Med fredagens tilbagetrækningsforlig har Lars Løkke Rasmussen løst en gordisk knude, som har været en umulighed for flere tidligere statsledere. Reformen betyder, at efterlønnen forkortes til tre år, mens pensionsalderen hæves. Samlet set bidrager reformen med kr. 18 mia. til statskassen frem mod 2020. Bedst af alt er måske de sociale tiltag der betyder, at mennesker der på grund af deres helbred har brug for en tidligere tilbagetrækning bliver tilgodeset. Raske og rørige danskere kan dog ikke længere forvente at holde fri på fællesskabet regning, men må i bedste ånd yde efter evne og nyde efter behov. Dermed er reformen økonomisk solidarisk og præcis den medicin, der kan lukke hullet i den økonomisk udfordrede statskasse.

Reformen betyder heldigvis også, at der bliver råd til at investere yderligere i uddannelse og forskning. Regeringen vil tage penge fra efterløn og pension og tilføre vores uddannelser og universiteter yderligere kr. 4 mia. de kommende år.

Forliget har en lang række afledte politiske konsekvenser, hvoraf flere endnu ikke er fuldt belyst. Et er dog sikkert. Det Radikale Venstre har udmærket sig ved at stå fuldt og fast sin politik, også selvom det har betydet en offentlig brud med sammenholdet i oppositionen. På samme måde har Dansk Folkeparti fortsat takterne fra sidste års Genopretningsplan og lagt stemmer til en økonomisk ansvarlig aftale. Desværre har Dansk Folkeparti forlangt en række symbolske, og fuldt ud forventelige, stramninger på udlændingeområdet, hvorfor antallet af toldere ved den dansk-tyske grænse har fået voksværk.

Mest bemærkelsesværdigt er det måske, at Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal har benyttet lejligheden til at aflive ”Fair Løsning”. Først lækkede førnævnte, at oppositionen vil begrænse det offentlige forbrug til 0,8 % af BNP – i øvrigt ligesom regeringen. Dernæst forlød det, at S og SF ikke ville afvise, at gennemføre VKROs efterlønsaftale efter et valg.

Undertegnede er både imponeret og forvirret. Regeringens plan for det offentlige forbrug er førhen blevet kaldt en ”massakre på velfærden” af S og SF. Når partierne nu kopierer regeringen politik, bliver konsekvensen, at de kommer til at deles om sidepladserne på anklagebænken i Haag, hvis den såkaldte ”massakre” gennemføres”. 

Forklaringen på det røde kursskifte er måske, at Danmark har verdens største offentlige sektor, og fagforeningerne med LO i spidsen har mere end svært ved at levere de afgørende milliarder til oppositionens 2020 plan. Det er naturligvis tilladt at blive klogere, og som Venstremand har jeg fuldt respekt for oppositionens nyfundne ansvarlighed. Konsekvenserne af kursskiftet kan dog blive fatale for Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, som i 2010 udtalte at, ”det bliver over mit lig, at efterlønnen bliver forringet”.