Du lider af en vidt fremskreden cancer og ved, at du kun har få uger eller mindre igen. Du er stadig helt klar i hovedet. Du har tænkt grundigt over, hvordan denne sidste del af dit liv skal forløbe, og du har gennem nogen tid talt med dine nærmeste om det. Det er umuligt for dig at se dine sidste dage eller uger som andet end en fuldkommen meningsløs lidelse, selvom du ved, at smerter og andre fysiske gener nogenlunde kan dæmpes. Du ønsker ikke at gennemleve dette; set fra dit perspektiv vil det ødelægge afslutningen på dit liv.

Du er helt på det rene med, at du kan nægte at modtage behandling. Men behandlingen er allerede stoppet. Du kunne vente på, at du får en lungebetændelse, som du vil dø af, når du afstår fra behandling. Men du har ikke lungebetændelse. Du er klar over, at du kan fremskynde din død ved at nægte at indtage væske. Men du ønsker ikke at dø af tørst. Du kunne måske bede din læge om at skrue op for morfindosis; du ville så døse hen, og det ville måske fremskynde din død. Men hvorfor hemmelighedskræmmeriet? Hvorfor ikke bare vedgå, at du nu føler, at tiden er inde, at du nu, og med god grund, ønsker at tage afsked med livet?

Hvis din læge eller andre hjælper dig, enten med aktiv dødshjælp på din anmodning eller ved hjælp til selvmord, så begår de en ulovlighed. Og de vil efter alt at dømme blive retsforfulgt og straffet, endda straffet konsekvent.

Er det virkelig det, vi vil? Debatten om aktiv dødshjælp eller hjælp på begæring af fornuftshabile patienter dør ikke, og det tror jeg, at der er en bestemt grund til. Grunden er, at rigtigt mange mennesker i dette land har svært ved at se, hvorfor aktiv dødshjælp (eller hjælp til selvmord) i situationer som den skitserede skal være ulovlig. Der er simpelthen aldrig præsenteret overbevisende grunde til, at denne praksis bør være ulovlig.

Etisk Råd har gennem årene enstemmigt, eller næsten enstemmigt, udtalt sig kategorisk imod lovliggørelsen af aktiv dødshjælp, senest i en redegørelse fra 2003. Men foranlediget af den seneste debat i blandt andet Politiken og Kristeligt Dagblad, har Rådet taget diskussionen op igen (det ved jeg selvom jeg ikke længere er medlem af Rådet, for jeg var indbudt som oplægsholder ved Rådets netop afholdte seminar).

Det er ikke givet, at et nyt råd vil mene det samme som et tidligere, anderledes sammensat råd. Men det er meget nærliggende at tage afsæt i de overvejelser, der fik et tidligere råd til enstemmigt at gå imod en legalisering af aktiv dødshjælp.

Her kommer de vigtigste begrundelser, som det tidligere Råd lagde vægt på, efterfulgt af mine kommentarer:

Menneskelivets formål i sig selv

’… eutanasi er en fornægtelse af, at livet også er sit eget formål og ikke endegyldigt kan bedømmes til at være mindre værd end at dø’.

Når du som i den skitserede situation ovenfor ikke kan se, at det har noget formål at gennemleve meningsløs lidelses, så har livet ikke noget formål for dig. Man kan hævde, at livet alligevel har et formål - ikke for dig eller dine nærmeste, men bare i sig selv. Men dette er et (meget) kontroversielt normativt synspunkt. De, der mener det, bør afstå fra at anmode om aktiv dødshjælp (ligesom de måske bør afstå fra muligheden at frasige sig livsforlængende behandling - det har jo et formål i sig selv, at de lever videre, også selvom det ikke har noget formål for dem). Men vi skal ikke lovgive ud fra dette synspunkt.

Omsorg

’eutanasi er en modsigelse af omsorgens væsenskende, som består i at få patienten til at opleve sin tilværelse som mere tålelig.’

Forkert. Omsorg kan have mange former; at hjælpe et menneske med at efterkomme et rimeligt ønske om at afslutte livet er en af dem.

Tryghed

’… et generelt forbud mod at tage livet af mennesker er nødvendig for muligheden af et trygt og godt samliv mellem mennesker.’

Rigtigt. Men det generelle forbud mod at slå ihjel kan udmærket have velmotiverede undtagelser. Tilsvarende er der et generelt etisk (og juridisk) krav om at hjælpe mennesker i nød, og det en norm, der medvirker til et trygt og godt samliv mellem mennesker. Men vi accepterer alle en velmotiveret undtagelse: mennesker har ret til at afstå fra livsreddende medicinsk behandling.

Tabu

’Eutanasi bryder med tabu’

Forkert. Aktiv dødshjælp på begæring af kompetente ubærligt lidende mennesker ses ikke i almindelighed som en tabubelagt handling. Og der er ikke i befolkningen generelt den opfattelse, at en legalisering vil krænke et tabu (nogle mener, at det vil være moralsk forkert at legalisere aktiv dødshjælp - men det er ikke det samme som at der eksisterer et tabu).

Et forbud mod aktiv dødshjælp eller mod legalisering af aktiv dødshjælp finder heller ikke støtte i de betydningsfulde etiske teorier (Hobbesiansk kontrakteori, Kantianisme, Rousseausk kontrakteori, Mill’s liberalisme, neo-aristotelisk dydsetik, utilitarisme, nærhedsetik, Habermas diskursetik). Der er ingen grunde til at mene, at vi står over for et tabu. Vi står over for et etisk spørgsmål, vi er uenige om, ikke et tabu.

Men bemærk også, at lovgivning under alle omstændigheder ikke kan være baseret på et hvilket som helst kulturelt eller religiøst tabu (tænk på tabuer mod at spise hestekød eller mod homoseksualitet, nogle religiøse gruppers tabu mod at spise svinekød eller mod at spise kød og mælkeprodukter af samme tallerken).

Lidelse

‘Eutanasi er forkert svar på lidelse’

Forkert. Der er mange etisk rimelige svar på lidelse. At man ikke ønsker at gennemgå meningsløs lidelse ved livets afslutning er et etisk rimeligt svar, ligesom det er et rimeligt svar, at man insisterer på at gennemgå denne lidelse.

‘lidelsen er en væsentlig og ubrydelige del af det at være menneske’.

Rigtigt. Men der er forskellige rimelige svar på denne udfordring. I nogle situationer kan et ønske om aktiv dødshjælp være et rimeligt svar.

‘At mennesket er i stand til at lide, er en henvisning til en skabermagt, fordi det i lidelsen bliver aldeles tydeligt, at man ikke er sin egen herre.’

Rigtigt for nogle religiøse opfattelser. Men mennesker, der har disse religiøse opfattelser bør afstå fra selv at anmode om aktiv dødshjælp. For mennesker, der ikke deler disse religiøse opfattelser, stiller situationen sig anderledes.

Selvbestemmelse

’Eutanasi kan ikke forenes med selvbestemmelse’

Forkert. Aktiv dødshjælp kan forenes med selvbestemmelse (mindst) lige så godt som f.eks. beslutninger om at afstå fra livsforlængende behandling (eller at fortsætte den).

’Fokus på selvbestemmelse er etisk uheldig, hvis man dermed ser bort fra, at mennesker altid er afhængige af hinandens indstilling, beslutninger og vurderinger.’

Rigtigt. Men fokus på selvbestemmelse ser ikke bort fra dette. Det centrale er at respektere de syn på livets afslutning, som mennesker har efter moden overvejelse i deres afhængighed af hinanden (præcis som det gælder patienters ønske om at afstå fra behandling mv.).

’… fokus på individuelle handlemuligheder vil svække de alternativer (såsom palliativ indsats og hospicer), som baserer sig på, at lidelse afhjælpes ved mellemmenneskelig omsorg og ikke ved, at den enkelte tildeles valgfrihed vedrørende døden.’

Forkert. Legalisering af aktiv dødshjælp, god palliativ indsats, samt hospices er fuldt forenelige. Og alle bør prioriteres meget højt.

Men selvfølgelig: hvis en af disse muligheder forbydes, så vil det måske føre til en øget tilgang til de øvrige. Iøvrigt er ideen om, at der er et modsætningsforhold mellem legalisering af aktiv dødshjælp og hospicetanken en, der er undfanget i hospicebevægelsen. Men ideen holder ikke for nærmere analyse; der er ikke noget modsætningsforhold.

’… selvbestemmelsen vedrørende aktiv dødshjælp handler om, at svært lidende og døende mennesker oftest befinder sig i en livssituation, der indebærer meget ringe betingelser for at træffe frie valg om noget så definitivt som at afslutte livet.’

Rigtigt. Men selvbestemmelse rigtigt forvaltet er ikke umuligt. Og det er ikke vanskeligere, end at en patient træffer en beslutning om at stoppe en livsforlængende (eller en patienter beslutter at fortsætte en håbløs behandling).

Frygt for at blive holdt i live

Ønsket om adgang til aktiv dødshjælp er motiveret af frygten for at blive ‘holdt i live ved hjælp af den moderne lægevidenskabs teknologi så længe som muligt.’

Forkert. Patienter i den terminale fase er udmærket klar over, at de kan frasige sig behandling, eller også bør det oplyses om dette. Men nogle gange ønsker de alligevel aktiv dødshjælp.

Lidelse kan altid lindres

’… det i dag er muligt i langt de fleste tilfælde at lindre døendes fysiske lidelse.’

Forkert. Og under alle omstændigheder er det centrale for mange den eksistentielle lidelse ved terminal sygdom, som kan være monumental. Og som der ikke er nogle etiske grunde til at ignorere.

Forholdet mellem læger og patienter ødelægges

‘Hvis læger skal udøve eutanasi, vil det indebære en uacceptabel forandring af lægegerningen og af den måde, hvorpå patienter og læger møder hinanden.’

’… tilliden mellem læge og patient undergraves.’

Dette er hævdet igen og igen. Men det er helt udokumenteret. Mit gæt er, at det er forkert. For mange vil det være en stor lettelse, og meget tillidsvækkende at vide, at ens læge også vil hjælpe med denne svære ting, hvis det bliver relevant. Nogle læger, men givetvis ikke alle, vil se det som en naturlig (om end svær) del af omsorgen i lægegerningen (præcis som at efterkomme et ønske om at standse en livsforlængende behandling, eller at udføre en provokeret abort).

Pligt til at slå ihjel

‘Lovliggørelse af eutanasi vil betyde, at landets lov gør det til en pligt i bestemte situationer at tage livet af mennesker. Selv om en lov om eutanasi kan friholde den enkelte læge fra at være forpligtet til at udføre eutanasi, vil det være nødvendigt at sikre, at alle, der ifølge den givne lov er berettiget til at få udført eutanasi, faktisk også kan få adgang hertil.’

Forkert. Man kan legalisere aktiv dødshjælp, uden at given nogen et retskrav på aktiv dødshjælp - det centrale er blot, at aktiv dødshjælp på begæring af en ubærligt lidende patienter under meget transparente omstændigheder ikke er en ulovlig handling. Selv hvis ingen læge var juridisk forpligtet til det, så ville nogle læger formentlig være villige til at udføre aktiv dødshjælp, hvis det var legalt.

Glidebane

Det Etiske Råd ser en oplagt fare for, at lovliggørelse af aktiv dødshjælp vil bane vej for handlinger og normskred….’

Dette er måske det vigtigste argument. Men er der noget i de nederlandske erfaringer, der tyder på en glidebane? Næppe. I Nederlandene har man en utrolig transparent og meget velundersøgt praksis, hvor der er sket en form for legalisering af aktiv dødshjælp på begæring. Der er intet der tyder på en glidebane eller andre former for indirekte negative konsekvenser.

Hvorfor bliver modstandere af en legalisering af aktiv dødshjælp ved med at hævde, at en legalisering af aktiv dødshjælp på begæring vil have dramatiske negative konsekvenser, når der ikke er nogen som helst der tyder på, at det er rigtigt?

Bundlinjen er, at Etisk Råds afvisning af at legalisere aktiv dødshjælp i 2003 var en fejl. Man kan have etiske eller religiøse opfattelser, der gør, at man ikke selv ønsker aktiv dødshjælp. Men det viser ikke, at det bør være et forbud mod det. Man kan hævde, at en legalisering af aktiv dødshjælp vil medføre dramatiske negative konsekvenser. Men det har intet belæg.

Aktiv dødshjælp bør derfor legaliseres, præcis som homoseksualitet, kunstig befrugtning og skilsmisser er blevet legaliseret. Et tolerant og frisindet samfund skal ikke udstrække forbud længere end der er gode grunde til. Og der er ikke gode grunde til også at udstrække forbuddet mod drab til også at gælde de nævnte situationer med aktiv dødshjælp på begæring af en ubærligt lidende patient.

Baseret på en lettere revidere version af et oplæg jeg holdt for Etisk Råd onsdag d. 24/2 2010. Citaterne stammer fra et notat, der opsummerer Det Etiske Råds grunde til at modsætte sig en legalisering af aktiv dødshjælp fra 2003. Notatet er forfattet af Thomas Laursen fra Det Etiske Råds sekretariat.