Et samfund skal måles på, hvordan det behandler sine svageste, og vi har i Danmark en lang tradition for at være et ansvarligt samfund. Det har i de seneste år med opgangstider for nogle i regeringen været svært at erkende og indse, at der til stadighed er mennesker i Danmark, som lever i fattigdom. Det er dem, der ikke har profiteret af afdragsfrie lån, skattestop eller ufinansierede skattelettelser. Tværtimod. Regeringens plan for nulvækst – dvs. de facto nedskæringer - i kommunerne de kommende år vil utvivlsomt ramme samfundets dårligst stillede, og VKO mener tilsyneladende, at regningen for de riges fest skal sendes til dem på samfundets bund.

Så sent som i onsdags blev socialministeren citeret for at sige: ”Fattigdom kan ikke måles, men kan opleves.” Det er indlysende, at Benedikte Kiær ikke vil anerkende et problem, som bare vokser og vokser under den nuværende regering. Måske mener regeringen, at 2020-målet om at være en af de ti rigeste lande i verden ikke skal måles i penge men i oplevelser eller solskinstimer? . Mærkværdigt nok vil regeringen gerne måle danskernes velstand på indkomst, men ikke danskernes fattigdom.

 Man skal faktisk ikke bevæge sig særlig langt fra Socialministeriet for at komme til et samlingspunkt for fattige, stofmisbruger, hjemløse og socialt udstødte, nemlig til Istedgade. Her ligger Mændenes Hjem, som i denne uge fejrer hundrede års jubilæum. 100 års arbejde for og med mennesker, som ikke har andre steder at tage hen.

 Mændenes Hjem startede som et privat initiativ 6. marts 1910, og er i dag en selvejende institution under Københavns kommune. En af de store områder, hvor Mændenes Hjem spiller en uundværlig social rolle er på misbrugsområdet. Der er ingen tvivl om dets store betydning for de misbrugere, som befinder sig på samfundets bund: Udover herberg er der er et kontaktsted, en kantine, en natcafe, en sygeplejeklinik med frivillige læger, en tandlægeklinik, og gratis udlevering af tøj, sprøjter, kanyler og kondomer. Jeg har kendskab til Mændenes Hjems vigtige arbejde bl.a. via min bestyrelsespost i Sct. Ols på Bornholm, der er en privat institution for stoffri døgnbehandling af misbrugere fra hele landet. Mange af de brugere som kommer til Sct. Ols, har også været brugere af Mændenes Hjem. Arbejdet med disse hårdt belastede mennesker kan ikke sættes højt nok.

 Billedet af de mennesker, som benytter det sociale tilbud om omsorg og rådgivning har naturligvis ændret sig markant i løbet af hundrede år. I 70´erne blev alkohol i stigende grad udskiftet med heroin, for nu er at være udskiftet med kokain, og blandt andet derfor er misbrugsmiljøet i Istedgade er blevet hårdere og hårdere.

 Men hvor er vi så i dag, når det angår de mennesker, som dagligt kæmper en kamp for overlevelse i et liv med stofmisbrug? Siden januar 2010 har Københavns Kommune oprettet et behandlingstilbud til de hårdest belastede heroinmisbrugere. Lignende tiltag er så småt startet i flere større danske byer. Et positivt initiativ, som endelig imødekommer et langvarigt ønske fra både misbrugere og de engagerede behandlere, som arbejder i miljøet. Man regner med at mellem 80 og 100 misbruger vil benytte tilbuddet. Til sammenligning er der ca. 20.000 stofbrugere på landsplan. Selvom det kan virke som et lille skridt, er det det dog et skridt i den rigtige retning.

 Imidlertid må også den stoffrie døgnbehandling – som på Sct. Ols – prioriteres langt højere, så de alt for mange misbrugere får en reel mulighed for et liv uden stoffer. Her svigter både kommunerne og regeringen, og i økonomisk hårde tider bliver det for nemt at spare ressourcer på området trods behandlingsgarantien, som Folketinget vedtog tilbage i 2003.

 Et næste vigtigt skridt af det ansvarlige samfund er oprettelsen af fixerum. Det er af helt afgørende betydning for nogle af de dårligst stillede misbrugere. En ting er, at det er uværdigt for mennesker med et misbrug, at stå med bukserne nede om knæene ude i kulden for hurtigt at fixe inden politiet eller andre blander sig. Noget andet er, at der på grund af overdosis, dårlig hygiejne og fejlfix årligt dør ca. 300 narkomaner i Danmark. Mange af disse dødsfald kunne undgås med fixerum. Det er vigtigt at huske, at det er danske borgeres sundhed det gælder, og fixerum er et pragmatisk tiltag for at håndtere et svært sundhedsfagligt problem. Det ville kunne redde mange af de liv, som nu ender i trappeopgange og cykelskurer.

 Dermed må man ikke tro, at et fixerum som ved et trylleslag løser alle problemer med stofindtag på Vesterbro, men det vil være et ansvarligt svar på et problem, man ikke kan lukke øjnene for. Desuden viser undersøgelser, at næsten 80 pct. af københavnerne er for forsøget, da det ikke alene vil begrænse elendigheden for stofmisbrugerne, men også i høj grad begrænse omfanget af brugte kanyler, som flyder i området omkring Istedgade til fare for bl.a. børnene..

  På trods af, at vi har steder som Mændenes Hjem, er det vigtigt, at det danske velfærdssamfund påtager sig et medansvar overfor alle borgere. Også dem på bunden. Også i krisetider. Vi skal have modet til at tænke anderledes og træffe svære beslutninger. Vi skal være vores ansvar bevidst.

  Mændenes Hjem er et vigtigt tilbud for en gruppe af de dårligst socialt udsatte. Ikke mindst for stofmisbrugerne. I Danmark er det en grundsten i vores demokrati, at det lille mindretal også hjælpes, beskyttes og høres. Mændenes Hjem har været forkæmper for dette i hundrede år.

 På Mændenes Hjem kan fattigdommen både måles og opleves.

Til lykke med de 100 år! Fortsæt det gode og vigtige arbejde. Desværre er der nok også brug for det i mange år frem.