Jeg har brug for lykkepiller og en boksebold efter at have læst RUC-studerende Sofie V. Jensens debatindlæg på Politiken.dk. En ”lykkepille” fordi indlægget er deprimerende i sin mangel på selverkendelse af egne favorable forhold og forståelse for international kontekst, og en boksebold, fordi det gør mig godt gal i skralden, at man kan have så store muligheder og alligevel så enorm selvmedlidenhed.

Under overskriften ”Jeg er træt af at have en dårlig dag hver dag” udbasunerer den 22årige studine sin klagesang og giver læseren indsigt i den økonomisk presset dagligdag som SU-studerende, som tilsyneladende fører til økonomiske tømmermænd og udsolgte sociale muligheder.

Uden arbejde

Sofie gør os den tjeneste at opstille sit månedsbudget, som efter SU-lånet (til diskontorente) er gået ind på kontoen og alle udgifter betalt, giver et rådighedsbeløb på små kr. 3000. Forfatteren har intet arbejde, men bruger alligevel betydelig spalteplads på at klage over de mange kostelige arrangementer hun ekskluderes fra, fordi økonomien er for stram.

Indlægget sammenligner ikke de danske studieforhold med dem i udlandet. Heldigvis. Forholdene tåler nemlig ingen sammenligning, da danske studieforhold ligger i superligaen sammenlignet med alle andre steder i verden, hvor man betaler pr. semester, og SU er noget man har i eventyrerne. Den økonomiske klagesang virker derfor en anelse falsk og snæversynet.

Jeg føler mig fattig

Sofie skriver blandt andet i indlægget: ”Jeg følger mig ensom, når jeg føler mig alene med min fattigdom og ikke føler mig berettiget til at klage”.

Jeg kender ikke Sofie og vil derfor ikke kommentere på hendes private forhold. Men ét er sikkert.
Sofie er ikke berettiget til at klage, for hun er hverken fattig eller et særligt unikt eksempel.
Mine forældres generation arbejdede ved siden af studiet, tog studielån og sparede op for at få hverdagen til at hænge sammen. Mine studiekammerater og jeg selv har gjort det samme, da vi ikke er født med i guldske i munden. Det undrer mig derfor, at mennesker som Sofie kategorisk ser glasset som halvtomt i stedet for at glæde sig over gratis uddannelse, dygtige undervisere, verdens højeste SU og verdens billigste studielån. Det undrer mig, at man kan føle sig fattig, når man hører til verdens højst prioriterede studerende.

Hvad er meningen?

Jeg er i tvivl om, hvad formålet med indlægget egentlig er? Der opstilles ingen løsninger.
Sofie gør det på intet tidspunkt klart, om hun mener SU’en skal være højere, eller om de studerendes skal ændre attitude og holdning.  I stedet afsluttes indlægget med et ønske om mere forståelse.

Jeg er dog ikke i tvivl om, hvad jeg mener, at folk som Sofie skal gøre. Er økonomien stram, så er der masser af studiejobs. Måske ikke de mest interessante. Men Netto og McDonalds betaler gode penge - så få et arbejde! Er man stresset og føler hverdagen er svær, så er der gode muligheder for at gå på halvtid og få studiehjælp og vejledning gratis. Er man i tvivl om sin uddannelse, så kan man begynde forfra 3 gange – skatteyderne stiller op hver gang. Vil venner kun drikke Cosmos på Ruby’s - ja så er det tid til at finde nogle nye eller selv stå for at arrangere en aften på et alternativt sted.

Jeg er derfor af den overbevisning, at Sofie V. Jensen og ligesindede bør tage sig sammen og vise en smule taknemmelighed for de mange muligheder, der hver dag bliver opmarcheret på den samfundsbetalte uddannelses- og SU-buffet.