“Er voldelige computerspil skadelige for børn?”.

Sådan lød emnet for DR2s “Eksperimentet”, der på en halv time i tirsdags forsøgte at undersøge, hvordan et voldeligt spil påvirker en gruppe teenage-drenge.

Som en blåhval i en porcelænsfabrik forsøgte programmet med journalist Line Friis Frederiksen i spidsen ihærdigt at undersøge emnet så videnskabeligt som muligt med to medbragte eksperter i form af hjerneforsker Albert Gjedde og psykolog Maria Elbinger Gramstrup. Det endte udi tåspidskrummende ensidig og tendentiøs journalistik, som burde resultere i næser til hele redaktionen.

For det første kørte programmet tre eksperimenter, hvor det første viste en gruppe drenge, der spillede Counter-Strike, mens en anden gruppe læste en bog. Pulsmålere på begge drengegrupper viste så, at spildrengene reagerede mindre på at få vist en række virkelige tv-klip af politibetjente, der serverer knippelsuppe ved en demonstration , end drengene, der havde læst bogen.

Næste eksperiment var, om spildrengene så - som følge af, at de lige havde spillet Counter-Strike - var mindre hjælpsomme end bogdrengene: en skuespiller legede forsker, der tabte sine blyanter på gulvet, og hvilke drenge ville nu hjælpe et medmenneske? Og i sidste eksperiment skulle studievært LIne Friis Frederiksen forsøge at lytte efter bestemte toner, mens hun først læste og så spillede spillet.

Konklusionen blev ikke overraskende, at børn skal have varieret hjernekost (hvilket er noget helt andet end at bevise, at voldelige spil er skadelige for børn) og voldelige spil kan skabe de “forkerte” forbindelser i hjernerne på børnene. Den indirekte konklusion blev dermed også, at boglæsning er en god og sund aktivitet, mens spil er helt vildt farlige, fordi de piller ved hjernen.

‘Eksperimentet’ var en skændsel for både videnskabelig redelighed, almen sund fornuft og kritisk journalistik. For at underbygge min påstand har jeg lavet en liste over 16 af programmets fejlkilder og forkerte antagelser:

- Sammenligningen mellem boglæsning og computerspilleri er fuldkommen vanvittig - medierne er så dybt forskellige på alle planer, at fejlkilderne er enorme.

- Hvis den ene gruppe havde spillet Counter-strike og den anden f.eks. Wordfeud eller Farmville, så ville eksperimentet være marginalt mindre fejlbefængt.

- Bogen, der var valgt, var ikke-voldelig og mere socialrealistisk.

- Der var ingen forklaring på, hvorfor det kun var Counter-Strike, der var udvalgt som “voldeligt spil”

- Der var ingen definition af, hvad et voldeligt spil er.

- At bogdrengenes puls steg ved at se voldelige filmklip (i modsætning til spildrengenes) kan nemt tilskrives, at drengene netop skifter fra at kigge på en bogside til levende billeder.

- De testede drengene uden for deres normale spilsituation - dvs. alle viste, at det var et forsøg, og alle var på udebane = anderledes opførsel.

- Der var ingen definition af, hvad der karakteriserer et voldeligt spil - det tages for givet. Counter-Strike er måske på overfladen umiddelbart voldeligt, men for mig at se er The Sims langt mere voldsomt, hvis man spiller det “voldeligt”.

- Der var ingen forklaring på, hvorfor det kun var drenge, de testede.

- Der var ingen forklaring på, hvilke drenge de havde valgt ud, og hvad deres forhold til computerspil (eller blot medier generelt) var.

- Der var ingen forklaring på, hvorfor alle eksperterne antog, at det drengene gjorde i spillets verden var direkte sammenligneligt med deres opførsel i virkeligheden

- At spildrengene ikke hjalp med at samle blyanter op fra gulvet kan på ingen tænkelig måde være et bevis for, at de er mere voldelige end bogdrengene.

- Alle tre eksperimenters udfald blev tolket til fordel for bogen, og konkluderer ikke, men insinuerer, at der er en direkte relation mellem Counter-strike og mere voldelige børn.

- At Line Friis Frederiksen ikke kan tælle de høje toner, mens hun spiller viser blot, at vi bruger flere sanser og multitasker mere, når vi spiller end når vi læser.

- Klipningen af citaterne fra eksperterne og de anonyme forældre i starten af udsendelsen er dybt manipulerende og ensidige.

- Psykologen Maria Elbinger Gramstrup siger f.eks. “Børn har brug for at bruge alle sanser, og i computerspil bruger man et begrænset udvalg”. Den lader vi lige stå et øjeblik, mens vi prøver at tælle, hvor mange sanser man bruger, når man læser i en bog.

Det bekymrende er, at man kan blive ved med at nævne udsendelsens videnskabelige uredelighed og fejlkilder, så jeg vil nøjes med at konkludere, at ‘Eksperimentet’ er det mest utroværdige og skræmmende ensidige tv-journalistik, jeg hidtil har set på DRs sendeflade.

Absolut ros for, at programmet sætter sig for at undersøge, hvordan spil påvirker børnehjernen, men så behandl i det mindste emnet fair i valget af eksperter, citater og eksperimenterer, så det hele ikke ender i pseudo-videnskab, “jeg tror”-argumenter og personlige insinuationer, der ikke gør andet end at bekræfte ubegrundede fordomme og puste til frygten for spil som det nye “farlige” medie.

Udsendelsen har også fået kommentarer med på vejen fra andre kilder, som denne fremragende artikel på danske Eurogamer

Læs også Bo Abrahamsens blog,

Eller Jonas Heide Smiths blog

Se programmet her (30 min)