I bund og grund er dette et spørgsmål om hvorvidt filantropi er en selvmodsigelse. Hvis en gave gives, og giveren føler glæde herved, er det da i sandhed en filantropisk gerning? Problemet ligger i rationalet bag. Skulle der være tale om en virkelig næstekærlig gerning, skulle den gives uden omtanke for eget velbefindende. Problemet går nu et spadestik dybere, fordi, hvis giveren vitterligt er indifferent i forhold til sit eget jeg og velbefindende, hvorfor gives gaven så i første omgang? Der er tale om en gordisk knude. Og løsningen er ligeså simpel; ud fra et næstekærligt og medmenneskeligt synspunkt er fuldstændig ligegyldigt hvorfor gaven gives - det essentielle er, at modtageren har et behov for den. Om der så er mangfoldige og selviske motiver bag, er for modtageren underordnet. Man behøver ikke at kunne retfærdiggøre med store ord og tanker, at give nødhjælp. Det eneste vigtige er, at hjælpen kommer.

Det er fint at give bidrag til nødhjælp, dog skal man hverken bilde sig ind eller andre mennesker ind at det har noget med næstekærlighed at gøre. Og ganske mange mennesker har desværre denne vinkel.

Nu findes der jo også folk, som vil hævde at filantropi er en simpel metode til at fastholde sit overherredømme over modtageren og købe sig til en slags ydelse fra omgivelserne.

I relation til omgivelserne er filantropi et køb af beskyttelse. En slags forsikring eller forsvar imod beskyldninger om ikke at være "god". Man kan kun eliminere beskyttelses-delen ved at donere 100% anonymt. Herved får afstår man fra omgivelsernes "betaling" - beskyttelses-ydelsen - og først herved har man givet i ordets sande betydning.

I relation til modtageren er filantropi en fastholdelse af overherredømme over modtageren. Der er tale om en slags gældsætning. Først når modtageren ikke ved, hvem giveren er, kan dette overherredømmet og gælden elimineres. Og først herefter er der tale om at give i ordets sande betydning.

Det kunne også tænkes, at pengeindsamling til humanitære formål formentlig er aflad for dårlig samvittighed. Altså eksempelvis kan ens nabo eller genbo der måske er gammel og måske ingen nabohjælp får eller sat på spidsen kan ligge død i flere måneder få meter fra, hvor man bor uden at der nogen der lægger mærke til det. Næstekærlighed er for mig at holde opsyn og hjælpe mennesker der måtte have brug for det i ens nabolag.

En ret futil debat der lidt ligner 1600-tals-spørgsmålet om hvor mange engle der kan stå på et knappenålshoved. Den eneste fornuftige kommentar der måtte være at komme med om spørgsmålet er allerede tildelt af Enzo og af jyderne der mener at den der gir' til han blir' fattig skal tæves til han ligger ned.

Altruismen gir' kun mening indenfor visse rammer medmindre man befinder sig i situationen overfor ofret som person. Barmhjertig samaritan eller selvopofrende indtil døden. Men at indskrænke hjælpen til en sådan situation er en billig løsning kun sorte, jyske præster, der lever i middelalderens overskuelige verden, kan forsvare overfor sig selv og den globale, interaktive virkelighed vi nu alle er en del af.

Danskerne køber aflad for deres fremmedfjendske og selvfede opførsel overfor andre mennesker.
Vi pisser på indvandrere i Danmark.
Vi lever et liv i overflod og lader millioner af børn dø af sult i den 3. verden.
Vi er nogle af de største forurenere i hele verden.
Vi begår krigsforbrydelser i andre lande.
Jo - danskerne vasker deres hænder ved disse spektakulære indsamlingshows.

Klemens Kappel begiver sig i dette ikka af med filosofi, men med meningstyranni! Menneskets selviske handling ved krisedonationer, skal retfærdiggøres. Alternativet er jo, at man skal udpege den indre svinehund og så ville man jo ikke fremstå politisk korrekt. Kvalmende læsning, fra ende til anden.

Blogejere er som regel hyklere - prøv at se i spejlet!

Det samlede beløb der blev indsamlet, var det ikke nogenlunde hvad der svarer til en bankdirektørs årlige bonus?

De fleste hyklere er faktisk socialister, viste en undersøgelse.

Katastrofehjælp og nødhjælp er 2 forskellige ting.

Katastrofehjælp som hjælp til Tahiti er akut hjælp til folk der er ramt af katastrofer, typisk jordskælv og flodbølger.

Nødhjælp er hjælp til folk i områder der lider under længerevarende negative forhold. Tørke, overbefolkning, krige. Hvilket også kunne gælde Tahitis mangel på lov og orden.

Nødhjælporganisationerne bør være med til at tilrettelægge deres hjælp så nødhjælpen ikke medfører flere lidende i fremtiden.

Det fx efter min mening ikke klogt at dele geder ud i tørre områder, hvor gederne i det lange løb kan komme til at æde for meget vegetation og medvirke til at udbrede tørke og jord erosion.

Om filantropi er en selvmodsigelse må komme an på, om 'afsenderen' praler af sine gaver. Praleri i den anledning er klamt. Derfor bryder jeg mig heller ikke om 'giv en ged-kampagnen'; her er det jo netop ideen, at man skal udstille sin godhed ... Jeg synes, man bare må give hvad man kan og vil og så ellers holde sin kæft om det. Måske er det lidt anderledes med virksomheder, for vi vil gerne vide, hvad de er for nogle. Men så forpligter det også, for hvis virksomheden så på andre måder stepper rundt i spinaten, går det helt galt

Katastrofehjælp som hjælp til Tahiti er akut hjælp til folk der er ramt af katastrofer, typisk jordskælv og flodbølger.

--

Du mener vist Haiti

REMOVED, far away-hjælp. det er chokerende at man kan indsamle SÅ mange penge med hjælp af glimmer og glitter---til noget der foregår laaaangt væk, medens man i nærområdet ikke ænser at folk stadig i 2010 i københavn bor i saneringsmodne lejligheder. at mistro og mistænksomhed møder de syge på de såkaldte jobcentre. hjælp? anyone?

Forstår ikke hvorfor det er så interessant hvad giverens intentioner er, så længe konsekvensen er god. Om den altid er det i forhold til nødhjælp kan jo så indimellem diskuteres fx. i forhold til den efter min mening meget kortsigtede og uigennemtænkte "trend" der længe har været med at målrette støtten til kvinderne i ulandene. Mænd er i alle dele af verden dem der går mest ned på fattigdom og arbejdsløshed. Hvis man kun hjælper kvinderne ud fra devisen, at penge givet til kvinderne kommer familierne til gavn, medens penge til mændene kun går til mændene, så underminerer man på længere sigt de samfund og puster til bevægelser der prøver at kontrollere og dominere kvinders handlefrihed

Det er jo noget så kedeligt som den gode gamle pligtetik. SNORK

Hvis jeg mener, at jeg via bidrag til nødhjælpsorganisationer kan hjælpe nødlidende, så GØR jeg det - ligemeget hvad filosoffer i DK tænker og mener.
Tænk et land - DK - hvor der er tid og råd til at filosofere og oven i købet leve af det - det ER s'gu' luksus. Skulle disse filosoffer så ikke tage tegnebogen op og bøsse i kassen?
Og JA - jeg har bidraget. OG NEJ - ikke for at promovere mig selv eller betale aflad. MEN fordi jeg ser det som en måde at kunne hjælpe medmennsker i NØD.

Artiklen, der ligger til grund for denne debat, samt selve debattråden synes at være præget af udsagn, der læner sig op ad generaliseringer. Måske vil det være sundt at undgå at gøre sig klog på det store 'VI' og derved holde det enkelte individ som gidsel.

KLEMENS KAPPEL falder i den grav han graver for andre, nemlig at gøre brug af 'VI' i sin analyse. Derefter afslutter han med at tro, nøjagtig som dem han skoser.

Mon ikke - når alt kommer til alt - der er lige så mange grunde til at give som givere? Der er dem, som har brug for at få styrket egoet. Dem, der har brug for den status det giver at give, så de kan fortsætte i det fortolkningsfællesskab de føler sig mest orienteret mod. Og så er der dem, som føler en voksende dårlig samvittighed jo mere problemerne bliver eksponeret gennem div. medier. Til sidst betaler de som var det del af en afladsprocess, der skal aflyse deres deltagelse i den guddommelig komedie. Der er også dem, der ikke giver, men bruger tiden til at dadle andre, at de giver. Og så er der dem, som dadler dem, der dadler andre at de giver.

Og sådan bevæger vi os rundt i en snæver akademisk 'skidecirkel' og når tilbage til udgangspunktet uden egentlig at have ændret en tøddel ved problematikken. Nok også det samme, da udgangspunktet for at nå noget konstruktivt startede ud med en generalisering, der til syvende og sidst forhindrer kompleksiteten at komme til syne.

Som økonom bliver man principielt oplært i devisen, at "alle agerer rationelt", og i denne tankegang vil frihedskæmperen agere egoistisk ligesom alle andre, det er blot et spørgsmål om at udvidde definitionen af, hvad der er "lykke" i forskellige sammenhænge.

Når det så er sagt, må "gode handlinger" givetvis være de handlinger, som medfører en positiv eksternalitet; dvs. en konsekvens, som øger lykken hos andre end blot os selv.
Hvis man accepterer dette, vender tingene sådan set tilbage til udgangspunktet; Vi er givetvis alle egoister, men hvorvidt vi er "gode mennesker" (alt andet lige), afgøres af hvorvidt vi foretager valg med positive eksternaliteter eller ej, et valg vi relativt ofte stilles overfor, som det også nævnes i artiklen.

man giver støtte til kvinderne på baggrund af nogle statestikker der er lavet der viser at kvinderne er mere ansvarsfulde end mændene.. f.eks. i finca, de støtter kvinder fordi det er dem der oftest betaler deres lån tilbage:)

Hvordan kan det være, at det ofte er forholdsvis velhavende mennesker, der har sværest ved at slippe slanterne til nødhjælp og hvordan kan det være, at det også er de mennesker, der spørger sig selv om det er for at lette deres egen samvittighed.

I dag hørte jeg, at en stor gruppe mennesker havde søgt til et andet område udenfor de hårdest ramte områder med det resultat, at nu sultede både de tilkomne og de lokale, og ingen spurgte til, om de lokale hjalp af egoistiske grunde.

Hvad rager det andre mennesker hvad der ligger til grund for at jeg har bidraget med et beløb og ingen skal ihvertfald begynde at analysere om jeg gjorde det af egoistiske grunde eller af ren offervilje.

Søren Krarup og Jesper Langballe har en ide om, at man ikke skal hjælpe andre. Det må de så om. Jeg håber blot, at det ikke er deres hus, som jeg kommer til at banke på for at låne en telefon til en ambulance.
Imidlertid vil jeg stadig stå parat til at yde hjertemassage, hvis de i et anfald af hysteri over andre menneskers godgørenhed skulle få et hjerteanfald

Hvis jeg var nødlidende og fik hjælp til at overleve, ville det være mig helt ligegyldigt, af hvem og hvorfor hjælpen blev givet. Hvis giverne føler sig gode og jeg overlever, kan alle jo være tilfredse.
"Erst kommt das Fressen, dann die Moral"

hvad blev der nogensinde af princippet at give fordi man har noget at give af?
fordi man kan undvære nogle af de ressourcer man nyder godt af og tager for givet her i lille Danmark?

Er det egentlig ikke ret ligegyldig hvilke årsager der ligger bag nødhjælpen til Haiti, så længe de bare bliver hjulpet og alle pengene ikke forsvinder til "administrative omkostninger" (et motiv der mangler at blive behandlet - udnyttelse af situationen til egen vinding).

Er det ikke fuldstaendig lige meget med folks motiv naar de giver - naar bare de giver et eller andet?Jeg arbejder i UK i kunstorganisationer, hvor visse donorer giver af ren og skaer godhed, mens andre goer det fordi det giver dem status som donor. Begge dele skal der vaere plads til, og resultatet er at kunstorganisationen kan overleve. I det hele taget er det da bare dejligt at danskerne er begyndt at give penge ud - noget som amerikanerne og englaenderne har gjort laenge. Og naar foerst man begynder at give, saa giver man mere. Maaske Peter Singer skulle paa laeselisten i folkeskolen?

Kedelig diskussion. Har vi ikke snart haft den mange gange?

Jeg har oplevet det utallige gange:
En flok, der nogenlunde kender hinanden enten gennem arbejde eller uddannelse bliver spurgt om de vil hjælpe en af deres kammerater, der står i en øjeblikkelig pengenød. Hver gang er det dem med færrest penge, der låner den ud.

Hvem er det, der konstant køber på regning hos købmanden og som har umådelig svært ved at slippe slanterne, når regningen skal betales.
Jeg havde en kammerat engang, der havde et lille "ismejeri" som det hed dengang ude i Hellerup. Det endte med at han måtte dreje nøglen om, for han skulle bruge det halve af sin tid på at kræve penge ind. På Nørrebro havde han aldrig haft noget problem. Der kom kunderne selv, når de havde penge

Efter at have læst om formålet med denne blog, er jeg knap så vred over spørgsmålet, men jeg synes stadig, at for de nødstedte er det ret uvæsentligt hvorfor nogen vil give et bidrag.
Hvis mine børn skriger af sult, så ydmyger jeg mig gerne, hvis det kan give dem brød

2 ting som jeg ikke orker at diskutere mere, men dog alligevel kommentere på

Ytringsfrihed og hykleri

Psykologisk egoisme holder da i dette tilfælde! Iflg berlingske.dk, der citerer nyhedsbureauet Newspaq, går 21 mio kr af de 130 mio indsamlede til omkostninger. Resten er overskud fra underholdning.

http://tinyurl.com/yay929h

Har du heller ikke hørt om Jørgen Poulsen?

I sin definition af psykologisk egoisme, forveksler Klemens Kappel begrebet med den almindelige egoisme. Egoisme indebærer at handle til fordel for sit eget velbefindende, på bekostning af andre, som når man tager det største stykke kage til sig selv, eller når Bamse tilbyder Kylling sin "bedste gæste-taburet" for selv at kunne trone i den bløde lænestol.

Psykologisk egoisme adskiller sig især fra almindelig egoisme på to punkter: 1.den sker ikke på bekostning af nogen (der er ikke nogen tydelig taber som følge af handlingen) 2. den foregår underbevidst (fordelen ved handlingen er ikke bevidst kalkuleret)

Endelig er der den forskel, at almindelig egoisme, som regel, giver et mærkbart afkast, hvorimod den psykologiske egoisme (hvis den findes) formodes at tilgodese mere metafysiske eller abstrakte behov, så som den gode samvittighed,

Det er derfor ikke rimeligt at afvise teorien om psykologisk egoisme med henvisning til, at en tortureret frihedskæmper ikke føler fysisk behag ved sit valg. Her kunne nemlig indvendes at frihedskæmperen blot har større behov for at føle sig tapper og loyal end for at føle fysisk behag. Og at gå i biografen er måske sjovere end at donere 500 kr. til mennesker i Haiti, men det får dig ikke til at føle dig som et empatisk, anstændigt og uselvisk menneske, som er velorienteret om hvad der foregår ude i verden. O hvem vil ikke gerne se sig selv sådan?
At gå i biografen og at donere penge kan altså ses som opfyldelsen af to forskellige behov, ligeså vel som at spise er forskelligt fra at drikke.

Klemens Kappels argumentation ender altså i en blindgyde, hvor man ikke rigtig kan afvise eksistensen af en sådan psykologisk egoisme.

Men netop i denne uafviselighed gemmer sig også nøglen til at afvise teorien som en videnskabeligt gyldig teori.
Den kan nemlig heller ikke bevises, da den bygger på antagelser om psykologiske mekanismer, som vi ikke har mulighed for at observere, og dermed ikke kan sige noget endegyldigt om.

Diskussionen om psykologisk egoisme hører altså til i samme kategori som diskussionen om Guds eksistens. Det gør den naturligvis ikke uvedkommende, blot uendelig!

mange fine bud - men der er uden tvivl mange som donere penge fordi de syes det rent faktisk er synd for personen som har mistet samtlige familiemedlemmer på en eftermiddag og ikke har råd til mad eller hjem, som er ødelagt. Langt de fleste folk giver uden at tænke på hvad andre mennesker mener om det, og uden at sige det.
det handler i bund og grund om hvordan man har det med sig selv. Nogle får det bedre af at give og fortælle det til andre bagefter, andre bare af at give, så de selv ved at de gør hvad de kan for at hjælpe andre der har det af helvede til. alt hjælper lige meget men selvfølgelig har motivationen betydning for det enkelte menneske, men ikk for den som modtager. At vi har et samfund hvor det sidestilles med "godt at give" er kun godt.

Jeg hører udelukkende disse tanker fra folk der vælger ikke at hjælpe nogen, og har brug for et selvforsvar. Når en Moder Theresa bruger hele sit liv på at hjælpe dem med mest behov, yeps, så er det fordi det er det hun har det bedst med. Tilsvarende for dem der giver penge til nødhjælp. Eller, i den anden ende, tager "slik fra børn" under en eller anden form - det har de det bedst med. Man kan så gøre det til et akademisk anliggende om der nu virkelig er forskel på folk eller om vi alle faktisk er lige selviske, og om gnieren/egoisten derfor faktisk er lige så god som Mother Theresa. Svaret er simpelt: hvilken effekt har dine handlinger for andre end dig selv? Derpå skal du måles - ikke på lommefilosofiske konstruktioner.

Er årsagen til om mennesket giver andre i nød ikke lidt ligegyldig, bare de der er i nød får hjælp til at stå på egne ben.
Ellers kan vi lige så godt afskaffe diverse hjælpe- og sundhedsforanstaltninger herhjemme, beholde pengene i lommen, og starte med at lade endnu flere danskere sejle deres egen sø, og kun tage vare på sig selv, sådan som regeringen dybest set også ønsker det.

Mennesket hjælper hinanden, fordi vi har brug for hinanden for at overleve. Jægere og samlere dannede altså også grupper for at overleve.

Jeg tror, at det handler om forholdet mellem, hvad man skal ofre, og hvilken gavn donationen gør. At give et par hundrede kroner til Haiti koster ikke alverden for en dansker. Men pengene kan redde menneskeliv på Haiti. Derfor vurderer danskerne, at forholdet mellem pengene, og det man får for pengene er enorm.

Hvis der i stedet blev samlet ind til større julegaver til fattige danske børn, ville danskerne vurdere, at pengene ikke ville få så stor værdi, og derfor ville vi ikke give så mange penge.

Når Bill Gates giver milliarder til vaccinationer i Afrika, er det også fordi han vurderer, at han ikke kommer til at lide det store afsagn, samtidig med at pengene gør en enorm forskel.

Det er simpel matematik og har ikke noget med egoisme eller altruisme at gøre.

Bill Gates vil donere 50 milliarder kroner til vacciner af det fattige Afrika -men hva sku det egentlig hjælpe -andet en dem der producere det i USA -de fattige har jo stadig ingen vand og mad -sæt Westas vindmøller op forsyn dem med turbiner og teknologi der trækker saltet ud af havvandet -pump det ind i landet til di...sse fattige mennesker og landområder så de kan blive frodige og grønne til gavn for alle !! pp

man siger at penge ikke gør en lykkeligere

mine penge udvider mine horisonter og min viden

jeg bliver dermed dygtigere og også lykkeligere

-penge er et middel jeg ikke kan forstå

måske de derfor kun skaber velstand for ganske få

fattig er i virkeligheden den der ikke vil dele

og ikke den som har mistet alt og det hele

man siger at penge ikke gør en lykkeligere

mine penge udvider mine horisonter og min viden

jeg bliver dermed dygtigere og også lykkeligere

kapitalens makværk er skabt af store mænd på strå

ingen har en jordisk chance for at forstå

det hærværk på den næste generation

mod dem der kigger op på din million

man siger at penge ikke gør en lykkeligere

mine penge udvider mine horisonter og min viden

jeg bliver dermed dygtigere og også lykkeligere

hvis dine penge ikke gør dig lykkeligere

så forær dem bort et sted

til den der ingen har og se deres lykkes store smed

opdag den glæde det gir at give til dem der ikke føler sig rigtig i live

man siger at penge i sig selv ingen lykke gør

men det er blot et fattigt citat til dem uden smør

et citat fra de rige der skal få resten af verden til at tie

tro dem ikke men kæmp imod hvis du tør !



citat poul pava

21 millioner går til administration!

Sådan, lige for at sætte det i relief. Se skråt til vestre herunder - "Plus sæbe" - forkæl dig selv - du er det værd - fordi!

Nødhjælp, til "alle", som er i nød, bør have de forskellige "samfund´s" første prioritet.

Ikke bare, "nødhjælperen´s" organisation, her betales store "summer", for at "HJÆLPEN", overhovedet kommer frem.

Sidste "NYT", i Haitti, beskyttes alt af maskinpistolet bevæbnende "amerikanske" soldater, (nødhjælpens primitive "idioter") . Først et "krigsskib", herefter et "hospitalsskib").

Så har jeg mere tilovers for "Kinestsk" nødhjælp, her kommer soldaterne først med skovl og spade, og lader maskinpistolens "magtbegærd" udenfor, hvad der herefter "sker" er usagt. Men begyndelsen er tydelig og klar, hjælp til nødstedte har førsteprioritet.

Hilsen

Georrg

Ak, så skal vi til det igen: gøre noget ulækkert og selvisk ud af noget der i bund og grund er medmenneskeligt og næstekærligt. Ikke så snart er der gjort noget godt, før der skal pilles ved motiver og peges fingre. Til hvad nytte? Og hvad siger det om Jer? Hvor er det dog fattigt at udstille folk der hjælper, på den måde. Måske skal vi lave en indsamling til Jer næste gang?

Fejlslutning eller reparation af premissen? Hvorfor er en tur i biografen bedre for en selv end at donere til Haiti? Hvordan skal "bedst for en selv" forstås?

At gøre det der er bedst for en selv skal forstås som de der skaber størst lykkefølelse på kort eller lang sigt. Det er denne antagelse der reder den psykologiske egoisme når folk handler forskelligt i den samme situation.

Med dette falder det hele tilbage i orden. For nogle skaber det større lykkefølelse at donere til Haiti, for andre er det skjorten.

Men uanset tolkningen af "eget bedste", falder psykologisk egoisme som meget andet pseudovidenskab. Der er ingen videnskabelig metode til at bestemme hverken "eget bedste" eller "største lykkefølelse".

Og er det overhovedet vigtigt hvorfor folk vælger at donere? Kan vi ikke blot glæde os alle sammen over resultatet?

Nonsens. Utroligt at spørgsmålet kan stilles. Hvis folk ikke giver til indsamlingerne, kan en fattig flygtningefamilie i Afrika eller Asien måske ikke få såsæd. Vi lever for at hjælpe hinanden, ellers kunne vi ligeså godt lade være med at leve. Tag Jer nu sammen !

Spændende indlæg. Dejligt at så mange har sendt hjælp til ofrene på Haiti. En beslægtet artikel:

http://www.nytimes.com/2010/01/17/opinion/17kristof.html?em

Interessant artikel, selvom jeg aldrig helt har forstået, hvorfor det er vigtigt af hvilken grund man som privatperson giver penge til gode formål. Sålænge pengene når frem og gør en forskel der hvor de lander, betyder det vel mindre HVORFOR jeg sender dem afsted. Og hvis jeg har lyst til at prale af, at jeg har givet 200 kroner ud af mine flere tusinde kroner store indkomst, er det vel op til dem der lytter til min pral at afgøre, om de synes jeg er en idiot, fordi jeg er stolt af at give så lidt til nogen der mangler så meget og så føle mig selvtilfreds over det...

Det der under alle omstændigheder undrer mig, er at diskussionen overhovedet eksisterer. "Du giver af selvviske årsager!" - ok, men gør det modtageren mindre glad for min donation? Donationen mindre værd? Pengene køber det samme antal uldtæpper eller dunke med rent vand om jeg giver fordi jeg så kan prale, eller om jeg giver fordi jeg kan undvære til nogen der mangler mere end jeg selv. Mao, med udgangspunkt i citatet af Østby: »Problemet er, at vi ikke giver penge til haitianerne for deres skyld eller for at “make poverty history”, men for vores eget humanistiske, selvgode velbefindende«. - Hvorfor er det overhovedet et problem? Må man kun give, hvis man giver af de RIGTIGE årsager? Skal man ransage sit hjerte, sine motiver og sin samvittighed FØR man sender donationssmssen afsted og hvis man finder blot den ringeste grad af selvglæde, så skal man lade være? Hvis både giver og modtager får det bedre af donationen - uagtet af forskellige årager - hvorfor er det så et PROBLEM?

Her taler jeg kun om privatpersoner. Når der er tale om virksomheder og lande og andre organisationer som giver fordi det giver dem godt image/magt/bidrager til at sløre andre problematiske forhold, så er det et problem. Når Bestseller formår at donere 2,2 mio og får klapsalver med på vejen, får jeg valme. Bestseller som lader som om de giver fordi de kerer sig om afrikanske kvinder, når de samtidig benytter sig af sweatshops, underbetalte arbejdere uden rettigheder og rettighedsbeskyttelse - så er det et problem fordi Bestseller som virksomhed vinder på deres løgn og hykleri.

*Østmand, var det

Sikke megen suppe der fortsat koges på en i grund ligegyldig diskussion. Tænk om vi brugte blot den tid, vi bruger i kommmentarspalterne, til i stedet at gøre en indsats... Nå, men den båd hører jeg vel også selv til i

@ Maya - tror vi er enige langt hen ad vejen, men du må lige vågne op vedrørende virksomhedernes dobbeltmoral... Er det bedre de intet giver? Implicit siger du jo, at med mindre virksomhederne hele vejen rundt lever op til nogle meget smukke og velmente idealer, så er deres midler ikke velkomne i hjælpeindsatsen. På samme måde kunne man argumentere, at når medierne er nødt til at stable et kæmpe show på benene for at folk kommer til lommerne (og finder knap. 25 DKK pr. capita), da er motiverne heller ikke rene nok.

Glem motiverne, fokusér på, hvad der kan gøres for de midler der findes. Målet helliger, i dette tilfælde, midlet.

Er menneskets handlinger altid egoistiske? Dette mente englaenderen Thomas Hobbes og han argumenterede indgaaende derfor.
Platon har vist ogsaa behandlet spoergsmaalet.
---
Der er ingen tvivl om, at der ofte ligger egoistiske eller selviske motiver bag velgoerenhed og naestekaerlige handlinger.
Det kommer vel ogsaa meget an paa hvor spidsfindig man er og hvordan man definerer naestekaerlighed og hvordan man definerer egoisme.

Eksempel 1: Man giver til andre og foeler glaede ved det - altsaa giver man fordi man foeler denne glaede.
Hvis man ingen glaede foelte, saa ville man ikke udoeve denne naestekaerlige handling. Ergo er man egoist. (Hvem sagde Erasmus Montanus?)
Eksempel 2: Man giver fordi Gud vil, at man skal udoeve naestekaerlighed. Der er tale om en moralsk fordring, men igen er man egoist, fordi hvis man ikke udoever denne naestekaerlighed saa kommer man i Helvede eller beloennes ikke i Paradiset. (Maria Teresas naestekaerlighed giver jeg personlig ikke meget for; fordi hun har klart tilkendegivet, at hun er naestekaerlig paa grund af Guds bud og, at hun saetter Gud hoejere end sine medmennesker - meget typisk for katolikker.) - Dette eksempel passer paa rigtig mange mennesker.
Eksempel 3. Man er styret af sit over-jeg og hvis man ikke giver lidt til andre saa faar man daarlig samvittighed. For at undgaa daarlig samvittighed giver man. Altsaa egoisme. (Jvf. Freuds forklaringsmodel paa naestekaerlige handlinger.)

Man kan diskutere frem og tilbage i uendelighed om folks dybeste motiver (der ofte er ubevidste) og ofte irrationelle.
I et raserianfald eller i ren trods eller i had eller i jalousi goer mange mennesker handlinger, der ikke gavner dem selv. Altsaa er man ikke altid styret af hvad der gavner en selv, men af foelelser og impulser.
(I Kappels eksempel med dissidenterne, saa kan disse vaere styret af had eller magtbegaer eller de kan ikke have forudset hvad deres protest foerte dem ud i - og saa fortsaetter de kampen, fordi der er
ingen vej tilbage.
Dette er beskrevet af adskillige revolutionaere og af adskillige dissidenter
-det var den fortsatte kamp der gjorde dem til revolutionaere og til helte
-og adskillige har indroemmet, at hvis de vidste hvad deres kamp havde foert med sig af lidelser, saa var de ikke startet.
Angaaende frihedskaemperen:Hvis man blev taget til fange, hvad ville man saa opnaa med at stikke sine bedste kammerater?
Fortsat tortur eller henrettelse.
Hadet imod fjenden og frihedskaemperens egen frihed var ogsaa en drivkraft
-og det var altid kun et spoergsmaaal om tid foer det ulykkelige torturoffer bukkede under for torturen. Hvis man vil argumentere for menneskets egoisme - ja saa kan alt forklares egoistisk. Vi bliver aldrig faerdig. Det viser filosofihistorien.

Hvad med forelskelse? Er man forelsket er man villig til at give afkald paa en masse til fordel for sin elskede. Hvor er egoismen der?
Hvad med moderkaerlighed eller familiebaand? Hvor er egoismen der?
Hvis en hund er ved at doe af toerst saa vil vi alle sammen give den noget vand at drikke - det koster jo ingen ting. Hvor er egoismen der?
Adskillige mennesker foretager sig handlinger, som ikke paa nogen maade koster dem selv noget som helst, men er til gavn for andre mennesker eller dyr.
Det eneste man behoever at goere er en minimal indsats.
Eksempel 1: En person er ved at drukne og man bevaeger sit luksuslegeme 2 meter hen og tager redningskransen og kaster den ud til den person der er ved at drukne. Det er et godt eksempel, fordi stort set de fleste vil goere dette for den druknende hvad enten det er forbundet med ubehag eller behag at bevaege sig hen til redningskransen og kaste den ud.
Man goer det altsaa ikke for at opnaa noget selv, men kun for at hjaelpe offeret.
Hvorfor vil man hjaelpe offeret?

Helt banalt og ufilosofisk fordi man foeler medlidenhed og sympati med andre levende vaesener
- derfor.
Kan det benaegtes?

Altsaa vil de faerreste benaegte, at der findes naestekaerlighed - saa laenge det ikke koster noget at udoeve den - og det er da altid noget. Ikke?
Det er da et lyspunkt.

Jamen hvis naestekaerligheden findes, saa kan den vel ogsaa vaere saa stor i nogle tilfaelde, saa man er villig til at ofre noget mere og selv lide et lille afsavn for at andre kan undgaa en meget stor smerte.
(Jvf. Stuart Mill og utilitarismen.)

Der kan gives to gode forklaringer paa menneskets naestekaerlighed og egoisme.
Gud har nedlagt i mennesket naestekaerligheden og ved kontakten med Gud styrkes denne - Djaevelen har bragt det egoistiske ind i mennesket. Man skal elske sin naeste som sig selv - altsaa skal man ogsaa elske sig selv (med maade) ifoelge Bibelen.

Ateister kan bruge denne forklaringsmodel: Mennesket er af naturen egoistisk p.gr.a. selvopholdelsesdriften, men af hensynet til artens bestaaen saa har man sympati og naestekaerlighed til artsfaeller.
Bemaerk, at jo mere andre levende vaesener minder om os selv jo bedre kan vi lide dem og vi foeler altid mere for vores egne end for andre der er os fjernere.
Hvis en dansker bliver udsat for et groft overfald, saa vaekker det mere opmaerksomhed end hvis 100 kinesere doer i en mineulykke.
Pure facts.

Der er altsaa ret gode argumenter for
at naestekaerlighed findes
- den begraenses kun mere eller mindre af kaerligheden eller hensynet til een selv.
-og det er vel ogsaa kun rimeligt?
~~~
Kort sagt: Der findes meget hykleri og menneskers motiver kan ofte vaere dunkle og vi er alle drevne af foelelser og impulser - mere eller mindre - og af ubevidste og irrationelle motiver, og handler ikke altid lige velovervejet og er ofte inkonsistente.

Jeg vil skaere igennem og tage udgangspunkt i:
Hvem bryder sig om at se, at andre mennesker lider noed eller udsaettes for tortur eller lidelser?
Det er vist de faerreste.
Det er kun et spoergsmaal om hvor meget man er villig til at ofre og give afkald paa selv for at andre skal faa det bedre.

Det handler ogsaa om en udbredt skepsis overfor katastrofehjaelp og noedhjaelp: Hvor meget af de
500 Kr. jeg giver kommer nu i virkeligheden disse stakkels mennesker til gavn?
Noedhjaelpen kommer jo rent faktisk ikke altid frem og indsamlerne er afloennede.
-og de faerreste har lyst til at give 500kroner
til Haiti og saa er det kun 10kroner
der kommer frem til ofrene.

Hvad der sker paa Haiti chokerer de fleste og de fleste har da sympati og medlidenhed med ofrene og vil da gerne give en 10'er eller mere
-blot de er sikker paa pengene kommer frem.
-jeg kender ingen der vil give alt hvad de har
-det ville jeg heller ikke selv
-det var vist kun Jesus og Muhasmmed der ville det
-og saa Sokrates.
Jeg vil ikke - men godt en flad tier
-uden at jeg dermed vil foele mig hverken hyklerisk eller selvfed
-hoejst lidt overvaegtig.
******
Hvad er egoisme?
Min definition: Hvis man KUN kan foele noget for
sig selv og kun tage hensyn til sig selv,
og ikke til andre.

Jo mere du giver, desto et bedre menneske er du. Dvs. at har du ingen midler at give, så er du et dårligt menneske. Og derfor er fattige/studerende/pensionister og lign. typisk dårligere mennesker end den mere velhavende del af befolkningen. DETTE SYNES - NO KIDDING - AT VÆRE DEN UNDERLIGGENDE (KLAMME) TONE I FORBINDELSE MED MEGEN INDSAMLING !!

Kunne det mon tænkes at de mange billeder fra Haiti påvirker viljen til at hjælpe. Kunne det tænkes at empati og medfølelse får nogle til at ville hjælpe. Da jeg så billerne i dagene efter jordskælvet, kunne jeg levende sætte mig ind i de desperate menneskers situation. Tænk at måtte fortælle sit sultne barn at det heller ingen mad får idag. Tænk at grave sine nærmeste ud af ruinerne med de bare næver i kamp med tiden. Jeg er førtidspensionist, men jeg har mere end de har. Så de blev til en donation - over telefonen. Jeg havde ikke behov for at trompetere det ud på TV eller demonstrere altruisme overfor andre . Jeg ville bare gerne hjælpe forhold til mine midler. Derfor donerede jeg et beløb. Skal mine motiver nu mistænkeliggøres?.

Verdens nød, hvad enten den er TV transmiteret eller ej, er et politisk problem som bør løses politisk. At give penge ved diverse indsamlinger, samtidig med man stemmer på partier der arbejder for at gøre de rige rigere, er ikke bare hyklerisk, men også ødelæggende for en mere holdbar løsning. At donere penge kan sagtens være bedre for en selv end at købe en dejlig skjorte. Hvis man f.eks. skal kunne holde sig selv ud.

keep it real, iight

So that may be now not unfastened to bear in mind the life of investment, Vietnam does now not belong, however the similar home u . s . against the enemies of their own citizens to stay his nose all of the military struggle.