Vil vi spiljournalister levere teenage-underholdning til masserne eller reelt nuancere spilformidlingen og analysere andre dele af spillene såsom f.eks. moralen, budskaberne og håndværket bag nutidens spil?

Case in point: God of War III, som jeg har haft en længere diskussion omkring med spiljournalist Kim Dorff fra det netop relancerede spilmagasin GamePlay (tidligere Pc-player).

I min anmeldelse af spillet vægtede jeg antik spilmekanik, ekstremt inkonsistent historie og forherligelse af amerikansk selvcensur højt i bedømmelsen (læs anmeldelsen her), mens Kim Dorrf, der skrev anmeldelsen til GamePlay (og spillet var på forsiden - se herover) roste spillet til karakter 9/10 uden overhovedet at overveje tematikken i spillet og hvad det reelt “siger” spilleren.

Læs f.eks. artiklen om God of War III i GameCritics, hvor der er fyldt med spoilers, men anmeldelsen tør tage stilling og perspektivere de lidt dybere emner i spillet.

For mig at se, er GamePlays anmeldelse glimrende til sin målgruppe, men også både naiv og statisk. Den er et udtryk for, at mange både danske som udenlandske spilmagasiner i årevis har praktiseret “circle-jerking”, når de skriver præcis, hvad de tror målgruppen forventer og forherliger spillene med en evindelig optimitisk, fanboy-baseret fascination.

Intet galt i det, men konsekvensen er, at både læserskaren og spiljournalistikken bliver inden for vante rammer. Og al magt til fascinationen af et medie i hastig udvikling, men af og til burde den vige for journalistikken og de mere kritiske spørgsmål.

Med “kritisk” mener jeg ikke at være negativ - jeg mener at være udfordrende. Stille de spørgsmål, som gør spilmagasinerne til “læsernes vagthund”, og ikke “spildistributørernes kælepuddel”, som det tit er tilfældet. For hvornår har vi sidst set et glitret spilmagasin, der turde udfordre branchen? Dem, der tør og gør det bedst er f.eks. engelske Edge, der i sin profil heller ikke er direkte afhængig af spilannoncer fra distributørerne, men hvor det snarere er jobannoncer, der driver butikken.

For tager jeg fejl, når jeg siger, at spilmagasiner over en bred kam er (også grundet deres tætte forhold til annoncørerne hvilket igen er deres indgang til branchen= spildistributørerne) utroværdige? Og hvorfor tør f.eks. danske magasiner som GamePlay eller GameReactor (der også lavede forside på God of War) ikke mere her?

Tør smide andre end “the usual suspects” op på forsiden, tør lave forside på et gratis indie-spil, som der ikke er annoncekroner i, men som med den rigtige journalistik er 3204 gange mere interessant end God of War 3?