I 2006 gav Danmark knap 235 mio. kr. i bistand til Nicaragua. Alt i mens måtte Nicaragua dog vinke farvel til 1766 mio. kr. i tabte skatteindtægter grundet mispricing. Eksemplet lyder voldsomt – men er desværre langt fra enestående.

For hver gang Danmark i perioden 2003-2006 sendte 1 krone af sted i udviklingsbistand til vores partnerlande, mistede selv samme lande over 6 kroner i tabte skatteindtægter grundet mispricing. Og Danmarks partnerlande, der bl.a. omfatter Zimbabwe, Nicaragua og Ghana er langt fra de eneste udviklingslande, der hvert år mister enorme summer. Faktisk mister verdens udviklingslande årligt 160 mia. USD i tabte skatteindtægter grundet mispricing. Et beløb der svarer til 1,5 gange den samlede internationale udviklingsbistand.

Det siger sig selv, at tabte skatteindtægter i denne størrelsesorden giver udviklingslandene hårde betingelser, for at løfte sig op af den dybe fattigdom de er fanget i. Skatteindtægter er for alle lande en altafgørende betingelse for opbygningen af skoler, sundhedsvæsen og infrastruktur, og fratages udviklingslandene deres berettigede skatteindtægter, fratages de dermed også muligheden for vækst og fremgang.

Når udviklingslandene hvert år mangler 160 mia. i skattekassen, skyldes det, at de store multinationale selskaber benytter såkaldt mispricing. Her kan selskaber indenfor samme koncern handle med hinanden til kunstigt høje eller lave priser, for dermed at flytte overskuddet fra et selskab i et udviklingsland til et søsterselskab i et land med skattely. Mens de multinationale selskaber tjener svimlende summer på dette, så mister verdens lande de samme summer i tabte skatteindtægter. For Danmark kan det give slem hovedpine – for ulandene kan det koste liv.

Skal mispricing standses kræver det øget transparens i det internationale finansielle system. Det betyder bl.a., at der skal skabes nye globale regnsskabsstandarder, hvor virksomhederne skal aflægge såkaldte land-for-land regnskaber. Disse land-for-land regnskaber vil tydeligt kunne vise uoverensstemmelse mellem virksomhedens produktion, overskud og skattebetaling, og dermed også tydeligt vise, hvor koncernens overskud reelt produceres, og hvor der derfor bør betales skat. (Dertil kommer i øvrigt, at de såkaldte land-for-land regnskaber er helt nødvendige redskaber i afsløringen af korruption, fordi det gøres offentligt, hvad virksomheder reelt har betalt regeringerne.)

Den internationale organisation for regnskabsstandarder, IASB, har ganske vist - efter massivt pres fra bl.a. EU – netop fremlagt forslag om sådanne nye regnskabsstandarder for udvindingsselskaber. Men desværre er der ikke meget, der tyder på, at forslaget bliver virkelighed.

For de store multinationale selskaber har sat bremserne i. Senest har A.P. Møller-Mærsk meldt sig i koret af store virksomheder, der afviser de nye gennemsigtige regnskaber. Mærsk afviser bl.a. de nye regnskabsregler med, at reglerne er ”politisk begrundede”. Men når udviklingslandene hver dag taber skatteindtægter svarene til Danmarks årlige bistand til selv samme lande, er der brug for løsninger. Og når dette skattetab er fordoblet fra år 2002 til 2006, står det lysende klart, at markedet og de multinationale selskaber ikke selv kan løse problemet. Der er brug for politisk handling.

Derfor er det nødvendigt, at EU – og Danmark i øvrigt – presser på for at IASB gennemfører de nye regnsskabsstandarder.

Udviklingslandene (og i-landene, herunder Danmark) mister i dag enorme summer på tabte skatteindtægter grundet mispricing. Indtægter der for samtlige lande, er det åbenlyse fundament for fremgang. Så længe udviklingslandene taber disse indtægter, udgør vores udviklingsbistand til de selv samme lande en dråbe i et endeløst hav, hvor bunden blot bliver dybere og dybere. Derfor skal der skabes nye regnskabsregler. Fordi udviklingsbistanden ikke må stå alene, men skal følges af udviklingslandenes egne skatteindtægter.