Da jeg tilbage i juli skrev anmeldelsen af spillet ‘Limbo’ kaldte jeg det en milepæl, der var større end ‘Hitman’.

De ord står jeg ved, men jeg ikke regnet med, at det også ville gælde spiljournalistik.

Efter spillets lancering skete der nemlig det, der så ofte sker i danske medier: de forskellige medier opdager den gode historie, og pludselig skal alle være med på vognen. Udover Politikens portræt, så fulgte bl.a Berlingske med en historie om hele den danske spilbranche, Dr.dk med et portræt, og denne weekend kom højdepunktet for mig -Thomas Aue Sobols artikel fra Information”Et eventyr i sort-hvid for to taster”

Det interessante er ikke, at spillet får opmærksomhed, men den måde, som særligt Sobol håndterer interviewet på. Det er i store træk fuldkommen samme behandling, som man ville give instruktører af film eller en forfatter til en ny bog. Det handler om instruktøren, om følelserne, om tankerne og om kampene. Nuvel en romantiseret forestilling om den sublime kunstner, men også slet og ret eminent kulturjournalistik. Med andre ord: sammen med Limbo fik vi pludselig serveret nyskabende dansk spiljournalistik, der adskiller sig markant fra mediets normale dækning. Og tilmed i medier, er ellers aldrig skriver om spil.

Desværre er jeg ikke naiv nok til at tro på, at denne dybere og langt mere kulturelt perspektiverende pressedækning fortsætter fremover - historien om Limbo og Arnt er en enlig svale, og efter historierne er kørt, så går medierne nok tilbage til vante rammer igen.

Men jeg håber blot, at redaktører, journalister, forbrugere og kulturkritikere rundt omkring i Danmark indser, hvad spilmediet kan som kunst-, underholdnings- og kommunikationsform - og hvor meget god som dårlig kunst, der også findes i dette medie.

Og iøvrigt ryddede Limbo bordet i European Game Awards i Paris i sidste uge.