Annonce
SKREVET AF Thomas Vigild 23. aug 14:59

Hvorfor er World of Warcraft ikke “konstruktivt” nok?

tekst 10 Kommentarer del

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

worldofwarcraft

Spil siver ind overalt, gennemsyrer vores hverdag og vil snart være totalt “ambient”: alle steder og ingen steder på en gang.

Jonas Heide Smiths spændende analyse i går af to af verdens førende spilforskere/udviklere McGonigal og Schell (Jesse Schells indlæg fra årets GDC er tidligere nævnt på bloggen her) tanker er god, fordi den bl.a. problematiserer, hvad der kan ske, når spil gradvist rykker væk fra skærmen og siver ind i hverdagens gøremål. Det er let at argumentere både for de positive og de negative konsekvenser ved dette, men jeg hæfter mig ved, at Smith konsekvent hævder, at de seks millioner mandeår, som der indtil videre at lagt i World of Warcraft kunne bruges mere “konstruktivt”.

Hvad Smith her mener med “konstruktivt” lader han stå usagt, men måske er det noget med at redde jorden eller dedikere sin spilletid til at sortere affald? :)

For mig at se er det at spille World of Warcraft langt fra at sidestille med tidsspilde. Og hvordan vil Smith her overhovedet definere “tidsspilde”? Jeg tror, at World of Warcraft i lige så høj grad er socialisering, undervisning og slet og ret eminent underholdning. En uhyggeligt veldesignet eskapisme fra en hverdag, som vi af og til alle trænger til et pusterum fra.

Så hvorfor er det så slemt, at menneskeheden ifølge Smith har sløset seks millioner år væk på et online-spil? Er det fordi vi ikke kan set et målbart output?

Tanken om, hvad så mange mennesker kunne have bedrevet i stedet for at klikke løs på musen er absolut interessant, men i sidste ende også meningsløs - for hvorfor ikke ligeså godt diskutere, hvor verden ville være i dag, hvis vi ikke havde fulgt med i noget så “ukonstruktivt” som tv-serien Venner, at læse Harry Potter-bøgerne eller “spilde” timer på at gå på kunstmuseum og studere malerkunst fra en svunden tid?

Jeg er ikke helt over i “Everything bad is good for you”, men set i den optik virker Smiths indgangsvinkel og efterlysning af noget mere “konstruktivt” både snæver, fordomsfuld og traditionsbunden.

Hvorfor ikke blot erkende, at mennesket altid har brug aktiviteter, der får os til “at koble af”? At vi alle har brug for at handle egoistisk og af og til udføre andre aktiviteter end dem, der giver os “konstruktivt” output i andres øjne? Jeg spiller ikke World of Warcraft selv, men spillets millioner af abonnenter nyder vel at bruge deres sparsomme fritid på en spiloplevelse, der giver dem  stor personlig tilfredsstillelse.

Og måske netop ved at have dette frirum, netop ved at “sløse seks millioner mandeår væk” fungerer disse spillere, filmelskere eller bogorme forhåbentligt bagefter bedre som forældre, som mennesker, som arbejdskraft og som givere af mere “konstruktive” aktiviteter?

God tone i debatten

Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter, og brug klagefunktionen, hvis du støder på bandeord, krænkelser eller personangreb.

Læs reglerne for kommentarer LUK OG SKRIV KOMMENTAR

KOMMENTARER

 
 
BEMÆRK Din email bliver ikke offentliggjort på Politiken.dk
Læsernes kommentarer 10
Af Jeppe Christensen 15:20 23. AUG

Er det ikke et spørgsmål om balance i forbruget af tid?
Jeg er absolut enig i, at spiltiden ikke er spildtid, dog kan man også nå en grænse, hvor det enkelte spil - her wow - ikke lærer dig noget egentligt nyt. Det er især, når man skal lære spillet, at det har potentiale læringsmæssigt. Socialt ser man at folk mødes uden for spillets verden, hvilket er positivt.

Og når det handler om at koble af, så er det blot et spørgsmål om, hvor meget tid man tager sig til at koble af. Det er helt sikkert vigtigt at koble ef, og kan man gøre det i spillets flow-tilstand, er det fantastisk :)

Af Andreas Kromann 16:43 23. AUG

Der er massere af positive ting, man kan få ud af sådan et spil. Ud over at man møder folk fra andre lande og kulturer, så har man også mulighed for at lære som samarbejde, HR, strategi og planlægning, matematik og sprog. Man kan få venner (ja, man mødes uden for spillet) og en masse gode success-oplevelser. Desuden kan mennesker, der af den ene eller anden grund er socialt isolerede (f.eks. pga sygdom), få mulighed for at interagere med andre mennesker og opnå sociale relationer, de ellers ikke kunne.

Men der er selvfølgelig også negative ting. Jeg har set folk dumpe eksamener, miste kærester osv og helt forsvinde ind i spilverdenen. Spillet kan ikke helt frakaste sig ansvaret, fordi der er nogle kraftfulde spilmekanikker i spil, der giver spilleren en følelse af succes, og at han/hun opnår noget hver dag. Så selv om virkeligheden er noget skidt, så kan spilleren flygte ind i spillet, hvor det er nemmere at opnå status og success.

Så alting med måde...

Problemet med en udtalelse som "sløse seks millioner mandeår væk" er, at den er alt for sort/hvid.

Af Simon Hiort-Lorenzen 18:38 23. AUG

Jeg synes fuldstændig du misforstår ham. Han siger ikke at WoW er tidsspilde, det er dit eget ord. Han bruger heller ikke ordet "ukonstruktivt" eller "sløse" tiden væk.

Han siger ét sted at tiden kunne bruges "mere konstruktivt", men det er jo slet ikke det der er hans pointe.

Pointen er at det er interessant, når man kan hive spil-mekanismer ud i virkelighedens verden, og skabe motivation for konstruktive handlinger der.

Af Jonas Heide Smith 20:19 23. AUG

Kære Thomas.

Jeg elsker World of Warcraft. Eller rettere: Jeg elskede det i de måneder jeg spillede, indtil jeg med stor beklagelse måtte opgive min karriere som gnom-troldmand for at tage mig af andre vigtige gøremål.

Og min påstand er ikke, at World of Warcraft, computerspil som sådan, bøger, film og modeljernbaner ingen værdi har i sig selv. Eller at underholdning er illegitimt, samfundsnedbrydende eller leder til personligt moralsk forfald.
Ej heller at man ikke må "koble af" eller drømme sig til fantastiske alternative verdener.

Min påstand er derimod, at hvis jeg VED at nyde nogle af ovennævnte underholdningsformer SAMTIDIG kunne gøre en forskel i forhold til verdens små og store problemer, jamen så meget desto bedre.
Jeg har ingen model for hvordan det kunne se ud i forhold til læsning af kriminallitteratur, men introduktion af spilmekanikker i dagligdagen er jo faktisk et bud (og underholdende affaldssortering lyder da som en meget interessant spildesignudfordring).

Det var i denne forstand, jeg brugte udtrykket "mere konstruktivt".

Du bruger til gengæld adjektiverne "snæver, fordomsfuld og traditionsbunden". Man kunne nok også finde en optik, hvor din opfattelse af underholdning/kunst som noget afsondret og ubesmittet kalder på tillægsordene reaktionært og romantiserende.

McGonigals tankevækkende pointe er jo ikke at de seks millioner år repræsenterer noget eksplicit "slemt", men at politikere, pædagoger og mange andre kan lære noget af WoW's åbenlyse appel. Noget om sammenhængen mellem mål, meningsfuldhed og motivation.

Med venlig hilsen,
Jonas Heide Smith

Af Morten Clausen 22:28 23. AUG

Jubel. Endnu engang er puritanerne ude efter dem, der ikke dedikerer sig 110% til at producere. Lad os få lukket bingohaller, solcentre, tivolier og lignende ved samme lejlighed, det er eddermame for dårligt, at der spildes tid på den slags pjat!

Af Thomas Vigild 09:30 24. AUG

Kære Jonas
Tak for super svar, der uddyber din analyse godt. Vi kan hurtigt blive enige om, at det ville være fantastisk at redde verden, mens vi hygger os og slapper af - og jeg tror også, at man kan komme langt med intelligent spildesign i hverdagen her. Men min bekymring kredser bare stadig omkring, hvem der sætter rammerne? Hvem bestemmer, hvad der er "konstruktivt" og hvad der ikke er?

Spilmediet er stadig så nyt, at de moralske værdier bag spillene sjældent bliver kommenteret endsige bemærket, og netop her kan sådanne persuasive og ambiente spil være ren propaganda - både i de "gode" og "onde"s tjeneste. Særligt hvis spillerne ikke har enten erfaring eller værktøjer til at kunne gennemskue spillene og hvad "målet" med dem er.

Tænk hvis Blizzard donerede 1 dollar til Pakistan for hvert større monster, som spillerne slagtede i spillet? Du er selv inde på det med movitationen, men jeg tvivler på, at det _alene_ ville motivere spillerne til at gå på gigantiske monstermassakrer. I det eksempel er det dog tankevækkende hvilke værdier, der hermed bliver podet ind i spillerne i den gode sags tjeneste - dræb for at redde liv?

Så jeg er helt med på, at ambient spildesign indlagt i hverdagens pligter kan føre til en bedre verden. Jeg håber det. Men udfordringen er at kunne gennemskue psykologien bag spillene, deres moralske værdikodeks og hvad der er "korrekt" og "ukorrekt" opførsel i spillets optik.

/T

Af Mikkel Sørensen 15:21 24. AUG

Tak for bloggen Thomas. Det var en god måde at koble af for mig.

Af Andreas Kromann 19:26 24. AUG

En hurtig TEDx talk om samme emne:
http://www.ted.com/talks/seth_priebatsch_the_game_layer_on_top_of_the_world.html

Spildesignere som Priebatsch og Schell prøver blot at råbe os allesammen op. Spillene kryber ind i vores hverdag, uanset om vi vil have det eller ej. Deres argument er, at vi skal tage teten og designe dem ordenligt. Ellers bliver det et helvede.

Så der er en mulighed nu for at styre os i en bedre retning, hvor spil kan bruges til at gøre os bedre mennesker - og så kan vi have det sjovt samtidig :)

Af Michael Nielsen 23:44 24. AUG

Måske lidt ud af en tangent og uden at gå ind i religiøs diskussion; men det at spille wow er nemt at betragte som dovenskab (måske ikke helt som en dødssynd)
Min pointe er, det er svært at måle sportslige interesse/præstationer med dem i spiluniverset.
Personligt dyrker jeg en del klatring samtidigt med at jeg spiller wow.
Jeg ved godt hvad der lyder bedre til jobsamtale at jeg dyrker sport. Også at mine forældre synes det er bedre at jeg har været på klatretur i Spanien fremfor vi endelig har fået Lich King ned, selvom det sidste har krævet ligeså meget fokus og mere interaktion med venner førend det lykkedes.
Ellers tak for en god blog (og andres gode svar til emnet)

Af Bulldog Biteback 01:06 25. AUG

"Og min påstand er ikke, at World of Warcraft, computerspil som sådan, bøger, film og modeljernbaner ingen værdi har i sig selv. Eller at underholdning er illegitimt, samfundsnedbrydende eller leder til personligt moralsk forfald.
Ej heller at man ikke må "koble af" eller drømme sig til fantastiske alternative verdener." Hvor mange negationer kan man skrive uden, at det bliver uforståligt hvad man ikke vil sige?

Annoncer
 
 
 
 
 

Indlæg i bloguniverset er udelukkende udtryk for skribenternes egne holdninger.

Thomas Vigilds Klik

Thomas Vigild blogger om spil, gadgets og alt med knapper

Læs mere

Modtag en mail, når der er nyt på bloggen

RSS

Seneste indlæg

31. jan 2012 kl. 11.22

Game Over

26. jan 2012 kl. 10.58

18 kroner er aldrig 18 kroner

20. jan 2012 kl. 09.19

Fredagsspillene: Midas og 100th

Se alle indlæg

 

Tip et gratis spil - Vind et dyrt spil

Tiden kommet, hvor jeg er gået på barsel. Men for at ingen skal savne interessante gratis spil hen over sommeren, så har startskuddet hermed gjaldet til Kliks Sommer-spil-dyst 2010 - nu med endnu dårligere clipart…:)

Læs mere om reglerne og præmierne.

winner

 
 

Thomas Vigild på Twitter