Til dem, der endnu ikke har prøvet årets fem afgangsspil fra DADIU (Det Danske Akademi for Digital, Interaktiv Underholdning - sig det tre gange i træk HURTIGT…) har noget til gode.

Det klart bedste spil i pakken er PuzzleBloom, der dog er en pacifistisk engel i sammenligning med årets tematisk set mest provokerende spil Nevermore. Og selvom jeg elsker stilen - psykotiske teddybjørne, blod i hektolitervis og en zombie-lignende småpige bevæbnet med en gigakniv har bare indbygget fascination - så er selve spillet mig en gåde.

For nok provokerer det i sin ekstreme pointe, men hvad vil det dermed fortælle? Og hvorfor? Skal det “bare” vise det allermest mareridtsagtige scenarie, så vi kan blive forargede og straks indse, at vold avler vold, og det IKKE er måden af håndtere mobning på?

Men hvis bare spildesignet var ligeså meget sat på spidsen som stilen og historien, så ville jeg bedre kunne forenige mig med spillets tematik.Hvis man f.eks. efter Annas beserkergang (lillepigens navn) fik lov til at være en af mobberne (eller lave et multiplayer-spil), og opleve mobberiet set fra den anden side - og dermed altså dø? Eller bare i det mindste eksperimentere med rollen som spiller, dilemmaerne og den interaktivitet, som spil implicit giver os.

Ingen af årets fem afgangsspil vovede dette. Men det er vel netop her, at spil som medie kan excellere - i rollespillet, og dets måde at nuancere en problemstilling på?

Eneste nuance i ‘Nevermore’ er blodrødt. Og fred være med det. Det mest provokerende er bare, at spillet ikke udnytter, at det har potentialet til SÅ meget mere.

Prøv selv spillet - her

http://www.nevermore.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=47&Itemid=54