Ahhh - her er Kratos godt i gang med at rive hovedet af den græske solgud Helios - i ‘God of War III’, der er blandt de mest afstumpet og alligevel underligt berusende blodige spil nogensinde set.

Men hvordan anmelder man sådan en stor spilbar blodrus? For alt på det tekniske plan kører bare for spillet: utrolige kameravinkler, vild klipning og et kamera, der aldrig kommer i vejen for sin spiller. Det er i sig selv en bedrift, og at se Poseidon blive gennempryglet fra HANS synsvinkel af Kratos er også ret uforglemmeligt.

Spillet er selvsagt blevet rost til skyerne og er forsideguf for alle spilmagasiner. Men jeg må indrømme, at blodet også virker omvendt på mig - jeg savner virkelig, at spillet fik mere perspektiverende kritik, og ikke kun falden-på-halen for et spil, der teknisk set nok er det flotteste til dato til PS3.

For set ud fra et etisk eller moralsk synspunkt - ganske inspireret af Miguel Sicarts bog - så er ‘God of War III’ et ekstremt markedsstyret spil, der overholder alle love for amerikansk selvcensur. Sex er forkasteligt, lemlæstelsen er okay.

Og det skisme lever godt og har levet længe i spilbranchen. Jeg føler bare, at det snart er på tide til et paradigmeskifte. At spil kan være andet end blod på blod og drengerøvs-afstraffelse af den græske mytologi.

Min anmeldelse var i Politiken i dag i trykt form, og ruller online i morgen. Nød absolut at gennemføre ‘God of War III’, men synes også, at spilmekanikken er ekstremt gammeldags, og gåderne taler i den grad ned til spilleren. Men har selv været meget i tvivl, så endte med at vinkle på spillets ensidighed og ekstreme dobbeltmoral, når det kommer til sex, vold og bandeord. Og i den optik betyder grafikken mindre.