Her er en indsigt, som sådan set slet ikke er ny, men alligevel relevant: vi ved, at Gud ikke findes.

Indsigten er relevant, fordi vi er nødt til at tage religion alvorligt. Vi ved, at mange mennesker ser deres religiøse tilhørsforhold som en frugtbar kilde til mening og retning i deres liv. Men vi ved også, at vores ellers frie og fredelige verden indeholder et stort potentiale for vold og fanatisme, der kan udgå fra religiøse fællesskaber.

At tage religion alvorligt kræver, at fænomenet sættes i perspektiv; vi er nødt til at have en korrekt forståelse af, hvad religion er for et fænomen for bedre at kunne give religionen den plads, det fortjener. Hverken mere eller mindre. Men det kan ikke ske uden at minde om, at vi også ved, at Gud ikke findes.

Ateister har den overbevisning, at Gud ikke eksisterer. Men når ateister erklærer deres ateisme taler de på egne vegne. De erklærer deres egen manglende tro på Gud.

Ateister benægter selvfølgelig at troende ved, at Gud findes. Men de medgiver ofte, at de heller ikke selv ved, at Gud ikke findes. De tror blot ikke, at Gud findes. Det inviterer til at se to trossystemer for sig, et hvor overbevisningen om, at Gud findes, indgår over for et andet trossystem, hvor der i stedet indgår en overbevisning om, at Gud ikke findes. Ateister og troende kan på den måde ses som ligeværdige modstandere, der blot har lidt forskellige trossystemer, men som er lige gode om, at der netop er tale om trossystemer.

Agnostikere hævder, at de hverken tror, at Gud eksisterer eller tror, at Gud ikke eksisterer. Agnostikere har suspenderet deres formodninger om Guds eksistens, angiveligt fordi evidensen trækker i begge retninger eller måske snarere i ingen af retningerne.

Ateister kan med rette se agnostikere som overdrevent ængstelige, for som kortene ligger er der ingen grund til at være agnostisk med hensyn til Guds eksistens, lige så lidt som der er grund til at være agnostiker med hensyn til Odins eksistens.

Men en tilsvarende anke kan måske rettes mod ateister. De siger, at de ikke tror, at Gud findes. Men de burde nok sige det noget stærkere, nemlig at det er noget vi ved. Ateister underspiller deres kort, eller måske misforstår de bare deres egen position.

Uanset hvad ateister mener, så er påstanden her, at vi ved, at Gud ikke findes. At sige dette er ikke bare at rapportere, at man selv tror, at Gud ikke findes, selvom dette vil være underforstået. Vi ved, at Gud ikke findes, på nogenlunde samme måde, som vi ved, at Jorden er omtrentlig kugleformet og kredser omkring Solen, at der engang eksisterede dinosaurer på Jorden, og mange, mange andre ting. Vi ved, at Gud ikke findes, ligesom som vi ved, at Thor eller Afrodite ikke findes og aldrig har gjort det.

Påmindelsen om, at vi ved, at Gud ikke eksisterer rejser naturligvis en række spørgsmål. Vi er så vant til at betragte det som et åbent spørgsmål, om Gud (i vores tilfælde den kristne gud) eksisterer, at det kan forekomme overraskende eller absurd, at vi faktisk ved, at det ikke er tilfældet. Meget her afhænger af, hvad man forstår ved de tre små ord: ‘Gud’, ‘ved’ og ‘vi’, og det vil jeg diskutere i efterfølgende indlæg.

Et andet spørgsmål jeg vil diskutere er, hvorfor det  mødes med modstand at sige, at vi ved, at Gud ikke findes. Hvorfor opfattes det som en absurditet, hvis ikke ligefrem opfattes en provokation? Hvorfor er det noget, der næsten ikke kan siges?

Et tredie spørgsmål er, hvorfor det alligevel er vigtigt at sige det. Hvis jeg har ret, så ved de fleste af os udmærket, at Gud ikke eksisterer, ligesom vi ved, at Thor ikke eksisterer (og aldrig har gjort det). Selv troende ved, at Gud ikke eksisterer. Men der er en grund til, at det er vigtigt offentligt at udtale, at Gud ikke findes, også selv mange faktisk udmærket ved det.

I alt bliver det til seks indlæg, startende med dette, et hver dag ugen igennem. Indlæggende vil være let bearbejdede versioner af et oplæg, som jeg er inviteret til at holde ved Copenhagen Golden Days.

Se også Golden Days: Værdi-Battle - den vestlige verdens værdier til debat