I går på Nordic Game gik jeg sammen med den finske spilmagasin-redaktør Thomas Puha (ej stavefejl - det hedder han :)) og den svenske underviser/spilforsker Steve Dahlskog i kødet på, hvordan spiljournalister arbejder.

Jeg rettede særligt en kritik mod spilmagasinernes mangel på kontrol, konstante satsning på en mindre og mindre målgruppe af hardcore spillere og enorme fokus på forbrugermentalitet: hvis ikke nye store købespil bliver hyped på forsiden, så er der rigeligt med guidelines til, hvad du skal købe om 1-2 måneder. Altså den konstante fokus på “consumerism”, som ignorerer spiltendenser som Free2Play-spil, Facebook-spil eller den enorme kreativitet, der pt. udfolder sig på App Store (og i sin spæde start på Android).

Min kritik gik meget på det “omvendte” magtforhold, som spilmagasinerne har i forhold til spildistributører - sidstnævnte har nøglerne til alle de store spiludviklere, og det er kun “blåstemplede” spilmedier, der får lov til at tale med verdens største udviklere. Derfor bliver mange spil-magasiner - for mig at se - et slet skjult reklameværktøj for spildistributørerne. Hvilket alle parter også synes helt på det rene med.

Der behøver  ikke være store formaliserede strategier eller konspirationsteorier omkring dette fra hverken spilpressen eller spildistributørernes side. Det er snarere blevet resultatet af en udvikling af en maskuliniseret “fankultur” hos spilmagasinerne, når de  hyper nye spil. For ja,  spilmagasiners formål og eksistensberettigelse er også at skabe drømme, og give læserne for 70 kr spilhype i glitret magasinform.

Diskussionen har ekstremt mange sider - og der er forhåbentligt altid plads til fascinations-baserede fanmagasiner, som går i dybden, som kan skrive ti siders anmeldelse af det nyeste og største Hollywood-spil og svælge i alle dets detaljer.

Min kritik er mere rettet mod at spilmedierne skal tage kontrollen tilbage, og tænke, at spil er andet end retail, Hollywood og presseture på første klasse.

En (indrømmet idealistisk) vej kunne at tænke som Nintendo gjorde med Wii, men overføre denne “Blue Ocean”-strategi til et spilmedie: ikke kæmpe om samme hardcore målgruppe og samme type spillere, men skrive spiljournalistik, der arbejder på et nyt medie, ny prissætning og også guide til ældre/ indie/gratis-spil.

Jeg tror dog, at jeg er naiv. Og mange ryster på hovedet - måske fordi mange i spilpressen er indoktrineret til, at Hollywood-glitter og retail-spil trumfer alt andet.

Men kan der ikke være plads til et spilmedie, der kan skære alle spil over én kam?

Kan og tør behandle et så differentieret medie som spil ligeværdigt - og vove at vinkle sin journalistik efter de bedste spiloplevelser, den bedste idé, mest coole koncept, mest veldesignede spil-mekanik - uanset om dette findes i Grand Theft Auto VI til 564 millioner dollar eller ‘Doodle Jump’ til 60.000 kr.