Bergens Kunstmuseum Permanenten i Norge udstiller for tiden computerspil, som var de kunstværker. Og det tilmed på et traditionelt kunstmuseum. Udstillingen “Press Play - The Art of Digital Games” har primært fokuseret på udviklingen af det visuelle udtryk inden for computerspil, og derfor udstilles der grafik fra spil gennem tiderne - fra danske ‘Limbo’ og norske ‘Dreamfall’ til islandske ‘Eve Online’ og de britiske ‘Grand Theft Auto’-spil.

Jeg besøger udstillingen i næste uge, så mine indtryk lander først senere, men interessant nok har udstillingen allerede fået den norske kunstkritiker Øystein Hauge fra avisen Bergens Tidende op ad stolen. Og han trækker slagterkniven og kritiserer udstillingen sønder og sammen.

Ifølge Hauge er Press Play-udstillingen “et knefall for underholdningsindustrien” og “en svekkelse av museet som arena og premisslevenndør for håndverksbaseret kunst”. Derudover er kurateringen “dunkel og svag”, og spil er  - som han kalder “den interaktive deltagerkultur” - meningsløse, fordi spillene aldrig sættes i “spil om kunst”. De mangler både “alvor” og “troværdighed”, og computerspil skal kunsterisk set sidestilles med sport ifølge Hauge.

Kort sagt: Norge har fået sit svar på Roger Ebert - den amerikanske filmkritiker, der ikke anerkende spil som kunst.

Læs selv Hauges kritik her.

For det første er det tydeligt, at Hauge dels nyder sin magt som korsridder for den eneste og “ægte” kunst med rabiate og noget skræmmende religiøse vendinger som “Kunsten er én og kunstverdenen dens profet og skaper!”. Dels ynder at være en norsk pendant til Roger Ebert, der med dette essay fik debatten om spil og kunst til at blusse op - en debat, der endte med, at Ebert beklagede, at han så kategorisk afviste spil som mulig kunstform.

For det andet er jeg personligt glad for kunstkritikere som Hauge, der på forhånd afskriver spil som kunst. Det fremtvinger nemlig en sund polarisering, der bevirker, at computerspil netop bliver anerkendt som kunst i mine øjne. For hvad er kunst, hvis det ikke kan provokere, undre eller fremmedgøre, så der netop opstår modpoler i kritikere som Hauge eller Ebert?

I Hauges kritik er det pinligt tydeligt, at Hauge ikke anerkender præmisserne for spilmediets kunstbegreb og diskurser, men værre endnu: ikke gør sig det mindste umage for at begribe dem. Som kunstkritiker begår han derved den dødssynd, at han efterlader sin åbenhed og nysgerrighed over for et fremmed medie på tærsklen til kunstmuseet oppe i Bergen.

For Hauge mener, at spil er blottet for “alvor” og “troværdighed” som kunstform, fordi spil er afskåret fra de cirkler, som tilskriver kunsten dens værdi. Et spils kvaliteter skal nemlig ifølge Hauge først “bekræftes” af kunstverdenen. Hvilke “cirkler” Hauge her hentyder til er - måske bevidst - uklart, for det er jo Hauges kunstgud, der bestemmer.

Og heldigvis har Hauges kunstgud ikke billiget spil. Men for mig at se er det kunstfærdige i spil også, at spil ikke behøver at stræbe efter anerkendelse og komme i det gode selskab - ofte skal spil blot elske at være spil.

Derfor skal Permanenten på flere punkter være glade for, at “Press Play” ikke hyldes til himlen af en kunstkritiker. Det giver ikke alene større medieomtale med lidt kontrovers som her, men som kunstudstilling skal den hellere nyde at udstille spilkunst dikteret af egne dogmer og eget begrebsapparat end at blive lukket ind i “de gode kunstcirkler” og dermed hjernevasket til at være sand kunst i Hauges indskrænkede og fastlåste kunstkult.

Når jeg som her skal kritisere en anden kritikers værdidom, bør man som Hauge spørge sig selv: “Er dette en værdidom, der betyder noget om 50 år, 5 år eller en uge?”. Svaret er nej.

Spil er for længst kunst, der netop i sin interaktive natur kan være vanskelig at udstille på et traditionelt kunstmuseum, men Hauge låste sig fast i en fordomsfuld værdidom længe før, han trådte ind til “Press Play” i Permanenten.

Mere om udstillingen i næste uge, når jeg har besøgt den.

Læs mere om Press Play her i Bergens Tidende