Glem nu betegnelsen “serious games”. Og lad os i stedet koncentrere os om at lave “games”. Det hedder jo heller ikke “serious books” eller “serious films” vel?

Sådan lød parolen, da Rilla Khaled i slutningen af sidste uge talte om genren, og nævnte gode som knapt så heldige eksempler på spilgenren.

Nogle af de vigtigste pointer var, at alt for mange serious games brander sig selv “forkert”, hvilket gør deres image noget støvet og svært at skaffe sponsorer. Og til syvende og sidst skal man huske på, at det er sponsorerne, der dikterer indholdet i spillene.

Khaled nævnte et væld af gode eksempler på spil, der har en mere seriøs dagsorden, men stadig formår at være glimrende spil - eksempler som The Oregon Trail (netop udkommet til iPhone også), hvor man skal overleve som pioneer i USA, Where in the World is Carmen Sandiego, hvor man ved at følge spor både fanger kriminelle og lærer noget om verden.

Et af de mere “hårde” serious-games var spillet ‘Hush’ (herover på billedet), som er et dystert digt over borgerkrigen i Rwanda i 1994 - her i skikkelse af en mor, der skal lulle sit barn i søvn med en vuggevise - ellers vil dets gråd alarmere soldaterne, der dræber dem begge. ‘Hush’ går ud på at ramme de rigtige taster i den rigtige rytme, så moderen synger for barnet, men samtidig buldrer skud, skrig og nedslagtninger rundt i lydbilledet. Det virker skræmmende effektivt- og Hush er blandt de smukkeste, men samtidig mest barske spil, jeg har hidtil har set i genren.

Khaled nævnte også spil som Wireds interessante newsgame ‘Cutthroat Capitalism’, hvor man selv skal prøve at være amoralsk pirat i Somalia og kortspillet/iPhone-spillet ‘Akoha’, der kort fortalt går ud på at man skal “play it forward”: forskellige kort afgør hvilke gode gerninger, man skal udføre, og løser man missionerne (såsom at købe en kop kaffe til en fremmed), så stiger man i “Karma Points” via spillets website.

Eksemplerne hvor spil har en større dagsorden end underholdning er utallige, og hovedsageligt set fungerer spil til formidling, når man ifølge Khaled kan skabe en “feeling by doing” - altså at man føler sig sættere på en konflikt eller problemstilling, fordi man selv sig ansvarlig for oplevelserne, der sker i spillet.
Tricket er bare, at man kan ikke designe, hvordan spillerne vil føle, og det handler i grunden meget om at kende til adfærdspsykologi, være grundig og tænke anderledes, når man skal designe et spil med en mere seriøs dagsorden.

Se alle Khaleds slides her - og for at bevise, at spil kan ytre en bestemt følelse, anbefalede hun Molleindustrias ‘Every Day the Same Dream’.