Kina politik.

Men, hedder det også: »Enhver støtte til Dalai ( Lama, red) i hvilken som helst form skader Kinas enhed«.

Som skabt til prygl

Formuleringen kan ligne en skjult advarsel.

Og den vil givet skabe hovedbrud i både regering, erhvervsliv og det danske diplomatkorps, for en ting er sikkert: Det er et følsomt emne.

Selv USA’s præsident Obama holdt så lav profil med sit møde med Dalai Lama i forgårs, at den tibetanske leder blev lempet diskret ud ad en sidedør, da han atter forlod Det Hvide Hus iført sine klipklappere.

Alligevel reagerede kineserne vredt på mødet. Nogen talte om ‘ meget vrede’, de fleste om ‘ moderat vrede.’ Sandheden vil formentlig først vise sig om nogen tid: Vil Kinas præsident Hu Jintao aflyse et besøg i USA i april? Vil Kina fortsat nægte at samarbejde om skærpede FN-sanktioner mod Iran og dets atomprogram? Og vil Kina fortsætte det frasalg af amerikanske statspapirer, der allerede for et par dage siden vakte opsigt, fordi det kunne være et signal om, at Kina ønsker at udtynde den økonomiske forbindelse til USA. Og ikke længere vil være med til at fi-nansiere det både kriseramte og krigsførende USA’s enorme budgetunderskud.

Og så er der næste spørgsmål: Selv om ingen af disse ting sker, kan man ikke nødvendigvis overføre reaktionsmønstret til Danmark. USA og Kinas enorme økonomier er gensidigt afhængige af hinanden, og det lægger i sig selv en dæmper på deres indbyrdes reaktioner.

Lille Danmark har - i fravær af et mere samlet EU - en anden status: Vi er som skabt til at statuere et eksempel.

michael.jarlner@pol.dk

God tone i debatten

Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter, og brug klagefunktionen, hvis du støder på bandeord, krænkelser eller personangreb.

Læs reglerne for kommentarer LUK OG SKRIV KOMMENTAR

KOMMENTARER

 
 
BEMÆRK Din email bliver ikke offentliggjort på Politiken.dk
Læsernes kommentarer 18
Af jens 00:56 21. FEB

Bemærkelsesværdigt at vestlige regeringer lader sig tryne i den grad af Kina, når de kender til alt om kinesernes massakrer i Tibet. Kinesernes fremfærd og myrderier i dette land, som de har mishandlet, udpint og plyndret. Alt dette vil de tvinge hele den civiliserede verden til at lukke øjnene for.
Der er bare noget, som ikke stemmer, hvis man som enkeltindivid skal have en smule tiltro til de folk, vi har valgt som repræsentanter for et demokratisk land - som f.eks. Danmark. Hvis vi ikke som nation kan tillade os at kritisere andre landes overgreb på en civilbefolkning - og her et helt lands, hvad er så perspektivet fremover?

Af Stig Bøckel 11:19 21. FEB

lad os mene det rigtige på trods af at Kina straffer os økonomisk. Lad os betale prisen og om nødvendigt gå ned i materiel levestandart for til gengæld at kunne sove bedre om natten, lad os opfordrer eu til at gøre det samme !

Af svend petersen 16:12 21. FEB

Det er fejt og krysteragtigt af Lars Lykke at lave knæfald for kineserne. Det giver ikke respekt fra deres side heller. Tværtimod, kinererne føler at de har styringen, og vil kræve flere knæfald og vi vil til gengæld få endnu mindre respekt for danske holdninger. At have en holdning der respekterer tibetanernes rettigheder og at turde stå ved den vil naturligvis give konflikt, men respekten vil blive bevaret og dermed også vore egen selvrespekt.

Af Frank 17:02 21. FEB

Hæ, hæ... Fornemmer man en lillebitte parallel til den Iranske regerings kurs over for FN's krav om at droppe atomprogrammet?

Det kan godt være at Danmark og Iran slet ikke er så forskellige endda, når bare der er en stor, led tyranskikkelse som dikterer hvad de skal mene... :)

Åh, hvor jeg dog GLÆDER mig til at Kina bliver den ledende supermagt i verden. Så kan jeg vælge mellem at blive hjemme og blive slået ihjel af kinesiske "fredsbevarende styrker" eller flygte til Kina og blive udsat for diskrimination og racisme.

Af Jesper Skade 18:08 21. FEB

(1) FN fastslog ved sin start i begyndelsen af 1950, at de da bestående grænser skulle respekteres som "folkeretten", trods dette invaderede og besatte Kina i efteråret 1950 et "frit" Tibet - og har siden foretaget en "stille" etnisk udrensning, således at hovedstaden Lhasa i dag har et betydelig kinesisk antal indbyggere...

(2) Den kinesiske besættelse, hvis ophør den danske regering og det danske folketing minus DF og EL i sin verbalnote før nu modsætter sig (opposes), har nu varet længere en den stortyske besættelse af Søderjylland efter 1864, men bliver derfor ikke mere acceptabel, vi må forlange et "frit" Tibet for Tibetanere, og fri hjemrejse for fordrevne eller eksilerede...

(3) Vedtagelsen før jul i det Udenrigspolitiske Nævn er noget af det værste, det danske demokrati har medvirket til, og svarer til den ensstemmige vedtagelse i folketinget i august 1941 om kommunisters internering, som ønsket af den tyske besættelsesmagt....

Af Jesper Skade 18:14 21. FEB

Ja, Danmark har direkte lovet Kina i verbalnoten før jul 2009, at vi vil direkte modsætte os Tibets befrielse fra den kinesiske besættelse!

Af Casper IVersen 19:37 21. FEB

En overraskende neutral artikel omkring hele Tibet spørgsmålet - de foreløbige 3 kommentarer (inkl. min) udtrykker dog for mig at se den generelle holdning i Danmark. Tibet fortjener at blive fristillet og prisen for Danmark kan aldrig blive for høj, i vores kamp for at vise vores modstand mod Kina i dette spørgsmål. Hvad er vi for mennesker, hvis ikke vi vil kæmpe mod undertrykkelse og overgreb? Svar= Robotter, uden hverken følelser eller tanker. Kolde tomme skaller, uden kærlighed. Trist...

Af KW 16:48 22. FEB

Som et relativt veloplyst folkefærd, kan man da ikke vedstå at Danmark har en pligt til at protestere - en pligt til at gøre det rette?
Vi kan da under alle omstændigheder ikke overlade moral og etik i USA's hænder.
Jeg mener at de danske politikere har ført Danmark et sted hen vi aldig ville tro muligt for bare 20 år siden. Og dette ser jeg igen som et skræmmende eksempel på moderne politiks råddenskab og mangel på idealer.
Mvh.

Af Niels 11:43 25. FEB

Det er sjældent smukt, når idealer støder sammen med politik. I Danmark har det aldrig været idealerne der er gået sejrende ud af den strid - Sverige og Norge har bedre traditioner.

Den ytringsfrihed,den ytringsfrihed.

Er det bare et kort der bliver spillet ved helt særlige lejligheder, og helt fortiet ved andre.

Jeg troede at det var en konstant og helt urørlig ting, så sikker som Amen i kirken.

" Demokratiets helt unikke kendetegn."

"Og at selvcensur var en by i Kina."

De tider er åbenbart forbi.

Af taina 12:48 11. MAR

Er det ikke på tide at forsvare basale menneskerettigheder, fremfor at kunne få billigt tøj ?

Af irma nyrup 20:51 13. MAR

Hvor er det en befrielse at læse de øvrige kommentarer, det giver en ro i sindet og stolthed over at være en del af et folk, der på trods af de dumheder vore politikere vikler sig ind i og ud af, viser at der i DK, stadig er mennesker med moral og respekt i behold. Jeg vil ikke gentage det alle de øvrige har udtrykt, kun det at hvis vi som et folk,ønsker anderkendelse og respekt, må vi selvfølgelig stå ved vore holdninger. Alt andet giver kun bagslag og et hånligt skuldertræk Så det er altså dertil vore politikere har bragt os. Men vi kan stadig købe masser af billige (kopi)produkter i Kina, men på andre menneskers bekostning.

Af EKA 12:16 14. MAR

Og så i denne tid hvor regeringen tordner om ytringsfrihed!
Det indeholder vist, at Dalai Lama helst skal holde sin mund - og Statsministeren skal kun ytre sig hvis det kan betale sig !

Af Jonas 03:26 21. MAR

Vi I vesten lyttede til de økonomer som sagde at vi bare skulle investere i Kina og så ville det blive demokratiske. Hold der helt op hvor må der sidde nogle rundt omkring i de vestlige regeringskontorer med røde øre og en meget dårlig smag i munden. Ja det gør der jo nok ikke i erhvervslivet da det jo altid har været en antidemokratisk størrelse (i hvert fald her i Danmark). Tillykke med jeres nyeste produkt... En supermagt som er et militærdiktatur som I har skabt ved hjælp af massive investeringer :o)

Af BR 11:08 21. MAR

Vi er fanget ivores egen faelde, vi er forbrugere,storforbrugere af alt muligt, alt fremstillet i kina, hold op med at köbe M in China.
Det kunde laegge et pres paa de gule,penge det er noget de forstaar og föler for, saa stop köb ikke nyt TV, i alle tilfaelde er det ikke vaer at se paa,de gör alt for at villede befolkningen.
Giv folket bröd og spil, saa laver de ikke vrövl!!!

Af Erik 13:26 25. MAR

Hvis et lille økonomisk stærkt land som Danmark, der tidligere har været kritisk overfor kinas menneskerettigheder, ikke tør stå ved sine holdninger i denne sag pga. kinas økonomiske magt, hvem tør så? Dem der betaler prisen, er tibetanerne.

Af mik 17:14 29. MAR

Historiske kendsgerninger glemmes ofte i den ophedede debat enhver ytring eller rejse den politiske munk og amerikanske agent, Dalai Lama, foretager sig. Det glemmes belejligt, at Tibet var en vassal og således del af Kina allerede under den tidlige del af Qing dynastiet, dvs. fra begyndelsen af 1700 tallet. Det overses også at der aldrig har eksisteret en samlet tibetansk stat - udover Dalai Lamas parasit regime under de kinesiske borgerkrige og den anti-japanske krig fra 1920erne til 1949.Helt elementært ignoreres det, at Tibet under Dalai Lama var et brutalt diktatur, hvor størstedelen af befolkningen vansmægtede som fæstere og trælle under feudalherrer og snyltende munkeordner, i hvis klostre pædofili var udbredt. Dalai Lama ejede personligt 40.000 fæstere og slaver indtil hans frivillige eksil som følge af en fejlslagen opstand mod enheder fra den kinesiske befrielseshær i Lhasa. Det er i åndsfattige kredse i Vesten moderne at tilskrive Dalai Lama åndeligt ledrskab, men hvor meget åndfuldhed kan en tidligere slaveholder, en professionel parasit og en forhenværende enevældig diktator berige verden med?
Tibet er en del af Kina i lighed med andre autonome regioner som Guangxi, Indre Mongoliet og Xinjiang, og befolkningen nyder i modsætning til tidligere godt af uddannelse, sundhedsvæsen, social forsorg, beskæftigelse og en moderniseret infrastruktur. Tibet er ikke et religiøst eller historisk museum hvor småborgerlige vesterlændinge kan sole sig i deres egen overlegenhed, men et samfund af levende mennesker med sociale og historiske ambitioner der ikke er væsentligt anderledes end andre steder i verden.

Af audacity download 14:09 21. OKT

You can edit audio files with audacity.

Annoncer
 
 
 
 
 

Indlæg i bloguniverset er udelukkende udtryk for skribenternes egne holdninger.

Michael Jarlner

Michael Jarlner er international redaktør på Politiken.

Læs mere

Modtag en mail, når der er nyt på bloggen

RSS

Se Michael Jarlner i TV