“Vi udvikler spil efter at ramme andre følelser, end du er vant til i spil”.

Sådan lød en af de første sætninger, da Jenova Chen fra thatgamecompany (bag Flow og mesterværket Flower) præsenterede sit kommende PS3-spil ‘Journey’ for en række europæiske spiljournalister i Køln for godt en måned siden.

Og jeg skal end ikke forsøge at beskrive ‘Journey‘, eller forsøge at forklare, hvad det kommer til at gå ud på - fordi det ved end ikke Chen. Men budskabet var tydeligt - andre nutidige spil går altid efter at gøre dig stærk, magtfuld og potent - og oftest har hovedpersonen et objekt, som symboliserer denne styrke. Men i ‘Journey’ vil Chen udforske følelsen af ydmyghed - inspireret af en samtale han havde med en astronaut, der havde set Jorden fra Månen.

Den følelse af storhed i ensomheden er central i ‘Journey’, og når spillet tilmed lover at lege med psykologien bag multiplayer-spil ved at man kan måde og spille sammen med en fremmed,  gør kun konceptet endnu mere mystisk.

Men det mest interessante ved den pressesession var spiljournalisternes reaktioner. De anede simpelthen ikke, hvordan de skulle stille spørgsmål til et spil, der havde en så udpræget kunstnerisk dagsorden. “Hvor mange baner?” forsøgte en journalist sig på engelsk med tysk accent. “Hvad skal man?” spurgte en anden. Det centrale var dels, at journalisterne var så fastlåste i et spilsprog, dels at Chen ikke kunne besvare spørgsmålene klart, fordi ‘Journey’ stadig virkede som en rejse for ham. Et spil, som end ikke designeren bag aner, hvor fører hen. Den usikkerhed er i sig selv ekstrem sjælden i spilbranchen, så alene derfor kan jeg kun være fascineret.

Jeg sad på bagerste række og holdt min kæft - hvilket jeg fortryder i dag - for måske skulle man have budt ind med dybe, vigtige og mere højrøvet kloge kunstnerisk dybsindige spørgsmål. Men måske var det også klogest bare at nyde seancen - fordi den viste  en anden side af gårsdagens indlæg med den danske spilpresses pludselige fascination af Limbo.

Nutidens spilpresse er simpelthen ikke gearet til at håndtere spil, der bryder med normerne og er udviklet efter andre præmisser. I Limbos tilfælde er det sigende, at den bedste kulturartikel om spillet er skrevet af en ikke-spiljournalist.

Jeg fatter heller ikke - endnu - en klejne af thatgamecompanys ‘Journey’ efter Chens præsentation, men jeg elsker mystikken, thatgamecompanys anderledes tilgang, og grundtanken om, at spillets idé nærmest får sit eget liv, og at jeg skal gøre mig umage for at forstå det.

Læs mere om spillet her