Mest kommenterede
Tro og fornuft VI: Hvorfor er det relevant at minde om, at vi ved, at Gud ikke findes?
353 Kommentarer
Blog Klemens Kappel
Filosofi i nyhedsstrømmen
Blogs
-
06. feb
Afskaffelse af St. Bededag vil igen straffe det arbejdende mindretal Rasmus Jarlov
-
03. feb
Uværdig vildledning Peter Skaarup
-
30. jan
Bloggen skifter adresse ... Rune Engelbreth
Seneste debat
- 13. feb. KL. 00.01
- 2. feb. KL. 23.01
- 31. jan. KL. 11.35
- 30. jan. KL. 10.54
- 29. jan. KL. 13.00
- 28. jan. KL. 19.55
- 27. jan. KL. 11.05
- 27. jan. KL. 08.01
- 25. jan. KL. 14.22
- 25. jan. KL. 14.22
Seneste tv-analyse
-
02:48
-
02:14
-
03:02
-
02:16
-
02:09
Mest læste Debat
- 13. feb. KL. 00.01
Hvordan går det med ytringsfriheden?
| tekst | 19 Kommentarer | del |
Send artikel
Til:
(E-mail, adskil flere med komma) Fra (E-mail): Besked:
|
Den stort anlagte konference om ytringsfrihed er nu aflyst, hvad end ikke Dansk Folkeparti beklager. Gert Wilders har jo været på besøg i Trykkefrihedsselskabet og afleveret sit budskab her. Efter sigende mener Wilders i øvrigt, at Koranen skal betragtes som en farlig bog, som staten skal forbyde. Om han ligefrem sagde det fra Trykkefrihedsselskabets talerstol, og om det i givet fald gav uro på rækkerne, vides ikke. Men Wilders hovedbudskab, hvor fanfaren om ytringsfrihed er utilsløret kodesprog for noget andet, nemlig modvilje mod muslimer, er sikkert blevet vel modtaget.
Disse trakasserier ændrer ikke på, at ytringsfrihed er et emne, vi er nødt til at tænke over, selvom man måske ikke lige savner Wilders bidrag. Hvordan går det med ytringsfriheden?
Hvorfor er ytringsfrihed vigtigt?
I den offentlige debat om ytringsfrihed hævdes det ofte, at ytringsfrihed er en individuel rettighed, der er så fundamental at den unddrager sig yderligere analyse. Det er dels forkert, og dels farligt. Hvis vi ikke forstår, hvorfor ytringsfrihed er vigtigt, så kan vi let komme til at lægge vægt på forkerte aspekter af ytringsfrihed.
Personlig frihed?
Vi har en ret til personlig frihed, hvor det betyder, at vi har ret til at udføre en hvilken som helst handling vi måtte ønske, så længe vi ikke skader andre. Frie samfund er baseret på denne grundantagelse. Dette giver umiddelbar en ret til at ytre sig om hvad som helst, så længe det ikke skader andre.
Men ytringer kan jo netop være handlinger der massivt og alvorligt skader andre. Vi kan derfor ikke se ytringsfrihed som direkte afledt af vores grundlæggende personlig frihed. I det mindste vil ytringsfrihed således motiveret ikke uden videre udstrækkes til også at gælde ytringer, der alvorligt skader f.eks. religiøse menneskers oprigtige følelser. Blandt andet derfor skal ytringsfrihed ikke motiveres alene ud fra personlig frihed, men også ved at se på, hvilken plads friheden til at ytre sig har i forhold til mere omfattende demokratiske værdier.
Ytringsfrihedens demokratiske funktioner
Muligheden for, at enhver borger frit giver sin mening til kende er central for demokratiske samfund, og det er der flere grunde til:
Sandhedssøgen. Det, at vi frit diskuterer, udfordrer, forsvarer, betvivler og undersøger ethvert synspunkt kan være afgørende for, at vi individuelt eller kollektivt når frem til mere korrekte synspunkter.
Legitimitet. Politiske beslutninger truffet ved kompromisser eller demokratisk flertal låner en del af deres legitimitet fra, at alle har haft mulighed for at ytre sig i processen. Selv de, der måtte være uenige har mere grund til at acceptere og respektere en beslutning, hvis alle frit har haft mulighed for at sige den imod.
Men udover dette er der to helt andre goder, som ytringsfrihed understøtter, og som spiller en stor rolle i liberale samfund, selvom de ikke er centrale for demokratiet:
Identitet. Muligheden for at kunne have en bestemt identitet, dvs. forstå sig selv som et menneske, med bestemte loyaliteter, normer og værdier befordres af, at man kan udtrykke denne identitet overfor omgivelserne. Frihed til at indtage forskellige sociale identiteter fordrer derfor frihed til at ytre sig.
Det er i det lys, at nazisters og radikale islamisters ytringer skal ses. Deres rabiate antisemitiske holdninger benægtelse af historiske kendsgerninger vedrørende Holocaust i tvivl er ikke et forsøg på at deltage i en sandhedssøgende udveksling af grunde og synspunkter eller at bidrage til en legitim politisk proces. Målet med disse ytringer er helt andet, nemlig at hævde deres identitet.
Et helt andet gode har med markedet at gøre:
Markedet. Nogle ytringer kan man tjene penge på fordi de direkte afsættes på et marked, f.eks. erotiske billeder, selvhjælpsbøger eller bestilte rapporter fra tænketanke. Eller indirekte kan ytringer være værdifulde ved at man lovpriser et produkt. Frihed til at ytre sig er her vigtig for afsenderne fordi det muliggør, at de tjener penge. Selvom disse ytringer ikke bidrager noget som helst til de øvrige formål, som ytringsfrihed kan have, så kan vi alligevel mene, at disse ytringer bør beskyttes fordi vi generelt gerne vil opretholde et marked, også for ytringer.
Hvad taler disse rationaler for?
Disse rationaler for ytringsfrihed er forskellige, men de har alle en plads. Men det vigtigste er at forstå, hvad der skal til for at de to vigtigste mål, sandhedssøgen og legitimitet, kan nås. Et element i dette er naturligvis:
Retten til at ytre sig i snæver forstand, dvs. fraværet af statslige forbud mod ytringer. Alle vestlige lande har nu en vidstrakt frihed med hensyn til, hvad der kan ytres uden at staten træder til med sanktioner.
Meget få er reelt uenige i at vi bør have vidstrakt frihed til at ytre os i denne forstand. Der et vist globalt politisk pres fra diktaturstater og islamistiske grupperinger for visse begrænsninger i retten til at kritisere religioner. Det er ikke en reel trussel i den forstand, at de vestlige demokratier er på nippet til at måtte give efter for presset, hvilket imidlertid ikke ændrer på, at bare det, at presset foreligger er uacceptabelt og noget, der kræver vores opmærksomhed.
For nogle fortalere for ytringsfrihed er modstanden mod det politiske pres for at indføre visse begrænsninger i retten til at ytre sig simpelthen kernespørgsmålet. Vi begår imidlertid en fejl, hvis tror, at det er det eneste vi skal forholde os til. Set i lyset af den demokratiske rolle, som ytringsfrihed bør have, så er fraværet af statslige sanktioner mod ytringer ikke nok. Vi skal også tænke på:
Ytringsmuligheder, dvs. det rum af reelle muligheder, som individer har for at fremføre synspunkter i offentlige fora, så de kan blive en del af en offentlig diskussion, så de kan udtrykke deres identitet, eller så de kan profitere på et marked.
Det er ikke en given sag, at der er ytringsmuligheder til rådighed for de, der vil ytre sig. Ytringsmuligheder begrænses i praksis ved en kombination af to faktorer:
Platforme. Manglende adgang til platforme (aviser, bøger, elektroniske medier, internettet), hvorfra man kan nå en bredere offentlighed.
Omkostninger. Høje personlige omkostninger for ytringer, f.eks. i form af trusler på liv og lemmer, økonomiske sanktioner eller stigmatiseringer, karaktermord, bramfri diskussion.
Berlusconis misbrug af sine dominans af medierne i Italien er et eksempel på, at platforme kan være forbeholdt de, der ikke kritiserer regeringschefen. Trusler fra islamistiske miljøer eller stater mod forfattere som Ayan Hirsi Ali og Salman Rushdie eller bladhuset Jyllandsposten og tegneren Kurt Westergaard er eksempler på, at ytringsmuligheder søges begrænset ved trusler om vold.
Men tilgængeligheden af ytringsmuligheder er heller ikke nok. Vi er også nødt til at inddrage:
Lydhørhed, dvs. det forhold, at modtagere for ytringer lytter til, hvad der bliver sagt.
Uden muligheder for at ytre sig eller uden lydhørhed, vil retten til at ytre sig være nær værdiløs for demokratiet.
(At hævde sin identitet ved at ytre sig på bestemte måder kræver derimod ikke på samme måde, at der er nogen der lytter og kun de simpleste platforme. Her vil retten til at ytre sig i snæver forstand være nok.)
Hvordan går det med ytringsfriheden?
Der skal altså flere elementer til, for at ytringsfrihed er demokratisk velfungerende. Dette er centralt at være opmærksom på af flere grunde, og her er to:
(1) Debatten i Danmark fokuserer især på spørgsmålet om juridiske begrænsninger af ytringsfrihed, og på en bestemt indskrænkning af ytringsmuligheder, nemlig den, der sker i form af trusler om vold. Dette er naturligt i lyset af den nyere historie, men den kan alligevel være skævt. For det første er der bred enighed om at tage afstand fra disse ting. For andet må vi ikke overse andre måder, hvorpå friheden til at ytre sig kan gøres ligegyldig.
Den vigtigste er, at de personlige omkostninger ved at ytre sig kan være meget høje, også selvom man ikke trues med vold. En Whistle-blower fra efterretningstjenesten gjorde offentligheden opmærksom på, at tjenestens vurdering af truslen fra Saddam Husseins Irak ikke var i samklang med det indtryk befolkningen uvægerligt måtte få fra regeringens udmeldinger. Han blev efterfølgende retsforfulgt og dømt. Christoffer Guldbrandsen blev udsat for et karaktermord styret fra regeringskontorerne efter hans kritiske film om den danske krigsindsats i Afghanistan. Jørgen Leth blev frataget sin post som statens gesandt og mistede sit job som kommentator som reaktion på hans bog. Seneste har vi haft sagen om Jægersoldaten. Bogen er en drengespejderfortælling, der hverken er militært farlig eller politisk interessant, men udgivelsen har alligevel kostet forfatteren dyrt.
Man kan mene meget om disse sager og den reaktion fra offentligheden og det politiske miljø, som de affødet. Men hvis vi ønsker de goder, som et system med ytringsfrihed kan give, så bør vi være bekymrede over den høje pris, ytringer har haft i disse tilfælde.
(2) Der er sket en polarisering af den offentlige debat og måden den føres på. Der tænkes i fjender og venner, gode og onde, i sejre og nederlag. Der tænkes ikke i rationelle uenigheder, argumenter og diskussion. I værdikampen har alt for mange har taget ordet ‘kamp’ for bogstaveligt, og kampen har derfor ikke handlet om at vinde med et bedre argument, men om at bruge sproglige eller politiske magtmidler til at gøre modstandere tavse.
Det har fremelsket et diskussionsklima, hvor de personlige omkostninger ved at ytre sig kan vise sig store. Deltagere i værdikampen har ikke oprustet på argumenter eller lydhørhed men på verbale skaller og villigheden til at dele dem ud. Dette hyldes under betegnelsen ‘en bramfri og ligefrem diskussion’. Selv for universitetsansatte forskere kan omkostningerne ved politisk upopulære ytringer ikke ignoreres, for det være særdeles ubehageligt at blive trukket gennem mediemøllen, som jo i disse sammenhænge først og fremmest virker ved mistænkeliggørelse og intimidering. Peger man på dette bekymrende forhold ved debatkulturen, så udhænges man som en blødsøden sjæl der bekymrer sig om ‘tonen i debatten’.
Men helt reelt: ønsker vi den sandhedssøgende og legitimitetsskabende funktion af ytringsfrihed, så skal de personlige omkostningerne ved at ytre sig ikke være for høje og der skal være villighed til at lytte.
Jeg er enig med kronikøren meget langt ad vejen, men jeg vil hævde, at han selv (ihvert fald hans blog) er en del af problemet.
Vi er i dag i noget, der kaldes et "kommunikationssamfund". Vi har fået mange nye interessante måder at kommunikere på. Der bliver kommunikeret flere holdninger hele tiden. Desværre er mængden af fakta til rådighed reduceret på samme tid. Derfor er proportionen af postulater mod fakta steget ganske jævnt med tiden... Så for satan, der faldt jeg selv i den...
Men hvad vi har i dag er folk som "Gruppo Giordano Bruno" (han må vende sig i graven) som har som erklæret mål at vende al debat, til at det er de fremmedes skyld. Hvordan bekæmper man sådan nogle? Det gør man med fakta. Hvis koncentrationen af fakta bliver højere end koncentrationen af postulater vil postulaterne automatisk blive mindre farlige, når folk kan sige "Ja, den er god med dig" og ignorere dem.
Rigtigt morsomt, at man i Kristeligt Dagblad i over et år, skal være mere landsforvist som dansk debattør, end selv de absolut mest uønskede, irakiske asylnassere fra Per Ramsdahls Brorsonskirke! Samme mønster udspiller sig i Politikens ankerdebattør- og blogger Rune Engelbreth-Larsens Politiken-spankende regime til folk der indbetaler omkring 50.000.000.000 kroner til fællesskabets totalt fejlslagne integrations-buffet, årligt. Tankevækkende at man ikke snart tager sig selv tilrette i gaderne, når ytringsfriheden synes at skulle amputeres af udenomsparlementariske kræfter som Kristeligt Dagblad og Rune Engelbreth-Larsen! Både Politiken og Kristeligt dagblad er sådan set på finansloven hvert år som medie-understøttelsesberettigede...men man sorterer altså selv hvilke modsigelsere man gider formidle...Tankevækkende!
Glimrende konsistent argumentation! (som jeg dog ikke kan garantere jeg har læst ved mine fulde fem grundet det akavede tidspunkt at blive 'opdateret' på, hvorfor jeg heller ikke vil kaste mig ud i et - uddybende - svar. Jeg håber dog en dag at kunne vende tilbage og tage denne diskussions begreber op andetsteds, ikke mindst i forhold til mediernes magt-geometri som Dan E måske var inde på)
Off topic: Hvorfor er der ingen RSS-feed på denne blog? Selv hvis indlæggene kommer relativt ujævnt, er det efterhånden blevet min klart foretrukne blog for refleksion over samfundet.
Ytringsfriheden er en konstant kamp imod undertrykkelse - det sidste ord er ikke sagt!
Jeg er enig langt hen ad vejen.Idag er der ingen ytringsfrihed for offentlige ansatte,som eksempel kan man tage de utallige læger,der er blevet fyret og derefter ruineret ,når de beskriver sandheden om det dårlige danske sundhedssystem.Stort set enige politikere fyrer lægerne under undskyldningen "samarbejdsvanskeligheder".Dette sker selvom lægerne har stærke argumenter.Men selv de bedste argumenter blegner mod magt begærlige politikeres totale mangel på accept af ytringsfriheden.
En rigtig god kronik.
Værd at fremhæve : Ytringsfriheden er en funktion af den personlige frihed.
Den personlige frihed er retten til at handle i enhver henseende , der ikke skader andre.
Bum.
Med fare for at gentage med selv : Ingen har udtrykt dét bedre end Desmond Tutu , der kom den danske , perverse debat under Muh-krisen til hjælp .
Han gjorde det med disse ord :
" Jeg har frihed til at strække min arm , som jeg har lyst.
Men min frihed standser dér , hvor min næve møder din næse ".
BINGO !
Blogindlægget er, så vidt jeg kan se, en lang misforståelse: Ytringsfrihed er ikke udgjort af forskellige dele som ytringsmuligheder og modtagernes lydhørhed. Ytringsfrihed er NETOP en personlig frihed til at ytre sig, og ikke afhængig af hvorvidt man bliver hørt eller ej. Kappel kunne få en del ud af at læse lidt af T.H. Marshall, for at få styr på sine rettighedsbegreber.
Det er klart, at det er sjovere at ytre sig, hvis man har adgang til forskellige medier, som f.eks. en blog på politiken, men jeg morer mig nu meget godt med at skrive min egen blog, selvom kun ganske få læser det lort jeg poster. Det virker som om Kappels kommunitaristiske tankegang helt afskærer ham fra at se, at der findes noget sådan som en personlig frihed og personlige rettigheder. Hvis en ytring ikke direkte opfordrer til vold, er den ifølge grundloven lovlig. Sådan håber jeg det bliver ved med at være, og så vidt jeg forstår, håber Kappel det samme. Ellers ender det jo også med, at man fx ikke må ytre sig kritisk overfor klimafascismen, fordi det er "politisk ukorrekt" og nedladende overfor de forskere der lever af at producere de resultater politikerne vil have...
Jeg håber folk vil blive ved at sige det, som flertallet ikke vil høre. Det gælder i særlig grad på Politiken, hvor flertallet af Danmarks pseudo-elitære medløbere befinder sig...
http://www.bittergammelmand.blogspot.com/
Jeg synes det er lidt pudsigt at man ikke kan kommenter alle artikler i Politiken.dk.
Det vil være et stort fremskridt i retning af mere og lettere tilgængelig ytringsfrighed.
I de fleste fransk online aviser har de igen problem med det, selv i Le Monde (lemonde.fr) som skulle være én af de meste seriøs avis i Frankrig kan man kommenter og debattere hver eneste artikel.
Hvorfor kan man ikke det i Politiken?
Klemens Kappel
Jeg er enig med dig langt hen af vejen. Især dit punkt 2 under overskriften "Hvordan går det med ytringsfriheden". Det er noget jeg selv har prøvet at få den "oplyste, veluddannede, tolerante, osv." side af debatten til at indse, men uden succes.
Der hvor jeg er uenig, det er dit afsnit om personlig frihed.
Som følge af bl.a. (verbal) mobning i de tidlige år, lider jeg idag af en evasiv personlighedsforstyrrelse og dysthymi. Konsekvenser af en ytringsfrihed, der MERE end sårer følelser, kender jeg altså på nærmeste hold. Og her kommer så, hvor jeg tror vi er uenige. Du lader til at sætte "sårede følelser" FØR ytringsfriheden: kun hvis ytringen lever op til visse krav, kan den siges være omfattet af ytringsfriheden. Min holdning er omvendt, at kun hvis ytringen lever op til visse krav, kan den siges IKKE at være omfattet af ytringsfriheden.
Du er lektor i filosofi, så du må kunne se, der er en forskel på din og min opfattelse? Den ene sætter "følelser" højest, den anden ytringsfriheden. Den ene søger at afgrænse ytringsfriheden, den anden søger at begrænse afgrænsningen af ytringsfriheden. Jeg finder det direkte problematisk, at stille krav til, hvad ytringsfriheden er, frem for at stille krav til, hvad ytringsfriheden ikke er.
Gert Wilders mener ikke, at Koranen skal forbydes. Han har blot gjort opmærksom på, at i det tilfælde han bliver dømt for "hate-speech" af de Hollandske domstole, så må en logisk konsekvens være, at de også forbyder koranen. I den finder man som bekendt adskillige passager, der opfordrer til vold og drab på vantro, altså hate-speech.
Hate speech i koranen
mod vantro ( ikke muslimer )...mig f.eks.
Koranen 22:19
"blah blah blah..til de vantro skal der
skæres klædninger af ild,
og kogende vand skal
hældes ned over deres hoveder
Hvad der er i deres maver og
også deres hud skal smeltes derved.
Og der vil være køller af jern til dem.
Hver gang de ønsker at gå ud
af ilden af angst,
vil de blive sendt
tilbage til den og det skal siges til dem:
Smag den brændende ilds straf...."
Koranen er så stopfuld af den slags forhånelse,
trusler om vold, terror og død
overfpr mennesker af anden religion
at bogen, og den der offentligt læser op fra den,
burde politi-anmeldes for overtrædelse
af § 266 b :
Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.
..og til og med:
"§ 266. Den, som på en måde, der er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd, truer med at foretage en strafbar handling, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år."
Der var jeg ved at få morgenkaffen galt i halsen.
Sjældent har Politiken præsenteret en så gennemarbejdet og præcis artikel. Det sker ikke hver dag, at jeg uden videre må korrigere mit verdensbillede, fordi en avisartikel forklarer aspekterne meget, meget bedre end min egen lommefilosofi.
Tak for en absolut fremragende udredning.
AF Uffe Hellum 22:11 18. NOV
Der var jeg ved at få morgenkaffen galt i halsen.
................
Morgenkaffe kl. 22.11 ???
PS.
Den definition af DEN PERSONLIGE FRIHED , Klemens Kappel anfører , har lang tids hævd i vor vestlige civilisation.
Ca. 3.000 år eller mere.
Den har rødder i Det gamle Testamente og hos den jødiske vismand Hillel :
" Gør ikke mod andre, hvad du ikke ønsker , at andre gør mod dig " .
Alle andre etiske leveregler er fortolkning af denne regel , sagde han.
Man finder den også i græsk-romersk filosofi, fx. i Senecas " Breve til Lucilius ".
Jesus , der var samtidig med Seneca , gentog og skærpede den i sin Bjergprædiken.
YTRINGSFRIHEDEN begrænses af denne , " Den gyldne Regel " .
Det var dét JP og VKO ikke forstod under Muh-krisen .
Dixi.
Kappel nævner, at religion aktuelt udøver et pres mod ytringsfriheden, men skriver alligevel: "I det mindste vil ytringsfrihed således motiveret ikke uden videre udstrækkes til også at gælde ytringer, der alvorligt skader f.eks. religiøse menneskers oprigtige følelser." Det er en gammel traver i debatten, at religøse følelser ikke må antastes, og efterlader de sædvanlige problemer, der giver carte blanche til at indskrænke ytringsfriheden: Hvordan påvise motiverne til en ytring? Hvornår er religiøse følelser oprigtige? Kappel ender i den sædvanlige blindgyde, nemlig at religøse følelser har et særligt krav på respekt. Samtidig hiver han tæppet væk under enhver mulig religionskritik, for det er jo den religøst krænkedes subjektive oplevelse, der definerer graden af krænkethed, og kritik af religiøse læresystemer er i sagens natur krænkende for tilhængerne af sådanne. Kappel får sandelig kriminaliseret mange religionskritikere gennem historien, for alle religionskritikere har efterladt "massivt og alvorligt" krænkede religiøse i hobetal, om det så er Voltaire eller Richard Dawkins. Kappel ytrer heller ikke kritik af eksempelvis Irlands nylige lov mod religiøs blasfemi - en lov, der minder om dansk censurlovgivning under enevælden.
Injurielovgivningen omfatter derimod alle ytringer, der bevisligt har krænket et individ personligt på ære eller omdømme; i god overensstemmelse med de borgerlige frihedsrettigheder.
Kappel nævner, at forsvaret for ytringsfriheden (vel at mærke ikke "ytringsfrihed light") kan have negative konsekvenser. Det kommer han dog næppe til at opleve, da han primært er optaget af "de forkerte aspekter af ytringsfrihed." Det er derfor andre aktører, der må tage teten i det ubetingede forsvar af denne rettighed.
Stjernfelt - Kappel 1-0
Artiklen burde blive udgangspunkt i undervisning i frihedsrettighedsbegreber i skolernes udskolingslasser (7-8-9).
Som min morfar, der deltog aktivt i frihedskampen - blev taget af tyskerne - og hadede de nazisistiske begreber, sagde; "Uanset hvor uenig jeg er med dig, så vil jeg til enhver tid kæmpe for din ret til at tale frit"
Sålænge der er en nogenlunde fornuftig lovgivning der regulerer hvad der må siges om både enkeltpersoner, grupper magthavere og minoriteter, så er det de grænser som lovgivning sætter der udfordres.
Godt indlæg!
Det peger på, at ytringsfriheden er en problematisk størrelse, idet der er åbenbare grænser for ytringsfriheden, når det handler om racistiske og ærekrænkende udtalelser, både lovgivningsmæssigt og i gængs moralopfattelse. Men der er langt mere problematisk at sætte grænsen, når det gælder sårede religiøse følelser, især når så forskellige fundamentale værdisæt er på spil.
Dette vidner om konflikt, som gælder selve det moderne projekt og idealet om oplyste og tolerante borgere i en samfundsorden baseret på fornuft. Ytringsfriheden hænger nemlig historisk sammen med oplysningstanken, idet ytringsfriheden ikke blot er, at enhver kan råbe hvad de har lyst til i det offentlige rum, blot fordi de kan. Den indebære et ideal om fornuftbaserede meningsudvekslinger, der ultimativt har til formål, at det enkelte menneske bliver mere oplyst, eller dannet om man vil, og at samfundet som sådan via diskussioner når frem til det fælles bedste.
Men er idealet om oplysning, og dannelse stadig brugbare argumenter i vores nutidige hyperkomplekse og polycentriske samfund?
Og er der nogen til lytte til vores ytringer, eller har selv for travlt med selv at ytre os, så vi glemmer at lytte?
SKJULTE DAGSORDENER - FREMMER IKKE - LYDHØRHEDEN
Det politisk korrekte - eller mangel på mod eller værre fejghed - gør en debat umulig.Der gives for meget rum til skjulte dagsordener,som mindsker lysten til at høre mere efter, at præstere lydhørhed.Alt dette til ugunst for demokratiet.
Vækst religion er en ny verdensomspændende religion, der er ved at etablere sig så godt, at den legitimt forsøger at undertrykke ytringsfriheden overalt i verden.
Konsekvensen kan blive, at vor civilisation på længere sigt går til grunde.
Midlet til at udbrede denne religion er som altid penge, godt hjulpet af politikerne.
Indlæg i bloguniverset er udelukkende udtryk for skribenternes egne holdninger.
Modtag en mail, når der er nyt på bloggen
Loading ...
Seneste indlæg
17. nov 2011 kl. 22.47
Samtale og politisk vold IV
11. okt 2011 kl. 08.33
Intermezzo: selvfølgelig er det da løgn og injurier det hele!
4. okt 2011 kl. 14.26
Samtale og ansvar: Breivik og moralens algebra III
Seneste kommentarer
12. feb 2012 kl. 19.20
"all the names minteon are good.but just dont ..."
12. feb 2012 kl. 15.41
"Det er tæt på umuligt at debattere religion..."
12. feb 2012 kl. 13.01
Hele Danmarks Dirch...
Se eller gense de bedste klip med Dirch, oplev Nikolaj Lie Kaas fortolkning af den folkekære skuespiller, eller få den store boks med de 10 bedste Dirch Passer-film. Alt sammen til Pluspris.
Pluspriser fra 80 kr.
 |
|
 |
|
 |
|
 |
|
Pluspris 80 kr.
Alm. pris 100 kr
|
|
Pluspris 59 kr.
Alm. pris 69 kr
|
|
Pluspris 679 kr.
Alm. pris 799 kr
|
|
Pluspris 1749 kr.
Alm. pris 2130 kr
|
God tone i debatten
Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter, og brug klagefunktionen, hvis du støder på bandeord, krænkelser eller personangreb.
›Læs reglerne for kommentarer LUK OG SKRIV KOMMENTAR