“Og så må Thomas tage at spise en tudekiks og se at komme videre”.

I går fik min kritik i mandags af Smagsdommernes dækning af Limbo programmet studievært Adrian Hughes til at uddele tudekiks på Journalisten.dk

Ifølge Adrian har jeg misforstået ideen bag programmet, da »Min opgave er at gøre alle de forskellige kunstgenrer tilgængelige for den brede befolkning. Vi tager utroligt mange genrer op, som ikke alle mennesker har et intenst forhold til….Det er lige præcis Smagsdommernes kvalitet, at det ikke er specialister, der diskuterer et kerneområde.«

For lige at spole tilbage, så gik min kritik på, hvordan Adrian og programmet præsenterede Limbo, men i høj grad også på hvordan de tre kritikere gik til opgaven.

Jeg havde på ingen måde forventet at høre tre spil-eksperters dybsindige pseudo-psykologiske redegørelser af Limbo, men i det mindste forventet, at de tre kritikere havde reflekteret over deres måske første møde med et spil - simpelthen haft et langt mere åbent sind over for for en ellers ukendt kunstform. Denne eksponering af de “nye” kunstoplevelser til kritikere, der netop dermed bevæger sig uden for deres eget felt er vel netop kernen i Smagsdommerne ?

Adrian siger også til Journalisten: »Det er min vurdering, at mange, der ser Smagsdommerne, ikke ved, hvad en Xbox er. Og jeg forsøger samtidig ikke at prætendere, at jeg er ekspert på et område, jeg ikke ved noget om. Troværdighed handler om at tale vidende om det, jeg rent faktisk ved noget om. Og så ellers forsøge ikke at tale ned til folk.«

Troværdighed handler jovist om at holde sig til at udtale sig om det, man ved mest om og ikke være nedladende - men det handler om så meget mere, når Smagsdommerne netop udsætter sine kritikerne for nye kunstudtryk. Det handler grundlæggende om respekt, om hvilke formuleringer man bruger og helt generelt at vokse fra teknikaliteterne bag kunsten - i dette tilfælde at spillet kræver, at man kobler en Xbox til sin fladskærm, som for de uindviede indrømmet kræver en del bøvl, hvis de ikke ved, hvad et SCART-stik er.

Men i et program som Smagsdommerne er det vel rystende ligegyldigt om Limbo er udkommet til Xbox eller til en stavblender - bare spillet har en kunstnerisk kvalitet, der kan debatteres ? Er det ikke netop din opgave som studievært at fjerne disse praktiske forhindringer i debatten for at øge dybden og tilgængeligheden af kunstdiskussionen?

Adrian - jeg vil anbefale dig at læse den amerikanske spiljournalist NGai Croals seneste klumme “Do You Speak Game” i spilkultur-magasinet Wired, som netop berører, hvordan nytilkommere til et felt som computerspil kan håndtere oplevelsen - og reflektere mere meningsfyldt over mødet med interaktiviteten.

Croals pointe er, at vi jo er opdraget til at læse bøger, lave billedkunst og se film i skolen, men “at tale spilsk” er så indlejret i os spilkendere, at vi ofte glemmer, hvordan de nytilkommere ser på mediet. Og netop her kunne Smagsdommerne give nye indsigter, hvis bare jeres kritikere åbnede øjnene en smule mere.

Og så håber jeg ikke, at det er sidste gang i tager spil på menuen i Smagdsommerne. Det kan jo kun gå fremad