I mange dele af landet er velfungerende ressourcestærke forældre rædselsslagne, når de skal vælge skole. Problemet er ikke bare, at den lokale folkeskole vil byde på mere uro i klasserne og lavere fagligt niveau. Den vil også byde på forkerte holdninger til uddannelse, kost, motion, alkohol, tobak, stoffer, konflikter af sexistisk eller racistisk art, samt forkerte sociale netværk og fritidsaktiviteter og den forkerte afsmitning på sprog og kulturelle koder.

Man sender sin lille prinsesse i skole med Dannebrog og rygsæk, og hjem kommer en møgunge, der siger ‘Fuck dig!’ og ‘Klammo’, og som ikke gider at lave lektier og spille klaver, eller som er udenfor, hvis hun alligevel gør.

Problemet er ikke skolen som institution, men de andre elever. Som alle ved, er der to muligheder. Enten flytter man til et område i landet, hvor skolerne har den rigtige elevsammensætning. Eller også flytter man ungerne hen på en skole, som lover den rigtige sammensætning. I praksis er det sidste en privatskole.

Det afgørende er ikke, at privatskoler leverer bedre undervisning (hvad de ofte ikke gør), men at de har to mekanismer til at sortere i elevmassen. Den ene er skolepengene, hvilket automatisk sorterer en række elever fra. Det andet er, at privatskoler på en række forskellige måder sørger for at sende signaler om kulturel eller økonomisk elite, hvilket også får mange til ikke at føle sig rigtigt velkomne.

Måske er det allervigtigste at minde om, at frygten i mange, mange tilfælde er hysterisk overdrevet. To af mine egne børn går efter sådanne hysteri-betingede omveje på den lokale kommuneskole på Amager. Det er en skole med en relativt blandet elevsammensætning. Den er fantastisk, og jeg er målløs af beundring over de engagerede og dygtige lærere.

Men når ens børns trivsel og fremtid er på spil, og man mangler håndfast information, så er der frit spil for overspændte forestillinger om, hvor meget bedre eller dårligere den ene skole er i forhold til den anden. Og i forældres øjne er skolers kvalitet i betydelig grad et spørgsmål om, hvilke andre børn der går på skolen.

Hejser man et flag hvor der står: ‘Ressourcestærke forældre, kom her hen, så laver vi en skole for vores egne børn!’, så vil mange føle sig stærkt fristet. Og de, der i første omgang måtte modstå fristelsen, vil tænke sig om en ekstra gang, når de ser, hvor mange der ikke gør. Resultatet er, at ressourcestærke forældre tenderer til at samle sig i en form for privilegerede ghettoer. Det sker ud fra isoleret set uskyldige motiver, nemlig at de vil deres børn det bedste.

Dette er ikke noget nyt fænomen overhovedet. Skoler, hvor mere privilegerede søger hinandens eksklusive selskab, har eksisteret længe før folkeskolen, og er det normale i f.eks. Storbritannien. Det nye i forhold til den danske folkeskole er vel snarere, at vi nu ikke taler om at nogle få procent af befolkningen, der afsondrer sig, men om at et meget stort segment i det mindste føler en stærk tilskyndelse til at gøre det.

Hvor stort et problem dette kan være på længere sigt er ikke emnet her, men det er selvfølgelig oplagt at pege på to ting: Dels er det vigtigt, at alle har adgang til et skole- og uddannelsesforløb af tilstrækkelig høj kvalitet. Dels har folkeskolen en rolle for at fremme sammenhængskraft, altså vores villighed til at tænke på os selv som medlemmer af et samlet samfund, der skal træffe fælles beslutninger, der er fair for alle. Begge mål fremmes af en velfungerende folkeskole.

Koordinationsproblem
Grundlæggende er der tale om et koordinationsproblem. Kvaliteten af mit barns skolegang afhænger ikke kun af, om jeg vælger den lokale kommuneskole eller ej, men også af om andre forældre gør det. Hvis der er nok af de gode børn på den lokale kommuneskole, så har min datter det også fint der. Hvis vi kunne sikre, at tilstrækkeligt mange valgte den lokale kommuneskole, så ville en del af problemet være løst, i det mindste i områder med en passende befolkningssammensætning.

I den slags koordinationsproblemer er der et antal standardløsninger:

Den moralske løsning er, at vi tillægger os et moralsk sindelag, så vi insisterer på at sende vores børn i den lokale folkeskole, selv når vi erkender, at det kunne stille vores børn markant dårligere, end hvis de gik på den lokale privatskole. Hvis alle tillægger sig dette moralske sindelag og handler derefter, så vil det medvirke til, at den lokale skole faktisk alligevel ikke er så dårlig.

Den moralske løsning er smuk, men håbløs. Selvom mange af netop sådanne moralske grunde meget gerne vil støtte den lokale folkeskole, så er kræfterne, der trækker i retning af at gøre det bedste for sit barn, ganske enkelt for store. Og i forbindelse med koordinationsproblemer er de fleste af os kun betinget moralske: vi bidrager til en løsning, men kun så længe vi kan se, at de andre også gør det. Det betyder, at man som forældre kan være villig til at tage sin del af byrden (eller lade sit barn gøre det!), men villigheden forsvinder, hvis man ser, at andre ikke gør deres.

En anden løsning ville være statslig tvang. Vi kunne løse koordinationsproblemet ved, at staten ganske enkelt gør det umuligt ikke at medvirke. Staten kunne med andre ord tvinge forældre til at sætte deres børn i den lokale skole. Eller kunne tvinge alle skoler til at åbne for adgang til alle børn, uanset forældrenes betalingsevne. Denne løsning er mindre smuk end den moralske, men den er ikke mindre håbløs, fordi den indebærer et for stort indgreb i menneskers liv.

En tredje løsning på koordinationsproblemet er at gøre offentlige skoler så attraktive, at forældre ikke føler trang til at vælge dem fra, selv når de udelukkende vælger ud fra, hvad de mener er til deres eget barns bedste. Det er naturligvis delvist den strategi, der forfølges af skiftende regeringer. Og det er også den eneste realistiske strategi, vi har til rådighed.

Men en tankevækkende ting er, at selv hvis folkeskolen i den almindelige bevidsthed blev meget bedre, så afhænger meget jo stadig af, hvilke andre børn der går der. Så selv med mere faglighed og test, ja selv med en ordentlig finansiering af folkeskolen, så vil forældre stadig have et stærkt incitament til at afsondre sig i ghettoer. Og mange vil gøre det, enten ved at vælge den lokale skole fra eller ved simpelthen at flytte. Her er et problem, som ikke har nogen løsning inden for rammerne af et liberalt demokrati.

Hyklere og kynikere?
Mette Frederiksens gjorde sig til fortaler for den moralske løsning: hvis bare alle vi veluddannede middelklasseforældre af moralske grunde beholder vores børn i de lokale offentlige institutioner, så er meget nået.

Selvfølgelig har Mette Frederiksen det problem, at hun ikke fulgte sin egen anvisning. Men det er en overfladisk anke, for måske har hun bare gjort det, som næsten alle normalt fungerende mødre (og fædre) ville gøre. Fejlen var at bilde nogen ind, at den moralske løsning overhovedet kunne bringes til at virke. Hendes eget eksempel viser, at den moralske løsning er naiv, fordi den er alt for skrøbelig. Hvis en stålsat kvinde som Mette Frederiksen ikke kan levere, så er der nok ikke mange, der kan.

Det sidste skal vi nok være glade for. Heldigvis er kun meget få forældre villige til at skubbe deres egne børn foran sig i et ideologisk projekt, når det virkelig koster og overhovedet ikke batter noget. Lad os her tage sagens anden hovedperson, Helle Thorning, hvis datter angiveligt er ved at flytte fra den lokale kommuneskole til en lige så lokal privatskole. De nærmere omstændigheder i dette kender forhåbentlig kun få uden for hjemmet.

Men lad os hypotetisk forestille os, at Helles Thornings datter faktisk mistrives i alvorlig grad i sin skole, fordi de veninder, som udgør hendes sociale netværk, alle er skiftet til den lokale privatskole. Skulle Helle så nægte sin datter også at flytte, med henvisning til at vi i princippet alle bør støtte om den lokale folkeskole? Skal Helle insistere på dette, selvom alle kan se, hvor uholdbar den moralske løsning er?

For mig at se ville det være at ofre sin egen datter i et futilt ideologisk slag. Eller endnu værre: at ofre sin datter som led i valgkamp og signalgivning, dvs. i sidste ende for en personlig ambition om at blive statsminister. Ingen normalt fungerende mor (eller far) kunne gøre dette. Hvis Helle Thorning kunne, ville hun være uegnet som statsminister.