I dag er det præcis 100 dage siden, at Helle Thorning-Schmidt blev landets statsminister. Det er også dagen, hvor regenten fejrer sit 40 års jubilæum og i den forbindelse besøger Christiansborg og fester med folketinget. Begge begivenheder er mediebaskere og optager massiv plads i både skrevne, elektroniske og levende medier.

Det er derfor en ideel dag til at fremkomme med dårlige nyheder, sige undskyld og få andre ubehagelige sager ryddet af vejen i al ubemærkethed. Både Københavns overborgmester Frank Jensen og udkantsminister Carsten Hansen benyttede lejligheden til at forklare åbenlyse fejltrin og forsone sig med offentligheden.

Effektivt spin

Det lignede bestemt ikke noget tilfældighed, da udkantsminister Carsten Hansen fra morgenstunden undskyldte sit skriftlige valgløfte om at bevare akutfunktionen på Svendborg sygehus, og i flere medier udtalte, ”at han havde taget fejl”, og han ”fortrød” det skriftlige valgløfte. Det vigtige – måtte vi forstå – var dog at ”se fremad herfra”, for ”de, der ville bevare akutfunktionen havde tabt kampen”.

Et par timer senere tonede en pressemeddelelse fra overborgmester Frank Jensen frem på diverse medier. Overborgmesteren, som af flere kvindelige ansatte er blevet beskyldt for aggressiv sexchikane ifm økonomiforvaltningens årlige julefrokost ”beklagede forløbet” og redegjorde for sin rolle i sagen.

Der er grund til at rose spindoktorerne i den socialdemokratiske lejr, som dygtigt udnyttede en vigtig mediemærkedag til at rydde ubehagelige sager af vejen. Begge sager en stærkt personligt belastende for de involverede politikere og har potentiale til at spolere deres genvalgt. I aftenens nyhedsudsendelser fik historierne om regentens jubilæum, statsministerens første 100 dage og domfældelsen i terrorsagen mod kurdiske ROJ-tv hovedplaceringerne og skyggede stort set for ovennævnte operationer.

Spinoperationen lykkedes altså over alt forventning, hvorfor spincheferne på borgen og borgmesterkontoret kan være godt tilfredse. I fremtiden vil både overborgmesteren og udkantsministeren kunne henvise interesserede journalister til allerede udsendte redegørelser og undskyldninger, og derved effektivt kunne lægge sagerne døde.

Kommentatorer med snavsede briller

Hvorfor er det ikke lykkedes bare en enkelt af landets mange journalister at sætte fokus på den mærkværdige koordinering af undskyldninger? Svaret er nok, at redaktionerne i forvejen har prioriteret de store historier og derfor ikke har haft tid til andet. At andre en jeg ikke skulle undre sig over den mærkværdige sammenhæng, ser jeg ikke som en mulighed. Alligevel undrer det mig, at hverken Peter Mogensen, Hans Engell eller Helle Ib har gennemhullet sagen med en knivskarp analyse.