De ikke-folkevalgte, skattefinansierede politiske rådgivere til ministrene er blevet en fast del af det moderne danske folkestyre. Dette fænomens konsekvens for god demokratisk debat er altid i sig selv en diskussion værd.

Imidlertid var min overraskelse stor, da statsministerens spindoktor endnu engang sprang ud som politiker ved at udtale sig på facebook (som åbenbart er mere eller mindre offentlig tilgængelig): ” Skattelettelsernes natur: Først vil vi ikke have dem, når vi så får dem, er de aldrig store nok, men hvis nogen truer med at tage dem fra os, så flejner vi på tværs! Danmark er et dejligt land at lege med politik i:-)”

Tidligere har statsministerens spindoktor karakteriseret medierne som ”sølle” i dækningens af statsministerens ”genistreg” ved klimatopmødet. (Hvad denne ”genistreg” består i er ikke rigtigt til at opklare. Lars Løkke dumpede som bekendt med et brag).

Jeg skal være den første til at forsvare spindoktorens ytringsfrihed. Hun er i sin gode ret til at sige, hvad hun vil som privatperson.

Imidlertid er hun ikke kun en tilfældig privatperson, men statsministerens skattefinansierede ikke-folkevalgte embedsmand. Med hendes uforsigtighed, qua hendes position, bliver hun selv til politiker i stedet for rådgiver.

Det var vel ikke derfor, at ministrene fik mulighed for at ansætte særlige rådgivere? Skal de til at være politiske aktører – mere eller mindre på vegne af deres chefer? Hvorfor skal spindoktoren som skatteyderbetalt embedsmand optræde i en rolle som er tiltænkt folkevalgte politikere?

Sagen sætter også mildest talt spindoktorens chef – statsministeren – i et kedeligt lys, hvis spinddoktoren er budbringer for chefens synspunkter. Det må da være statsministeren, der må ud af skabet med kritik, hvis han ikke er tilfreds med, hvordan regeringens politik (og statsministerens gøren og laden) bliver modtaget af befolkningen og medierne? I et demokrati må det mindste krav da være, at politikere står på mål for egen politik?

Det er simpelthen for krysteragtigt, at han skal bruge sine medarbejdere som kanonføde for de politiske frustrationer og fejl, som han selv har ansvaret for.