Produktion og distribution af fødevarer står for en stor del af vores samlede bidrag til udledning af drivhusgasser, måske i størrelsesordenen 20-30 procent. Vores madvaner er dermed en af de efterhånden mange dele af vores dagligdag, der er blevet belagt med et lag klima-etik.

Opfordringen lyder, at vi skal bidrage til en bedre klimaudvikling ved at lægge vores kostvaner om. Oksekød er den store synder, så man skal spise alt muligt andet end oksekød. Men bedst er det slet ikke at spise kød og andre animalske produkter, men grøntsager.

Og vi skal spise lokalt producerede varer i stedet for importerede, hvilket her i landet kunne passer med, at vi hellere skal drikke  øl end vin, hvis ikke det var for al den gode importerede øl. Og det skal være slut med at smide 1/3 af alt, hvad vi køber ud.

Individualisering af klimaetikken?
Dette er umiddelbart sympatiske opfordringer til, at vi i vores daglige liv tager et individuelt ansvar for en bedre klimaudvikling. Umiddelbart er der grunde til at foretrække sådanne individuelle strategier.

De forudsætter ikke statslig tvang eller anden form for statslig styring af vores individuelle adfærd, og de bevarer et etisk frirum til at handle som man finder rigtigt i lyset af de videnskabelige og moralfilosofiske kontroverser, som klimaspørgsmålet er omgærdet af.

Men der er grunde til at frygte, at individuelle strategier ikke vil være tilstrækkelige. Det afgørende er her at forstå den etiske baggrund for at gøre en indsats for en bedre klimaudvikling:

Vores indsats nu for at afbøde eller forhindre virkninger af klimaforandringer vedrører fremtidige generationer, og i vidt omfang fremtidige generationer i andre regioner end vores egen. Vi skal derfor ikke gribe til handling for vores egen eller vores børn skyld, men ud fra et etisk hensyn til mennesker, der er fjerne i sted, i tid og ofte også i kultur.

Netop fordi den etiske baggrund for klimaproblemet har denne struktur, er der grunde til at være skeptisk overfor, om individuelle tiltag vil virke. Klimaproblemet er en etisk udfordring, men det adskiller det fra mange andre etiske udfordring, vi er stillet overfor. Sagen er ganske enkelt, at der er ikke tilstrækkeligt incitament til at få os til at gøre det rigtige.

Lad mig belyse det med kød som eksempel:

Foretrækker jeg kød, så vil det være bedst eller mest rationelt for mig at have et højt forbrug af kød. Det gælder uanset om andre begrænser deres forbrug af kød af etiske grunde eller ej. Jeg har altså ikke noget individuelt rationelt incitament til at nedsætte mit forbrug af kød.

Mit bidrag til en bedre klimaudvikling ved at spise mindre kød er i sig selv ubetydeligt. Om jeg bliver vegetar eller ej vil ikke gøre nogen forskel for klodens fremtid. Det er ikke bare et spørgsmål om, at bidraget ikke kan ses eller mærkes af mig eller andre. Givet den enorme kompleksitet af jordens klimasystem er der grund til at tro, at et enkelt individs madvaner over et helt liv ingen forskel gør. Så selv hvis jeg ikke ønsker at gavne klimaet gennem mit fravalg af kød, så kan man forvente, at det vil knibe med motivationen: det gør jo ingen forskel!

Ofte opretholdes moralske normer ved sociale sanktioner fra de, der berøres direkte eller indirekte af overtrædelser. Men her er i sagens natur ingen trussel om sanktioner fra de, der rammes af klimaforandringer, og som derfor kunne have gavn af, at vi alle lagde vores kost om. Disse mennesker lever i fremtiden og i egne langt fra Danmark, og de kan ikke sende misbilligende blikke til mig, når jeg spiser mine hakkebøffer.

Højt forbrug af kød er delvist et produkt af naturlig præference for kød og spiller ofte en rolle for menneskers selvforståelse. Det kan derfor have høje individuelle omkostninger for mig ændre min kost på dette punkt. Samtidig er der stærke økonomiske kræfter, der gennem reklame og markedsføring hver dag tilskynder mig til et højt forbrug af kød.

Det gør det tvivlsomt, om mange af os kan  danne og opretholdes et stærkt incitament til at spise mindre kød for klimaets skyld. Læg oven i det en meget vigtig kendsgerning om menneskers moralske motivation. Mange af os er, i mange sammenhænge, betinget moralske.

Vi er villige til at handle moralsk (også når det ikke umiddelbart gavner os selv), men kun så længe vi kan konstatere, at andre også gør det. Hvis man ser, at andre ikke yder deres del til et moralsk projekt, så mister man selv sin motivation til at yde sit.

Naive forventninger
Men på grund af ovenstående må man frygte, at det uanset al oplysning vil være almindeligt ikke at afstå fra at spise kød. Selv hvis jeg som udgangspunkt vil afstå fra at spise kød af klimaetiske grunde, så vil mange andre ikke gøre det. Og når jeg konfronteres med dette (duften af Webergrill på en varm sommeraften!) så bliver det svært for mig at holde fast. Det kan starte en kaskade.

Der er brug for kollektive strategier (hvis vi vil gøre noget)

Samlet set gør mange menneskers individuelle valg af fødevarer en forskel. Men det er naivt at forvente, at viden om dette  alene kan motivere selv velmenende individer til at større ændringer i deres kostvaner. Det gælder for vores valg af fødevarer, men helt analoge problemer finder man, når det gælder vores individuelle forbrug af fossile brændstoffer.

En privatisering af det moralske ansvar for klodens fremtid er derfor en farlig utopi (hvis nogen skulle være i tvivl!). Tror vi på, at menneskelig aktivitet gør en forskel, så må vi overveje kollektive strategier.

Den mest nærliggende kollektive strategi består i, at staten efter behørig demokratisk diskussion beslutter sig for at føre en politik, der tilskynder os alle til at spise mere klimavenligt. Det kan f.eks. ske ved at ændre på prisstrukturen (gennem skatter og afgifter), så en klimavenlig kost bliver billigere og en klimaskadelig kost bliver dyrere.

Er kollektive tiltag for klimavenlige spisevaner legitim?
Kollektive tiltag for at påvirke vores individuelle adfærd er nødvendige, hvis vi vil opnå noget. Men kollektive tiltag er ikke nødvendigvis af den grund etisk uproblematiske.

De begrænser individers valgmuligheder, og de griber ind i hvert individs mulighed for selv at tage stilling til grundlæggende etiske spørgsmål som f.eks. spørgsmålet om hvilket etisk ansvar vi har for fremtidige generationer. Og kollektive tiltag skal i givet fald gennemføres i en situation, hvor der (angiveligt) er genuin uenighed om de underliggende videnskabelige antagelser om klimaets udvikling, hvorvidt denne udvikling er menneskeskabt og hvorvidt det er rationelt at gøre noget nu snarere end at afbøde virkningerne senere.

Mit bud er, at nogle kollektive tiltag trods alt dette er legitime, men en nærmere forklaring må vente til en anden gang.

Ovenstående er en del af et oplæg hold ved en debatdag om fødevarer, klima og etik, afholdt af Forbrugerrådet og Det Etiske Råd, d. 1.10.2009 på Christiansborg. Se også Det Etiske Råds materiale fra mødet her.