Siden 8. maj 2007 har jeg kørt denne Klik-blog.

Det har været en lærerig og fantastisk oplevelse med hundredevis af solide gratisspil,  gode/skæve/gakkede debatindlæg og generelt en friplads for debatter, som står mit hjerte nær.

Men nu er det Game Over - i sidste uge lukkede Politiken dog hele deres blog-univers ned, så fremover bliver alle debatter og debattører kørt over på det nye debat-site. Samtidig indføres CPR-tjek af alle kommentatorer, så ændringerne er markante.

Dette gælder også debatter om spil- og tech-relaterede ting, mens jeg vil fortsætte traditionen med Fredagsspillet, men dog i regi af Tjek - som ved de to seneste Fredagsspil Midas og Game Jam-spil. Fordelen er så, at det kommer mere ud på Politikens forside - så jeg håber det bedste og en større læserskare til disse fænomenale gratis spil, som nettet er proppet med.

En stor stor tak for alle jeres inspirerende, kritiske og personlige indlæg. Vi ses derude.

Mit første indlæg på Klik

Vi mennesker har svært ved at forstå værdien af virtuelle varer. Udviklingen er simpelthen gået så hurtigt, at vi har svært ved at forstå forholdet mellem den fysiske og virtuelle verden - og når det kommer til digitale spil kontra de fysiske brætspil, så står logikken fuldkommen af.

For nok har Apples App Store bragt tusindvis af fantastiske nyskabelser og spiloplevelser med sig til næsten ingen penge, men den herskende brugermentalitet har samtidig skabt en parallel-økonomi, der opererer på helt andre, og ofte mindre logiske regler end i virkeligheden.

Humlen er, at en fadøl eller en hapsdog føles langt mere værd end timevis a godt gameplay i en app til iPhone.
Yes - det er umuligt at sammenligne, men det fagre virtuelle værdibegreb mærker danske Bezzerwizzer i høj grad for tiden, efter de har følt sig nødsaget til at ændre deres forretningsmodel for deres nye quiz-app. De blev simpelthen overdænget af høtyve og fakler efter de lancerede deres app til 18 kroner, og samtidig krævede, at folk betalte en 2-3 kroner pr. quiz efterfølgende.

På den ene side kan man kalde de kritiske røster, der brokker sig over en betalingsmodel som denne for forkælede møgunger, der ikke forstår, at kvalitet koster penge. Også i App Store, og også når vi taler lokal dansk indhold, da app´en kun er ude på dansk i første omgang.
Brugerne er flintrende ligeglade med, at Bezzerwizzer på flere punkter fungerer som en avis i kraft af sin vidensproduktion, og derfor skal have løbende indtægter, hvis de skal udsende nye quizzer hver eneste uge. Hvorfor vil I ikke betale for kvalitet, når det kommer til apps? lyder spørgsmålet. Svaret er dog langt mere komplekst, for her kolliderer meget forskellige verdenssyn og værdibegreber.

For på den anden side har brokkerøvene fuldkommen ret. Det er en aggressiv betalingsmodel først at forlange 18 kroner i entré (der rækker til 10-12 quizzer), hvorefter app´en grundlæggende ikke fungerer igen, før man betaler ved kasse 1. Og allerede her har Bezzerwizzer brudt en af lovene i nettes værdibegreber, når deres app går “i stykker”, hvis man ikke bliver ved med at mikrobetale.

Det er rent psykologisk en svær pille af sluge - også fordi man hele tiden gøres bevidst om, at man rent faktisk betaler pr. quiz.

Hagen er nemlig også, at i modsætning til de fysiske Bezzerwizzer-brætspil, hvor man lægger 400 kroner på disken og derefter har det til evigt eje (selvom også det har en begrænset holdbarhed), så forsvinder alle de quizzer man spiller i app´en ud i intetheden. Det er lutter engangs-oplevelser, som man betaler for, spiller én gang og derefter glemmer.

Og netop her tror jeg, at Bezzerwizzer er gået galt af app-markedet. Når vi lægger penge i App Store - uanset om det er 6, 18 eller 200 kr. - så forventer vi et spil, der fungerer hele tiden - om så bare på et helt basalt niveau - uden merkøb.

Bezzerwizzer kunne have satset på månedsabonnementer og så ugens gratis quiz, eller krævet et højere engangsbeløb, der dækkede 50 selvvalgte quizzer (som ikke blev slettet fra telefonen) med løbende gratis smagsprøver. Eller andet. Bagklogskab er let, men alt for at skabe et større oplevet gratis spillerum for spillerens éntrepris, i stedet for at lade spilleren ramle direkte ind i betalingsmuren - uanset hvor længe denne spiller.

OPDATERING 26/2 - kl. 21:15
Jeg skrev fejlagtigt, at alle quizzerne forsvinder fra telefonen efter køb. Det er ikke korrekt. Dette gælder kun for de normale Bezzerwizzer-quizzer, mens alle tilkøbte temaquizzer bliver tilgængelige på telefonen.

Game Jam-spil - eller spil skabt under adskillige benspænd og kreative begrænsninger - rummer ofte en unik nerve. Et friskt drive, hvor designet og ideen står i centrum, og hvor grafik og lyd spiller anden-violin.

Som f.eks. denne uges primære Fredagsspil ‘Midas’ (herover), der blev skabt under den seneste Ludum Dare konkurrence.

Denne kører fire gange om året, og hvor reglerne er, at man skal arbejde alene og skal lave et spil over et tema på 48 timer. ‘Midas’ herover er bygget over temaet “Alone”,og i spillet styrer man den lille kong Midas, der gør alt til guld ved sin berøring.

Dette betyder desværre også, at alle blokke, som Midas rører ved, bliver til guld (og bliver derved tunge), så målet i hver bane er først at nå over til den blå blok, og derefter nå sit hjertes udkårne (her placeret i venstre side) uden at hele banen falder sammen under en.

Og uden at afsløre for meget, så fungerer den spilmekanik simpelthen fremragende godt - gåderne er svære, meget forskellige og viser, hvor langt en central idé kan nå.

Inspireret af Midas faldt jeg også over det ligeså minimalistiske ‘100 th’, hvor udgangspunktet er en lille fyr med en ballon. Og den ballon skal “bare” fragtes sikkert gennem et væld af forhindringer.

Så glem lige for en stund, at grafikken måske virker primitiv og unødig gold: både Midas og 100th excellerer i solidt design, som med garanti vil overraske selv de mere garvede gådeknækkere.

God weekend

Spil Midas her

Spil 100th her

I lang tid brugte jeg Nike+ systemet sammen med Apple, der nydeligt viste mine løb og jeg kunne efter løbeturen måle, hvordan jeg klarede mig i konkurrencen mod venner og verden. Men det blev for lidt “spil”, da det i grunden slet ikke var koblet til selve løbeturen.

Det kommende iOS/Android-spil’Zombies, Run!’ spæner derimod helt andre veje, for her er ideen, at man spiller spillet med kroppen, mens man løber - i dette tilfælde fra hjernegnaskende zombies. Mens man løber fra zombierne finder man objekter undervejs, som kan bruges til at redde menneskeheden, og dermed går der en snært strategispil i den, hvis man overlever løbeturen uden af blive ædt af en zombie og dermed kan fordele objekterne som førstehjælpskasser, våben og ammunition på et kort for at vinde spillet.

Spillet er dog stadig under udvikling, men på den vis at fortælle sin historie - og samtidig spille - mens man reelt løber har jeg ikke set før, og en skør blanding mellem en lydbog, et spil både med og uden grafik og en løbeapp. Gotta love…

Bag spillet står bl.a. Adrian Hon, som tidligere lavede det enigmatiske ARG-gådespil Perplex City, som stadig fascinerer mig dybt i sin brug af fiktion, kollaborativ viden, ekstrem svære gåder og forskning - så forventningerne er høje herfra.

Læs mere om Zombies, Run! her

Mød FireBoy og WaterGirl.

De er modsætningerne, der er elsker hinanden, og som er nødsaget til at arbejde sammen for at klare udfordringerne.

FireBoy kan selvsagt kun gå på ild vist med røde felter, mens WaterGirl tilsvarende fordamper, hvis hun kommer i kontakt med ilden. Og så er det ellers om at styre begge figurer samtidig, og hjælpe hinanden igennem ild og vand samt dødsfælder, platforme og håndtag.

Yes - nok er symbolikken fortærsket, men der er noget sød og uskyldigt naivt romantik over spillet - hvilket videreføres ud af skærmen, da to spillere skal sidde foran samme tastatur og er nød til at tale sammen for at løse spillet. Også fordi gåderne hurtigt bliver markant sværere og virkelig kræver timing fra begge spilleres side.

Pudsigt nok minder ‘FireBoy & WaterGirl’ (det er en serie, så der er også en toer og en treer) meget om sidste års vinder i den danske spilkonkurrence Game Development Camp - spillet ‘Elements’ - hvor man dog snarere  udspillede elementernes had-forhold, da det her gjaldt om at dræbe hinanden.

Nyd pladderomantik på platformsspil  - og god weekend

Spil FireBoy & WaterGirl her

“Er voldelige computerspil skadelige for børn?”.

Sådan lød emnet for DR2s “Eksperimentet”, der på en halv time i tirsdags forsøgte at undersøge, hvordan et voldeligt spil påvirker en gruppe teenage-drenge.

Som en blåhval i en porcelænsfabrik forsøgte programmet med journalist Line Friis Frederiksen i spidsen ihærdigt at undersøge emnet så videnskabeligt som muligt med to medbragte eksperter i form af hjerneforsker Albert Gjedde og psykolog Maria Elbinger Gramstrup. Det endte udi tåspidskrummende ensidig og tendentiøs journalistik, som burde resultere i næser til hele redaktionen.

For det første kørte programmet tre eksperimenter, hvor det første viste en gruppe drenge, der spillede Counter-Strike, mens en anden gruppe læste en bog. Pulsmålere på begge drengegrupper viste så, at spildrengene reagerede mindre på at få vist en række virkelige tv-klip af politibetjente, der serverer knippelsuppe ved en demonstration , end drengene, der havde læst bogen.

Næste eksperiment var, om spildrengene så - som følge af, at de lige havde spillet Counter-Strike - var mindre hjælpsomme end bogdrengene: en skuespiller legede forsker, der tabte sine blyanter på gulvet, og hvilke drenge ville nu hjælpe et medmenneske? Og i sidste eksperiment skulle studievært LIne Friis Frederiksen forsøge at lytte efter bestemte toner, mens hun først læste og så spillede spillet.

Konklusionen blev ikke overraskende, at børn skal have varieret hjernekost (hvilket er noget helt andet end at bevise, at voldelige spil er skadelige for børn) og voldelige spil kan skabe de “forkerte” forbindelser i hjernerne på børnene. Den indirekte konklusion blev dermed også, at boglæsning er en god og sund aktivitet, mens spil er helt vildt farlige, fordi de piller ved hjernen.

‘Eksperimentet’ var en skændsel for både videnskabelig redelighed, almen sund fornuft og kritisk journalistik. For at underbygge min påstand har jeg lavet en liste over 16 af programmets fejlkilder og forkerte antagelser:

- Sammenligningen mellem boglæsning og computerspilleri er fuldkommen vanvittig - medierne er så dybt forskellige på alle planer, at fejlkilderne er enorme.

- Hvis den ene gruppe havde spillet Counter-strike og den anden f.eks. Wordfeud eller Farmville, så ville eksperimentet være marginalt mindre fejlbefængt.

- Bogen, der var valgt, var ikke-voldelig og mere socialrealistisk.

- Der var ingen forklaring på, hvorfor det kun var Counter-Strike, der var udvalgt som “voldeligt spil”

- Der var ingen definition af, hvad et voldeligt spil er.

- At bogdrengenes puls steg ved at se voldelige filmklip (i modsætning til spildrengenes) kan nemt tilskrives, at drengene netop skifter fra at kigge på en bogside til levende billeder.

- De testede drengene uden for deres normale spilsituation - dvs. alle viste, at det var et forsøg, og alle var på udebane = anderledes opførsel.

- Der var ingen definition af, hvad der karakteriserer et voldeligt spil - det tages for givet. Counter-Strike er måske på overfladen umiddelbart voldeligt, men for mig at se er The Sims langt mere voldsomt, hvis man spiller det “voldeligt”.

- Der var ingen forklaring på, hvorfor det kun var drenge, de testede.

- Der var ingen forklaring på, hvilke drenge de havde valgt ud, og hvad deres forhold til computerspil (eller blot medier generelt) var.

- Der var ingen forklaring på, hvorfor alle eksperterne antog, at det drengene gjorde i spillets verden var direkte sammenligneligt med deres opførsel i virkeligheden

- At spildrengene ikke hjalp med at samle blyanter op fra gulvet kan på ingen tænkelig måde være et bevis for, at de er mere voldelige end bogdrengene.

- Alle tre eksperimenters udfald blev tolket til fordel for bogen, og konkluderer ikke, men insinuerer, at der er en direkte relation mellem Counter-strike og mere voldelige børn.

- At Line Friis Frederiksen ikke kan tælle de høje toner, mens hun spiller viser blot, at vi bruger flere sanser og multitasker mere, når vi spiller end når vi læser.

- Klipningen af citaterne fra eksperterne og de anonyme forældre i starten af udsendelsen er dybt manipulerende og ensidige.

- Psykologen Maria Elbinger Gramstrup siger f.eks. “Børn har brug for at bruge alle sanser, og i computerspil bruger man et begrænset udvalg”. Den lader vi lige stå et øjeblik, mens vi prøver at tælle, hvor mange sanser man bruger, når man læser i en bog.

Det bekymrende er, at man kan blive ved med at nævne udsendelsens videnskabelige uredelighed og fejlkilder, så jeg vil nøjes med at konkludere, at ‘Eksperimentet’ er det mest utroværdige og skræmmende ensidige tv-journalistik, jeg hidtil har set på DRs sendeflade.

Absolut ros for, at programmet sætter sig for at undersøge, hvordan spil påvirker børnehjernen, men så behandl i det mindste emnet fair i valget af eksperter, citater og eksperimenterer, så det hele ikke ender i pseudo-videnskab, “jeg tror”-argumenter og personlige insinuationer, der ikke gør andet end at bekræfte ubegrundede fordomme og puste til frygten for spil som det nye “farlige” medie.

Udsendelsen har også fået kommentarer med på vejen fra andre kilder, som denne fremragende artikel på danske Eurogamer

Læs også Bo Abrahamsens blog,

Eller Jonas Heide Smiths blog

Se programmet her (30 min)

Glædelig jul - og vi slutter årets spil-julekalender med ‘Everyday the same dream’ fra en af mine absolutte yndlingsspilskabere - italienske Molleindustria.

Med mottoet “Radical games against the dictatorship of entertainment” skaber Molleindustria tænksomme og altid tankeprovokerende spil, og har i årenes løb lavet Phone Story, der skildrer de sociale konsekvenser bag smartphone-industrien (host Apple - host censur i App Store), McDonalds-spille og Operation Pedopriest, hvor man skal beskytte pædofile præster fra politiet indtil mediebevågenheden driver over.

‘Everyday the Same Dream’ er Molleindustrias mest subtile spil, hvor man gennemlever den samme dag igen og igen - indtil man formår at bryde monotonien og ændre hovedpersonens hverdag. Men jo mindre skrevet, des bedre - dette skal opleves selv som en stærk eksistentialistisk kommentar til hverdagen, og et af de smukkeste spilbare digte nogensinde.

Jeg ønsker jer alle en glædelig jul, hvor det kan være nyttigt at bryde traditionerne - og håber I alle kommer godt ind i 2012.

Spil spillet her

Tidligere Kliks Julekalender-spil:

23. december: The Company of Myself

22. december: Shift-serien

21. december: Understanding Games

20. december: Exit Path

19. december: Lose/Lose

18. december: Loved

17. december: And Yet One Word

16. december: Mogo Mogo

15. december: Hello Worlds!

14. december: Pixel Legions

13. december: Impasse / The I of It

12. december: Achivement Unlocked 2

11. december: Trauma

10. december: …But That Was Yesterday

9. december: All-Time Greatest Afgangsspil: 1916 + Amazing Monk + 6 nye DADIU-spil

8. december: Little Wheel

7. december: Closure

6. december: Waker & Woosh

5. december: Syobon Action

4. december: Time Fcuk

3. december: Cursor x 10 2nd session

2. december: Bathos

1. december: Windosill

Spillet ‘‘Braid‘’ har været et af de største spiloplevelser for mig nogensinde, og selvom ideen med tidsmanipulation også ses i spil som  ‘Cursor x 10′ og ‘Chronotron‘, så tager ‘The Company of Myself’ lige skridtet videre.

Ideen er, at man skal arbejde sammen med sig selv og sine tidligere handlinger, og ud fra den grundidé bliver banerne bare mere og mere overrumplende kreative, des længere man når ind i spillet.

Læg dertil, at spillets fortælling er suveræn og sigende - og spillet formår på ganske unik vis at formidle sit centrale budskab gennem sin spilmekanik.

God lillejule-aften.

Spil The Company of Myself her

Læs det oprindelige indlæg her

Tidligere Kliks Julekalender-spil:

22. december: Shift-serien

21. december: Understanding Games

20. december: Exit Path

19. december: Lose/Lose

18. december: Loved

17. december: And Yet One Word

16. december: Mogo Mogo

15. december: Hello Worlds!

14. december: Pixel Legions

13. december: Impasse / The I of It

12. december: Achivement Unlocked 2

11. december: Trauma

10. december: …But That Was Yesterday

9. december: All-Time Greatest Afgangsspil: 1916 + Amazing Monk + 6 nye DADIU-spil

8. december: Little Wheel

7. december: Closure

6. december: Waker & Woosh

5. december: Syobon Action

4. december: Time Fcuk

3. december: Cursor x 10 2nd session

2. december: Bathos

1. december: Windosill

En af  de spilserier, der er gået igen igennem flere ugers fredagsspil er ‘Shift’-spillene. Nu er spillene også ude på iOS-platformen, men de kan stadig nydes i browseren, hvor de fungerer glimrende. Nok har de senere spil fået alskens dikkedarer, ekstra features og nye spilmekanikker tilføjet, men jeg holder stadig meget af hele grunddesignet i, at man hele tiden skal veksle mellem den sorte og den hvide verden for at løse platformsspillets gåder.

Shift-spillene blev oprindelig foreslået af læser Elias Helfer, der skrev:

“Shift er et spil, der handler om at skifte sit perspektiv. Her er det ikke lige meget, om man er sort eller hvid - heldigvis bestemmer man selv. Med et tryk på skift vender hele banen, og man kan gå på det, der før var luft. Et ret skægt take på et klassisk platformspil. Når man tilføjer et spion-soundtrack og referencer til Portal, bliver det til en sand fornøjelse.”

Nyd torsdagen, og husk at skifte perspektiv er sundt - både i spillet og i hverdagen.

Spil Shift 4 her

Læs mere her om Shift 3 - Shift 2 og Shift

Tidligere Kliks Julekalender-spil:

21. december: Understanding Games

20. december: Exit Path

19. december: Lose/Lose

18. december: Loved

17. december: And Yet One Word

16. december: Mogo Mogo

15. december: Hello Worlds!

14. december: Pixel Legions

13. december: Impasse / The I of It

12. december: Achivement Unlocked 2

11. december: Trauma

10. december: …But That Was Yesterday

9. december: All-Time Greatest Afgangsspil: 1916 + Amazing Monk + 6 nye DADIU-spil

8. december: Little Wheel

7. december: Closure

6. december: Waker & Woosh

5. december: Syobon Action

4. december: Time Fcuk

3. december: Cursor x 10 2nd session

2. december: Bathos

1. december: Windosill

Nu har jeg før kommenteret på TV 2 Zulus spilprogram Gamebusters, der fra første udsendelse ramte sin Zuluske-målgruppe - på godt og ondt.

Men uanset hvad, så er det forfriskende, at der er kommet et dansk alternativ til Troldspejlets mere “sobre” dækning af spilkulturen - så jeg så Gamebusters i mandags for at se, om konceptet kunne bære i længden.

Temaet var hovedsageligt set fokus på ventede spil i 2012, og meget positivt er sket med konceptet siden de første par udsendelser, der var plaget af stresspaniske  skiftende kameravinkler, rodet formidling og en underlig kamp mellem programmets fem mandlige værter.

Mandagens program var afgjort mere styret og gav sig mere tid til kernen i selve spillene, men som magasinprogram flagrer stadig i alle retninger - selv til målgruppen, der i forhold til programmets image må siges at være velbevandrede udi spil. For med hele opsætningen, værtvalget og stilen er Gamebusters vel på ingen måde et program, der forsøger at hive nye spillere ind i folden.

Det var afgjort opløftende, at programmet tog et kig ud i fremtiden, så man reelt fik et kig på kommende nye spil, som man ellers ikke ville falde over. Diablo 3 fik en tur i manegen, men underligt kort, selvom den hidkaldte spilekspert til formålet - redaktøren for spilmagasinet Gameplay Morten Skovgaard - kunne bidrage til så meget mere til hele mytedannelsen omkring Blizzard og Diablo-universet. Alene det kunne sagtens have båret hele udsendelsen, men det er som om, at Gamebusters er usikre på sit eget koncept, så værterne bliver ved med at skyde med spredehagl. F.eks. tog programmet pludselig den søndergennemtæskede kæphest i debatten om voldelige spil op, og selvom der rullede adskillige solide eksempler over skærmen, så bliver det for stringent faktuelt og meningsløst, når der bliver lystigt skøjtet hen over det meget komplekse emne.

Og deri ligger nok programmets grundproblem: mod og mening. Selvom studievært Thomas Bense synligvis har fået mere styr på tropperne, så mangler Gamebusters i den grad mere gennemslagskraft, mod og nosser. Det famler stadig efter et klart mål og skal kunne turde mere.

Også fordi jeg håber, at det så afgjort bliver ved med at dække spilnyheder og branchen med indslag og anmeldelser, men det bliver kun for alvor interessant, hvis programmet tør mene noget, tør være kækt provokerende og tør sætte anderledes emner på skærmen. Lige nu vakler det stadig på mainstream-lerfødder uden hverken at tilfredsstille kenderne af spillene eller nytilkommerne. For hvorfor bruge tid til det skrigende ligegyldige indslag “Kendis-kampen”, hvor en tilfældig semi-kendis / TV2-studievært / stand-upper bliver hevet ind til dyst i et dansespil?

Gamebusters kan “buste” spillene bedre end det.