“Den traditionelle spilkritik er plaget af en frygt for knaphed og en manglende evne til at skelne mellem vigtige og uvigtige.”

Med den udgangsreplik har Christian Schmidts blog-indlæg på Spiegel Online startet en debatbølge i Tyskland med bl.a. forsvar af spilkritikerne fra redaktør Petra Fröhlich. Kernen er i debatten er kort fortalt, at mens udviklerne af computerspil gradvist udforsker nye udtryksformer og eksperimenterer med dybere fortællinger og budskaber, så står spilkritikken stille. De traditionelle anmeldelser af spil er en omgang letbenet refererende og deskriptiv beskrivelser uden tolkninger og uden refleksioner - selv når spillet nærmest tigger om det.

Særligt henviser Schmidt til den manglende kritik af det nye spil ‘Deus Ex: Human Revolution’, der jonglerer med tungere emner som transhumanisme og maskinernes overtag bag sin action/rollespils-overflade. Og netop her er spilkritikerne i både mainstream- og specialistmedier simpelthen nød til at være mere intelligente og dybsindige. Det skylder vi spilmediet mener Schmidt - vi skylder mediet, at vi i højere grad sætter det ind i de rette mediekritiske kontekster.

Debatten er interessant af flere årsager, fordi selv om tyske spilredaktører som Petra Fröhlich forståeligt argumenterer for, at det bestemt ikke er alle spil, der kan bære en større kritisk analyse med eksistentialistiske refleksioner og spontan inddragelse af Lacans spejlteori, så har Schmidt fat i den lange ende.

Og det skyldes i høj grad, at nutidens spilanmelder - også her i Danmark - for det første er entusiastiske amatører i ordets mest positive forstand, for det andet sjældent har større analytisk indsigt i, hvordan et spil fungerer rent spilmekanisk. Spilkritik ender derfor ofte i længere referater af, hvordan spillet virker, hvad der sker, hvorfor kampene mod spillets hovedfjender er kedelige, eller hvordan det klarer sig i forhold til andre spil i samme genre. Kritikken bliver dermed inden for spilmediet i en lukket boble. For alt for sjældent går kritikken et lag dybere og vurderer, hvad spillet “vil” eller “betyder” i en større kontekst. For i mine øjne kan man som kritiker godt afkode et spils budskab, uden at det nødvendigvis er der fra udviklernes side. Hvis det er velargumenteret nok, så kan udviklerne tilmed pludselig selv indse nye årsager til, hvorfor de overhovedet udviklede spillet og hvorfor det hitter eller ej.

Tager vi nogle danske eksempler, så er danske Eurogamers anmeldelse af Deus Ex en glimrende og velskrevet anmeldelse, men bare ikke en, der perspektiverer synderligt over spillets temaer eller indbyggede problematikker. Eller danske Daily Rushs anmeldelse af samme spil, hvor der kommer flere perspektiver på banen, men anmeldelsen forfalder stadig til for mig at se ligegyldig navlepilleri om detaljer, hvor anmeldelsen så også ender med at opsummere spillet som en hvilken som helst anden forbrugsvare med den obligatoriske liste over ris og ros og så en karakter.

Heldigvis bruger de ikke karakterer hos DR, som her i Troldspejlets anmeldelse af ‘L. A. Noire’, der behændigt refererer spillet og dets fejl, men slet ikke sætter det i en større kontekst - men det er en gammel kæphest, hvor jeg før har kritiseret Troldspejlets dækning af spil som f.eks. ‘Medal of Honor’

Faldgruben er også, at spil bliver reduceret til ren mekanik. “Spil er ikke ure” argumenterer Michael Abbott fra bloggen Brainy Gamer,
hvor han kritiserer, at spilkritikere oftest evaluerer et spil primært ud fra dets mekanikker, og ikke tager et mere holistisk syn på spillene som kunstform:

“Applying a mechanics-based evaluative lens to every game is a foolhardy and self-limiting approach to games criticism.”

Udover at det selvsagt afhænger af målgruppen, så gælder det i mine øjne om at finde den gode mellemvej, hvor selv en kort anmeldelse af et ny spil formår at besvare tre centrale spørgsmål: hvad er det, hvorfor kan jeg lide det, og hvad betyder det. Det er disse tre spørgsmål, og særligt det sidste, der gør spilkritik interessant for mig at se. Det er derimod de to første, der gør sig bedst, hvis man “bare” vil have den korte og nøgterne vurdering af, om et spil er pengene værd. Altså hvis man primært ser spil som en normal forbrugsvare, og ikke orker at få det belyst i en større sammenhæng.

Men spilkritikken udvikler sig radikalt i disse år, for Schmidt bør også kigge ud over Tysklands grænser, hvor bl.a. USA og Sverige rykker på interessante  eksperimenter. Særligt Kill Screen i USA, der ser spilkultur over et større kulturhistorisk perspektiv eller nye svenske magasiner som Fienden og Roots, der skal have kudos for at prøve at tænke spiljournalistik og -kritik i spændende nye retninger. Mere af det, mindre af 34.5 point til lyd og 54.3 procent til grafikken.