Inspireret af et facebook-indlæg fra blogger og kliklæser Wizko, så tyder meget på, at flere af de store mainstream/kommercielle-spil i 2010 virkelig begynder at eksperimentere med narrativitet og historiefortælling.

Før jul kom det mesterige ‘Uncharted 2′, et par uger siden kom det enorme ‘Mass Effect 2′, hvor vejene til succes er mange og brogede, i går udkom ‘Bioshock 2′, der efter de første anmeldelser at dømme rykker serien op i næste gear og om to ugers tid lander ‘Heavy Rain’ - den sjælelige fortsættelse til ‘Fahrenheit’.

Fire spil, der alle vægter historien højt, og for alvor begynder at anvende teknikker fra filmens verden i både historiefortælling med plot-twists, dramaturgi, kameravinkler og dybere, mere pragmatiske dilemmaer.

‘Bioshock 2′ er jeg særligt spændt på, da det nu udvider fortælling ved at sætte en i skoene på hovedfjenden fra forgængeren, men også introducerer en ny superskurk, som kæmper for kollektivet og dermed repræsenterer det stik modsatte af spillets undervandsby Raptures grundlægger Andrew Ryans forherligelse af individet.

Samtidig er jeg ved at spille mig igennem Heavy Rain, hvor det pt. udelukkende er historien, der holder mig fanget. Men et er sikkert - den “gode” historie med dybere stik er godt på vej tilbage i spillene - og uden der skal gå nostalgisk flæberi i det - så var historierne i spil bedre i 80´erne og 90´ernes adventurespils-dage.

For særligt i Heavy Rain er det næsten de hverdagsagtige små “spil”, der uddyber spillets historie og stemning bedst. Som da jeg nu efter to timer har skudt en mand, taget to lange brusebade, skiftet ble på en baby og puttet en dreng i seng med hans bamse.

Sådan “normale” hverdagssituationer er bestemt ikke hverdagskost i spil - men det håber jeg, at det bliver. Særligt fordi man dermed får en tiltrængt kontrast.

Læs f.eks. Guardians anmeldelse af ‘Bioshock 2′ eller Eurogamers mening her

Læs også en narrativ analyse af ‘Bioshock’ er