Vi ved, at Gud ikke findes. Jeg tror, at mange er enige. Mange andre er selvfølgelige uenige. Her er striden ikke kun, hvad der siges, men at det siges. Hvad skal det dog til for, det med at udbasunere, at vi ved, at Gud ikke findes?

Her er nogle grunde til, at det er vigtigt, at vi i (al fredsommelighed) minder om, at vi ved, at Gud ikke findes:

(a) At vi ved, at Gud ikke findes, bør være en del af vores generelle forståelse af verden, ikke bare af naturen, men også vores etiske og eksistentielle selvforståelse. Et vigtigt spørgsmål er f.eks., hvad etikken kræver af os, eller hvordan der overhovedet kan eksistere forpligtende moralske fordringer. Hvad svaret end er, så kan det ikke være, at Gud har givet etikken.

Vi reflekterer over, om tilværelsen har en mening eller et formål. Måske finder nogen trøst i den forestilling, at Gud har en plan med os. Men på et mere generelt intellektuelt plan er vi nødt til at finde et andet svar.

Spørgsmål som disse fortjener seriøs refleksion, men vores forsøg herpå kan let bevæge sig i en forkert retning, hvis vi glemmer forudsætningerne. Derfor bør vi minde om dem.

(b) At vi ved, at Gud ikke findes, bør være en del af det liberale samfunds tildeling af en plads til religiøse bevægelser.

Liberale samfund er karakteriseret ved udstrakt neutralitet i religiøse spørgsmål. Forskellige rimelig religiøse bevægelser gives lige gode vilkår. Man undgår religiøse motivationer for statslige politikker, ligesom man ikke appellerer til kontroversielle religiøse synspunkter i offentlige debatter.

Traditionelt har en baggrund for liberal neutralitet i religiøse spørgsmål været de religiøse grupperingers ønske om at leve fredeligt med hinanden. Hver især har de religiøse grupper som udgangspunkt ment, at deres egne dogmer var korrekte, og de andres derfor forkerte. Men de ønskede (til dels modvilligt og tvunget af de praktiske omstændigheder) et fredeligt samliv med hinanden, hvilket kunne befordres ved, at alle accepterede at afstå fra at bringe religiøse spørgsmål ind i den fælles beslutningstagen.

Det er, tror jeg, dybest set en farlig strategi, blandt andet fordi, den er for tolerant og for ustabil. Antag, at en religiøs gruppe mener, at homoseksualitet burde forbydes, og at dette til syvende og sidst kan føres tilbage til, at de mener, at der eksisterer en Gud, der har forbudt homoseksualitet. Hvorfor lade tilhængerne i fred med deres faste overbevisning om, at der faktisk eksisterer denne guddommelige homofobe lovgiver? Og hvis en gruppe er fast overbevist om korrektheden af deres egne religiøse dogmer, hvorfor vil de så tolerere andre religioner i en situation, hvis det en dag ikke længere er nødvendigt af hensyn til et smidigt samliv? Og hvis en gruppe er mange nok, hvorfor så ikke omsætte de religiøse dogmer i demokratisk indflydelse?

Af disse grunde tror jeg, at et bedre rationale for neutralitet med hensyn til det religiøse er, at vi lægger til grund, at alle religiøse bevægelser er nogenlunde lige gode om at være baseret på centrale påstande, som vi ved er falske (hvis de forstås bogstaveligt). Det er derfor, at de ligeværdige. Når vi skal tolerere og ligefrem hilse religiøse bevægelser velkommen, så er det for så vidt, at de er meningsgivende for tilhængere og uskadelige for andre - ikke fordi det er et åbent spørgsmål, om de centrale dogmer er korrekte.

Med andre ord: At Gud ikke findes bør være en del af det beslutningsgrundlag, som vores fælles beslutninger træffes ud fra. Selvom det måske lyder paradoksalt, så kan religiøse bevægelser tolke sig selv således, at de accepterer dette, hvilke er sket for dele af den protestantiske kristendom.

Men igen: det kræver, at det i det offentlige rum siges klart, at vi ved, at Gud ikke eksisterer.

(c) Vi ved, at religiøse normer er sociale konstruktioner. Der ikke en Gud, der har åbenbaret dem. Vi ved også, at religiøse bevægelser relativt let kan ændre deres normer over en årrække. F.eks. har store dele af kristendommen radikalt ændret syn på kvinder, homoseksuelle og vantro, og det samme kan ske med andre religiøse bevægelser, hvis det ikke allerede er sket.

Men det er alt andet lige sværere eller måske umuligt for tilhængere af en religiøs bevægelse at foretage disse revisioner, hvis de tror, at Gud faktisk findes og har givet de religiøse love ved befaling.

Religiøse bevægelser, der bogstaveligt tror, at (deres) Gud findes, er derfor, alt andet lige, mere ufleksible. De kan også i særlige tilfælde være farlige. Hvis medlemmerne tror, at deres Gud bogstaveligt eksisterer og beordrer dem til at begå grusomheder, så vil de være mere villige til at gøre det.

At minde om, at vi ved, at Gud ikke findes, kan på den måde hjælpe religiøse fællesskaber til at være mere fleksible og tolerante og mindre farlige, end de ellers ville være.

Hvad man kunne kalde sekulariserede religiøse bevægelser er klart at foretrække. Det er igen en grund til at udtale offentligt, at vi ved, at Gud ikke findes.

(d) Religiøse bevægelser kan transformere sig, omtolke sig selv, eller der kan i løbet af en kort årrække opstå udspaltninger med helt andre tolkninger af de centrale dogmer. Selv en helt igennem sækulariseret religiøs bevægelse kan måske på den måde blive ophav til sekter, der tror, at Gud findes, eller tror, at de ved, at Gud findes.

Alt andet lige sker dette lettere, hvis det ikke i det offentlige rum gøres klart, at vi ved, at Gud ikke findes. Så bliver bliver det lettere for nogle medlemmer at stille spørgsmålstegn ved, om vi faktisk ved dette, og der kan hurtigt opstå en situation, hvor mange afviser det, vi ved.

For at bevare og fremme den sekulære selvforståelse er det bedste derfor, at religiøse bevægelser hele tiden befinder sig i nær kontakt med et større robust intellektuelt og kulturelt miljø, hvor den relevante viden ikke undertrykkes eller forties. Vi bør derfor hele tiden minde om, at vi ved, at Gud ikke findes.

Dette er grunde til, at vi bør sige og fastholde, at vi ved, at Gud ikke eksisterer. Det vigtige er, at så mange som muligt accepterer en sekulær fortolkning af deres religiøsitet, eller at det religiøse inddæmmes af en sekulær forståelse af verden. Det er derimod ikke pointen, at mennesker bør holde op med at være religiøse.

Se også Golden Days: Værdi-Battle - den vestlige verdens værdier til debat