Vi skal ikke måle vores demokrati på om det fostrer enighed, men på hvordan vi håndterer, at det ikke gør det. Et af det liberale demokratis centrale akser er den legitime politiske uenighed.

Liberale samfund fostrer i praksis uenighed om værdispørgsmål. Grunden er ligetil. For mange værdispørgsmål gælder det, at konsensus gennem længere tid kun kan opretholdes gennem brug af magt. Diktaturer, religiøse og ideologiske grupper udøver den nødvendige magt, eventuelt med brug af subtile metoder. Enigheden opretholdes, fordi der er spørgsmål, der ikke må stilles, synspunkter, der ikke må udfordres, eller holdninger, man bliver socialt stigmatiseret eller juridisk forfulgt for at have.

Men liberale samfund fraskriver sig at udøve denne magt, både i dens subtile og i dens brutale former. Resultatet bliver, at borgerne er uenige om en hel række politiske, religiøse og etiske spørgsmål.

Dette opfattes af mange som det liberale demokratis dødsattest. Religiøse konservative tror ikke, at man kan leve sammen i et samfund som ikke bindes sammen af en fælles religion. Nationalkonservative tror, at vi ikke kan undvære en fælles forpligtelse på nationens historiske bestemmelse. Venstrefløjens nu uddøde utopister så det som en umulighed at kunne leve i et politisk fællesskab, hvis man ikke alle var opfyldt af fælles ide om et idealsamfund. Deres fascistiske modstykke var enige om, at individets eksistens måtte gå ind i noget større, blot havde de andre forestillinger om hvad det var.

Hvad disse synspunkter har til fælles er, at de ser den værdipluralisme, som er resultatet af liberale demokratier, som et forfald, ikke som en frigørelse. Interessant nok stilles igen spørgsmålet i den politiske debat, f.eks. når der gang på gang spørges om kristne og muslimer virkelig kan leve sammen, eller når det nationale påberåbes som privilegeret fundament for nationen. Men også når yderfløjene længes efter et nyt politisk projekt, der kan give deres liv en højere mening.

Legitime politiske beslutninger
Hvordan kan man overhovedet leve sammen i et demokrati, når man er uenige om afgørende værdispørgsmål? En del af svaret ligger i forestillingen om det legitime. En legitim politisk beslutning er en beslutning, som man har grund til at anerkende og respektere, selvom man er lodret uenige i den. Selvom man mener, at beslutningen er udtryk for umoral.

Lad os forsøgsvis sige, at en politisk beslutning er legitim når beslutningsprocessen er åben og gennemskuelig med alle relevante kendsgerninger er tilgængelige, og hvor alle mulighed for at komme til orde og blive hørt. Beslutningen reflekterer en direkte eller indirekte flertalsafgørelse. Og endelig er beslutning ikke i konflikt med basale rettigheder.

Politisk hærværk
Det er altid legitimt at være uenig i en politisk beslutning, også selvom det er en fuldkommen legitim beslutning. Men det er svært at se, at det kan være legitimt at udsætte en i øvrigt legitim politisk beslutning for det, man kunne kalde politisk hærværk, dvs. at man bryder loven, spænder ben for demokratiet eller de demokratiske processer, fordi man er uenig i de beslutninger der bliver truffet. Modstand kan være legitim overfor illegitime beslutninger, men næppe overfor legitime beslutninger, uanset hvor uenig man måtte være i dem.

Urolighederne anstiftet af autonome i kølvandet på Jagtvej 69 for et par år siden var ikke legitim modstand, men politisk hærværk mod en legitim beslutning.

Det er fuldkommen legitimt at protestere mod den danske flygtningepolitik. Men det er svært seriøst at hævde, at det ikke er en legitim politik, uanset hvor uenig man måtte være.

For så vidt at protesterne ved Brorsons Kirke i forbindelse med udvisningen af de afviste irakiske asylansøgere gik videre og antog karakter af obstruktion, så det er svært at se det som legitimt, selvom man (som jeg selv) sympatiserer med irakernes sag. Jeg er klar over, at dette er en hvepserede, blandt andet fordi demonstranterne ved kirken mener at have grunde til at se beslutningen om at udvise som illegitim, hvorfor den retfærdigt kunne forsøges blokeret.

En liste ved navn Nihilistisk Folkeparti forsøgte at levere en mere subtil form for politisk hærværk ved at gøre grin med kommunalvalget i hovedstaden. Pointen skulle være, at det hele alligevel var meningsløst, og derfor kunne man lige så godt spilde sin stemme på Nihilistisk Folkeparti, hvad et par hundrede forvirrede sjæle da også gjorde. Guderne skal vide, at kommunalpolitik er kedeligt, når det ikke lige handler om borgmesterdrab. Men kommunalt demokrati såvel som nationalt demokrati er kun meningsløst, hvis man mener, at det ikke munder ud i legitime beslutninger. Og det er præcist, hvad Nihilistisk Folkeparti mener, men heldigvis ligger deres forsøg på benspænd i den uskadelige ende.

Vi venter med tilbageholdt åndedræt på, hvad stats - og regeringsledere kan blive enige om en tilstrækkelig god forpligtende aftale om ved klimatopmødet, som begynder i næste uge. Ufatteligt meget kan stå på spil. En ting, som også afventes med en vis spænding om er, om det vil lykkes for allehånde tilrejsende aktivister at spolere topmødet. Langt de fleste aktivister kun være interesseret at tilkendegive deres holdning til klimaproblematikken på en måde, som reelt bakker op om forsøget på at nå en global aftale.

Men nogle vil meget mere, nemlig reelt udøve politisk hærværk. For dem vil det være ubetalelig succes, hvis det utænkelige skulle ske, at mødet i København falder fra hinanden på grund af deres aktioner. Det er svært at se andet end at de aftaler der forhåbentlig kommer ud af mødet vil være legitime politisk beslutninger, med alle de mangler sådanne kan have. Det er derfor også svært at se, at hærværk overfor processen er berettiget.

Legitim uenighed
En anden form for hærværk angriber hele tænkningen omkring den legitime værdimæssige uenighed. Legitime uenigheder er uenigheder, hvor vi anerkender, at vi er uenige, men ikke af den grund slutter, at den anden part er dum, moralsk blind eller ond. At se uenigheder som legitime er naturligvis centralt, for synspunkter, man ikke ser som legitime er man utilbøjelig til at indgå kompromisser med eller lytte til.

At se synspunkter, man er uenig i, som legitime kræver en form for civilisation, og det har sin grund. Hvis jeg har lagt alle argumenter og overvejelser på bordet, og du stadig ikke er enig med mig, så er det jo meget nærliggende at slutte, at noget er galt hos dig. Hvad kan være galt? Ja, du kan være ude af stand til at tænke sammenhængende, du kan mangle moralsk sensibilitet, eller du handler i ond vilje. At se en modstanders synspunkt som legitimt er derfor ikke den naturlige reaktion, men snarere en vi kan fremelske når vi opdrages i en demokratisk politisk kultur.

Det er synspunkter, der helt klart ikke er legitime, f.eks. racisme. Men det vanskeligt at angive meningsfulde kriterier for hvornår vi bør se en uenighed som legitim, og måske kan der ikke gives sådanne kriterier. At karakterisere et synspunkt som illegitimt eller legitimt er normalt en form for værdimæssigt eller strategisk træk i en politisk diskussion.

Det er selvfølgelig i det lys, at man skal forstå tendensen til at karakterisere modstanderes synspunkter som illegitime, f.eks. ved at titulere dem som landsforræderiske eller racistiske. Eller ved at insistere på, at en debat foregår mellem får og bukke, venner og fjender, rettroende og vantro, dem og os, ærlige og korrupte. Sproglige manøvrer som disse er forsøg på at vinde debatten ved at stemple den anden parts synspunkt som illegitimt. Det er et forsøg på at ændre spillereglerne i den fælles samtale, så nogle synspunkter uden videre kan ignoreres. Rummet for legitime uenigheder er en del af den politisk kultur, men i den politiske og værdimæssige debat går mange bestræbelser på at ændres rummets form.

Dette emne er vanskeligt. Der er fordele ved at et bredt spektrum af uenigheder ses som legitime af de involverede parter. Især den, at vi så er mere villige til at diskutere og forhandle, hvilket bereder vi vejen for en fredelig løsning af værdimæssige konflikter. Men på den anden side er der naturligvis synspunkter, der bør ses som illegitime, og som vi derfor bør udelukke fra en plads i samtalen eller forhandlingen.