I dag i Politiken skriver min kollega Lea Wind-Friis om forholdet mellem annoncører og spiljournalister i den danske spilbranche - og det er ikke alle steder et kønt syn.

Annoncørerne har alt for meget magt - særligt fordi mange online-medier og et trykt magasin som GameReactor skal leve af annoncer fra selvsamme branche, som de dækker. Der er med andre ord en enormt indspisthed inden for spiljournalistikken, for det er kun de færreste der formår at tiltrække “uvildige” annoncører, som ikke har direkte fordel af at kunne påvirke, hvordan mediet dækker spillene. Det være sig at “glemme” at sende eksemplarer af spil til anmeldelse, at fryse mediet ude af vigtige presseture/møder eller helt trække annoncekronerne, indtil mediet har “rettet op igen”. Den slags direkte som indirekte magtkamp er dagligdag for mange i spilpressen.

Et problem er, at spilmedier generelt er for dårlige til at tiltrække de uvildige annoncører, og her skal en stor del af skylden selvsagt tilfalde medierne selv. De har indsnævret deres målgruppe betydeligt ved at fokusere på den traditionelle mandlige spilforbruger, og det gør også, at de større annoncører ikke ser grundlag for at reklamere.

Men et andet grundlæggende problem er, at læserne har overgivet magten til annoncørerne. Når noget er gratis, så bør der ringe et par alarmklokker, for hermed er der mulighed for, at mediets sympati ikke ligger hos læseren, men derimod hos annoncørerne. Det er jo dem, der betaler gildet. Og det er også dem, der er gatekeeperne og opstiller betingelserne for, hvordan et mindre spilmedie kan operere: hvor let er det at få adgang til spiludiklerne, hvor meget må mediet skrive om et givent spil eller hvornår skal det have eksemplarer af spil til anmeldelse etc.

God journalistik koster penge. Og er der ikke direkte brugerbetaling, så er det at bare følge pengestrømmen og se, hvor medierne får  pengene fra.

Hos de trykte spilmagasiner i Danmark kommer indtjeningen i GameReactor udelukkende fra annoncører. Hos GamePlay er kun ganske få annoncer og til gengæld brugerbetaling. Men folkene bag magasinet driver samtidig oversætter-firmaet Character, der lokaliserer spil og spilmanualer fra engelsk til dansk. Dvs. Gameplay skriver og anmelder de selvsamme spil, som oversætterfirmaet har lokaliseret til dansk.

Hvilke spil oplyser magasinet desværre ikke, når de anmelder eller skriver previews. Heller ikke, om det rent faktisk er oversætteren, der samtidig anmelder spillet.

GamePlays redaktør Morten Skovgaard siger selv i ovennævnte artikel “Visse hensyn er man dog nødt til at tage, hvis man vil leve af at skrive om computerspil”. Det kunne være interessant, hvis han kunne uddybe hvilke konkrete hensyn, der er tale om - og hvorfor både medierne selv og tilsyneladende også læserne af spilmedier enten er afklarede eller ligeglade med, at annoncørerne og spildistributørerne får lov til at bestemme spillereglerne for spiljournalistikken.

Det er denne laden-stå-til-holdning, der gang på gang underminerer spiljournalistikkens troværdighed.

Mon der nogensinde bliver tid, nosser og/eller penge til et egentligt opgør?

Jeg tvivler.