Den finansielle krise, der truer Euroens eksistens er et pragteksempel på hvad der sker, hvis ikke man sætter tæring efter næring.

Det er ikke mange timer side, at den Europæiske Centralbank ECB hævede renten og begyndte at opkøbe Euro-obligationer. Baggrunden er, at urolighederne om den Italienske økonomi har undermineret tillidsfundamentet til Euroen, hvorfor investorer søger mod sikker havn. Et tydeligt tegn herpå er, at den 2-årige tyske rente i dag er faldet til 1,1 % - altså langt under centralbankens rente. Det sker fordi investorerne sætter deres penge i lande og valuter, som de anser for at være solide. Forskelle viser tydeligt, at markedet ikke har tillid til Euro-institutionen og det bliver dyrt for de Europæiske forbrugere og virksomheder at bevare Euroen.

Baggrunden for den aktuelle krise er naturligvis de vaklende økonomier i Spanien, Portugal, Grækenland og nu også Italien, hvor gælden løber løbsk og statsbankerotter truer. Den berømte dråbe, der kan få EURO-bægeret til at flyde over, er friske tal fra Italien, der viser, at gælden i EU’s 3. største økonomi nu er 119 % af landets BNP, svarende til svulmende 1.843 mia. EURO. Ironisk nok er Italiens gæld dermed større end Spaniens, Grækenlands og Portugals til sammen. Problemet er ikke gælden i sig selv. Udfordringen er derimod, at Italien de kommende år skal refinansiere gælden, hvilket kan vise sig at være umuligt. Som endnu et krisetegn steg renten på italienske statsobligationer i dag til mere end 6 % - til sammenligning ligger den tilsvarende danske rente på 2, 75 %. Den høje rentesats er en kollektiv udfordring, som presser de Sydeuropæiske økonomier og besværliggør reformer og hurtig økonomisk genopretning.

Hvordan i alverden er det kommet så vidt? Svaret er en kombination af strukturelle udfordringer og mangel på realitetssans. Fælles for de kriseramte økonomier er en tårnhøj gæld, som er opbygget af landets politikere. Når de ansvarlige politikere konsekvent nægter at se realiteterne i øjnene og gennemføre de nødvendige reformer af arbejdsmarkedet, uddannelsessystem og offentlig sektor, skal det ende galt. Fælles for de kriseramte økonomier er lav pensionsalder, uigennemsigtige offentlige store systemer og manglende evne til at sikre overskud i statskassen. Både i Italien og Grækenland har man indtil for nyligt haft pensionsaldre på omkring 55 – 60 og ordninger tilsvarende den danske efterløn. Disse har betydet, at de yngre generationer har betalt for tidlig tilbagetrækning for de ældre, mens gældsbyrden har vokset sig stor.

Hvorfor er det så vigtigt at have balance på de offentlige budgetter? Svaret er simpelt. Staten skal betale afdrag og renter på sine lån. Jo højere gæld desto dyrere renter. I Sydeuropa er gælden så massiv at store dele af skatteindtægterne går til at betale renter og afdrage på gæld. Dermed er der hverken råd til ordentlige uddannelse, sundhed eller infrastruktur. Kombineret med manglende reformvilje fører det til lavvækst og krise; det er nemlig et anerkendt økonomisk fænomen, at gæld på mere end 90 % af BNP halverer den økonomiske vækst. Det bedste vækstmedicin er altså sorte tal på bundlinjen.

Desværre er udviklingen i Italien og Grækenland yderst relevant for Danmark. Som solidariske EU-medlemmer er vi med til at betale for Sydeuropas overforbrug og landenes manglende vilje til at tilpasse løn, pension og ”efterlønsordninger” til nutidens realiteter. Situationen viser tydeligt, at tro håb og gældsætning aldrig er løsningen på samfundets udfordringer.

Overraskende nok lader det ikke til at påvirke hverken S eller SF, som ikke tøver med at gældsætte danskerne yderligere, selvom landets økonomer samstemmende anbefaler det modsatte. I yderste konsekvens medfører den ”røde medicin” samme sygdom som i Sydeuropa.